Uden for Rævehulen.

[Lærke]

"Et lager," svarede hun nøgtern og rejste sig.

Hun så på ham til han rejste sig og de gik begge ind på hendes værelse. Der var tomt, det havde hun også forventet.
Lærke sparkede en stol som Adam kunne sætte sig på. Hun trykkede på play over tastaturet på hendes computer og Ram Jam lød over højtalerne.
Så åbnede hun skabet der var hendes og kastede en cola til ham.

"Hygge," sagde hun som skål, let vrængende.

[Adam Lyhne]

De gik begge ind på hendes værelse.

//FORLADER FREAKING TRÅD, MAIN!

[Adam Lyhne]

Adam begyndte at grine af hendes reaktion. Det var den eneste reaktion han rigtig kunne komme på, som ikke gjorde det hele akavet.
De gik ud af hendes værelse igen, der virkede en hel del mere ordentligt end hans værelse. Et drengeværelse med fire fyre var dømt til at ende som et bombet lokum.

"Har du været deroppe?" spurgte Lærke.
Adam kiggede på hende og skulle lige til at spørge, hvad hun mente med 'deroppe', men så gik det op for ham. "Øhm, nej."
På Amager i det hus han boede i, gik han nogle gange op på taget fra hans vindue og sad. Han var aldrig blevet taget i det.

[Lærke]

Lærke vidste ikke hvor god han var. Hun bedømte ham ikke engang til at være noget nær middel. Regnede ikke med den store muskelstyrke i armene eller maveregionen. Det var ikke fordi at han var en splejs, men pakour brugte bare hele kroppen og hun så helt sikkert på verden helt anderledes end Adam. Som muligheder. Afsæt. Tilløb. Springbræt.
Ikke at komme op på taget var besværligt. Der vinduer med udenvendige lister, mursten som kunne være et flygtigt holdepunkt og genstande man kunne bruge som afsæt.
Ikke engang en ufordring.
Måske derfor hun ikke havde været der oppe. Men nu meldte trangen sig til at være på toppen af verden. Fordi der var udsigt til det. Eller noget.

"Hestesko?" sagde hun uden at være hånlig. Blot praktisk. Men fyren var sikkert af den stolte type. Ikke at Lærke tænkte på det, Adam skulle jo med op fordi han havde slikket.

[Adam Lyhne]

"Årh, gider du!" lo han og slog ud i luften i retning af hende.
Det var jo ingen sag at komme op på det tag. Hun skulle bare vide, hvad han havde lavet før han brækkede benet. Han trådte op på gelænderet ved verandaen, som de stod foran og hoppede hurtigt op på taget. Sværere var det heller ikke. Han satte sig med benene dinglende over kanten, mens han så afventende ned på hende.

[Lærke]

Lærke smølfesparkede ham præcist på næsen lige som han så ned. Hun havde ventet på dette.
Hendes graciøse bevægelser, var gået forbi ham hvilket var hendes plan. Han var ikke desideret klodset, temmelig sikker på benene, men han manglede tydeligvis overblik ... og muskler. Måske endda kondi, men det var ikke hendes område og han var jo kommet op. Hun satte sig ligeledes som ham med benene ud over og trak vejret dybt ind som var der sket en luftforandring.

"Svans," sagde hun med noget der næsten mindede om morskab i stemmen.
Fra Lærkes side var det ikke ment alvorligt.

[Adam Lyhne]

Adam lo overrasket og holdt hånden over næsen. Han ventede på hun var helt oppe og sukkede dybt.
"Svans," lød det fra hende.
Han så på hende med det samme overraskede smil og lo igen.
"Pige!" Det var selvfølgelig også ment som en spøg, og han håbede ikke hun tog det seriøst.
Han overvejede at gå lidt længere op på taget. Det var varmt fra solens, der havde skinnet ned på det hele dagen.

[Lærke]

Lærke lavede en bevægelse hvor hun lagde sig tilbage, svingede benene med og så stod op. Én glidende bevægelse der endte med hendes hænder var i lommerne. Hun mærkede bogen der stadig var der og iPod'en. To gode ting. Ikke at det skulel bruges lige nu. Hun ville bare gerne være. Hvis det gav mening.

"I det mindste hylede jeg ikke op om mit ødelagte hår ved søen."

Åh jo. Trods sin skræk og direkte modvilje, den iskolde vrede og fornedrelsen, havde Lærke lagt mærke til alt der var foregået i den umiddelbare nærhed og Adams tvære holdning var ikke gået forbi hende. Så meget pige var hun nemlig at hun smed den slags ting om sig.
Men det her var en joke.

[Adam Lyhne]

Han lo og så igen overrasket på hende mens han også rejste sig op med en hurtig bevægelse. Hvad skulle han sige til det?
Så blev han pludselig alvorlig. "Det er meget vigtigt for mig at mit hår sidder ordentligt. Mit hår udtrykker hvem jeg er, så hvis det sidder fladt ned af mit hoved er jeg ikke længere Adam. Så er jeg Justin Bieber." Han kiggede længe direkte på hende, men så brød han ud i et stort smil af sin egen spøg.

[Lærke]

Lærke vendte sig om pg blev mødt af hans søgende øjne. Det eneste der mødte ham var morskaben han måske ikke kunne se i hendes øjne.

"Jeg forstår dig," sagde hun gravalvorligt til hans kæmpe smil.

Flere af dem hun havde gået i folkeren med havde nu syntes bæveren var noget værd. Lærke syntes ikke at han var dårlig, havde ikke nogen egentlig anden holdning til ham end at hans musik ikke var hendes fortrukne, bort set fra As Long As You Love Me remixet. Pisse fedt.

[Adam Lyhne]

Han kunne ikke helt gennemskue om hun havde forstået hans joke eller om joken havde generet hende.
"Nåh... Men dit hår ser sgu da godt ud uanset hvad?" Det var både et spørgsmål og en konstatering.
Lærke så i det hele taget bare godt ud uanset hvad. Nu hvor hun var svedig. Og selvom hun aldrig smilede, så hun godt ud. Selv når hun så skide sur ud.

[Lærke]

Lige dét. Ha! Nej det var sgu morsomt, gav drengen hende et kompliment helt på stående fod.

"Tak," sagde hun og rynkede på næsen. Huskede. "Jeg har sagt dit hår er flot."

Og det havde hun, til grillfesten!

[Adam Lyhne]

Han kunne svagt ane, hvordan spørgsmålet fik hende til at smile. Men han vidste ikke, hvorfor han så at hun smilede, for hendes mund smilede ikke.
"Tak." Han smilede fordi han ikke kunne lade være. "Men ikke når mit hår ligger fladt, det bliver jeg nødt til at sige."
Før hun nåede at svare noget, gik han videre op på taget til bygningens højeste punkt, hvor han tog slikposen op ad lommen.

[Lærke]

Lærke havde ikke tænkt sig at flattere hans ego endnu mere. Troede han at hun var Narkissos eget spejlbillede der gentog at han var skøn lige meget hvad?
Men så trak han hendes slikpose frem, med ryggen til.

I tre lange skridt var hun henne og oppe på ryggen af ham, snappede posen ud af hans hånd og stod bagved.

"Skaffer først, ved du nok, ikk'?"

Hun åbnede posen, satte sig og så ud over bygningerne, tog en banan og rakte posen ud mod ham

[Adam Lyhne]

Adam blev lidt forskrækket, da hun tog posen ud af hånden på ham, men det var ikke så tydeligt på hans kropssprog. Mens hun tog et stykke fra slikposen, strøg han en hånd gennem sit hår og kiggede rundt på skolens bygninger og den gode udsigt. Inden han satte sig ned.
Skolen lå rigtig godt. Det ville hans mor i hvert fald sige.
Hun begyndte på et tidspunkt, at snakke om, at de skulle flytte ud på landet, men det ville far simpelthen ikke gå med til. Så ville firmaet være alt for langt væk. Rikke og Adam fik også travlt med at tale mor til fornuft.

Adam syntes da også der var meget smukt, men han kunne ret godt lide bylivet. Her ville han virkelig komme til at kede sig.

Han tog imod posen og tog det første stykke han fik fat i.