Frokost første skoledag

[Noah]

Noah kyssede Selma tilbage.

"Jeg tror ikke jeg kan ... take off," sagde han med et sørgeligt blik. "Men bagefter, okay?"

Selma var måske 3.g'er men Noah var lige startet og han kendte ikke lærerne, sin klasse eller andre. Mens Selma med et stort smil fortsatte mod sine bedste buddies smilede han efter hende, men blev revet tilbage da Marc ytrede ord på et velkendt sprog.

";Du snakker spansk (mener det er: Hables español?);" Det burde nok ikke have overrasket ham, men det gjorde det alligevel lidt. Måske var det bare noget Marc havde lært sig, men accenten virkede god. Det var ikke fordi Noah havde glemt Lea, han ville komme tilbage til hende om to sekunder, men alt det nye og han skulle finde ud af det på samme tid. Det kunne han ikke lade være med.

Han vinkede til Amanda. Hun var cool. Sådan huskede han det i hvert fald fra grill-festen og han havde sagt hej til hende da han hentede Selma dagen efter. De boede på værelse sammen. Men hun havde været forkølet.

[Selma Åberg]

Selma smilede og sendte Noah en thumbs up lige inden hun gik. Hun smilede større end hvad der burde være muligt, da hun satte næsen mod det sted hun havde set Anton. Hun så hurtigt, da hun kom tættere på og forbi en masse elevers hoveder, at Jonnah også var der. Sam og Sophia var der også. Og Emil. Emil havde hun faktisk ikke fået snakket så meget med de sidste par dage. Desværre. Han var ret nice.

Selvom hun på et tidspunkt havde været ret vred på ham... det havde måske også været lidt dumt. Men til en af festerne hvor Jonnah og Annie endnu var uvenner havde Annie kysset Emil, og han havde intet sagt til det. Og Selma var blevet så fyldt med harme ved synet fordi hun syntes Annie bare fuckede det hele op og Emil støttede ham i det. Hun havde så ikke vidst hvor fulde de var, men hun havde begge givet dem noget af en opsang samme aften.
Hun havde bare været så frustreret over, at det ikke bare kunne fungere mellem Jonathan og Anton, og hun havde hele tiden følt der var noget hun ikke fik at vide om det. Hun havde næsten aldrig fået noget at vide. Det hele var bare gået galt og pludselig var det hele bare noget lort. Især fordi de endte med ikke at have noget sammen mere. Nogle gange skulle hun holde ting hemmeligt for den ene og høre grimme ting om den anden. Det var ikke ting hun ville blandes ind i, men samtidig ville hun ikke miste de to fordi de ikke var sammen mere. Hun ville bare gerne være deres normale veninde som før.

"Hey, hvad så?" spurgte hun dem stadig med et stort smil om munden, da hun satte sig på Antons skød fordi der ikke var flere nogle pladser ved dem.

[Frida Jensen]

Frida sad bare lidt og nød sin mad og nikkede og sagde 'jaa' og 'nej' på de rigtige tidspunkter i forskellige små samtaler omkring bordet.
Hun følte sig ikke helt inkluderet, alle var ligesom i små etablerede grupper, men hun var heller ikke rigtig udenfor. Hun savnede sin bedste veninde Nanna (ved godt jeg har givet hende et andet navn et sted, men jeg kan simpelt hen ikke finde tråden man burde skrive sådan noget ned xD argh!) som var holdt op her i sommerferien. Hun havde ikke tænkt på, hvor meget mere hun egentlig havde været sammen med Nanna end alle mulige andre, men nu hvor hun ikke var her, efterlod hun et tydeligt tomrum i skoledagen. Efter skole og i weekenderne havde hun nogle tøser at være sammen med, men det var mest Nanna hun pjattede med i timerne og småsnakkede med i spisesalen og alle de små ting, der gjorde at man følte man passede perfekt ind.

Marius og Amanda satte sig ned ved siden af hende og hilste venligt.
"Hej" smilede hun glad, da hun opdagede Amandas gipsarm.
"Hvad er der sket med dig?" spurgte hun overrasket, mens hun tog sig selv i at skimte diskret til Marius ud af øjenkrogen. Hvor havde han altså et sødt smil. De så også søde ud sammen, ham og Amanda. De havde sådan en vildt glad og fjollet energi. Hun sukkede indvendigt. Nogle gange følte hun sig så håbløst bagud i det sociale spil.

[Lea Nørr Kristiansen]

"Bare alene eller ... ?" lød Noahs spørgsmål og Lea overvejede et øjeblik spørgsmålet. Han kunne selvfølgelig mene så meget… Og han havde jo måske fat i noget… Hun slog sin tankerække hen og svarede mens hendes blik var mere rettet ud i salen end på ham.

”Altså, jeg boede hos mine forældre, de er lige flyttet dertil – det var i det hele taget derfor jeg brugte sommeren der – men jeg var knap nok sammen med dem. Jeg…” hun færdiggjorte ikke sætning for der var noget der fangede hendes blik. Nogen. En høj, mørkhåret fyr var lige trådt ind i salen sammen med en mindre lyshåret pige hvis arm så ud til at være i gips. Men hun lagde ikke meget mærke til pige for der var noget ved ham den høje, han mindede hende om en anden høj fyr hun kendte…

”Hey, wait up!” lød stemmen bag hende. Hun kunne spore latter og satte farten ned uden at vende sig om. Hun var alligevel kun nået et par trin fra ham på den brede trappe. Det der fik hende til at stoppe var en varm hånd der greb om hendes og trak i den så hun vendte sig om. En stærk vind legede med hendes hår og blæste det ind foran hendes ansigt. Leende lod hun fingrene glide over ansigtet for at skubbe det lange mørke hår om bag øret. Det første hun så var solen der var ved at give op og endelig synke ned under vandets overflade i havnen. De store firkantede betongrå bygninger der lå ved havnefronten blev lyst op og af en eller anden grund virkede de næsten levende, meget mere fortryllende end de burde. Ligesom med ham tænkte hun og flyttede blikket fra den rå men betagende udsigt til den fyr der stod foran hende og stadig holdt hendes hånd. Han stod et helt trin under hende, men alligevel var hans øjne i samme højde som hendes. Det var mærkeligt så fortryllet hun var blevet af ham, hun havde knap kendt ham et par timer og alligevel… Der var måske noget ved det skæve smil som vistes allermest i de blå øjne. Og nu hvor han stod med vinden i ryggen blev det mørke hår blæst frem og indrammede hans ansigt.
De havde mødtes i biografen, siddet ved siden af hinanden til et eller anden dårligt amerikansk drama. Der gik ikke lang tid inde i filmen før de begge to sad og skiftevis rynkede på næsen og knækkede af grin. Halvvejs inde fik de øjenkontakt og han havde hvisket til hende; ”What’ya say, get out of here, before it gets even worse?”
En smule forbløffet over forslaget og det underliggende tilbud, nikkede hun og kastede et enkelt blik mere på den store skærm. Alt for at komme ud herfra! Og i stedet for at se den dårlige film og spise alene et eller andet kedeligt sted endte hun op med at bruge aftenen i selskab med Colin, som han hed, hvor han viste hende rundt i sin by, Southampton og de var endt op her, i den indusrtielle del af havnen på en stor, bred stentrappe der gik hele vejen ned til det grønne vand.
”This is my special place, where I go when i want to be alone, or just admire the view,” havde han sagt da han trak hende med ned af trappen.

De havde været sammen praktisk talt hver dag i de resterende tre uger Lea var i England, men afskeden da hun var taget hjem havde været uundgåelig. Det var kun et par dage siden og hun havde valgt at lade være med at tænke på det siden. De regler hun havde sat for sig selv om ikke at tænke på det, var ramlet sammen da hun så denne her høje fyr i spisesalen på en kostskole i Jylland. Hun havde fulgt ham med øjnene mens hun mindedes og for at det ikke skulle være nok var hans rute endt ved samme bord som hende, ved siden af Frida. Hun virrede umærkeligt med hovedet og vendte blikket mod Noah igen.

”Øhm… Hvor kom jeg fra?” spurgte hun en smule forlegent.

[Mattie]

"Nej, det har jeg ikke.. Er det ikke også mest noget for piger?" Jordbær med chokoladeovertræk. Han kunne ved sin død ikke forestille sig én eneste scene i hans liv, der tilnærmelsesvist ville have kunnet inkludere chokoladeovertrukne jordbær. Hvem skulle havde tilbudt ham det? og hvis de havde, ville han så have taget imod dem? Ville han kunne sidde i haven ved Jens og Lene eller hos Hanne og Lars og dyppe jordbær i chokolade for derefter at spise dem? uden at grine? uden at finde situationen helt forrykt og akavet? Han troede det ikke.
Det var mærkeligt, som et spørgsmål om jordbær kunne sætte gang i sådanne tanker. Han havde aldrig brugt ét eneste minut på at se sig over skulderen. Det var bare 'bum færdig' og så videre til næste. Uden at se sig tilbage. Han så det som en svaghed at dvæle ved ting, det kom man ingen vegne med. Ingen fandens vegne. Alligevel havde han taget sig selv i at tænke på sådanne små ting de sidste par dage.
Når han var omgivet af normale børn fra kernefamilier, omgivet af helt almindelige samtaler, helt almindelige spørgsmål fik det tankerne i gang. En gang i mellem dukkede små brudstykker af minder op i hans hoved. En tur i svømmehal, et kram af Ole, en eller anden mor der gav ham en tør trøje på efter en gåtur i regnvejr.
Små episoder som ingen andre tænkte over, og som han ikke på noget tidspunkt ville indrømme at han gjorde. Det var fucking pinligt, så skide svagt. Han skulle bare gennemføre denne dumme skole, nyde friheden, og så fuld fart derudaf.

Han tog en bid af sin marmelademad. Han prøvede at kigge væk, så han ikke skulle se på den skinke der faldt ud af hendes tærte, hver gang hun tog en bid af med gaflen. Han hadede sin reaktion, men han kunne simpelthen ikke undgå at få kvalme hvis han kiggede på det.
"Jeg synes saftevand passer til alt. Vand er stærkt overvurderet." Han tog en bid af sin pålægschokolademad nu. Han kunne godt lide at veksle mellem sine madder i stedet for at spise dem hver for sig.

[Samuel]

"Hvad?" spurgte Sophia og kiggede på ham. Han kunne ikke bedømme om hun lød mest forvirret eller irriteret. Måske hun lød bare afventende, ikke anklagende. Han havde ikke været opmærksom på, at det kunne ses at han betragtede hende. Han havde ikke tænkt på det. Troede det var diskret. Men måske kendte de alligevel hinanden bedre end han troede.
Hun sad ved siden af ham, og han lagde armen om hende og trak hende ind til et venskabeligt sidelæns kram, mens han sagde "Ikke noget Soffi." Han gav hende et fast klem, før han gav slip og kiggede på de andre. Han kom til at gabe stort. Han havde jo heller ikke ligefrem fået en uafbrudt 8 timers nattesøvn i nat, langt fra. Jonathan så også ud til at sidde i sine egne tanker i dag, men om det var fordi han havde haft det lidt for hyggeligt med Tony, eller om han havde siddet oppe den halve nat og læst forud i skolebøgerne eller en eller anden skønlitterær roman, var aldrig til at vide. Man kunne dog være sikker på, at Anton aldrig havde læst det han skulle eller noget andet for den sags skyld. Det var Samuel en gåde hvordan drengen alligevel scorede så flotte karakterer som han gjorde. Men han kunne jo tale sig fra alting. Det måtte være hans charme og skarpe humor, der gjorde det op for dovenskab og manglende entusiasme. Der var John og Tony diametrale modsætninger. Det var de egentlig på mange punkter, så vidt han var orienteret, men alligevel virkede de som om de var henholdsvis den høje og venstre lækre, dyre kvalitetssko. Uden hinanden ville de ikke være halvt så meget værd, det var den sørgelige virkelighed som omverdenen havde været vidne til alt for længe.

Han kunne godt lide at gå i klasse med John og Sophia. De var nogle af de fornuftige mennesker, som satte sig ind i tingene før de udtalte sig og som havde et nuanceret og åbent verdensbillede. De var seriøse og vildt gode at være i gruppe med, fordi de, ligesom ham selv, tog ansvar og rent faktisk gik op i de opgaver de blev stillet. De sagde også begge noget i klassen, når der var diskussioner, og han havde endda oplevet at de støttede op om ham, når nogle af de mere liberale eller racistiske elementer i klassen begyndte at himle op. Det var ret rart, at vide man ikke stod helt alene. Selvom de langt fra altid var enige, var de gode at tale med.

Han grinede, da Selma kom og placerede sig på Antons skød, hvorefter Anton udstødte en misfornøjet lyd, som om han var ved at blive mast under hendes fuglevægt. Det var selvfølgelig et skråplan at lave grin med Selmas vægt, han turde eller ville personligt ikke selv, men det var noget andet, når det var Anton eller Jonathan. Så handlede det ikke om hendes vægt, men var mere bare en kærlig hilsen i stedet for et tørt 'hej'.

[Amanda Kjærsgård Holm]

"Nej, det har jeg ikke.. Er det ikke også mest noget for piger?"

Amanda beholdte sin gaffel i munden et øjeblik og så på ham mens hun tænkte sig om. Jeg burde se fuckin nuttet ud sådan her. Det gør de på film. Så jeg burde se virkelig nuttet ud når jeg gør sådan her. Det var egentlig det der foregik. Så smilede hun og trak på skuldrene og spiste videre.

"Det kan godt være. Men du burde. Jeg laver det til dig engang, jeg tror du vil kunne lide det."

Han var så svær at læse. Det var ikke rigtig til at sige om han var træt af hende, og egentlig helst ville sidde selv. Men det kunne hun ikke rigtig forestille sig. Hun havde da ikke gjort noget slemt. Hans måde at spise på passede slet ikke til det hårde ydre synes hun. Og så alligevel forbandet godt. Sådan mega...jeg er liegglad med stereotyper-agtigt. Og han så ret sjov og sød ud, når han spiste som et lille barn. Hun kom til at grine lidt og skjulte det smilende og rødmende baghånden. Eller forsøgte. Så tog hun en slurk af sit eget vand for at stoppe det.
Apropro vand. Hun syntes ikke selv det var overvuderet, hun havde altid været vant til at drikke vand til sine måltider. Bortset fra morgenmad altså.

"Undskyld jeg griner," smilede hun. "Jeg synes bare du så ret sød ud." Ups, sidespor. Og et lidt farligt et. Men hun smilede stadig. Han kunne da ikke blive vred over at hun sagde det. Slet ikke.

[Freya Kasgaard]

Freya havde for en gangs skyld ikke sat håret op. Hverken i knold, eller hestehale. Det skyldtes nok mere eller mindre, at hun havde taget et bad efter, at hun var blevet smidt i søen. Så hendes hår var først lige begyndt at blive tørt igen. Det irriterede hende, og timerne med håret nede havde været ren selvmord. Så nu var hun også kommet for sent til frokosten. Man kunne bare ikke starte værre, end det hun lige havde formået.

Da Freya trådte ind i spisesalen, gik hun direkte op til buffeten. Det glædede hende at se at maden så usædvanligt god ud. Det hjalp lidt på humøret. Da Freya havde fået læsset lidt kyllingesalat op på tallerknen, spejdede hun efter Amanda. Hun sad sammen med Mattie. Hans røde hår var let at se i mængden. Freya vidste egentligt ikke hvad hun havde imod ham, hun hadede bare at være sammen med ham. Når de var sammen, var de der begge for at snakke med Amanda. Derfor endte det med at de bare ignorerede hinanden. Det passede hende nu også fint, og Freya formodede at Mattie havde det på samme måde.

Freya vinkede kort til Amanda, da hun fangede hendes blik. Det var lidt tid siden de sidst havde set hinanden, så der var helt klart en del der skulle deles ud. Freya lavede en hovedbevægelse mod pladsen, lidt længere væk, som tegn på at hun ville sætte sig der. Amanda skulle ikke rykke væk på grund af hende, og Freya orkede ikke at sidde ved siden af Mattie lige nu.

[Mattie]

"Jeg synes bare du så ret sød ud."
Sød ud? Ret sød ud? Han kunne ikke mindes at nogen nogensinde havde syntes at han så 'ret sød ud'. Eller sagt det i hvert fald.
Hans far synes at han lignede 'en forbandet lille bøsserøv, det var til at brække sig over' eller en 'luset spassersvækling' de enkelte gange han overhovedet var ædru og velformuleret nok til at have en mening omkring ham. Hans mor kunne han ikke huske have en mening om ham. Andet end at han var en 'dygtig, stor dreng' når han hjalp hende med hendes 'medicin'. Han ville ikke tænke på dem. Han hadede at deres ansigter var så tydelige for ham. Deres og Baltazars.. Baltazars var det værste.. Han blev væk i mørke tanker et øjeblik, før han rystede sig tilbage til virkeligheden.
"Sød?" Han kunne ikke skjule sin overraskelse. Han vidste ikke hvad man sagde. Det havde de ikke diskuteret i 'medborgerskab' eller et af de andre åndssvage fag på opholdsstedet, eller også havde han bare ikke hørt efter. Han kunne ellers godt bruge det nu. For fanden, der var mange ting han aldrig havde lært. Det var noget lort. Han lærte ikke engang at cykle eller binde snørebånd før han var 12, men han kunne lave mad som 5-årig.
"Øhm.. tak?" spørgsmålstegnet var udtalt.
"I lige måde.. tror jeg." Han kiggede ned i bordet. Det der 'tror jeg', var helt klart forkert, det kunne selv han høre. For fanden også. Han bandede indvendigt af sig selv. Han håbede ikke hun blev sur. Han vidste ikke hvorfor han håbede hun ikke blev sur..

[Marius Emil Lundqvist]

Marius hørte godt, hvordan Amanda tog tilløb til at sige eller gøre noget, mens de gik. Hun havde taget en dyb indånding, og Marius vidste godt, at det var Davids kække luftkys, der var årsag til det. Selv bed Marius tænderne sammen, uden at det var særlig synligt - han fik bare et lidt hårdt drag om munden, men munterheden i hans lyseblå øjne forblev. Nu kom Amanda med sin sædvanlige, negative bemærkning om, at han var for pyldret, og Marius trak bare på skuldrene og returnerede hendes påklistrede smil med et oprigtigt, muntert smil.

"Jeg ved det," svarede han lidt for alvorligt til situationen, men han ønskede bare at lade hende vide, at hun ikke kunne smitte ham med sit dårlige humør, men at hun blot gav ham endnu en grund til at muntre hende op. Marius kastede et blik mod David, der igen lod til at være optaget af en samtale med Marc.

Et par grå øjne fangede Marius' opmærksomhed, men de så hurtigt væk igen, idet Marius rykkede sin stol ind, og hun spurgte den smarte fyr, Selma havde siddet hos, lidt akavet: "Øhm... Hvor kom jeg fra?" Øjnene tilhørte en mørkhåret pige, som Marius ikke havde set før; han vidste godt, at de havde fået et par nye på deres årgang - det havde han ligeledes fundet ud af på oversigten over, hvilke værelser der var blevet tildelt eleverne. Marius sendte den mørkhårede pige et lille, svagt smil som en slags velkomst, før han atter så på Frida, der så oprigtigt bekymret ud på Amandas vegne.

"Vi slog bare et smut forbi Århus skadestue, fordi personalet manglede noget at lave," sagde Marius og blinkede til Frida. Han syntes pludselig, at det var for ringe, at han ikke havde taget noget mad med - det kunne have været hyggeligt at spise lidt rugbrød, selvom han næsten havde spist halvanden bagel.

[Eva Lund Jensen]

Eva så hvordan Selma langsomt bevægede sig længere og længere væk fra hende. Hen mod 3'G bordet, hvor hun egentligt selv hørte til. Men hun ville ikke virke uhøflig, ved at følge med. Det virkede så... Forkert... Og hvis der var noget Eva havde lært, var det at man skulle være høflig. Eva kiggede sig nervøst omkring, 2'Gerne grinte af nogle jokes, som hun ikke længere tog del i. Hun kunne da ikke bare følge med Selma over til 3'Gernes bord? Hvad ville alle de lige tænke, hvis hun gik hen og satte sig ved nogen andre?. Lige for næsen af dem. Ville de tro at hun ikke kunne lide dem? Eller ville de tro at hun ikke gad tilbringe tid med 2'Ger? At hun følte sig hævet over dem?
Eva følte sig, som en lus mellem to fingre. Hun kunne ikke rigtig slippe ud fra denne akavede stilling. Åh gud, Hvorfor var Mie her ikke til at redde hende. (NPC.. En jeg lige fandt på xD)... Hun havde altid været der til at redde hende ud fra sådanne situationer. Men Mie var her ikke mere, og Eva kunne også godt klare sig selv. Hun ville bare ikke fornærme dem....

"Er-er... Det okay at jeg går over til 3'Gernes bord?" spurgte Eva endelig. Hun havde fundet 'bjørnen' frem i sig selv og gjort det. Det var sådan hendes mor havde udtrykt det, når hun skulle tage sig sammen. Eva smilede til de andre, som havde igang i noget. Hun kunne ikke engang huske hvad de snakkede om, hun havde bare siddet i sine egne tanker. Eva havde lyst til at komme med en lang forklaring om at hun godt kunne lide dem. Men at... At... Hun ville sidde der hvor hun hørte til. Men så meget plejede hun aldrig at snakke, og det ville i sidste ende blive endnu mere akavet, end det i forvejen var.

[Sophia Blake]

Sophia kunne ikke dy sig for at smile svagt af hans lidt overraskede blik da hun havde spurgt. Hurtigt og lidt kejtet havde han bare givet hende en hurtig omfavnelse som for at rede den. Hun havde først tænkt at han skjulte et eller andet med hans hurtige svar og kram. Men da hun tænkte videre over det var det nok bare fordi han havde tænkt på et eller andet og blikket tilfældigvis var endt på hende.

Det var sjovt, men et øjeblik tænkte hun at det var forkert at vise de andre at de krammede som om det ville vise, at de var bollevenner eller noget, men det var jo bare et venskabeligt kram. Hun rystede indvendigt på hovedet af sig selv. Lige fra den dag de havde besluttet at lave denne ordning havde hun været virkelig bange for at blive opdaget. Hun havde været bange for det ville ødelægge hendes ry. Eller om det ville skabe dårlige rygter. Om det ville gøre dem upopulære. Whatever. Og ikke mindst var hun bange for at de forkerte mennesker ville høre det. Der var hun nok meget påpasselig med hvad folk vidste og ikke vidste det. Mere end meget. Det var de færreste der overhovedet vidste at hendes far var død. Og da slet ikke hvorfor. Eller overhovedet at hendes forældre ikke var sammen. Hun sagde det for det første kun hvis folk spurgte og hvis folk endelig spurgte var det ikke alle hun svarede. Med Sam havde hun faktisk selv sagt det om hendes far. Hun havde grædt ret meget. Da han var død. Og det havde været overraskende befriende bagefter nu hvor der var en anden der vidste det.

Hun havde jo pludselig mistet det menneske i verden der kendte hende mest. Og som hun stolede mest på. Så nu kunne hun ikke længere dele næsten alt med nogen mere. Så den aften hvor de begge var lidt fulde havde hun bare sagt det. Hun havde på en eller anden måde bare valgt Sam som en hun lige kunne åbne sig overfor. Den ene gang i hvert fald. Det var så også endt med én gang til. Og så én gang til. Mange gange.

Hun kiggede lidt rundt og fik tilfældigvis øjenkontakt med Marius. Det unge talent fra 2. årgang. Hun kunne godt lide Marius faktisk. Han var ekstremt god med et klaver og han var en af de få hun kunne snakke rigtigt om musik med. Ikke fordi det var blevet til mange samtaler, men de få gange hvor de havde været i musikauditoriet samtidig var de da lige faldet i snak. Og hun havde sunget. Bare nynnet, men det var allerede langt over grænsen. Og han havde sagt at han elskede hendes stemme. Hvilket havde overrasket hende meget.

Selma kom forbi og vækkede Sophia fra hendes vandrende tanker.
"Hey, hvad så?" spurgte hun.
Sophia sendte også Selma et skævt smil, tog en skive æble i hånden og tog små bider af det. "Ikke noget spændende..." svarede Sopha halvmumlende og kiggede rundt på vennerne om bordet. Hun vippede lidt på stolen. "Hey, vil da hellere vide hvordan det går med kæresten," sagde hun inden nogle kunne nå at sige noget andet. Hun smilede atter ved synet af Selma der smilede endnu større end hun havde gjort før og... Var det røde kinder?

[Marc]

Marc blev overrasket over at Noah pludselig snakkede til ham på spansk også. Det kunne lige så godt være, at Noah bare havde lært det i skolen, men så måtte det var et af hans bedste fag. Marcs overraskelse var tydeligt malet i hans ansigt indtil han smilede stort.

'';Ja, min far er spanier så er vokset op med det;''

Svarede han stadig på spansk. Det var jo ikke unormalt at folk idag kunne det mest basale spansk, fordi de havde det i gymnasiet, men Noah havde ikke lydt uerfaren.

''Der er noget der siger mig du ikke blot har lært det i skolen?''

Han slog tilbage på dansk, men inden Noah svarede opfangede Marc Leas stemme og han så over på hende. Noah havde jo egentlig snakket med hende, men hun virkede til at have været langt væk et øjeblik og hun spurgte da også hvor hun kom til. Eva rejste sig også pludselig og spurgte om det var okay hun gik. Hun lød næsten som om hun var bange for at være uhøfligt, hvilket hun jo ikke var. Marc trak på skulderne og smilede til hende. Hvis hun ville over og side ved sine egne 3.g'er skulle han ihvertfald ikke være den der stoppede hende.

[Amanda Dagmar Carstensen]

Marius blev som altid, ikke påvirket af hendes vrede som David fremkaldte og det var tiltrængt. David skulle ikke have lov til at ødelægge hendes dage her på Lyngvig, uanset hvad. Så hun forstillede sig at han slet ikke var der, da hun satte sig ned. Lod ham ikke få et eneste lille blik eller hint om at hun havde lyst til at pande ham en. Og det virkede da for nu.

Hendes øjne mødtes med Noah et øjeblik og han vinkede til ham. Hun gjorde samme gestus og hendes smil blev mere ægte. Det var ikke meget hun havde snakket med ham, kun kort til grill-festen inden Selma kom og snuppede ham, og chancen havde heller ikke været der siden fordi han havde - sjovt nok, rendt rundt med Selma i weekenden og hun havde enten ligget syg eller tullet rundt med nogle andre. Han havde nu ellers virket meget nice, så hun måtte prøve at snakke med ham på et andet tidspunkt.

"Hvad er der sket med dig?" lød Fridas stemme og Marius svarede kort efter: "Vi slog bare et smut forbi Århus skadestue, fordi personalet manglede noget at lave,"

''De havde brug for at øve sig på at ligge gips og når jeg nu lige valgte at glide nede ved søen, syntes jeg kun det var på sin plads at jeg melde mig under frivillig tvang fra Marius side.''

Hun lagde armen med gipsen på bordet. Den var stadig varm og uhandy fordi hun langt fra var van til den endnu, men i det mindste var det ikke gået ud over albuen så skulle have endnu mere gips på.

[Amanda Kjærsgård Holm]

Amanda grinede igen og smilede så bare stort. Han syntes også hun så sød ud! Yeah, jackpot motherfuckers! Så var det der, tror jeg, ligemeget. Selvom hun syntes det var lidt spøjst. Men også ret sødt. Også at han helt tydeligt var i tvivl om hun mente det. Eller, ja, det var jo ikke sød på nuttet hundehvalpe måde. Bare...kom og kys mig-sød. Men det gjorde han nu nok ikke. Selvom hun ville have noget i mod at kysse ham midt i kantinen. Men hey, måske var tærte og brød med syltetøj ikke den bedste blanding. Men han syntes hun var sød. Ihh! Hendes hjerte hoppede på kængurustylte. Hvor sejt, mand!

Det var vist alt hun kunne forvente at trække ud af ham ligenu. Og også mere end hun havde regnet med.

"Tak!" Hun smilede stort til ham og skævede til hans hænder inden hun så ham i øjnene igen.
Hun var færdig med sin tærte. Hun lænede sig lidt ind over bordet. "
"Hey, du har ikke noget i mod hvis jeg lige sætter mig over til Freya lidt, vel? Det bare..når jeg ikke har set hende hele dagen. Pigeting." Så rejste hun sig fra bænken og inden hun gik helt fik hun nævnt.

"Vi ses senere!" Så var hun væk og satte sig et par meter længere nede ved siden af sin veninde.



Hun gav et lille ryk i Freyas løse hår i det hun satte sig. Uden det gjorde ondt selvfølgelig. Inden da havde hun hentet nogle vindruer fra bufetten.
"Hej Freya-mussi." Smilede hun bredt og sigende inden hun lænede sig over for at hviske pigen i øret.
"Han synes jeg er sød!" hviskede hun. Måske ret højt. Men hun var bare så glad for det. Hun så afventede på veninden efter en reaktion og tillykke.