Søen

[Amanda Dagmar Carstensen]

Hun skulle lige til at give ham ret. Roxanne havde hun misundt for de store flotte øjne og smukke kastaniefarvede har, som havde virket så silkeblødt når det bølgede, selv om det var så simpelt tegnet. Men hendes mund blev lukket da han pludselig skulle til at hive hende ind i det.
Det var så uventet.
Og selv om det var hel forkert, så kunne hun ikke lade være med at blive blød i knæene.
Et øjeblik så hun bare på ham, mens han stod og lavede sprællemænd. Hun kunne ikke hel fatte det, men hendes tanker blev nu også kun ved med at gentage hvad han lige havde sagt.

''Jeg tror du sagde galt til sidst.''

Sagde hun så endeligt og rakte tunge af ham, inden hun gik over til sit eget tøj, der lå på bænken. Toppen hun havde haft inde under skjorten var ikke lige så vigtig, så den kunne hun tørre sig med. Så godt som det nu kunne lade sige gøre.
Hendes øjne vendte dig hele tiden tilbage til Noah og hun kunne ikke lade være med at smile lidt.

[Noah]

Noah stoppede op. End ikke forpustet. Han kørte en hånd gennem det mørke, våde hår. Rystede på hovedet.

"Det kommer an på hvad du hørte," sagde han med et selvsikkert smil.

Turde hun at spørge ham om det var det han havde sagt, eller ville hun blot give ham en finger mens hun lo.

[Amanda Dagmar Carstensen]

Amanda havde fået tørret det værste og var igang med at få den lette skjorte på. Mørket viste kun beskeden at det mørke stof var temmelig gennemsigtig, men hun tog sig nu overhoved ikke af det. Hvorfor skulle hun? Hun bukkede sig lidt frem og vred det lyse hår en smule. Det var ikke gennem vådt, men det havde været uundgåeligt når han spyttede vand i hoved på hende.

"Hvad sagde du da?"

Amanda var ikke bleg for at spørge. Hun vidste at det rigtige ville være ikke at ville have, at han havde sagt og mente præcis hvad han havde sagt.... Det var jo Selma han skulle sige sådan noget til. Men inderst inde kunne hun ikke lade være med at stå og krydse fingre for at hun havde hørt helt rigtigt.
Og at han mente det.

[Noah]

Noah løftede de mørke bryn, tog de få skridt hen til hende, så ned i hendes ansigt, ind i hendes øjne. Han talte tydeligt og klart, højt.

"I said, jeg syntes Roxanne var verdens smukkeste, men dengang havde jeg ikke mødt dig så hvordan skulle jeg vide jeg tog fejl. Give a guy a break, would ya?"

Han smilede, sløvt, frækt? Han var ikke sikker på hvad han lavede.

[Amanda Dagmar Carstensen]

Amanda så overrasket på ham med sine øjne, da han tog de få skridt imellem dem og stod helt ved hende. På trods af sø vandet kunne hun stadig dufte ham, som han stod så tæt på hende. Det gav et sug i maven da han gentog sine ord og hun kunne mærke en varmen i kinderne. Det var lige det hun havde stået og krydset fingre for, men det var jo ikke rigtigt. Eller jo måske, men det var forkert. Han skulle ikke sige sådan noget, men selv om hun vidste det var forkert, kunne hun ikke lade være med at elske det.

Hendes læber trak op i et lille smil, der ligesom nogle af de gange var skælmsk, men denne gang var det hel bevidst.

"Noah ..." Hun havde sådan en lyst til at lade sine fingre mærke ved hans stærke, bare bryst foran sig, men lod være.

"Hvorfor skal du være så skide perfekt?"

Hendes attitude var klart flirtende, trods hendes ord, der måske kunne afsløre hendes indre kamp om at han jo var sammen med Selma. Alligevel kunne hun ikke stå for fristelsen og hendes fingre strejfede kort hans varme ud, mens hendes øjne betragtede. Kort efter så hun op på ham. Fanget i de grønne øjne.

[Noah]

Noah så på hende.

"Amanda," et ligeledes skælmsk smil var plantet på hans ansigt, håret faldt ned i hans øjne, men han kunne stadig se hendes lysende blonde hår foran sig og de blå øjne. "Jeg er lavet sådan. Det kan du ikke anklage mig for."

Men det chokerede ham at mærke hendes hånd mod sin mave og han greb den i sin. Holdt de små fingre i sin hånd. Så ned på de to sammenlåste hænder og gav slip et sekund for sendt. Mere perfekt var han altså ikke. Han smilede, men det var en anelse undskyldende. han samlede sin egen overdel op og tog den på, den klæbede til hans markerede torso.
Så hurtigt gik tingene ikke, vel?
Men han vidste godt hvad han havde lyst til. Var det biologi? Ikke at han havde tænkt sig at gøre noget. Sådan en fyr var han alligevel ikke. Det var han faktisk ikke.

"Hvis blot man har en ven
Og man kan stole på hinanden
Så lad andre gør nar
hvad gør det når man har
en virkelig god god ven."

Sang han stille, mens han smøg bukserne op ad sine fugtige ben. For ikke at der var stilhed. Og de var jo ligesom i det tema.

[Amanda Dagmar Carstensen]

Han stoppede det mellem dem. Ikke på en nederen måde, men det var tydeligt at hun var gået for langt da hun ikke havde kunne modstået fristelsen og rørt ved ham.
Det var måske også meget godt, når nu han var sammen med Selma. Det skulle også kun være venskabelig mellem dem, det havde det jo været fra start af. Men der var alligevel sket et eller andet et øjeblik og hun kunne alligevel ikke lade være med at ærge sig lidt.
Hendes eget smil til ham var også undskyldende da han gav slip. Hun skulle havde tænkt sig om.

Hun var hurtigere end ham til at klæde sig på, fordi det kun var et par shorts og ballerinaer. Det var let køligt i den danske sommernat og søvandet gjorde det ikke bedre.

"Jeg har hel lyst til at se Disney film nu,"

[Noah]

Et kæmpe smil lyste Noahs ansigt op.

"Så lad os gøre det," sagde han. "Det er det eneste bestandige jeg altid har med."

Alle 50 klassiske Disney film, Disney Pixar og de løse. Han havde også nogle toere men brød sig ikke rigtigt om dem. Sjældent fandt han dem gode.

[Amanda Dagmar Carstensen]

Amanda lyste også op i et stort smil ved Noahs forslag om at de skulle se det. Hun havde ikke selv taget sine film med, for de fleste havde hun alligevel liggende på sin gamle, hostende bærbar, som Thomas havde hjulpet hende med at hente.
Men selvfølgelig havde Noah sine med.

''Lad os!'' Udbrød hun glad og hoppede nærmest hen til ham.

''Hvilke har du med? Har du Atlantis med?''

Hun var fuld, på den dejlige glade måde, der gjorde at hun kunne slippe alle hæmninger og ikke havde bekymrende tanker. Men ikke så meget så hun dummede sig. Hun tog sin raske arm om Noahs og begyndte at gå mod elevhusene.

''Jeg skal bare lige ind og hente en tør trøje og så kan vi ligge inde hos dig?''

[Noah]

"Om jeg har Atlantis! Are you for real?" han hoppede også, til de i gadedrengeløb satte søen bag sig, hurtigere end de var kommet, eller også var det fuldskaben der gjorde at det gik hurtigt. Den tomme flaske lå tilbage på den nu vådplettede bænk, hvor Amanda havde siddet kort.

"Atlantis er måske den film jeg kan qoute bedst!" sagde han leende.

[Amanda Dagmar Carstensen]

''Atlantis, det bliver''

Smilede Amanda og styrede Noah op imod Rævehulen hvor de begge havde deres værelser. Hun på værelse 4, sammen med Lærke, Nishay og Selma selv og Noah på værelse 3. Med Anton og Marc. Men de to kunne nok godt klare at Amanda var inde på deres værelse med Noah for at se film.
Og havde Marc et problem med det, måtte han skride ind til Pernille og putte med hende, som de ellers havde lyst til hele sidste år.