Uden for Rævehulen.

[Lærke]

Lærke drejede ansigtet ganske let opad, så hendes mund var fri af knæene.

"Du er menneskedeheden, hvilket er derfor folk mener at dit navn kan vidne på at det rent faktisk var ophav til os. Det betyder også en mand og nogen steder handsome," messede hun med øjnene vendt indad og i den modsatte retning af ham. "Du hedder altså Adam."

[Adam Lyhne]

"Gud ja."
Han lo lidt. Sådan kunne man da også sige det. Han satte sig op.
"Er der mere slik?"

[Lærke]

Det var der.

"Ja."

Hun foldede sin krop fra sig. Blev til en længere masse i stedet for en rund lukket kugle.

[Adam Lyhne]

Han tog et stykke og så på Lærke mens han tykkede det.
Han ville gerne vide hvordan hun så ud nøgen. Især når hun strakte sig på den måde. Han blev ret nysgerrig. Han vidste ikke engang om hans fantasi kunne række så langt.

[Lærke]

Hun rykkede sig lidt længere, så han ikke længere var bagved. Denne gang så hun hans blik der gled hen over hendes mave, til musklerne i benene og tilbage op igen. Hun blinkede langsomt. Kendte det blik fra så mange andre. Hun var ekspert i det blik. Men hun reagerede ikke på det som regel.
Et eller andet burde hun sige. Hun ville ikke have noget imod hvis han sagde noget nu.

"Har du søskende?" spurgte hun.

[Adam Lyhne]

Han så direkte på hende og smilede så. "En lillesøster. Rita. Har du?"
Han kunne ikke lide smalltalk. Det var underligt, men hver gang han havde den slags overfladiske, akavede smalltalk, havde han lyst til at spørge om noget underligt.
'Tænker du nogensinde over om grøn ser ud af det samme for alle? Tænk hvis grøn i virkeligheden er lilla for dig, men det er så naturligt for dig, at du ikke tænker over det!'
Eller 'Hvis dit liv var en film, ville du så se den?'
Bare et eller andet.

[Lærke]

Han var ældste barn? Det ville hun ikke have gættet. Men på den anden side gættede mange heller ikke på at den alvorlige Lærke havde en seks år ældre bror.

"En storebror. Aske," svarede hun i samme format som han.

Hans tanker var et andet sted henne. De her spørgsmål kedede ham. Hvad ville så få hans tunge på gled. Hun anede det ikke. Hun stillede bare spørgsmålene og så snakkede folk. Eller andre stillede dem for hende.
Men blev det forventet at hun sagde noget nu?
Hun så bare ind i hans øjne. Ventede.

[Adam Lyhne]

Nu blev det hans tur til at stille et spørgsmål. Han trak øjenbrynene sammen og veg lidt tilbage. Mest for sjov.
"Ved du godt, hvor skræmmende du er?"

[Lærke]

Latter fyldte hendes øjne? Hun lagde hovedet ganske lidt på skrå og så på ham med de store grønne øjne.

"Fortæl mig det."

Sikke en scorerreplik. Nej det var ikke hvad hun havde forventet og det passede hende godt.

[Adam Lyhne]

"Så skræmmende at jeg bliver nødt til at fortælle dig det. Er det med vilje?"
Sådan nogle samtaler kunne han godt lide. Det var en ting, der gjorde ham lidt underlig. Det var den ting, der havde gjort ham til 'klassens særling'. Det var ikke engang fordi han gjorde sig umage. Hans klasse var bare ret ordinær.

[Lærke]

Lærke trak på skulderne.

"Ja og nej."

Det var noget hun havde gjort længe. Intentionen var ikke at være skræmmende. Det var kontrol. Hun brød sig ikke direkte om at slippe den. En sær følelse af tilfredshed var nærliggende. Det var vel kommet af at hun ville have styr på alt. Være den bedste. Træne, øve, blive bedre. Arbejde sig mod sit mål. Den slags krævede vilje og en af de ting der skulle ligge under for hendes vilje var hendes krop. Det mest nærliggende. At flere så det som intimiderende eller 'skræmmende' som Adam sagde var én ting. Hun havde da i det mindste tjente penge på det.

[Adam Lyhne]

Han smilede og vidste ikke hvad han så skulle sige.
"Lidt med vilje må det vel være." Så tog han et stykke slik mere og puttede det i munden.

[Lærke]

Lærke rynkede sine bryn. Rettede hovedet op. Brynene faldt på plads.

"Benægtede jeg det?"

Det havde hun jo netop ikke. Det irriterede hende altid en smule når folk ikke hørte hvad hun sagde. En ting var at de ikke forstod, en anden var når de ikke lyttede. Hvorfor snakke sammen? Hun vidste det ikke.

[Adam Lyhne]

"Næh." Han lo. "Har jeg sagt det?"
Han trak sine fødder lidt op og hvilede sine arme på knæene.

[Lærke]

Hvorfor så spørge igen dit opblæste pikhoved? rasede hun indenvendigt. Bare fordi han nu skulle spille lidt smart i munden for ikke at virke som en taber. Hun ville gerne sige ja, men gad fandme ikke ud i et eller andet flueknepperi hvor hun skulle gentage deres samtale ord for ord. Den slags hadede hun. Og nej han havde ikke direkte sagt det, men han havde tydeligt indikeret det.

"Jeg er ikke skræmmende, du er bare tykpandet," sagde hun og lavede et klask mod sin egen pande. Hun sagde det ikke vredt, igen. Hun sagde det bare. Det var jo sandt. Han anede ikke hvordan han skulle forstå hende og fordi han ikke forstod gjorde det ham usikker eller hvad fanden han selv ville kalde det. Åbenbart skræmmende.

Hun trak igen på skulderne. "Intimiderende, men du har ikke mødt skræmmende så."