Uden for Rævehulen.

[Adam Lyhne]

"DAMN! Nu kan jeg ikke hygge mig længere!" udbrød han og fik det næsten til at lyde helt oprigtigt.
Han satte sig halvt op med mavemusklerne og slog ud med den ene arm som når man taber et spil og ærgrer sig rigtig meget over det.

[Lærke]

Jo han havde sgu fanget den. Det var næsten nok til et smil, men det forblev kun i øjnene.

"Sorry," sagde hun med et skuldertræk og et lille vip med hovedet. "Nu må du finde en anden pige der kan kravle," igen spyttede hun ordet ud, "op på taget."

Hun kunne ikke se nogen af de andre der ville have lyst. Selvfølgelig Selma. Bortset fra at hun ville dø inden. Amanda ville joppe en fod op, falde ned og knække nakken, derefter ville finken være lam resten af hendes liv. Nishay virkede ikke som typen ... og alle andre Lærke havde set virkede umanerlige usportslige.

"Good luck, bitch," sagde hun tørt. Endnu en joke.

[Adam Lyhne]

"Det orker jeg ikke. Jeg kunne faktisk godt falde i søvn heroppe," mumlede han.
Bare ordene fik ham til at gabe, og han lukkede øjnene.

[Lærke]

Lærke rystede på hovedet. Det lange hår fulgte med.

"Ikke mig," svarede hun. En lille tænkepause hvor hun sugede vejret hørligt ind gennem næsen. "Fandme ikke lige nu, i hvert fald."

Hvilket var sandt, men hun havde ofte sovet på toppen af byen. Dér var der smukt, stille og vidunderligt ud over alle grænser.

[Adam Lyhne]

"Hvornår så?" For så ville han da gerne vide det.
Han rykkede lidt på sig på taget og så på hendes ryg igen.

[Lærke]

Hendes krop der endnu ikke var øm var ved at afspænde, først nu. Det føltes godt.
Hun drejede sig en smule og så hun havde en side af fronten mod ham. Kun en lille smule. Og så ansigtet. Kun vendt halvt. En profil mod ham. Øjnene vendt væk fra ham. Ikke fordi hun ikke så ham, men netop fordi hun gjorde. Hans krop ved siden af hendes, netop så langt fra at hun ikke følte sig invaderet, men heller ikke så langt væk at de var fremmede.
Havde hun ikke holdt ham i hånden til grillfesten?

"Taget er fint, men ikke nu," sagde hun hurtigt.

Hans hage var stærk. Hans arme stærke. Det var de faktisk.

[Adam Lyhne]

"Ikke nu. Hmm. Okay så." Han lo lidt igen.

Han forstod virkelig ikke hvordan Lærke kunne være så stiv i ansigtet hele tiden. Han kunne sgu næsten aldrig holde masken, og hun holdt den konstant. Det var underligt. Man vidste ikke helt med hende. Det havde været fedt de få gange hun havde smilet til grillfesten, da hun havde været fuld. Adam kunne ikke huske meget af det, men han huskede da hendes smil. Det havde været en underlig, underlig aften.

[Lærke]

Faktisk var hun sådan et menneske der kunne sove alle steder. Hun skulle bare ligge sig ned, så sov hun. Det kom sig nok af, alle de gange der ikke havde været plads i hendes egen seng, så sov hun der var der var plads. Og oftes to hunde. Dét mere end noget andet kunne få hende til at sove, den genkendelige dunst af hund. Det var ulideligt og samtidig fantastisk.

Hun vendte sig igen, lænede sig tilbage på albuerne. Håret fejede taget.
Adam var let. Hun vidste ikke om to tanker hang sammen i hans hoved, han virkede ikke sønderligt intelligent, mest som en der ikek var her fordi han havde lyst. En der var bange for hvad andre mente om ham. Hvad hun mente. Men hun kunne jo bare spørge. Hun stak først nu den grønne vingummi munden.

[Adam Lyhne]

Samtalen døde lidt der og Adam lukkede bare øjnene og nød at være til, selvom han helst ikke ville indrømme det. Fordi... han var bymenneske.

[Lærke]

Uden at tænke over det, eller netop fordi hun gjorde, startede en lille nynnen efter noget tid bag i halsen på Lærke. Det var fordi hun manglede noget til at udfylde stilheden. Hun brød sig ikke rigtigt om den. Der var for lavt, men stadig lyst. En lidt rocket sang, passede ikke til den stille atmosfære, men det var ikke noget Lærke lagde mærke til. Den havde kørt lidt tid i hendes tanker.

Man Up af The Blue Van. Teksten var god. Tanken var god. Stemmen var lækker og melodien fængende. Let, måske lgiefrem. Trommer. Klap. En super lækker guitar.
Hendes krop var helt stille. Måske man så den vibrernde hals der satte svingningerne af lyd igang.

[Adam Lyhne]

Først troede han han hørte syner. Eller et eller andet. Men nej. Det var Lærke. Der nynnede. Det var underligt. Han troede ikke rigtig sine egne ører til at starte med. Hendes stemme var ikke fantastisk, men heller ikke grim.
Han prøvede at reagere så lidt som muligt. Men han åbnede lige de ene øje og betragtede hende bagfra.

[Lærke]

Der gik noget tid. Hun nåede halvvejs med sangen. Så skiftede hun til noget i et helt andet tempo. Først stille. Hun glemte ikke Adam, men det var lgiegyldigt om han var der. Det havde aldrig betydet noget for hende at synge rent, selv om det blot var nynnen. Det var så lavt at den eneste grund det overhovedet kunne høres var fordi det var stille. Denne nye melodi var en smule hurtigere. Måske gladerer, ikke at hun skulle bestemme. Den var fin til terrænløb.
Men samtidig betød nynne også at han fandt sig godt tilpas nu. Første gang siden Marius havde spillet og selv dét låst inde i det hjemlige havde hun været mærkeligt malplaceret i hans univers.

[Adam Lyhne]

Han ville ikke forstyre hende. Han lukkede bare øjnene igen og trak på skuldrene over hende. Hun var vel okay. Men ret mærkelig. Adam var vant til tøser man kunne have med at gøre. Tøser man nogenlunde kunne læse. Men Lærke var bare... sær.

[Lærke]

Sandt at sige havde hun ikke mærket hendes blik. Ofte var den slags ting helt irrelevante for hende og derfor lagde hun ikke mærke til dem. Det var spild af tid og energi.
Men tonerne klingede ud.
Stilheden lagde sig.
Hun tog en lakrids uden at posen knitrede og suttede den væk. Det tog tid. Hun satte sig helt op igen. Lagde armene om knæene og hvilede hovedet der. Kinden mod dem. Ansigtet mod Adam. Hun havde ikke lukkede øjne. Hun var ikke villig til at gå i det stadie. Hun tænkte på om han sov. Det var bare for mørkt til at hun kunne læse nu.
Selvfølgelig skulle hun have tænkt på en lygte. Det lignede hende heller ikke at gå uden en af de små i hendes lomme. Det var nok det at hun ikke rigtigt havde fået særligt mange vaner endnu på dette sted. Dette sted som havde været en drøm for hende at komme til ... og nu? Var det så det hele værd. Hun mærkede pludseligt at hun gerne ville være fuld. Rastløshed i den trætte krop, der mest havde lyst til at hvile sig. Men Lærke selv var ved at blive lidt for overmandet. Hun lagde panden mod knæene. Håret lukkede blidt af for omverden. Sådan sad hun bare.

[Adam Lyhne]

Adam faldt næsten i søvn. Han var virkelig træt. Men man kunne ikke sove på et tag. Så han åbnede øjnene igen og strakte sin krop og gabte.
"Oooooooh..." stønnede han mens han strakte sig. "Hvad hedder jeg?" Det havde han altid for vane at sige, når han vågnede fra en lur eller om morgenen.
Hvor lang tid var der gået?