Uden for Rævehulen.

[Amanda Dagmar Carstensen]

Vejen der fører fra Rævehulen og videre ud mod Hovedbygningen eller de andre elevhuse, der alle er synlige her fra. Næsten.

[Amanda Dagmar Carstensen]

Amanda havde blot rystet på hoved af Marius, med et lille grin og vendt sig om for at gå ud som hun havde startet med at ville. Hendes pande var øm, men intet hun klagede over; selv om det nok ville efterlade en bule en dags tid desværre. Hun nærmest hoppede overraskende elegant ned af trapperne fra Rævehulen, med et smil på læben og nød solens varme stråler. Det var næsten ligesom at være tilbage i USA et øjeblik med varmen og hendes øjne der måtte misse mod solens stråler. Og alligevel ikke, for den danske sommer havde aldrig det tropiske, ferie agtige varme over sig. Det forblev bare en dansk sommervarme og aldrig mere. Men hun klagede ikke og satte kurs mod parken hvor hun måske kunne finde Frida eller en af de andre hun kunne nyde det sidste af dagen med, uden de store kvaler.

Men hun nåede kun rundt om hjørnet. Hendes noget ødelagte telefon havde fanget hendes øjne et øjeblik, mens hun var ved at skrive en sms og hun så ikke den person der var lige så optaget af tekst i en bog, som kom den anden vej om hjørnet. De bankede pludselig sammen, ikke hårdt så nogen af dem var ved at vælte det var jo ikke ligefrem fordi de havde spurtet afsted, men alligevel nok til at Amandas telefon smuttede ud af hendes hænder og ned i græsset. Heldigvis ikke ned på fliserne, for hun havde nok efterhånden brugt dens mange liv og en tur på sten var nok ikke hvad den kunne klare mere.
Hun registrede først hvem personen, hun havde stødt ind i var, da hun kiggede op for at undskylde inden hun samlede telefonen op. David. Af alle personer, som hun bare ikke havde lyst til at møde, så skulle det absolut være David hun bankede ind i.
Han stod og så næsten lige så forvirrede ud som hende et kort sekund indtil det også gik op for ham, hvem han var rendt ind i. Selvfølgelig havde han været opslugt af en af sine bøger som altid, med en smøg i munden og uden blik for omverden.

Skulle hun bare samle telefonen op og gå videre? Bare for at slippe for at se på ham, men det ville simpelthen virke for barnligt. Træk vejret Amanda, det her kunne hun fandeme godt klare og hvis de skulle have det her år til at fungere bare en smule for dem begge, blev de nød til at kunne udstå hinanden. Bare en lille bitte smule i stedet for at fare i flint hver gang. Eller det var ihvertfald hendes plan lige for nu, så måtte hun se om David måske kunne tænke lidt mere voksen også for en gang skyld.

''Undskyld.''

Sagde hun kort og bukkede sig ned efter sin telefon. Det var svært at have været så tæt på ham og nu føle sig så langt fra ham, som hun overhoved kunne komme. Med alt det her rod; alt det her lort havde hun også mistet venskabet med ham, fuldstændig. Hun var påpasselig i hans nærvær, det var tydelig. Lidt afventende for at se hvad han gjorde. Måske trak han blot på skulderne og ville gå videre, fuldstændig ligeglad med hende. Som om hun ikke fandtes i hans verden mere på nogen måde, men blot var en fremmede pige.

[David Bundgaard]

Med sine solbriller til at skærme den stærke sol havde David forladt hovedhuset og var smuttet direkte til Sneglehuset. Der var ikke meget der der fandt hans interesse nedenunder i hverken TV-rummet hvor sækkepuderne var stablet opad væggen eller køkkenet hvor en han ikke havde set før havde næsen i køleskabet. Der var oftest ikke andet end de berømte bananbrød i det, der smagte så himmelsk at de fleste elever sneg noget ud fra kantinen og gemte det til hvis der en dag var dårlig mad på menuen. Selvom det måske ikke var den mest sunde spise. Nogle gemte også salater eller alt mulig andet mad de havde lavet i køkkenet af samme grund.
David havde aldrig gjort det selv, for han var egentlig ikke så kredsen hvad angik god eller dårlig mad. Den mad han havde fået derhjemme var alligevel ad helvede til hvis ikke Maria eller han hjalp deres mor. Hun kunne jo nærmest brænde vand på. Og menuen stod for det meste på det samme. Det gik i hak. Bøf med løg og kartofler med brun sovs. Bøffen var enten helt rød indeni eller kulsort. Sovsen var ofte klumpet og lortebrun. Kartoflerne var enten for hårde eller ligesom grød.
David kunne ikke lave mad. Han var kun en smule bedre end han mor, men han følte sig stadig forpligtet til at hjælpe, så maden da blev det smule bedre end hvis han slet ikke var til stede. Men Maria hun kunne sgu dit kram i et køkken i forhold til så mange andre i hjemmet. Hun købte også oftest ind og lavede det hun lige havde lært i hjemkunstskab.
Hvis kantinedamerne nogensinde lavede bøf med løg, ville han hellere æde jord end at blive udsat for den mad han nærmest havde spist hele sit liv. Det var dog en undtagelse, og hvis der skulle være en grund til at gemme mad i køleskabet var det da derfor.

Han tog trapperne ovenpå og fandt en bog på sit værelse. Han havde læst ret meget de seneste par dage, og han måtte med et suk indse at han enten måtte gå på udkig på biblioteket eller bede Maria om at komme med nogle af de bøger fra hans store bogreol på hans værelse han endnu ikke havde læst. Da hans morfar var død havde han fyldt 3 papkasser med hans bøger, da de ville blive smidt ud hvis ingen tog dem. Dengang havde han endnu ikke åbnet øjnene op for hvor fantastiske bøger kunne være, men han havde altid studeret alle bøgerne når de besøgte morfaren. Læst titlerne. Lykke-Per, Haabløse Slægter, Rejsen til Jordens indre, De Elendige, Stormfulde Højder. Morfaren læste alle klassikerne. Morfaren elskede alle de gamle romaner med avanceret sprog. Da David første gang tog sig sammen for at læse hvad der stod i alle de bøger, efter de havde samlet støv på hans værelse, havde han siddet længe med en dyb rynke i panden uden at forstå, hvad der for helvede stod i den fucking bog.
Men da han med tiden var blevet mere moden, begyndte han at forstå og vende sig til det gamle sprog. Og så fandt han Dan Turrél.
Og nu elskede han at læse krimier, men han læste ikke krimier der var skrevet af kvinder. De var simpelthen for svagpisseragtige. Kvinder skulle ikke skrive krimier (og da slet ikke svenske kvinder). De skulle skrive kogebøger og vampyrbøger. Han havde kun læst ganske få bøger af kvinder, og de var da også meget gode, men så var det heller ikke vildere. Han havde ikke noget imod kvinder, det var slet ikke det, men der var bare noget mænd var bedre til ligesom der var noget kvinder var bedre til.

Han forlod Sneglehuset med en bog foran fjæset. Han var halvvejs i den og han kunne ikke lide den, men nu var han i gang med den, så han ville ikke bare give op på den nu. Han så ud af øjenkrogen at han skulle gå rundt om hjørnet på Rævehulen for at fortsætte mod parken hvor han ville læse, men hvad han ikke lige havde forudset var at han af alle mennesker på hele skolen skulle støde ind i Amanda. Yay, hvor gjorde sådan nogle tilfældigheder ham fucking lykkelig...
Hun tabte sin mobil og i det hun samlede den op hørte han hende mumle et lille "undskyld".
Han lukkede sin bog og holdt den i den ene hånd ned ad siden mens han så på hende gennem sine solbriller.
"Du er tilgivet," sagde han bare og sagde hvert ord tydeligt som om der lå noget bestemt i ordene. Hvilken der nok også gjorde. Like 'jeg kan godt tilgive'. Men det var ikke sikkert hun kunne høre det og så var det da også ligemeget. Så kunne de gå videre og være ligeglade med hinanden. David var stoppet op og det var hun også. Og det var irriterende hvordan man åbenbart ikke kunne undgå bogstaveligt at støde ind i folk her på stedet. Men det skulle ikke ødelægge hans dag, helt ærlig.

[Amanda Dagmar Carstensen]

Amanda rettede sig op og så på David, da hun stak mobilen i lommen. Det var jo ikke svært at se hvad han tænke, han var jo lige så irriterede over at se hende som hun var over at støde på ham. Og så de ord, han skulle rigtig lige kører i det, hva?
Vreden bølgede op i hende og hun måtte tage en dyb indånding. Hun orkede egentlig ikke at diskutere med ham. Ikke idag, ikke senere og faktisk helst ikke nogen sinde. Eller det sagde hun sig selv, for lige nu kunne hun jo bare gå uden om ham og gå videre, men det gjorde hun ikke. Hun blev her, stående foran ham. Denne her gang var hun ikke påvirket af alkohol.
Nej, hun ville ikke skændes... Hun ville ihvertfald ikke være den der startede.

''Tak.''

Hun hev øjnene fra ham, overvejede dreje uden om ham og videre for at være social, men hun blev tilbage. Hun blev og så på ham, holdt tilbage af en følelse hun aldrig nogen sinde ville tilstå over for ham mere. Lort.
Som altid stod han med en bog i hånden. Eller det var først efter hun havde lært ham helt at kende, hun havde fundet ud af at han var temmelig meget af en bogorm, men den gang havde hun nu syntes det havde klædt ham. Og bogen fik hende til at tænke på noget, så i stedet for de stod stille og så på hinanden slyngede hun et spørgsmål mod ham.

''Har du egentlig nogle af mine skolebøger?''

Larsen havde jo sagt at hun manglede at aflevere et par stykker, og hvor fanden de ellers skulle være anede hun ikke.

[David Bundgaard]

Gennem hans solbriller kiggede han på Amanda og hvor hun så hen. Solbrillerne reflekterede som et spejl så ingen kunne se hvad han så på, hvilket altid kom ham til gavn når han ville kigge rundt på omverdenen. Det var jo ikke specielt sjovt at måtte beherske sine øjne fra at kigge på kvindekønnets bryster når man gik rundt i byen. Så han valgte altid sine solbriller med omhu.

David var altid meget selvsikker i byen. Han havde altid et charmerende smil klar til dem der bad om det. Han havde altid et lille, flirtende glimt i øjet. Han var aldrig bange for at gå hen til den lækreste chick han kunne finde og se hvor langt han kunne komme med tøsen. Men for det meste gjorde han kun den slags når han havde fået lidt indebords. De fleste troede han var ældre end han var, hvilket han syntes var virkelig dejligt. Han havde altid kørt den flirtende, charmerende stil overfor kvinderne og allerede som ganske lille havde han opdaget, hvilke fordele det gav ham når han trak det bedårende lille smil frem og bare opførte sig selvsikkert. Det havde gjort ham gode venner med de fleste unge piger allerede dengang. Han havde bare haft en eller anden effekt på tøserne, for de kunne simpelthen ikke stå for den søde lille dreng der gerne ville hedde Carsten.

Da så familien langsomt begyndte at bryde sammen da han blev lidt ældre, blev han pludselig ret indelukket. Han skræmte med vilje folk væk med en rå attitude eller bare onde ord. Han svarede altid korte svar når folk spurgte ham om ting og han sagde aldrig noget i timerne. Mundtligt var han elendig og han koncentrerede sig sjældent, men han viste dig dog at være en af de skarpeste i klassen hvad angik skriftlige opgaver. Han havde ikke mange venner i klassen de første år af folkeskolen, og han virkede også ret ligeglad. Men da han nåede de større klasser fandt han pludselig gode venner udefra og begyndte samtidig at interessere sig for det omvendte køn. Og han var ret meget fremme i skoene. Det var ikke noget han snakkede højt om, men han kom hurtigt godt omkring. Og samtidig med det blev han mere og mere åben igen på sin egen sære David-måde, som de færreste sådan rigtig kunne forstå.

Han kunne næsten ikke lade vær med at rynke panden lidt og se ømt på hendes arm gennem solbrillerne. Af ren gammel vane havde det næsten været oprigtigt først, men den lille rynke i panden kunne hurtigt tolkes til hån, hvis han trak lidt på smilebåndet så det gjorde han. Han overvejede lidt at gå, men på en eller anden måde kunne han ikke få sig selv til det. Især ikke når hun så så irriteret ud som hun stod foran ham.

''Har du egentlig nogle af mine skolebøger?'' spurgte Amanda pludselig.
Det undrede ham lidt hvordan hun kunne komme til at tænke på det nu. Og hvorfor fanden skulle han have nogle af hendes skolebøger? Det var jo ikke fordi han samlede på andres skolebøger.
Han tog solbrillerne af, da et træ alligevel skyggede for solen og kiggede på hende med et løftet øjenbryn. Han vidste hvor meget hun havde misundt ham for at kunne det. Hun havde sagt det et utal af gange. Så havde han løftet hendes ene øjenbryn med en finger og drillende sagt at hun bare skulle øve sig, selvom det selvfølgelig ikke var så enkelt.

"Dine skolebøger? Huh?" Han smilede næsten

[Amanda Dagmar Carstensen]

''Ja?''

Amanda tog sig selv i trodsigt at tænke: Det var vel ikke så svært et spørgsmål. De sidste par måneder, efter al det lort med Anna, havde David haft den effekt på hende at han kunne fremkalde noget af det værste i hende. Bare ved at se på hende på den måde, med det ene øjenbryn løftede der fik ham til at se så pisse charmerende ud.
Han gav hende lyst til at provokere ham. Få ham til at reagere på en eller anden måde, men hun holdte på sig selv så godt hun kunne. Det var svært, særligt når han nærmest kiggede hånende på hendes arm. Frydede han sig? Den idiot.

''Larsen sagde jeg manglede at aflevere nogle bøger og jeg kan ikke finde dem.'' Hun trak kort på skulderne, forsøgte at virke ligeglad. ''Det kunne jo være.''

Men hun troede ikke på det. tvivlede på at han ville lade et par af hendes skolebøger liggende efter alt det rod her. Selv havde hun skillede sig af med det meste der havde noget med ham at gøre, for at kunne pakke ham så langt væk fra sit liv som overhoved. Eller der var noget, halskæden for eksempel og noget andet men det var der ingen der vidste. Og det var der heller ikke nogen der skulle. David var fortid og ikke andet.

[David Bundgaard]

"Larsen sagde jeg manglede at aflevere nogle bøger og jeg kan ikke finde dem. Det kunne jo være."

Hun lød underligt gnaven, og han forbandt det automatisk med at hun åbenbart havde brækket armen. På fucking første skoledag. Kunne det blive meget mere Amandaagtigt? Var det sket for bare et halvt år siden havde han måske leet lidt af hendes klodsethed, men på en kærlig måde, og så havde han i dette øjeblik glemt alt om bogen og de havde taget til parken sammen mens de havde drillet hinanden kærligt frem og tilbage. Sådan havde han et øjeblik lyst til det skulle være. Eller i bund og grund havde han lyst til det skulle være sådan hele tiden. Han kunne ikke flygte fra det han inderst inde følte om alt det her pis. Han savnede de to, han savnede deres venskabelige drillerier, han savnede at se hende smile når hun så ham. Men det var bare så yderst upassende at de satans scenarier konstant poppede op i hans hoved. Så fucking irriterende, at han så for sig hvordan de havde haft det hvis ikke han havde dummet sig en enkelt aften.

Men heldigvis var det jo ikke noget han behøvede at vise. For der var alligevel ikke skide meget at komme efter hos hende. Det var jo ikke noget nyt at hun var blevet så hysterisk over det at hun ikke engang ville give ham en anden chance. Fordi man dummede sig én gang. Det var endda noget David havde fundet naturligt før i tiden det med altid at slå sig løs i byen. Desuden var han også en ung og dumdristig fyr – mange drenge var bare sådan af natur, men det gjorde dem da ikke til værre mennesker at de kunne gøre nogle spontane – endda helt igennem idiotiske – ting en gang imellem.

Han ønskede virkelig at han var blevet advaret mod hende på forhånd så. For havde han vidst hun kunne være sådan havde han ikke startet med at holde sådan af hende. Så havde han måske kysset hende der under uret, men han havde ikke startet et forhold med hende -han havde stoppet sig selv lang tid før han var begyndt at holde sådan af hende. Så var han ikke endt her. Det havde ikke kun været hårdt for hende med det her. Alt det her havde jo været hans skyld til at starte med. Selvfølgelig kunne hun også være en tillidsfuld kæreste og tilgive ham, men han havde startet lortet. Før havde alt været fint. Godt nok tænkte han mange gange det ville være bedre hvis han slet ikke havde mødt hende, men samtidig var han glad for det de havde oplevet sammen og det der var sket med hans liv fordi de havde fundet sammen. Selvom han ikke rigtig kunne tænke på så meget andet end bitterhed når han tænkte på de ting de havde gjort sammen.

”Hvis jeg nu…” Amanda sætter sig overskrævs på David og prøver at kilde ham under armene. Han fortrækker ikke en mine, men kilder hende kort tilbage. Nærmest før han når at røre hende er hun lige ved at falde ned fra sengen. Han ler og får hende ordentligt op at sidde igen. De kysser kort, og hun forsøger igen.

”Er du så kildeeen… Her?” ler hun og prøver under hans hals. Endnu en gang fortrækker han ikke en mine, men trækker lidt på smilebåndet og løfter det ene øjenbryn. Hun prøver at gøre ham kunsten efter men på opgive. Han elsker når hun gør det, og han er næsten glad for hun ikke kan så det er noget han nærmest kan bruge imod hende for sjov. Han løfter hendes højre øjenbryn med en finger mens han kilder hende på halsen som hun havde gjort. Endnu en gang falder hun sammen af grin og rækker hurtigt hånden op mod halsen for at fjerne hans hånd. I farten prikker hun sig selv i øjet.

”Av… for…” mumler hun og holder sig for det ene øje. Han ved først ikke hvad der er sket, og han tror straks det er ham der har prikket hende i øjet eller har revet hende i farten, selvom hans negle er ret så korte. Han sætter sig mere op og fjerner blidt hendes hånd fra øjet.
”Hvad skete der?”
”Jeg prikkede mig selv i øjet…” svarer hun og lyder med vilje som et lille barn der trænger til opmærksom fra en forælder. Han lægger armene om hende og kan ikke lade vær med at smile lidt skævt.
”Prikkede du dig selv i øjet?”
”Yeah, jeg prikkede mig selv i øjet…”
”Amanda prikkede sig selv i øjet… Stor sensation.” David aer hendes bare arme det føles lidt kolde, men som han gnider dem lidt bliver de hurtigt varme. Han kan mærke hvordan hun får gåsehud når han stryger hendes arme med fingerspidserne. Han studerer hendes ansigt. Hvordan hun først smiler lidt af hans kærtegn, men så ser helt betuttet ud over hans drilleri.

David tænkte sig om. Han vidste det ærlig talt ikke. Han havde ikke kigget sit værelse sådan rigtigt igennem i sommerferien. Han havde ikke haft overskud til det. Der var sikkert mange ting der var Amandas. Hun var god til også at glemme ting, og hun havde været hjemme hos ham nogle få gange. Nu hvor han tænkte over det havde hun glemt en t-shirt og det skulle ikke undre ham hvis han fandt nogle pigetrusser - der ikke var Marias – i en eller anden vasketøjsbunke der endnu ikke var foldet og lagt på plads. Dem ville han ærlig talt ikke smide ud. Men skolebøger. Dem gad han ikke beholde. Hvis han altså havde nogle. Han måtte lige høre Maria, for hvad fanden skulle han bruge skolebøger til? Og han var altså ikke så barnlig, at han ikke engang ville kigge efter kvindemenneskets skolebøger.

”Det siger mig sgu ikke noget… Ved du hvilke det er?” Endnu en gang løftede han det ene øjenbryn. Han klappede sin bog mod sit ben bare for at have noget lave.

[Amanda Dagmar Carstensen]

David så ud til at forsvinde i sine egne tanker et øjeblik, og før i tiden havde hun altid haft lyst til at følge med når han sådan fordybede sig i tanker. Det var ikke rigtig det første hun tænkte denne gang, for hun tvivlede på hun havde lyst til at vide det. Hans irritation over hende var malet i hans ansigt, og den var skal gengældt.
Hun flyttede den skadede arm om bag ryggen og trak på skulderne.

"Historie tror jeg vidst nok det var, men det lige meget."

Hvorfor hun overhoved havde spurgt ham om det, vidste hun ikke og det irriterede hende nu, for det virkede da total latterligt. Hvorfor skulle David have de bøger? En tanke slog ned i hende, men hun gav den ikke plads. Det var der ingen grund til, for hvorfor håbe på noget der ikke ville være en mulighed alligevel. Og som hun nødvendigvis ikke en gang havde lyst til, eller det bildte hun sig selv ind.

"men det var også kun hvis du vidste. Jeg gider ikke forstyrre dig mere en højst nødvendigt."

Det var egentlig ikke meningen at det skulle lyde så surt, men hun kunne ikke huske hvornår de havde haft en nogenlunde normal samtale, og så var det lettere bare at være sur på ham. Når han sådan skulle stå og løfte det ene øjenbryn som han vidste hun gerne ville kunne. Før havde han altid leet og blidt løftet hendes ene, hvis hun prøvede. Nu ville han ikke røre hende med en ildtang efter Grillfesten og det var også godt. Hun var kommet for tæt på, var fuld og havde ikke kunne holde alle de gamle følelser nede mere. Hun kunne jo ikke lyve, for selv om hun måske sagde hun hadede ham, så var ingen af følelserne for ham forsvundet. De var bare pakket væk, gemt og glemt på et tidspunkt forhåbentlig. Han vidste godt at hun ikke band sig til folk mere end højst nødvendigt, men han var undtagelsen. Det havde hun fortalt ham og selv om det blot havde været et kys med Anna, så var det over hendes grænse. Og det der måske irriterede hende mest var ar han ikke virkede til at forstå, hvor dybt det egentlig havde såret hende.
Men så skulle hun nok aldrig havde kastet sig ud med David... Det var jo ikke fordi hun ikke var bekendt med hvor flirtende han var omkring piger og at han sagtens kunne finde på at være sammen med den første og bedste blondine hvis tilbudet bød sig. Men hun havde måske håbet lidt for meget at det ikke ville være tilfældet hvis han ville være sammen med hende. Sådan en Idiot!

[David Bundgaard]

David granskede hendes ansigt. Han kunne næsten mærke følelsen af hendes skønhedsplet ved øret på kinden, hans fingre strejfede når han fejede hendes hår om bag hendes øre. Han kunne næsten mærke følelsen af hendes øjenbryn han nogle gange strøg med sine tommelfingre. Han kunne næsten mærke følelsen af hendes runde bryster der bare passede perfekt til hans hænder. Han kunne næsten mærke følelsen af hendes bløde læber og hendes tænder hans tunge strejfede når de kyssede. Han kunne næsten mærke følelsen af hendes lyse hår mellem hans fingre. Han kunne næsten mærke følelsen af den rynke hun havde i panden han nogle gange glattede ud med pegefingeren.
Hun ville ikke forstyrre ham mere end højst nødvendigt. Det skulle hun have tænkt på før hun for eksempel trak ham ind til siden til festen.
Han rystede på hovedet.
"Det gør snart ikke nogen forskel, det er jo ikke første gang du gør det... Men jeg ringer til Maria når hun er hjemme fra skole," mumlede han og tog skødesløst sin hånd op til munden for at tage et sug af sin smøg.
Maria havde næsten set op til Amanda. De gange de havde set hinanden, havde Maria næsten kåret hende til hendes bedste veninde. Han havde syntes det var lidt irriterende, men det var bedre end når hun hadede hans kærester. Det havde hun gjort med de fleste. Han vidste ikke hvad der gjorde det. Måske at de så billige ud? Men hun havde i hvert fald elsket Amanda. Lige fra første gang de så hinanden.

Da de nåede til hendes dør, slap han hurtigt Amandas hånd og åbnede døren til Marias værelse.
"Maria, er du herinde?"
Han stak hovedet ind og så sin lillesøster ved sit skrivebord. Sikkert lektier. Hun kiggede op og brød ud i et smil. "Er du hjemme nu?! Var det ikke først næste weekend?!" Hun rejste sig op for at give ham et kram, og David åbnede døren lidt mere, så Amanda kom til syne. Så stoppede hun op før hun nåede at omfavne sin storebror og smilede endnu større.
"Ooooooh, du har din kæreste med!" Hun lo lidt og smilede til ham. Hun så ret fjoget ud, syntes David. Det lignede mest, at hun bare forbandt David og en kæreste med noget der kun kunne blive til sex sådan som hun så ud nu. Han lo også og rystede på hovedet af hende.
De havde altid været hinandens bedste venner i hjemmet. Der var kun tre år imellem dem, hvilket man mærkede mindre og midre til med tiden.
"Fuck, hvor du' dum!" Han lænede sig op af dørkarmen og slog med vilje baghovedet mod den som en opgivende gestus til sin søster. Så smilede han til Amanda. "Ehm ja, det er Maria. Hun er syg i hovedet..."

"Du er Amanda! Jeg ved ALT om dig!" fortsatte Maria med det samme åndssvage smil på læben.


Han vidste ikke rigtig hvad han skulle gøre af sig selv, men han havde ikke lyst til at flygte. Det var hende der havde stødt ind i ham.

[Amanda Dagmar Carstensen]

David reagerede knap nok på at hun havde sagt det temmeligt spydigt, jo han kom da med en kommentar imod det, men det virkede ikke forsvarende eller provokerende, som han ofte gjorde. Eller som han havde det sidste stykke tid, for før havde alt været anderledes.
Han kunne finde på at fortælle hende et eller andet han havde læst, eller Marc havde fortalt ham og være ved at brække sig af grin, eller når han skulle forklare om en af de bøger han var igang med at læse, så kunne han forklare om den med en fantastisk indlevelse.
Selv om hun måske ikke altid havde været den bedste til direkte at lytte efter hvad han sagde når han levede sig ind i sine bøgers verden, så havde hun ikke vidst noget bedre end lyden af hans hæse stemme.

''... Men jeg ringer til Maria når hun er hjemme fra skole,''

Fik han mumlet frem bagefter og røg skødesløs på en af hans smøger. Og måske fordi hun som sådan ikke havde lyst til at gå, men ville have en eller anden reaktion fra ham, røg spørgsmålet bare ud af hende.

''Hvordan går det med hende? Altså Maria?''

Davids lillesøster havde hun mødt et par gange og ellers skrev pigen ofte på Facebook. Eller hun havde gjordt. Da Hun og David var gået fra hinanden havde Maria sendt hende en besked med spørgsmålet om hvorfor... Og Amanda havde endnu ikke svaret på den. Hun burde måske, men hun havde faktisk ikke lyst til at svine David til over for hans lillesøster, som elskede ham så uendelig højt. Og selv om hun kunne være så hidsig og sige en masse lort til ham, så kunne hun ikke gøre det over for Maria.
Maria der altid havde været så glad og snakket mere end hende selv. Hun var den eneste i Davids familie som ikke var fucked up. Eller David var nok heller ikke. Han var bare en idiot.

Men vreden mod David veg lidt tilbage, da snakken faldt på Maria og det var faktisk helt oprigtigt spurgt fra Amanda. Hun strøg en lok af sit lyse hår bag øret og så på David. Stadig med en hvis afstand.

[David Bundgaard]

Et langt suk fulgte efter hendes spørgsmål. Han pustede cigaretrøgen ud gennem en lille sprække i munden samtidig med at han sukkede. Og han tog bogen i den anden hånd med cigaretten mellem fingrene og rodede sig så i håret med den frie hånd. Hans mørke hår var langsomt blevet varmet op af solens kraftige og varme stråler. Ligesom hans mørke skjorte og shorts. Han så ned på hende med en dyb rynke mellem øjenbrynene. Han vidste ikke hvorfor, men han brød sig ikke om at hun spurgte ind til hans søster. Som om det var okay at snakke om. Som om hun var vigtigere at snakke om hende end at snakke om dem. Eller overhovedet at snakke med ham. Hun kunne bedre lide hans lillesøster end hun kunne lide ham. Selvfølgelig var der ikke noget at sige til det, men det irriterede ham.
Han ville gerne ... Ja, hvad ville han egentlig? Han ville gerne være kold som is. Han ville gerne kunne se hende kysse til højre og venstre uden at fortrække en mine. Noget i den stil.
Eller måske ville han gerne have en tidsmaskine. Men han tænkte lidt over det. En eller anden dag ville det måske være sket alligevel. Måske ville han have snavet en ved et 'uheld' alligevel senere i deres forhold. Det skulle måske bare ske. En dag ville han have behov for frihed, sagde han til sig selv. Han kunne jo ikke være sammen med Amanda hele sit liv. David var alt for ung til at finde den kvinde han skulle være sammen med hele livet. Det skulle ikke være Amanda. Hun virkede ikke til at ville acceptere hans personlighed. Hun virkede ikke til at have et særligt godt indblik i hans situation. Hun virkede ikke til at være særlig forstående eller tillidsfuld. Han havde engang tænkt sådan, men det var jo sygt.

Han glemte alt om de tanker han havde gjort sig om ikke at flygte. Eller han flygtede jo ikke. Han havde bare ikke lyst til at snakke med Amanda mere. Han havde ikke lyst til at tænke mere på hende. Til at overveje hvordan han kunne have gjort det anderledes. Til at overveje hvad han kunne sige for at få hende tilbage. Men han ville ikke ændre sig for hendes skyld. Han følte allerede noget havde ændret sig i ham efter deres skænderier, endda i deres gode forhold. Lige nu foragtede han at hun overhovedet havde påvirket ham sådan. Mens de havde skændtes havde han også gjort ting der ikke var naturlige for ham. Ting han bare gjorde fordi han ville se reaktion fra hende. Hvilket han også opnåede. Men han var i lang tid ikke naturlig når han vidste hun kiggede. Sådan havde han ændret sig, og han hadede sig selv for det. Derfor vidste han at hun ikke var helt sund for ham, i hvert fald ikke når de skændtes.

Han gneb øjnene let sammen og kiggede på hende. Så næsten farlig ud som han stod der med sin cigaret i hånden. Næsten.
"... Lad vær med at lad som om du bekymrer dig om Maria, okay? Hvis du endelig vil vide det så spørg hende selv."
Så gik han. Forbi hende. Og han stødte sin skulder ind i hende. Det var ikke med vilje, og det sendte et lille elektrisk stød igennem ham. Igen. Ligesom til grillfesten...

[Amanda Dagmar Carstensen]

Hvad havde hun forventet? At han måske ville åbne lidt op igen og fortælle om Maria. Nej, men at han troede hun lod som om, at hun bekymrede sig om Maria havde hun heller ikke troet. Et øjeblik stod hun og så nærmest forvirrede ud, men det var ikke kun på grund af Davids ord. Det var hele situationen og at vrede et øjeblik var forsvundet ud fra hendes række vidde. Hun vidste ikke hvad hun skulle sige eller gøre, og da vreden mod ham endelig kom tilbage, var det alligevel forsent. Han var begyndt at gå og hans skulder stødte mod hende. Om det var med vilje eller ej var ikke til at sige og hun kiggede efter ham.

Så kunne de sgu da også være lige meget! De skulle bare holde sig fra hinanden, for en normal samtale mellem dem ville ikke være nogen mulighed. Et dybt undslap hende og hun så vredt mod hans ryg da han gik, men alligevel kunne hun ikke lade være med at mærke duften af ham hænge i luften. Den hun altid havde elsket, hvis han lige havde ligget i hendes seng. Den havde altid kunne berolige hende og selv om hun var irriterede over ham, så vækkede det så mange minder at det gjorde helt ondt inde i. Lidt som nogle knugede hårdt om hjertet og luftet omkring hende manglede ilt. Men hun vidste intet af det var tilfældet, det var blot noget hendes hjerne skabte og hun måtte bare holde sig fra ham. Så kunne det være ligemeget med de bøger, så måtte hun bare betale til Larsen. Amanda hev øjnene fra David og gik i den anden retning, den vej hun havde udset sig først inden hun bumpede ind i David. Eller var ved det... Selv om han sidst havde ramt hende på skulderen da han gik forbi hende lige før, var det hans læber fra i torsdags som hun stadig kunne mærke og hun hadede det.

[Lærke]

//: Ankommer fra hyggeaften

Det blik Lærke sendte ham var mildest talt hvast. Det sagde to ting: 'Nej, narrøv' og 'Bland dig uden om' men hun sagde ingen af delene så igen lige frem for sig.

De gik to skridt og hun fnøs.

"Du står her sgu da osse, ikk'os," sagde hun og mærkede en irritation der ikke stammede fra ham men blev sendt ud mod ham.
Hun tænkte at Selma sikkert balrede op og førte sig frem, mens alle skulle se på hendes lemmer fordreje sig og knage. Alle ville prøve at overdøve det med deres gætterier.
Og Lærke havde virkeligt intet mod gæt og grimasser, så længe hun bare kunne observere. Hun havde heller ikke noget imod Adam, men han stillede de forkerte spørgsmål.

[Adam Lyhne]

"Men jeg er sgu da heller ikke i hyggehumør," svarede han hende og smilede stadig.

Hun virkede et øjeblik lidt skræmmende. Han havde slet ingen anelse om, hvor han havde hende eller hvad hun tænkte. Hun kunne hade ham inderligt, og han ville ikke vide noget om det. Hendes ansigt ville ikke afsløre noget som helst. Det skræmte ham. Men det gjorde hende bare endnu mere spændende, så han overvejede ikke engang at trække i land og tage tilbage.

[Lærke]

Lærkes øjne blødte op.

"Er du stolt af det?"

Det var ment som en joke, men måske var det det ikke i hans øre. Hun var egentlig også ligeglad. Han havde passet hende op mens hun endnu var våf af sved. Hun satte sig på bænken foran døren. Havde ikke lyst til at være inden for alligeve og stjernerne på himlen virkede attraktive og lysende. Hun strakte sine ben ud foran sig. Havde egentlig strukket ud.