Hyggeaften

[David Bundgaard]

"Jeg vil bare gerne kunne slappe af uden at vide, at jeg har en eller anden sindssyg ekskæreste der tror, at jeg har noget kørende med alle piger jeg udveksler et par ord med," svarede han. "Jeg kan forstå hvis det er et eller andet traume du har eller hvad fanden, men så må du fandme gøre noget ved det."
Han drak noget mere. "Jeg har sagt det før... Med den stil du kører der, kommer fyrene til at holde præcis 30 sekunder efter det er gået op for dem, at du er så skide neurotisk og paranoid og hysterisk og mistroisk og ... fucking overly attached girlfriend."

[Anna Mørk]

”Det tvivler jeg ikke på,” mumlede Anna, da Marius pointerede at han også godt kunne have gjort hele slæbeturen meget værre. Og det gjorde hun faktisk ikke. For så slem var turen ikke, hvis man tænkte over hvilke andre rejsemetoder der var langt værre.
Umiddelbart kunne hun ikke komme på den nogen, men det kom nok.

Marius blinkede med de der irriterende lange øjenvipper, mens han smilede sit jeg-morer-mig-kongeligt-over-et-eller-andet-uvist-smil. Måske var Anna begyndt at kunne lide smilene. Måske ikke.
"Din hovedpine er min last, ser du. Det er min ypperste pligt at kurere hvilken som helst lidelse, du måtte unddrage dig. Vil du have et Kinder-æg?"

Anna tog en slurk af sin øl.

”Meget gerne, Marius,” Anna smilede og stillede ølflasken på sofabordet ”Men jeg er vist ikke den der har mest brug for det,” sagde hun så, og kastede et blik hen mod Amanda og David, der lignede nogen der var parat til at rive hovederne af hinanden

Anna lagde mærke til stilheden der sænkede sig over hele rummet, som om hele hyggen ved sådan et arrangement som dette, stod på spil. Anna lænede sig lidt hen mod Marius, og sænkede stemmen ”Har du erfaring som fredsmægler?”

[Amanda Dagmar Carstensen]

Det var for meget. Amanda kunne ikke holde den afslappede attitude over for ham længere og hendes kropssprog over for ham blev med det samme iskold. Hvad fanden bildte han sig ind? Men hun kunne jo have sagt sig selv, at han ville sige sådan noget mundbræk, når nu hun spurgte.

''Jeg er sgu da ligeglad med hvem fanden du render rundt med nu. Der er jo en grund til at jeg er din ekskæreste, din nar.''

Det var ikke fair over for de andre, at hyggeaftenen skulle gå på at de to skulle skændes, men fandeme nej om hun ville acceptere at David sagde sådan noget lort. Så fik de andre vel bare noget sladder de kunne hygge sig med bagefter.

''Og det er ikke et skide traume,'' Bare et problem. Men han havde jo aldrig fattede at hun havde et problem med tillid og han kun havde gjordt det værre. Hun stillede glasset fra sig.

''Men hvis du føler at jeg tydeligvis har problemer med at du snakker med andre piger, så er det ikke mig der er den overly attached ex-girlfriend,'' Hun vrængede det ud. ''men dig. Det er fandeme dig der altid starter!''

[Marius Emil Lundqvist]

"Meget gerne, Marius," hørte han Anna svare og gjorde mine til at rejse sig helt op, som det havde været hans hensigt, men hendes tilføjelse, og de grønne øjne, som søgte op mod alkoholorgiet, fik ham til at læne sig tilbage i sofaen igen. Marius fulgte Annas blik - betragtede det, som var under opsejling. Han erindrede grillfesten, hvor han havde været travlt optaget af at grille pølser til de andre. Ikke, at det havde været en gyldig undskyldning til at holde sig væk.

"Well, vi kan altid skaffe flere Kinder-æg," kommenterede han spydigt og lavmælt frem for sig, som om det var en bemærkning, der kun var beregnet på hans egne, opmærksomme ører. Men stilheden lagde sig småt atter over Aktivitetsrummet - en forventningsfuld, om end trykkende tavshed. Eleverne kendte til det lille drama mellem Amanda og David, så det kom bestemt ikke som en overraskelse for nogen - i modsætning til det lille optrin med Lærke og Selma. Hvor var Lærke for øvrigt blevet af?
Han fornemmede varmen fra Annas krop og en kildren på sin ene arm, da hendes røde hårlokker strejfede ham, og skottede til hende gennem den ene øjenkrog.

"Har du erfaring som fredsmægler?" spurgte hun dæmpet.

Marius havde ingen anelse - vitterligt ingen anelse - om, hvorfor det lige netop var ham, der stod for skud, når det gjaldt at skabe en bedre stemning. Og hvor fanden kom dén idé fra til Anna? Han forstod godt Amandas opfordring, men hun havde sikkert også gættet, at han havde været skide nysgerrig i forehold til Lærke. Jep, han var egoistisk - hvorfor fanden skulle den kendsgerning begraves?

"Som babysitter, mener du vel?" spurgte Marius med et hævet øjenbryn. Spydigheden havde ikke forladt hans stemme. Øjnene, der af og til så hen mod David og Amanda, var næsten udtryksløse. Damn, hvor gad han ikke bruge kræfter på de to lige nu.
Han tog spontant Anna ved håndleddet og rejste sig med ordene: "Lad os gå ud og skaffe det Kinder-æg, Anna."

Smilet var tilbage på hans læber, og øjnene genvandt så småt den sædvanlige munterhed. Der var en antydning af skælmeri i de lyseblå øjne - atter, som om han morede sig over en syg joke. Han trak Anna op at stå uden at stramme grebet om hendes håndled. Han havde allerede en fiffig bemærkning på tungen, som insinuerede en masse pjat, men slugte den. Marius havde rent faktisk lyst til Kinder-æg nu.

"... men dig! Det er fandeme dig, der altid starter!"

Marius kunne høre, at Amanda var ved at tale sig varm og ventede kun på, at én af dem skulle eksplodere.
'Ja, ja, I ved, hvor I kan finde mig, når I er færdige, ved I nok,' tænkte han sørgmuntert og begyndte at forberede sig mentalt på at lægge øre til, at enten Amanda eller David (højest sandsynligt førstnævnte) ville udslynge bebrejdelser mod den anden.
'Og jeg glæder mig allerede,' tilføjede han i tankerne.

[Pernille Maria Monggaard]

Pernilles øjne blev større ved den oplysning. Det kom ikke decideret bag på hende, men alligevel - hvor var det vildt, at Marc bare kom med den slags guldkorn out of nowhere.

"Årh, øl er sådan en hyggedrik," svarede hun glad og tog en tår af sin. Det var ikke det bedste - hun kunne nævne utallige ting, som var bedre end øl, hvis man skulle drikke hurtigt. Men det her var rart. Hjemmeligt. Øl mindede hende altid om familiesammenkomster.

"Du er vist ikke så glad for vin, hva'?" fnisede hun og puffede til Marc med albuen. Hun stak sin arm ind under hans og lænede hovedet op ad hans overarm et øjeblik, mens hun kiggede sig omkring i Aktivitetsrummet. Amanda og David stod lidt derfra og snakkede lavmælt, men deres ansigtsudtryk vidnede om, at de nok snart ville hæve stemmerne. Pernilles blå øjne så lidt bekymrede på Marc.

"Skal vi ...?"

Skal vi hvad? Hun vidste det ikke. Det var op til Marco. Mmmm.

[Marc]

Marc lo en smule. Nej. Vin var ikke lige ham, selv om han et øjeblik havde pralet af at han kunne drikke nærmest alt. Det var den sure smag han ikke rigtig kunne holde ud. Så ville han hellere have noget andet til sin mad, som han ikke skar ansigter af.

Han tog en tår af sin øl og nød følelsen af Pernille stående så tæt op af sig. Tydeligt for alle, at de havde gang i et eller andet. Hvor seriøst det var, vidste han dog ikke selv og det var heller ikke noget han gad bryde sit hoved med lige nu. Men ligesom Pernille, og alle andre i rummet, blev hans øjne trukket mod David og Amanda. Selvfølgelig. Selvfølgelig skulle de skændes lige nu, midt i det hele. Han anede ikke hvem af dem der opsøgte det, måske dem begge og han vidste at David havde en eller anden trang til at provokere Amanda hel ud, så hun blev hysterisk. Som nu.
Han rynkede kort på næsen og rystede så på hoved.

''Nej. Ikke endnu.''

Der var ingen grund til at blande sig lige nu. Aller højest kunne han gå over og be dem om at gå ud af rummet, men så ville han muligvis bare ende med at blive trukket ind i det. Men han holdte øje. Med David.
Marc var der altid for sin ven.

[Pernille Maria Monggaard]

Det stak lidt i hende. Det var vistnok bekymring for David og Amanda - på Marcs vegne. Hun var vant til konflikter og havde ikke følt trang til at blande sig, medmindre det direkte omhandlede hende. Hun løftede hovedet lidt, så ansigtet var vendt mod Marc - læberne i retning af hans øre, men ikke tæt ved. En lavmæl latter undslap hende:
"Tossehoved, det var ikke dét, jeg mente."

Hendes blå øjne skinnede, men flakkede også mod David og Amanda. Pernille kunne godt mærke Marcs anspændthed og gav hans arm et klem. Hvis han gerne ville, måtte han gerne se udfaldet af deres diskussion, men hun havde ikke planer om at blive og se til.

Øjenvipperne blafrede let, da hun forsigtigt sagde: "Jeg tænkte på at finde et sted hen og drikke denne her færdig -" øllen blev hævet til hendes læber, men hun drak ikke. Smilede bare mod flaskehalsen, så hendes fortænder ramte mundstykket.
"Vi kan godt tage David med," foreslog hun med lavere stemme. Var det en god idé, eller var det bare en vildt god idé? Well, hun vidste det ikke. Hun følte sig lidt usikker for en gangs skyld. Pernille kunne jo godt huske, hvordan Amanda og David havde været, mens de var kærester.

[Marc]

Marc så overrasket på Pernille, da han åbenbart havde misforstået hvad hun mente. Han havde været så optaget af sin bedste ven der var oppe at skændes med sin eks, at han ikke havde forestillet sig at hun mente andet, end om de skulle skille dem ad. Men så trak det lidt i hans læber. Et smil. Det var fristende bare at sige ja, og smutte med Pernille væk fra hygge aftenen. Alene.

Men så forslog hun at tage David med. Hans inderste tanker var nej. David ville være muggen nu, og nu havde han lige fået Pernille, men det var et split sekund før fornuften tog over.
Selvfølgelig var det en god ide, for hvis de to stod meget længere sammen, ville det bare ende med at blive et seriøst skænderi.

''Lad os gøre det.''

Hans smil var afslappet, selv om Pernille tydeligvis havde bemærket hans lette anspændthed. Stadig med Pernille på sin ene arm, gik han over til de to. Det var ikke første gang han gik imellem dem. Han havde nærmest ikke gjordt andet de sidste stykke tid af sidste skole år. Ihvertfald når han havde været der. Han hvilkede sig ud af Pernilles favntag da de nærmede sig og gik hel hen til David.

''David,''

Amanda så med lynene øjne på Marc, men han tog sig ikke af det lige nu. Han skulle bare fange sin vens opmærksomhed og få ham med, inden fyrens aften blev helt ødelagt.

[David Bundgaard]

Han skulle lige til at komme med et ikke særligt sødt svar, fordi han ikke havde noget ordentligt at byde med, da Marc henvendte sig til ham. Han havde slet ikke set ham komme helt hen til ham. Han vendte sig lidt rundt.
"Hvad nu?" kom det irriteret ud af ham. Han lod en hånd stryge igennem sit hår. Nu havde han fået en dyb rynke i panden. Hans hjerte bankede.

Det var ikke engang fordi hendes svar havde været specielt godt. Overhovedet. Han vidste, at han havde ret. Han vidste at han hele tiden havde haft fat i noget når han sagde, at hun var for hysterisk. Men det påvirkede ham mere end han ville stå ved, det her. Han ville gerne have hende til at indse at der havde været noget forkert ved det forhold de havde haft. Men det var jo en lukket diskussion. Det vidste han også godt. De havde allerede snakket meget om lige netop det. Lidt for meget. Og det havde gjort meget ondt på dem begge. Så var hans opgave bare at lægge det bag sig. At lade være med at flirte åbenlyst med piger, som han ikke engang gad, så Amanda kan blive jaloux. Han skulle lade være med at irritere hende og være ligeglad med hende, ligesom han var så god til med andre piger.

Han var verdensmester i at være fuldstændig ligeglad med de piger, som han havde gjort det forbi med. Men når man var sammen med tøsen hver dag, ville følelsen hele tiden være der. Det ville blive svært at være ligeglad. Ligesom man ikke kan kvæle en forelskelse, når man er sammen med den person hver dag. Det er så fucking svært. Det her var også svært. Og han tog sig i det, når han så efter Amanda. Damn her.

[Marc]

Marc tog sig ikke af Davids irriterende tone, for han forstod det nu godt. Han blandede sig jo, men alligevel ville David nu takke ham senere, at han slap for at snakke mere med Amanda end højest nødvendigt.

Amanda udstødte en irriterede lyd og havde tydeligvis heller ikke lyst til at snakke mere med David. Hun vendte om på hælen og gik. I det mindste blev hun ikke og blev ved med at prikke til David, hun var sur. Det var der ingen tvivl om. Men så slap David for hende. Hun forsvandt ud af døren, der førte den modsatte vej, af hvor Marc og Pernille heldigvis havde planlagt at forsvinde hen et øjeblik.

''Kom,''

Marc trak en smule på smile båndet. Forstående over for David. Tillod sig at tage en af de fyldte ølkasser som de kunne tage med. Et tydeligt tegn til David også, for hvad de skulle.
Ud og drikke sig fulde, og så kunne David komme videre fra Amanda i aften.

[David Bundgaard]

Det gjorde David så. Han gad ikke engang at spørge ind til det. Han skulle bare væk. Nu. Han var for irriteret til overhovedet at ville sige noget. Han gik bare med.
Han så Amanda ud af øjenkrogen der gik uden at kunne skjule, hvordan hun havde det. Hun så så pissesur ud at det næsten overgik David.

[Marc]

Sådan var det bare. David behøvede ikke en forklaring, han så bare et smuthul til at komme væk fra Amanda og det var forklaring nok for ham. Marc trak op i kassen og gik hen mod Pernille. Han kunne ikke lade være med at skjule et lille smil for hende og lænede sig en anelse mod hende, så David ikke kunne hører hvad han sagde.

''Katastrofe afværget.''

Og så styrede de tre mod døren, hvor andre var forsvundet ud af. Lærke blandt andet.

[Pernille Maria Monggaard]

Pernille fugtede sine læber, mens Marc helt cool gik hen og skilte David og Amanda ad. Hun gned læberne mod hinanden og kiggede ikke rigtigt på, men derimod lod hun blikket hvile lidt her og lidt der. Kun lugten fra hendes øl var et sikkert holdepunkt - lige nu.

"Mmh, you rock," sagde hun med et skævt smil til Marc og fulgte med fjedrende skridt efter Marc og David, begejstret for, at de havde sat gang i tandhjulene igen. Hun hastede op på siden af Marc og smilede stort.

"Åh, kan I virkelig nå at blive fulde af de øl?" spurgte hun, som om en kasse øl ikke var nok til deres formål. Men hun slog det bare hen med en latter og gik udenfor. Hun kunne sole sig i de to fyres opmærksomhed og joke med dem til langt ud på natten - hvad var bedre end sådan en første skoledag? Sex, måske... men det kunne man altid høste en anden gang.

"Skal vi ikke sidde derovre?" spurgte hun overstadigt og svansede hen mod David, der var tættest på det sted, hun pegede. Det var nogle bænke lige foran Sneglehuset, hvor eleverne gerne plejede at sidde om aftnen, når vejret var til det. Der var en tilsvarende bænkeopstilling ved de andre elevhuse.

//Ud af Aktivitetsrummet

[Anna Mørk]

Anna skulle ikke gøre sig klog på mennesker, men ud fra Marius ansigtsudtryk, ville hun gætte på at han var overrasket. Over hvad, var hun mere eller mindre i tvivl om. Det kunne have været ordene, sætningen, der måske lød forkert i hendes mund. Måske var det hele situationen.
Hun anede det ikke.

Amanda råbte op, og så svarede David igen. Det hele gentog sig en gang til. Hun fattede ikke at de gad blive ved. Det kørte i ring for dem. Nu havde de ligesom råbt af hinanden før. Kom videre med jeres liv, hvis i alligevel ikke gider finde sammen igen, havde Anna lyst til at sige til dem. Men folk skulle aboslut ud på et skråplan, før de fandt ud af at åh nej vi kan sgu alligevel ikke leve uden hinanden.

Marius tog fat i hendes håndled, og trak hende op af sofaen. Et øjeblik frygtede hun faktisk at han ville løfte hende op på skulderen igen, bare fordi han var Marius, og måske for at flytte opmærksomheden fra de to turtelduer.
Så langt rakte Marius’ fantasi dog heller ikke. Det var vel altid noget.

”Lad os gå ud og skaffe det kinder-æg, Anna,” Smilede Marius og trak hende igennem rummet og hen til døren.

”Helle for legetøjet indeni,” mumlede hun.

Så lukkede døren i bag dem, og Amanda og Davids råb forstummede. Her var der stille. Det var rart.

//Forlader rummet.... Xazal du bestemmer selv om du vil skrive mere her, eller om du vil gøre det et andet sted

[liam]

"SKÅÅÅÅÅÅÅÅÅÅÅÅÅÅÅÅÅÅÅÅÅÅÅÅÅÅÅÅL," råbte Liam og tog en kæmpe tår af sin øl. Han åbnede munden og ræbede hvilket blev efterfulgt af en latter.

"Øh så er det Theo ikke?"

"Netop znuzke!" sagde creepy-dude, med stivert der hungrede efter Atilla i anus.

Liam blev rød fra halsen og opefter. Han havde virkeligt lyst til at løbe nu.