Søen

[LicentiaPoetica]

[David Bundgaard]

David var ikke nået langt før han hørte Marcs stemme.
Egentlig havde han bare planer om at ryge og så bare gå en tur rundt om søen. Det var en ting han gjorde tit når han havde for mange tanker i hovedet og for mange smøger der skulle ryges.
For eksempel efter en gang, hvor Maria havde ringet og sagt, at mor havde ødelagt morfars stol. En lænestol han altid havde siddet i når han læste aviser eller bøger. Når familien drak kaffe eller så fjernsyn. David huskede tydeligt hvordan hele lænestolen rystede når morfaren lo. David huskede tydeligt hvordan den næsten var ved at give efter, når David eller Maria satte sig på hans skød og fik rideture, da de var små.
Mor havde klippet den op, revet foret ud af den og kastet det rundt i hele huset i fuldskab. Mor var syg i hovedet og altid fuld. Og far gjorde intet. Han havde engang i magtesløshed (eller hvad man nu skulle kalde det) givet hende en lussing og så holdt hende stramt ind til sig, da hun begyndte at slå fra sig som en arrig kat. Bagefter havde han igen og igen sagt, at det var vredens hånd der havde ramt hende, fordi hun skulle holde op med at ødelægge ting og opføre sig så mærkeligt. Han havde sagt, at det var djævelen der måtte have besat hende. Nogle gange tænkte David over om ikke det var far der var blevet besat af djævelen. Når han talte som en fra det 14. århundrede og ødelagde hele familien med alt hans lort og hans misbrug af autoritet. Han lød mere som en katolsk pave i huset end en normal folkekirkepræst.
Men David blev klogere. Der var ikke nogen djævel der besatte folk. Der var ikke nogen Gud til at rede folk. Det var mor der var skide fuld hele tiden og far der havde mere end én skrue løs. De eneste normale der var i det hus var Maria og David. Deres børn. Og de havde holdt det godt hemmeligt, at de boede som de gjorde. Selv ikke lærerne havde fattet mistanke. Måske mest fordi deres lærere aldrig rigtig havde taget sig af det, hvis der lige var en med lidt for mange blå mærker eller en der græd lidt for meget i timerne.

"Hey David."

Marc kom gående hen til ham og David løftede hånden som en hilsende gestus. Han havde ændret en del udseende over ferien. Han var blevet mere voksen at se på, og han havde fået mere farve i ansigtet... Altså mere end han havde i forvejen.
David smilede kort til ham, da Marc kom hen ved siden af ham. Selvfølgelig havde de et "vi-er-mega-hardcore"-håndtryk de lige skulle lave bare for traditionens skyld.
Han rakte sin ven en smøg mens han selv tog et sug på sin egen.

"Nåh... Hvad så?" spurgte David efter han havde pustet en lille grå røgsky ud mørket.
Han var mere hæs end han plejede... Hmm... Det var nok det råberi.

[Marc]

Marc tog med et taknemmelig smil imod smøgen der blev han tilbudt og fik tændt den med Davids lighter også. Han røg måske ikke fast, men hans mor vidste godt at han bestemt ikke var en ikke-ryger og når hun kunne lugte det på ham, havde hun bare rystet kærligt på hoved. Han lod røgen fylde lungerne og så på David. Han skulle selv til at spørge om præcis det sammen.

''Ikke så meget... Jeg havde sgu ikke regnet med at se dig her igen, det er jo ikke meget jeg har hørt fra dig i ferien?''

Faktisk slet ikke. Han skulle ikke stå og pudse glorien og sige han selv havde været den bedste til at ringe eller skrive, men det var han generelt bare dårlig til i det hele taget. Men David plejede i det mindste at opdatere ham en gang imellem.

''Er hun her også eller er det derfor du kom tilbage?''

Som i at Amanda ikke var kommet på skolen alligevel. David virkede ikke til at være i det bedste humør, men det var svært at sige præcis hvorfor. Han lukkede munden med endnu et hvæs fra smøgen.

[David Bundgaard]

David sendte sin ven et skævt blik. Han lavede en telefon med fingrene og rystede med dem ved sine ører mens han smældede med tungen. Bare som en gestus for at mennesket da bare kunne ringe.

Han prøvede at bekæmpe trangen til bare at svare et eller andet skarpt. Mest fordi han ikke brød sig om at bringe det med Amanda på bane igen. Hans plan havde jo været at gå en tur og tænke over tingene. Og lige få de værste spændinger ud af kroppen og igen genfinde den der facade han havde bygget på sit mørke, rodede værelse med Elvis-plakater overalt på væggene. Men det var fint at gense sin gode ven igen, igen tvivl om det.
Han smilede kort og ventede lidt med at svare. Begyndte bare at gå lidt med Marc ved siden af sig mens de begge røg.

"Der var ikke rigtig andre kostskoler... Du ved, man skal være fandens tidligt på den, hvis man skal få en plads. Og med hende Amanda der... Jeg ved sgu ikke hvor hun er."

Han forstod ikke dem der var bange for at sige deres ekskæresters navne. Eller navnet på dem de hadede. Det var jo bare et navn...

[Marc]

Marc trak undskyldene på skulderne da David lavede en gestus om at han da bare kunne have ringet. Men han var bare ikke skide god til at huske sådan noget. Det gjorde vel ikke en til en dårligere ven vel? Marc så røgen foran sig da han pustede den ud, før han sagde noget.

''Det kan være du så er heldig vel at hun fandt noget andet...''

Marc havde ikke været i tvivl om hvilken side han skulle tage, da helvede brød løs mellem de to. Han ville stå ved David også selv om han godt havde kunne lide Amanda. Men hun havde overreageret i stedet for bare at komme videre, og blive ved med at have det godt med David. En rigtig drama queen. Pfft. Det var det sidste han havde forventet af hende, men det var åbenbart sådan hun var hvis der skete et eller andet.

Han så på David. Desværre var han jo selv kommet lidt for sent og havde ikke set om hun var der eller ej, og hvis hun var kunne det også være ligemeget.

''Hvad har du så brugt din sommer på?''

[David Bundgaard]

"Hmm..." mumlede han og sugede på sin smøg igen. Han burde nok fortælle ham sandheden. Eller bare noget af den. At hun havde været så fuld, at hun havde sagt alt muligt til ham. At han havde svaret lidt igen af gammel frustration. At hun fucking havde kysset ham, så alle minderne bare strømmede tilbage i hans hoved. Både de fantastiske, der stadig kunne give ham lidt sommerfugle i maven, og de forfærdelige der gjorde ham led og ked og vred. Det var bare ikke hvad han havde brug for. Med den dårlige start. Med alle de blikke han havde fået fra nogle af dem der troede på rygterne og i forvejen ikke havde syntes om ham. Men det var deres problem, de vidste jo ikke bedre - de kendte jo ikke sandheden, sagde han til sig selv. Det var dog stadig svært ikke at lade det gå ham på.

''Hvad har du så brugt din sommer på?'' spurgte Marc.
David kiggede kort på sin ven og slog så blikket på søen der lyste mælkehvidt fra månen. Det var ret smukt, men han kunne ikke rigtig se det. Der var ikke rigtig noget smukt ved den her dag.

"Ikke en skid... Jeg har kedet mig og sovet længe..." Han trak på skuldrene. Marc vidste ikke noget om hans familie. Han havde aldrig løget for ham om den, han havde bare ikke fortalt noget om den. Marc havde heller aldrig spurgt. Så han fortalte ham ikke, at han havde haft en elendig ferie. At far havde opført sig som en idiot og at mor have fået en masse hysteriske flip. Nogle gange fik han bare lyst til at køre dem på en institution langt ude på bøh-landet - kørekort eller ej.

"Hvad med dig?"

[Marc]

''Det lyder vildt sindsoprivende''

Sagde Marc uden den store entusiasme og knipsede det sidste af smøgen væk inden han nåede filteret. Det overraskede ham faktisk at David ikke havde været ude og mærke livet, men så igen, David var ofte typen der fordybede sig i bøger eller sin musik hvis han var i dårligt humør. Hvilket han stadig virkede til at være fanget lidt i.

''Har sgu fået taget mit kørerkort, så har kørt rundt og gjorde de jydske motorveje usikre.''

Han grinte stort. Det var efterhånden et halvt år siden han var blevet 18 år, men det var først lige før sommerferien han fik taget sig sammen til at tage det famøse kørekort, som så mange unge gik og længtes efter.

[Amanda Dagmar Carstensen]

//ankommer med Noah fra skolen.

Der var ikke gået lang tid før Noah havde fået Amanda til at le, fordi de selvfølgelig var faldet i snak om Disney. Godt nok havde de to vidt forskellige opfattelser af mange ting, det havde Amanda jo hurtigt lært om ham da hun havde hjulpet ham ned til bogkælderen, men alligevel var han enorm let at snakke med. Han var rimelig reel og han mindede en smule om en af de drenge fra Gossip Girls. Rig, faboules men på ingen måde lige så falsk og intriger elskende. Det kunne hun godt lide. Men der gik nu heller ikke lang tid før han spurgte ind til flasken hun havde snuppet med fra hyggeaftenen, de var stukket af fra et øjeblik. Hun kiggede på den og trak lidt på den ene skulder.

"Det er den nye med granat æble. Den skulle være rimelig god og jeg tænkte at vi både kunne lærer hinanden at kende og ikke falde håbløs bagud fra de andre."

Hun rakte ham flasken så han kunne se den.

"Hvis du altså kan lide den og kan klare mosten."

[Noah]

"Mosten?"

Noah granskede sin hjerne, mens han tog fat om flasken og skruede låget af. At klare mosten? Var det et udtryk han ikke kendte. Han forstod det godt, men hvad kom det af? Most var en form for drikkelse? Right?

Så satte han flasken for munden. Drak en slurk. Han smagte ikke på det. Slugte det bare. Kunne mærke det løbe gennem svælget og stadig efterlade spor af den kvalmsøde lakrids. Men han skar ikke ansigt og rakte i stedet flasken tilbage.

[Amanda Dagmar Carstensen]

''Du ved...''

Hun tog imod flasken, da han rakte den tilbage til hende.

''Som i, om du er buff nok til at klare den stærke sprut.''

Hun vidste ikke helt hvordan hun ellers kunne forklare det for ham, for hun havde ikke lige tænkt over at han ikke var hel ferm i de danske vendinger. Men det havde hun vendt sig selv fra hurtigt da hun havde boet i Amerika i et år, så mon ikke hun kunne klare at snakke lidt mindre 'dansket' end hun normalt gjorde.

''Men jeg kan se det ikke er noget problem.''

Hun fnes lidt og satte selv flasken til munden. Den var langt bedre end de andre lakrids shots, man efterhånden havde hældt ned de sidste par år, men hun kunne ikke lade være med at skære en grimasse alligevel. Den var stærk stadig.

[Noah]

Noah smilede stort til hende. Viste de afblegede tænder. I en flot række. Viste hvordan huden om læberne strakte sig ud og kinderne løftede sig.

"Jeg har nok self control," sagde han til hende og pegede på en bænk. Sikkert den Lea og Emil havde sat ved. Men det vidste han ikke. Havde ikke snakket med Emil. Havde ikke set dem forlade stedet sammen.

"Og buff er jeg bare naturligt," han løftede sin arm og flexede, ja det var blær. Han vidste sig frem, for den bare arme viste tydeligt hans gymnastikmuskler. "Vi kan jo ikke alle være blonde, små elverpiger der har haft en affære med alfeprinsen."

Fordi jo ... hans yndlingstegnefilm var Tommelise.

[Amanda Dagmar Carstensen]

''Det var godt.''

Smilede Amanda og satte sig på den bænk, Noah pegede mod. Det var et rart sted, med udsigt over søen og skovkanten til venstre for dem, som de sad der. Det var ikke helt mørkt endnu, der var stadig en rest af solen i horisontens kant, så det var intet problem at se Noahs flexene muskler og hun kunne ikke stoppe sig selv for at mærke. Der lå jo ikke noget i det alligevel. Noah var en taget mand, så der var jo intet i det fra nogen af deres sider. Men hun kunne ikke lade være med at blive overrasket over hans billede på hende. Elverpige. Det var hun godt nok aldrig blevet kaldt før, måske fordi at elvere vel som regel var yndefulde, hurtige og langt fra lige så klodset som hun var.

''Hov hov, elvere er da også ret stærke. Men du træner slet ikke?''

Hun så på ham, ville have løftet bare det ene øjenbryn hvis hun kunne det, men måtte nøjes med begge. Havde han virkelig så gode gener at han var så muskuløs bare ren naturligt? Der skulle jo være nogen som bare var pisse heldige, men Noah virkede alligevel som en der sagtens kunne finde på at træne, for at tone sin krop, så han var lidt mere attraktiv end hvad han allerede var i forvejen. Hans smil var jo til at dø for.

[Noah]

Noah så på Amanda og trak på skulderne. Havde ikke lyst til at sige at han var springgymnast. At han havde været på cheerleaderholdet. Det var ikke fordi han blev set ned på. Det var han aldrig blevet. Men der var forskel på at være quarterback og ham fyren der holder hende pigen med pom-pomerne og kaster lidt rundt.
Men på den anden side kunne han løfte alle piger i Dirty Dancing position.

"Jeg har altid dyrket sport. Eh ... men jeg er til gymnastics," han smilede sin usikkerhed væk.

[Amanda Dagmar Carstensen]

Amanda lagde hoved lidt på skrå. Hun havde ikke ligefrem forventet at han ville sige det var gymnastik han dyrkede. Hun havde måske regnet med at det var i fitness han gik, eller spillede fodbold. Men han slog hende nu alligevel ikke som quarterback type. Dem hun havde mødt, havde altid virket en smule arrogante og douchebag-agtige. Og det virkede Noah ikke ligefrem til at være. Men gymnastik?

''Altså gymnastik? Som i at kravle i ripper, eller lave vejrmøller og sådan noget?''

Det var ikke nedladende spurgt, og det virkede på ingen måder sådan på hende. Hun var bare nysgerrig og kunne ikke lige huske hvad man kaldte de forskellige grene af gymnastik. Da hun var hel lille havde hun gået til gymnastik, men der havde de lavet koldbøtter og hoppet lidt på stedet. Hun var selvfølgelig gledet på gulvet og havde slået tænderne ned i gulvet, så hendes fortænder var knækket. Heldigvis var det bare mælketænder, men hun havde nægtet at gå med til det efter det.

[Noah]

Der kom den. 'Gymnastik? Seriøst? Har du så trikot på?'

Men Amanda virkede ikke nedladende. Hun virkede bare nysgerrig fordi hun åbenlyst ikke vidste noget om det. Han grinede mens han rejste sig og trak Amanda op at stå ved hendes raske arm. Han holdt hånden op, som for at sige at han nu ville vise noget, gik om bag bænken. Han satte hænder på, håndryggen mod sig selv og rejste sig op på armene, først helt lodret, for så at sænke sig så han var vandret og snurre én gang rundt og landede bag ved bænken.

"Som Olympics gymnastics."