Uden for Rævehulen.

[Lærke]

Lærke tænkte på at livet ofte spillede en et puds.
Hun yndede ikke at være specielt filosofisk, men hvad andet kunne der forventes når David Bowie huserede i hendes tanker. Ikke at manden var specielt filosofisk men det var ofte som at han forlangte man skulle tænke over hans tekster.
Ikke at Lærkes liv var specielt tummelumsk og løb om hjørner med hende, men alligevel. Hvem fanden havde troet hun ville sidde oppe på skolens tag og spise vingummier med en fyr der rent faktisk var dødbekymret for om hans hår lå fladt.
Lærke havde mødt masser af den type, men på et eller andet punkt degraderede det altid folk for hende at det hele gik op i deres udseende.
Hun tog posen igen og tog to labre laver. Bed én stribe ad gangen af.

[Adam Lyhne]

De sagde ikke rigtig noget mens de spiste slik. De eneste lyde der var, var lyden af slikposen, når de greb efter et stykke slik og lyden af fuglene i træerne. Nogle gange gik nogle elever fra hus til hus. Man kunne høre deres fodskridt og nogle af dem snakkede også. Der var tilsyneladende ikke nogen der så Lærke og Adam oppe på taget, hvilket var godt nok.

[Lærke]

Der var ikke noget med at se i smug på Adam. Når hun så på ham så hun åbenlyst på ham. Han var køn. Det kunne hun godt se. Scarlett ville sige hun skulle kneppe ham. Drina, at de ville få pæne børn og Darlene ville sige at hun var alt for ung, men give hende selvlysende kondomer.
Pernille ville tage ham selv.
Okay hvis Adam var bare seks år ældre ville de tre unge damer også tage ham for sig selv, måske ikke Scarlett alligevel, men ja. Først til mølle. Fuck. Hun holdt ansigtet men følte sig glad.

Heroppe var det befriende. Sådan havde hun fundet ud af hun bedst kunne lide det. Oppefra. Der kom perspektiv på tingene. Eller noget. Det var også røv lige meget.
Hun var femten. Hun havde ingen egentlig lyst til Adam på den måde. Ikke fordi at hun var nogen lebbe, men simplethen fordi den form for følelser havde hun lagt på hylden.
En rød 'mønt' blev af tungen trykket op mod ganen så hun kunnenyde den kvalmende sødme fuldt ud. En barnlig ting som ingen så og ingen vidste hun nød.

[Adam Lyhne]

Han tog en vingummi, lagde den ind mellem tænderne og smilede mens han så lidt på Lærke. Han havde bøjet sit højre ben og støttede sin højre arm op ad knæet. Hans anden hånd var plantet på det varme tag for at støtte hans krop.

Hun så meget seriøs ud, men det var der jo ikke noget nyt i. Men han følte ikke det var malplaceret at smile selv. Han havde så småt vendt sig til hendes alvorlige mine.
"Hygger du dig?" spurgte han med et skævt smil. Mest for at drille. Som en slags intern joke.
Han tænkte først nu på, at han egentlig havde ladt sin lortede gæt og grimasser-gruppe i stikken, men det var kun noget han tænkte tilbage på med et skuldertræk. De var sikkert lidt ligeglade.

[Lærke]

De grønne øjne blev vendt mod ham. Beroligende som moslaget i en skov på en varm sommeraften. Hendes stoiske træk, der ingenting vidst udover den glatte hud og de høje kindben og det smalle kæbeben der vel var markant. Ikke en rynke viste sig på det ansigt som ikke blev udsat for noget der skulle give det markeringer. Hun var ung. For ung til mange af de ting der gjorde hende bevidst udtryksløs. Kontrollen over kroppen var den kontrol hun havde. Den hun yndede. Fordi det var den eneste hun reelt havde. En besættelse.
Hendes hår var begyndt at tørre. Hun knyttede hænderne. Vidste at ømheden først ville komme imorgen. Men farven havde de da. Dybere end blå. Tidlig morgen en dyb lilla.

"Ja," var hendes korte svar med blikket i det blik der smilede til hende. Hendes smilede tilbage. Bare ikke med ansigtet.

[Adam Lyhne]

Adams mundviger røg lidt i vejret i et skævt smil, der viste spidsen af hans fortænder. Han tog endnu et stykke slik og lod den langsomt smelte på tungen. Han havde taget en af de grønne hammere. Han kunne bedst lide de grønne og de røde.
Solen varmede stadig deres rygge, selvom den var langt mildere end den havde været tidligere samme dag. Skyerne over dem var næsten helt røde. Fuglene sang fra træ til træ.
Damn, hvorfor lagde han mærke til det? Han var sgu da ligeglad med naturen. Han var bymenneske så det battede.

"Det er også lidt bedre, når det ikke er på kommando..." mumlede han med det samme smil.

Han kunne virkelig godt lide at være her. Han kunne godt lide følelsen af den kolde brise,
som man godt kunne have brugt hele dagen. Han kunne godt lide duften af træer og natur. Han kunne godt lide lyden af fuglesang.
Det kunne jo gå hen og blive farligt.

[Lærke]

Lærke lavede en ganske lille bevægelse med hånden. De der kendte hende ville vide at det var en gestus der betyd noget nær misfornøjelse, denne gang var det falsk. Hun tænkte ikke engang over det at hun gjorde disse kropslige udtryk i stedet for tale, men Aske havde engang påpeget det. Lærke der havde kontrol over sin krop var bevidst om det, men hun gjorde det ikke anderledes, var ikke mindre bevidst om det. Det var sådan hun var.

"Det er hykleriet," sagde hun uden at se på ham, eller vise udtryk på det glatte ansigt.

Men det var heller ikke en joke. Hykleriet gjorde at Lærke ikke kunne hygge sig. Ingen var ærlige overfor hinanden og alt var et magtshow af første klasses grad.

Hun lavede en bevægelse som kastede hun noget ud over kanten af taget. Det var hendes respekt for det: Smidt ud af vinduet.

[Adam Lyhne]

Han kunne ikke se hvor hykleriet kom ind i det.
"Hvad mener du?" spurgte han.
Han lænede sig helt tilbage, så han havde det varme tag mod sin ryg og han lå ned. Han følte sig afslappet og glad.

[Lærke]

Hun sukkede ikke. Det gjorde hun kun når det var meget nødvendigt og derved virkede det for hende nedgørende overfor andre.
Det var ikke fordi Lærke ikke kunne forklare, men hun foretrak når folk bare forstod. Hun tænkte aldrig på om de gjorde, så måtte de jo sige til hvis de ikke kunne. Det gjorde Adam og det skulle han da have kredit for.

"Det er ikke kommandoen der er noget galt med, det er hykleriet i postulatet om at alle skal hygge sig i en sammenhæng hvor de fleste ikke engang har fået faste relationer, af de nye," hun så ned i posen, valgte en grøn ting hun altid tænkte på sin aubergine, men det var sikkert ikke. Hun tog den op og rullede den mellem pege og tommel, uden at se på den. "Det skal give en følelse af ... fællesskab," ordet blev spyttet ud, "som de færreste føler, men ønsker."

Hun sagde ikke mere. Brugte ikke bandeord, men var meget klar i spyttet, syntes hun selv.

[Adam Lyhne]

Den havde hun virkelig tænkt længe over, tænkte Adam. Han var ret ligeglad med den slags. Han var også ret sikker på, at Lærke bare var en meget sensitiv tolker, der troede at alle var vildt udspekulerede. Han tog sig ikke af det, men trak bare på skuldrene.
"Det er vel som man tager det," svarede han bare og foldede sine hænder under hovedet.

[Lærke]

Selv om hun ikke så på ham direkte lagde hun mærke til alle hans bevægelser og allerede før han sagde det vidste hun at han overhovedet ikke var enig.
Hun kneb øjnene sammen. Kunne se længere end de fleste, men ikke tingene lige foran sig. Noget der altid syntes at more hendes venner.

"Hvorfor fuck hygger dig mere på et tag end med rigtige flinke mennesker?" Hun sagde det på ingen måde vredt. Det var bare sådan hun snakkede. Hurtigt, uden tanke på den tydlige accent og det endnu mere tydelige fuck. Men spørgsmålet var reelt. Hun ville gerne vide det.

[Adam Lyhne]

All right, så blev damen sur. Or what? Hvis der skulle så lidt til, var det da ikke til at få sin egen mening indført i en helt normal samtale. Great.
Han smilede og så på Lærkes profil, da hun drejede hovedet en smule. Sikkert for at se Adam ud af øjenkrogen. Han kastede også et blik på hendes ryg mens han tænkte på, hvordan hun så ud uden tøj på.

Så tænkte han over hendes spørgsmål. Og hvad han skulle svare.
"Det ve' jeg faktisk ik'. Jeg ve' bare at det her er bedre. Og mere naturligt. Det er ik' bestemt at vi skal hygge os. Du ved, vi gør bare hvad vi helst vil, ik'?"

[Lærke]

Men hans accent var ligesom Nishays tykke københavner et stykke af det der var efterladt der hjemme at han bare kunne få hende til at slappe en smule af. Hun trak vejret dybt ned i maven.

"Jeg hygger mig, pikfjæs," det sidste ord sagde hun med anstrøg af varme. Men intet blev vist på hendes ansigt. Kun blikket ud over søerne og trætoppene. Som om der på den anden side ikke lå endnu en by med mennesker, men eventyr.

"Ikk'?"

[Adam Lyhne]

Han lo sin dybe latter og rystede lidt på hovedet af hende. Pikfjæs. Hvordan kunne hun dog få det til at lyde som en kompliment? Det lykkedes dog. Han vidste ikke, hvad der gjorde det. Om det var hendes tonefald eller bare måden hun sagde ordet lidt langsommere og lidt lavere.
"Jojo. Bare det ikke er hyg på komando," grinede han.

[Lærke]

"Hyg dig," kommanderede hun.

Straight face, blikket i hans. Samme stemme som når Bruce og Cæsar var kåde og hun skulle bede dem mere end én gang. De skulle høre efter færste gang. Eller når Aske havde efterladt noget klamt på badeværelset. Eller når Pernille efterlod sit undertøj, brugte forpulede undertøj rundt omkring. Føj. Den stemme brugte hun nu. Gør-som-jeg-siger-ellers ... og det var så tydeligt.

At det var en joke var en helt anden sag.