Frokost første skoledag

[Sine Augusta]

Sine kunne godt mærke på sin mave at sidste gang hun gik ind i spisesalen ikke havde været det mest elegante hun havde gjort i sit liv. Faktisk overhovedet ikke. Det gode var, at ved frokost kunne man stort set ikke komme forsent. Med mindre de havde fjernet buffeten selvfølgelig. Men hun åndede alligevel lettet op da hun så at der ikke stod nogen og talte da hun trådte ind. Og det var skønt at ingen kiggede på hende. Ironisk. Hun fulgte Anna i hælene ind, så måske havde det også noget med det at gøre. Hvis nogen havde lyst at kigge, så kiggede de nok på Anna. Anna med det fantastiske røde hår. Og ikke den lille grå pige ved siden af.
Sine lod sit blik glide over salen nu hun havde chancen. Hendes blik løb over nogle af dem hun kendte ved 2. g'ernes bord. Eller 'kendte'. Og stoppede ved Louisa og Liam. L. De sad sammen og spiste. Hun mærkede et lille stik af jalousi. Så gik hun med Anna op for at få noget mad.

Hun tog noget pastasalat op og noget brød inden hun gik tilbage mod bordene. Hun tøvede lidt mellem to. Egentlig burde hun jo sætte sig ved dem fra sin egen klasse. Også fordi brølere fra i morges havde haft alvorlige konsekvenser. Men på den anden side. Så ville hun gerne snakke med Louisa igen. Fordi hun virkede virkelig sød. Og hun troede faktisk hun havde en chance der. Så hun endte med at gå over og sætte sig ved siden af hende på bænken. Så kunne Anna gøre som hun ville. Hun behøvede ikke sætte sig ved putterne for Sines skyld. Det kunne jo være det ikke var noget for hende.

"Hej..." Sine smilede skævt da hun satte sig. "Håber det okay jeg sætter mig?" Hun kom i tanke om bagefter at hun måske burde spørge. Men ja, det virkede lidt latterligt når hun allerede sad der. Pokkers.

[Adam Lyhne]

Efter timerne var Adam døden nær af sult. Han havde ikke spist nok til morgenmad på grund af afbrydelsen, så nu skulle han bare have noget mad, koste hvad det ville. Så med hurtigere skridt gik han mod det han regnede med var spisesalen, men blev stoppet af en eller anden fyr der troede han var en gammel elev. Ret akavet. Endnu en gang noget akavet. Men han lo bare og sagde de to var på samme årgang mens han trak på skuldrene.
Adam fortsatte mens han tænkte over hvad der dog skete for den her dag. Han tænkte at den var lettere... retarderet. Men samtidig havde han det sjovt. Han var blevet virkelig glad for Lyngvig på de 4 dage han havde været der. Alle var vildt søde og imødekommende og endelig var der ingen der sendte ham skæve blikke når han havde lyst til at skille sig ud.
Han vandrede ind i spisesalen og læssede en hel del mad på sin tallerken inden han satte sig et tilfældigt sted.

[Marc]

"Hey... Nej, nej... Nej, Pernille? Hey, dude... Hun er... Hun var bare skide sjov, du ved... Men..."

David holdte en kort pause, som ville han tænke over Marcs ord. Marc var bare stille og kunne ikke lade være med at bemærke at som de lige havde nævnt Pernille, trådte hun ind i spisesalen. Han tog hende i at kigge her over mod dem og hans smil blev kun større.

"Yeah, hun kunne godt bruges, du har ret..."

Lød Davids ord og trak Marcs øjne mod ham.

''Bare et forslag''

Smilede Marc og lænede sig hel tilbage i stolen. Han tog imod alle lydende omkring sig. Stemmerne og lyden af bestil mod tallerkerne. Alt sammen så dejligt hjemligt. Han havde faktisk savnet Lyngvig mere end han ville være ved, eller nej. Han var sgu ikke bleg for at indrømme han havde savnet skolen. Han havde savnet mennesker omkring sig. Hans fars familie havde været over ham de uger han havde tilbragt i Spanien, men det var klaustrofobisk og til tider væmmeligt med de ældrekvinder der nærmest havde mere skægvækst i ansigtet end han havde. På Lyngvig blev det sjældent klaustrofobisk og den danske mentalitet tiltalte ham til ofte langt mere end den spanske.

''men ja, jeg blev sgu lidt overraskede da hun kom hen til os tidligere''

[David Bundgaard]

David nikkede med et fjollet drenget smil. Han var også selv blevet lidt overrasket over det. Men på den anden side havde hun jo det der med Marc, så måske var det ikke så mærkeligt alligevel. Lige nu kunne han faktisk slet ikke huske hvordan hun var faldet i snak med dem. De havde smidt en eller anden i vandet, men hvad der var sket før siden de havde hjulpet hinanden kunne han mærkeligt nok ikke huske - måske var det klassens dårlige klima der påvirkede hans hukommelse eller noget. Men det havde været ret sjovt sjovt at hænge ud med Pernille faktisk. Det overraskede ham også at hun havde lettet hans morgenmine så meget.

Han bemærkede hende ikke komme forbi, men sagde ikke mere til det emne. Han fyldte bare sin mund med noget mad og tykkede af munden mens han kiggede lidt rundt på folk. Først nu så han hvem Marc havde sat sig sammen med... Og hvem han selv havde sat sig med. Han nikkede til dem med et smil og skævede kort til pigernes bryster da de ikke så det mens han tænkte at han havde brug for sex.

Han fandt dog hurtigt ud af at han ikke var specielt interesseret i nogle af dem. Især ikke hende den blåhårede. Hvad fanden skete der for blåt hår? Som om rødt ikke havde været slemt nok sidste år. Tænk han først havde set hende nu med den top dér. Hvor tit havde hun lige farvet det? Og hvad var der lige galt med en naturlig hårfarve? Ikke at han havde det krav at den skulle være naturlig, den måtte da for hans skyld godt være farvet, det var han ligeglad med. Men... Hvorfor fanden skulle man ligne en der havde fået hældt maling ud over sig? Og ikke nok med hendes hårfarve, kvinden havde kraftedeme også togskinner. Han vidste af erfaring at bøjle var det mest forstyrrende der fandtes når man snavede. Men hun var heller ikke en han behøvede at bekymre sig om for hun var optaget. Det var sådan set ret tydeligt. Det havde de været altid. De to snakkede om alt muligt pis, og han fattede ikke en skid af det.
Der var også to andre piger overfor ham. De så da nogenlunde ud, men han var blevet ret svær at imponere her på det sidste.
Han spiste lidt mere.

"Marc... Hvordan var skolen?" spurgte han til sidst. Han havde glemt at spørge.

[Marc]

David var ikke svær at læse for Marc, det havde han sjældent været og det var nok derfor de var blevet så gode venner. De havde kunne gennemskue hinanden med det samme, og selv om de virkede vidt forskellige var de på bunden rimelig ens. Men de rendte ikke rundt som et par veninder og afsluttede hinandens sætninger dog. Men David tjekkede pigerne ud de sad sammen med og han fandt intet af stor interesse, hvilket ikke overraskede Marc. Det gjorde han da også selv, bare ikke så åbenlyst.

"Marc... Hvordan var skolen?"

Spurgte David lidt pludseligt.

"Du lyder sgu så alvorlig. Den var vel fin nok... Sådan første skoledags time"

Marc lo kort og rodede op i sine krøller. Skolen havde virkelig ikke været speciel interessant endnu, for timerne var jo knap nok begyndt.

"Du skulle have spansk ikke?"

[Amanda Kjærsgård Holm]

Amanda kiggede rundt i salen da hende og Mattie kom ind omkring frokost. Hun så en pige kiggede op og få øje på dem lige da de kom ind. Det var ikke en hun kendte, men hun var helt overbevist om at pigen tænkte at de så virkelig cool ud. Fordi det vidste hun at de gjorde. Men irriterende nok havde Mattie ikke reageret på nogen af hendes tilnærmelser den morgen. I hvert fald ikke som fyrerne plejede. Det frustrerede og frydede hende på samme tid. Nå, så måtte hun jo bare skrue op for charmen. Hun kunne ikke se sin Freya-mus nogensteder i salen, så hun var nok ikke kommet endnu. Gad vide hvad hun havde lavet. Hun måtte fange hende senere. På toilettet eller noget. Så Amanda tog noget tærte med noget skinke og porre så vidt hun kunne se og satte sig overfor Mattie. Bevidst så hun kunne kigge ham i øjnene. Så fortsatte hun samtalen.

"Synes du saftevand og pålægchokolade er en god blanding?" hun lagde hovedet lidt på skrå. "Jeg har altid syntes at chokolade ligesom hørte til sig selv, og ikke sammen med noget der smagte af frugt. Måske lige bortset fra jordbær, de er altså rigtig gode med chokolade omkring. Har du smagt det?" Amanda skar kanten af sin tærte og spiste den først. Hendes blik løb over salen og strejfede en dulle der sad lidt længere væk ved samme bord. Hun fik øjenkontakt med hende et øjeblik, inden hun kiggede væk med et himlen med øjnene. Tsk, nå ja ja, de var vel overtalt. Man kunne liegså godt gøre dem det klart at man var selvskrevne uvenner med det samme. Så vendte hun opmærksomheden tilbage til Mattie med det hotte røde hår.

(Dullen i dette tilfælde er Julie, ikke for at fornærme nogen, det var Amanda der tænkte det, ikke mig <3 xD)

[Samuel]

Sam kunne bare grine lidt smørret, da Emil måtte konstatere, at de førte endnu. Han havde sandelig heller ikke regnet med andet.
Ej, han havde faktisk været nede at tjekke hans rokort bare for konkurrencens skyld og set at han havde roet 78 kilometer allerede. Hvordan han havde formået det, uden at hverken Anton eller Samuel selv havde set ham derude, fattede han ikke. Han følte nærmest at han havde boet på den sø i sommer.
Per, den meget aktive idrætslærer der stod for kajakholdet, havde da også hevet fat i ham og Tony for lige diskret at høre om de havde fiflet med de rokort der, for sådanne distancer så tidligt på året havde han alligevel ikke oplevet før. Han var godt klar over, at de var de bedste og alt det der, men han måtte jo hellere lige høre.
Det var nok også lidt overdrevent. Altså nogle roede kun det de skulle i undervisningen og så blev det til 200-300 km. eller lidt mere. Han, Anton og Emil samt et par enkelte andre entusiaster roede også en masse eftermiddage og ferier sammen, så de kom op på en 1200-1500 km. om året.
Men han syntes alligevel ikke at det var skide fantastisk. Ikke på samme måde som det virkede som om Emil og Anton gjorde. Han roede for at få noget mere motion og for at være sammen med sine venner, fordi det tydeligvis betød noget for dem, men for han var det basketball der var hovedfokus. Det var det han ikke kunne undvære.
Alt andet motion var mest i mangel på bedre.

Han lavede bare et forvrænget ansigtsudtryk til den smaskede masse Emil fremviste med kylling og rejer. Som Jonathan også sagde; det kunne de da i deres vildeste fantasi ikke finde på at sammensætte. Det var kun Emil der kunne finde på sådan noget. Han spiste sgu også så meget mærkelig mad, den mand.
Rejer var også en af de ting, ligesom svinekød og ål og diverse andre fødevarer, som Samuel ikke spiste, bare fordi han aldrig havde gjort det. Det gjorde man ikke, og der var da ingen grund til at begynde nu, ligegyldigt om der var en fornuftig forklaring på hvorfor man spiste det eller ikke gjorde.
Det var sådan noget han diskuterede med Sophia. Religion og kultur og mærkelige traditioner. Hun havde engang sidste forår spurgt ham om det der med kosherreglerne. Dem med dyr på landjorden og fugle havde han til dels kunnet forklare, sådan rent kulturelt, men når det kom til skaldyr som rejer og fisk med finner uden skæl kom han til kort. Så måtte han jo bare sige, at det måtte være fordi folk var kloge dengang og vidste at det ikke smagte godt. Som en joke selvfølgelig, men det måtte jo være noget om det. Han hadede når han ikke kunne forklare ting. Han gad ikke virke som en religiøs særling, som gjorde ting bare fordi han skulle, for det var han alt for frisindet til, men det lå bare så dybt i ham nu, at han ikke havde nogen lyst til at ændre det.
Han havde klaret sig fint uden svin, rejer, ål, kaniner, heste, rovfulge, råt kød og andre mærkværdigheder i 20 år, så det kunne sikkert også gå de næste 20.
Og at dømme på Emils ansigtsudtryk da han smed maden ud, og udseendet af f.eks. leverpostej, gik han ikke glip af noget.

Han betragtede Sophia mens hun spiste i stilhed. Han kendte hende godt, men ikke særlig godt alligevel, slog det ham. Han anede endnu ikke hvad hans bedste veninde tænkte, når hun sad sådan der og kiggede på dem med sine brune øjne. Han ville gerne vide det, men det ville også være akavet at snakke om. Hun var en kvinde af få ord, og det havde han lært både at respektere og holde af, selvom det til tiden kunne irritere ham.
Han vendte opmærksomheden mod John i stedet, som spurgte dem om den første time.
"Rigtig god" nikkede han, mens han tog en bid af sin laksemad og grinede af Johns parodi på Ludvig. De havde haft samfundsfag i hans og Johns og Sophias klasse. Han brød sig ikke så meget om Ludvig, alt for liberal og mærkelig i sin retorik til Sams smag, men han elskede faget. Rigtig meget. Og de havde en, for det meste, god klasse, selvom bølgerne godt kunne gå højt.

[Amanda Dagmar Carstensen]

//træder ind i tråd sammen med Marius

Amanda åbnede døren til spisesalen inden Marius kunne gøre det og duften af mad og lyden af eleverne ramte dem som en rar hjemlig bølge. Hun var bestemt ikke sulten, men ud fra resterne af hvad der var af buffen kunne hun se den havde været fantastisk. Ikke som den kunne ende med at blive sidst på året, men det var nu hele charmen ved at bo på Lyngvig. Der havde man også nok at tænke på med eksamenerne til man gad bekymre sig om maden.

De var nogen af de sidste der kom til spisesalen kunne hun se, eller hun kunne ihvertfald se det på sin egen årgang. Der var ikke mange pladser tilbage men det passede hende fint. Hun lyste op i et smil og gik længere ind i spisesalen. Hvis Marius ville sætte sig et eller andet sted måtte han selv om hun ville jo ikke lægge krav på ham og forlange han fulgte hende over det hele. Det havde han jo gjordt siden imorges.

[David Bundgaard]

David brød ud i latter igen og nikkede. "Jo, jeg må jo hellere lære hvad fanden det er for et sprog du tror du er så god til," svarede han med et drenget smil og blinkede til sin ven. Han havde haft det sidste år også... godt nok. Som fagligt valgfag sidste år. Det havde været bedre end tysk, men de havde skiftet lærer til en fucking grim, gammel dame med pagehår der hed Irma. Irma? Find dog et navn til jeres datter der får folk til at tænke på andet en kasseapparater, helt ærlig.

Han kiggede på op og fik øje på Marius. Skulle lige til at vinke ham over til dem, da han så hvem der stod bag ham. Så kunne det sgu være ligemeget, han var sammen med frk. kan-ikke-holde-nallerne-væk-fra-eks'en. Det hun havde gjort den aften til grillfesten var simpelthen for meget. Hun behøvede jo ikke ligefrem at råbe højt om at hun savnede ham og så samtidig sige hvor meget hun hadede ham. Hun havde bare været for åndssvag. Han gad ikke hende, hun gad ikke ham. Han stolede ikke på hende, hun stolede ikke på ham. Bum, færdig. Var det så svært at forstå?

Men der var i baghovedet den der stemme der modsagde ham, men den var han hurtigt blevet god til mentalt at gennembanke og sparke mens den lå ned, så den ikke længere kunne sige andet end en hvæsende lyd. Han elskede at gennembanke stemmen, for han vidste at når han gjorde det var det hans svaghed han ramte og David var ikke svag. Han havde ikke råd til at være svag. Ikke i den verden han levede i. Ikke i det hjem der var oppe i dobbeltlejligheden ved Nørreport. Han havde også set at Maria havde fået noget af den styrke derhjemme. Selvom de brugte den på vidt forskellige måder kunne han tydeligt mærke at det var den samme styrke. Måske lå det til familien. Det var nok morfar.

Amanda stod der. Han bemærkede hurtigt at hun hendes arm ikke så helt normal ud, men... Det fik ham bare til at trække på smilebåndet. Selvfølgelig var hun kommet til skade første skoledag. Selvfølgelig. Det ville egentlig være mærkeligt hvis der ikke skete et eller andet. Det var karma, tænkte David. For at være så fucking dum i torsdags. Ikke fordi karma var det han tænkte mest over, men karma var da et udtryk han brugte. Det gav mening. Og det blev brugt i mange forskellige religioner - bare med forskellige grundlag og navne.
Han så hendes blik feje hen over deres bord. Og han så hendes blik stoppe et øjeblik ved ham.

Der tænkte han ikke rigtig på så meget, og uden at vide hvorfor - mens han tænkte i baghovedet at det egentlig ville være sjovt - sendte han en flirtende kysmund som om han lige havde haft en affære med hende sidste søndag. Eller whatever. Han vidste bare det ville fylde hende med harme, og den tanke syntes han om.

[Selma Åberg]

Selma besluttede at hun gerne ville over til sine bøsser og hvem de nu hang ud med, så hun kyssede Noah på hans kind med skægstubbe og mærkede med en flad hånd hans skægstubbe på den anden kind, da han rykkede hans hoved hen mod sig. Hun vidste godt han lige havde spurgt om noget, men det kunne hende Lea vel bare svare på når Selma var gået.
Mens hun rejste sig op - hun gjorde sig ikke umage for at være diskret, men det var ikke noget folk ville bemærke - hviskede hun ham stille i øret lige hurtigt: "Frisk på bytur efter frokost?"

Hun indsnusede hans dejlige duft af Noah og frydede sig for 1000. gang over at hun ikke havde behøvet at vente, men at de var kommet så hurtigt over flirte-stadiet hvor der ikke skete en skid. Det var bare så skønt bare at kunne gøre det her. Åbenlyst vise andre at de var sammen - selvfølgelig uden at blære sig eller gøre et stort nummer ud af det. Det virkede altid ret nederen at gøre den slags. Men bare... kysse ham mens andre så det. Så folk ville se på dem og tænke: "Wow, godt scoret." eller "Ej, de er søde sammen!".
Det var en skide dejlig følelse. Men grunden til hun syntes de også lige skulle date lidt mere var fordi deres date efter grillfesten ikke havde været nok. Hun kendte ham stadig ikke rigtigt, og hun ville virkelig gerne være en del af hans liv og vide hvad han havde oplevet før Lyngvig. Han lød også bare som et skide spændende menneske, og hun elskede virkelig at høre om de steder han havde været.

[Sophia Blake]

Sam kiggede på hende. Hun bemærkede det ikke helt først, men hun så ham ud af øjenkrogen, og da hun nogle sekunder efter kiggede tilbage på ham, kiggede han stadig på hende. Sophia så forvirret på hans lidt fraværende blik og så også lidt nervøs ud over om der var noget i vejen siden han kiggede sådan.

"... Hvad?" spurgte hun og kunne ikke skjule at hun var lidt forvirret i sin spørgen. Hun havde været lige ved at tage noget mad i munden, men det tippede langsomt ned fra gaffelen og ned på tallerkenen igen.
Nogle gange stirrede folk på hende, og hun hadede det bare. Hun oplevede det ofte med fremmede fyre og mænd når hun var ude i byen, og hun vidste jo godt hvad de havde i tankerne med deres slags blikke. Fucking klamt. Men selvfølgelig var Sam nok ikke lige sådan en hun ville beskylde for at være en klam stodder, men stadig... Han havde siddet og betragtet hende. Men det gjorde hende bare lidt nervøs. Især fordi hun ikke vidste hvad han havde tænkt mens han betragtede hende.

[Marius Emil Lundqvist]

Marius havde bare ladet Amanda tage ham under armen - det gjorde hun så tit, og lige i dag var hun måske mere alene, end hun havde været længe. Ikke, fordi hendes veninder som sådan havde droppet hende, men fordi hun frivilligt havde holdt sig for si selv, da hun faldt og kom til skade. Og så var der lige det faktum, at han hang på hende, og hun ikke havde sin vanlige frihed til at gå rundt mellem dem alle sammen med et ranglet stavær som ham rendende. Marius smilede ned til Amanda, da hun åbnede døren, fuldstændig klar over, at hun VILLE gøre det selv, og at hun ikke gad hans overdrevne pyldren.

"Årh, der er ikke så meget mad tilbage," beklagede Marius sig, da de kom ind i spisesalen. Egentlig var han ikke sulten - det var bare noget, han sagde per refleks, da lugen af mad forstyrrede hans næsebor. Marius kastede ligeledes et blik rundt for at skabe sig et overblik over, hvor folk sad. Ved 3. G'erne sad den sædvanlige lille klike bestående af Jonathan, hans værelseskammerat, Anton og Samuel. Måske, Jonathan var lidt ny i gruppen, men det var rart at se hans nylige comebck. Marius genkendte også Emils mørke krøller og den fåmælte Sophia, som vistnok var dukket op et par gange, mens han sad og spillede på flyglet. Marius undrede sig over, hvor Selma blev af, men fik til sin forbløffelse øje på hende ved 2. G'erne.
'Selvfølgelig,' tænkte han, da han så den nye fyr, hvis navn han aldrig havde lært, sidde tæt op ad Selma - de to havde klæbet til hinanden til grillfesten og været på date i weekenden. Da Marius fik øje på Davids lille gestus, kastede han automatisk et kort, næppe synligt, blik ned på Amanda. Han gav hendes skulder et beroligende, men lidt bestemt klem, da han fornemmede hendes sindsstemning; hun virkede ikke begejstret. Nonchalant lod han sin hånd blive på Amandas ryg midt mellem skulderbladene og førte hende med sig hen til gruppen. Marius prøvede at få øjenkontakt med Kristoffer og Clara, men de havde en intern samtale kørende, og han lod blikket glide videre til en pige, han ikke kendte. Så sprang Fridas røde hår ham i øjnene, og han besluttede sig for at sætte sig i nærheden hende, siden det var de eneste pladser ved den lille gruppe, som var ledige.

"Hey Frida," sagde han smilende til hende med sin rolige stemme. Han rykkede med vilje stolen ud for Amanda, selvom han vidste, at hun ville hade ham for det. Så så han atter på Frida. Hun havde virket ganske flink til morgenmaden, og han syntes ikke, at han kunne være det bekendt at lade et bekendtskab som dette være uudforsket.

[Clara Fillipsen]

Selma fik pludselig travlt og rejste sig op. Clara tænkte straks at der var sket et eller andet - det var hendes mærkelige vane med altid at forestille sig det værste eller det mest dramatiske. Kristoffer havde mange gange sagt det var mega sjovt, og at det sikkert var en medfødt forfatterevne hun havde. Bare at gøre det hele det ekstra dramatisk eller tragisk eller fantastisk i hendes hoved. Men en gang havde hun haft ret. En gang havde hendes mor fået et opkald. Og ligesom altid forestillede Clara sig det værste. Ofte tænkte hun at der var en der var død. Eller at nogle var kommet til skade. Eller at der havde været jordskælv. Eller...

Også under det opkald tænkte Clara alle mulige ting. Hun tænkte mest på at nogle var døde. Hun havde haft fuldstændig ret. En af hendes gode veninders mor og 3-årige lillesøster var blevet dræbt af en bil, da de kom cyklende hjem fra børnehaven en dejlig solrig torsdag eftermiddag. Efter det følte hun lidt... at hun misbrugte det på en eller anden sær måde. Det at hun bare altid tænkte at en eller anden var død eller et eller andet overdrevet. Hun syntes efter det, at hun virkede helt useriøs omkring det. Men hun kunne selvfølgelig ikke gøre for det.

Dog tænkte hun ikke ligefrem hun misbrugte noget her. Hun fandt jo også hurtigt ud af, at Selma bare skulle noget. Hun sagde ikke hvad. Måske havde det bare været et kort visit her ved 2.g'er-bordet.

Hun tænkte lige på at hun egentlig havde sat sig først her. Alene. Og så var Marc kommet. Så var Eva kommet. Og... Hun havde jo for alt i verden ikke regnet med at Kristoffer ville komme. Hun kunne stadig ikke helt fatte det. Efter at de ikke havde skrevet eller snakket eller noget som helst andet sammen under hele ferien. Nu var han bare her. Hun syntes det var nice at folk bare var kommet til hende. Og så lige Kristoffer.

De sad bare og delte hendes mad, og hun smilede stort hver gang hun fik øjenkontakt med ham eller de klemte hinandens hænder. De klemmede den frem og tilbage. Først klemte han den blidt, så gjorde hun, så gjorde han. Sådan en lille diskret leg der af en eller anden grund gjorde hende helt vildt glad. Hun kunne næsten ikke styre sin glæde - det var som om en hobede sig op ved brystet og det var lige ved hun ikke kunne klare trykket af den glade der var derinde. Men hun holdt den, for hun ville ikke have glæden skulle fare væk fra hende endnu.

Hun spiste det sidste på tallerkenen. Bare en lille skive gulerod. Hun tænkte at hun ikke ville have stykkerne skulle sætte sig fast i bøjlen nu, da hun havde tygget lidt. For sent.
Hun havde virkelig lyst til bare at stikke af med Kristoffer, men hun ville heller ikke tvinge ham væk fra de andre. Selvfølgelig ikke. Men...

[Marc]

Davids latter smittede, men Marc så på ham med påtaget overlegenhed.

";Jeg er ikke blot god, overvurder mig ikke David;"

Svarede han på spansk, fuldstændig fejlfrit og uden nogen form for dansk underaccent. Han havde snakket det siden han var lille, hver gang han blev slæbt til sin fars familie og ofte når hans far var vred eller de var alene forgik det hele på spansk. Han snakkede selvfølgelig gebrokken dansk med Marcs mor, men han havde aldrig været synderligt begejstrede for det danske sprog. Davids tanker var hurtigt langt væk og Marc fulgte hans blik. Amanda, selvfølgelig, kom ind med Marius.
Hvad der var sket med hendes hånd var åbenbart mere alvorligt end blot et slag, for hun havde sgu fået gips på. Ikke at det overraskede ham, for Amanda var ikke ligefrem kendt for sin elegance til at holde sig stående hvis hun var ved at snuble og David havde været ved at løbe efter hende da hun var faldet nede ved søen. Nok af gammel vane, men det var nok bedst han var blevet hos Marc og Pernille. Amanda havde jo tydeligvis Marius.

Marc kunne ikke lade være med at smile skævt af Davids tilnærmelse mod sin eks kæreste, tydeligvis blot for at provokere og selv om Marc måske havde tænkt han gik over stregen en gang imellem kunne han godt forstå sin ven. Amanda havde været en rigtig pain in The Ass de sidste to måneder sidste år og det var hendes skyld at David var sådan en tordensky hele tiden. Det var ikke til at holde ud.

// har aldrig nogen sinde haft spansk og Google oversæt vil jeg ikke udsætte jer for... Derfor skriver jeg ';' uden om når det er på spansk xD sorry.

[Amanda Dagmar Carstensen]

Hun burde havde vidst at David ville være der, at han ville sidde ved bordet og alligevel følte hun et ubehageligt sug i maven da deres øjne mødtes. Det blev dog hurtigt afløst af vrede da han begyndte på al muligt lort med at sende luftkys. Hvad fanden var meningen?! Hun så slet ikke Marius blik på hende, men mærkede hans hånd klemme hendes skulder. Det var det eneste der holdte hende fra at vende om og skride. Ikke om hun gad og stå model til det. Den nar.

Hun så på ham med iskolde øjne et øjeblik og hev så blikket fra ham. Kunne han ikke bare... Forsvinde. Hun prøvede med en dyb indånding da Marius førte hende over mod bordet, ved siden af Frida, heldigvis et par pladser fra David. Men hun kunne stadig se ham. Stadig fornæmme hans blik på sig, og det ville nok ikke ændre sig foreløbigt. Hvorfor skulle han provokere sådan, kunne de ikke bare ignorere hinanden, det ville da være det letteste. Det var også ham der havde startet til festen. Provokeret hende for at få en reaktion. Idiot!
Amanda træk vejret, tænkte hun til sig selv og dumpede ned på stolen som Marius hev ud for hende. Hun gad ikke blive sur eller noget over hans pylderi lige nu, men sagde alligevel.

"Du pylder for meget"

Og fandt et smil frem. Det nåede ikke helt øjnene for hendes tanker var egentlig mest på en hvis anden spade. Hun lænede sig lidt frem og smilede et Hej til Frida.