Værelse 4

[Amanda Dagmar Carstensen]

''Din mormor''

Amanda så imponerende på Lærke. Det var nok ikke unormalt at folk lærte Lyngvig at kende gennem familie, men somregel var det ligesom hende selv: gennem støre søskende. Ikke en bedste forældre der havde været lærer.

''Det må havde været anderledes end nu, men hun har nok talt godt for sig''

Grinede hun og sad stadig og pillede rastløs i halskæden.

''Min storebror gik her, han blev student i sommers, så det er første år alene her''

Det gjorde nok ikke den store forskel for hende, for hun havde jo langt fra hængt sammen med Thomas. Mest til festerne i 1.G havde hun brugt ham på at smiger sig ind på hans venner, men det havde givet lige rigeligt opmærksomhed fra 3.g'erne og var kommet ondt tilbage når folk skulle drilles sidste skoledag for de kommende studenter, sidste sommer.

''Ikke at det er ærgeligt, langt fra... Hey har du set skolen? Altså sådan blevet vist rundt?''

Hun ville ikke kunne sidde her inde på et værelse der langt fra var personligt endnu når vejret var så godt uden for.

[Nishay M. Asran]

Nishay havde fået sin vilje efter mange skænderier - og efter, at hendes forældre havde forsikret sig, at hun kom med toget og truet hende med, at Vahid ville banke hende og alt det sædvanlige, hvis hun bare så meget som opførte sig uanstændigt. Nishay havde talt godt for sig - det havde hun virkelig. Og hun lød slet ikke som sine jævnaldrende fra Nørrebro, der alle brugte perkerslang - okay, det var måske ikke pænt sagt - men ærligtalt følte hun sig virkelig ikke på bølgelængde med den slags.
Hendes bedste veninde fra folkeskolen var Trine - Trine, der elskede Harry Potter; Trine, der ville være tandlæge; Trine, der gik til håndbold og Trine, der var klog og sød og veltalende og lige flyttet til Brønshøj fra Svendborg.
Men selvfølgelig var Nishay også sammen med de andre piger - Sonia fra Irak, Arzu fra Tyrkiet og alle de andre indvandrere fra hendes klasse ... de var hendes crew, hendes barndomsvenner, og dem ... Well, dem kunne hun godt betragte som sine venner. Men Nishay ville opleve noget nyt, og hun havde sagt til sine forældre, at hun nægtede at gå på gymnasiet, hvis ikke det blev Lyngvig, som Nishay havde læst ALT om på nettet - ALT, hvad der var at finde på Google.

Vahid ville banke hende. Ha, det var han for blød til; hendes storebror ville højest give hende nogle knops, og dem havde hun fået en del af efterhånden. Men det var lidt noget andet med hendes far. Han havde KUN givet hende lov, hvis hun ringede eller skrev hjem HVER evig eneste dag.
'Oh, my God,' tænkte Nishay mismodigt, idet hun tog et kig på opslagstavlen, der fortalte, hvilket værelse, hun skulle bo på. Det vidste Nishay godt i forvejen - hun havde set det i mailen og i brevet, men kiggede alligevel. For sikkerheds skyld.

Nishay havde taget af sted med toget alene - endnu en ting, hun havde plaget om. Hun havde skreget, at hun var 16, og at hun kunne klare sig selv. Det kunne hun, right? Nishay bed sig nervøst i læben. Hun håbede det. Mens hun gik hen momd værelse 4, rettede hun på sin meget tykke fletning, der hang ned over hendes højre skulder og nåede hende ned til et stykke under ribbenene. Hun var iført sin læderjakke, stramme, sorte jeans og en hvid t-shirt, hvor der stod "I <3 CPH" ... ganske enkelt, fordi hun ikke havde været i New York eller andre byer, som hun ærligt kunne sige, at hun elskede.

Nishay slæbte sin store kuffert med sig, hvor hun havde anbragt sin skoletaske ovenpå. Skuldertasken rettede hun på med et bestemt skuldertræk, netop som hun trykkede dørhåndtaget ned med tilbageholdt åndedræt. Hun håbede bare, at hendes værelseskammerater ville kunne lide hende. For ærligtalt ... der var ikke så mange indvandrere her, og de etnisk danske elever ville måske ikke tage vel imod hende. Nishay gik ind.

"Hej," sagde hun afmålt med sin blide, hæse stemme. Hun så på dem efter tur og lod et smil træde frem og viste de lige, kridhvide tænderne i kontrast til sin mørke hud, omkranset af følsomme, buede læber, der havde et lille lag lipgloss. Hvem af dem var Lærke - og hvem var Amanda?

[Lærke]

Lærke blev stående ved køjesengen og var lige ved at svare da døren gik op.

"Hej."

Hun sagde det på samme afmålte måde. Hvis ikke hun ville præsentere sig, ville Lærke ikke være den første. Standard. Så vidt hun huskede havde de samme by som bopæl, men forskellige kvarterer. Typisk. Men det betød vel at de kendte de samme standardregler. Det var jo heller ikke til og vide om hun var her, grundet hendes forældres ønske om at få hende væk fra byen og visse miljøer, eller om hun var her fordi hun var så dansk som hun kunne blive.

[Amanda Dagmar Carstensen]

Amanda rettede sig op, gav slip på halskæden og så nysgerrigt på døren da den sidste af deres værelses kammerater kom ind. Nishay. Det var ikke pænt at tænke måske, men egentlig havde hun forstiller hende som den typiske indvandrepigen med tørklæde og af få ord. Men det var Nishay tydeligvis ikke, men lignede derimod det modsatte og Amanda smilede stort. Ikke at hun ikke ville have det andet, hun kendte da godt folk med tørklæde og så videre.

"Du må være Nishay. Jeg håber jeg siger det rigtigt, men jeg er ihvertfald Amanda"

Og hvis Nishay havde læst sedlen ville hun vide at den anden pige var Lærke. Der var ingen grund til bare at sige Hej som de to andre, ellers kom de jo aldrig igang med præsentationen. Pigen var virkelig køn og Amanda havde altid været misundelig på piger med langt kraftfuldt hår, hvor hendes eget bare var lige og tyndt. Hun lagde mærke til Nishay t-shirt og hendes smil blev bredere. Amanda havde selvfølgelig kun læst navnene på dem hun skulle bo med, resten havde hun ikke villet.

"Ingen jyder, kun sjællændere... Medmindre du selvfølgelig bare fortrækker København og ikke bor der"

Hun så på Nishay. Det sidste havde hun først overvejet mens hun havde snakket, men det skulle undre hende hvis det ikke var fordi pigen boede i hovedstaden at hun havde sådan en på.

[Nishay M. Asran]

Nishay så på dem. Den enes lettere afmålte "Hej" fik en klump til at tage form i Nishays mave, men den andens brede smil fik hende omgående til at slappe mere af. Hun smilede ved lyden af sit navn udtalt med et vokaltryk, der var lidt anderledes, og sagde sit navn lidt langsommere: "Nish-ay. I england kaldte de mig bare Nishay [Nish-æi], men i Danmark er det altid bare blevet udtalt Nishay [Nish-ej]."

Nishay smilede til den anden pige, som måtte være Lærke. Så gik hun hen til køjesengen, hvor underkøjen heldigvis var fri. Hun baksede med at få sin kuffert ned under sengen, idet Amanda spurgte til, hvor hun kom fra i landet.

"Jeg er ærkekøbenhavner, ik'?" sagde Nishay med overdrevet københavnsk dialekt og lo med sin sprøde, hæse stemme, "men jeg synes sgu, det er lidt svært at tale, som om man har en kartoffel i munden, ik'? Ligesom ham dér Kim Larsen, ik'?" Hun asede og masede med kufferten, men den var så proppet, at den kun rykkede sig et par centimeter ad gangen. Nishay opgav - vidste ikke, om hun skulle spørge om hjælp, så hun satte sig bare ned på underkøjen og hvilede sine fødder på kufferten, så hendes hvide Converse skreg i sollyset fra vinduet.

[Lærke]

Lærke blev forbløffet over hvor fint de to piger bare kunne snakke. Let og legende sådan at man ligesom fandt frem til hinanden. Hun var bare ikke det der happy smiley face der chit-chattede over en mokkachino og brækkede sig over at starbucks ikke var kommet til byen. Men som hendes bror påpegede ofte, ville Lærke hverken dø eller lide under at prøve og være flink. Hun skulle trods alt spenderer et år i samme værelse som disse to.

"Heldigt vi så kan opfriske det rigtige modersmål hver dag med hinanden. Der jo en grund til, ikk'ås at Nationalsangen blev skrevet på Sjælland."

For første gang sendte hun begge piger et rigtigt smil. Det alvorligt opløstes lidt og hun følte sig lidt bedre tilpas ved alligevel at virke som en på 16 og ikke en sur kælling på 45 der var 'selvvalgt' single og stram kusse. Nogen gange spekulerede hun på om hun tilbragte for meget tid med sin mor. Sikkert.

"Pænt goddag. Jeg hedder Lærke."

Hun rakte ikke hånden frem. Den scene havde allerede passeret og nu ville det bare virke tamt. Hun følte sig lidt som den almindelige kedelige danske pige udseendesmæssigt blandt de to flotte piger. Hendes sandaler var praktiske og ikke specielt moderigtige. Hendes hår var slidt og i en simpel hestehale og frem for alt var hun en smule skoldet på skuldrene og havde sin fars tanktop på. Great. Men Hey! Man smuk som man er, eller ikke alt guld glimter.

[Nishay M. Asran]

Nishay lo af Lærkes bemærkning, så hendes tænder glimtede. Hun kastede sin flætning om bag ryggen med et svirp af sin ene hånd.
"Det kan der jo være noget om," måtte hun erkende med et glimt af morskab i øjnene, "men jeg ville personligt hellere have "I Danmark er jeg født" som nationalsang, og den blev vel skrevet på Fyn, eller måske var H. C. Andersen i København på daværende tidspunkt?" Nishay trak på skuldrene, overrasket over, at hun havde sagt så meget, og at hun ikke havde vægret sig ved at dele ud af viden om dansk kulturarv; alle fra hendes folkeskole - ja, selv Trine - havde himlet med øjnene, når hun kom til at sige den slags.

Nishay rødmede og var taknemmelig for sin mørke hud. "Vil du hjælpe med kufferten?" spurgte hun Lærke, der stod op. Hun så et øjeblik ned, pinligt berørt, men så så op. Hendes blik gled hen over hendes ansigt, hendes hestehale og tøjet, som hun først lagde rigtigt mærke til nu. Det var råt, syntes Nishay.

[Amanda Dagmar Carstensen]

''Sidste år boede jeg med to jyder og en enkelt fra lolland.. Det tog mig en måned at komme af med de vilde slang udtryk som træls og plådde.''

Det betød ikke så meget for Amanda egentlig om hun kom til at sige træls eller andet dialekt-halløj for hun sagde altid så mange mærkelige ting at det kunne være ligegyldigt.

''Nishay...''

Hun gentog navnet lidt for sig selv mens Lærke præsenterede sig for den anden pige og de faldt i snak. Tre måder at sige det på, hvilken skulle hun vælge. Nok bare den rigtige... Godt at Lærke havde sagt det nogen lunde inden Nishay var kommet så hun ikke havde endt med at sige alt muligt upassende. Efter den korte tid med Lærke på værelset havde hun egentlig lidt forventet at Lærke nok ikke ville tø op lige med det samme, men hendes smil virkede langt mere... Hvad sagde man? Rigtigt... Naarh, ægte? tjoo. Det var ihvertfald bare rart at se at hun ikke være hel vild stram og ikke bare ville lade dem passe sig selv.

Amanda rykkede frem for enden af sengen. Hun havde nok også valgt Lærke til at hjælpe sig med kufferten, for Lærke virkede som typen der var rimelig hardcore med træning... På en passende måde. Bare hun ikke var fanatisk med alt muligt.

[Lærke]

Lærke rullede med øjnene da hun hørte det med 'I Danmark er jeg født'. Christ der kunne man snakke om en dårlig sang der var blevet totalt romnatiseret fordi Outlandish absolut måtte synge den. Nej nej nej. Bare fordi HC var et symbol på Danmark behøvede da aboslut ikke at være alle steder.

"Jeg holder mig nu til den originale. Ikke alle danskerer er nødvendigvis født i Danmark." hun trak på skuldrene og bed sig i kinden. Hun så på Nishays kuffert. Usikker på hvad pigen mente med det. Altså hvor skulle de overhovedet hen?

"Ja?" men det var langt lettere bare og sige ja tage fat og så se hvor hun selv gik hen. Eller lagde den anden. For hun regnede vel ikke med at Lærke ville pakke den ud. Pludseligt lagde Lærke mærke til noget ved Nishay.

"Hey! Vi kørte sgu i samme bus herud ikke?"

Det med slang valgte hun ikke at sige noget til, men så på Amanda. Hendes slang var ikke specielt fedt. Overhovedet.

[Nishay M. Asran]

Nishay grinede. "Sandt nok - det er bare melodien, jeg bedst kan lide, når den bliver sunget af et klassisk kor, men ..." Det gik lige op for Nishay, at hun igen adskilte sig fra sine kammerater fra København ved at påskønne den gamle sang af H. C. Andersen, som var blevet skrevet ind i et korarrangement, som hun havde syntes godt om. Thank God, hvem fanden tænkte på den slags i hendes alder? Og lige her? Det var jo ikke Ollerup Efterskole, vel? Og hvad vidste hun om musik - hun hørte det bare, og nej, "I Danmark er jeg født" lå ikke på hendes grønne Nano. Hun så hen på kufferten igen, stillede sig ud midt på gulvet og knælede ved kufferten, "... jeg vil bare have den ind under sengen."

Nishay hørte ikke rigtigt, hvad Lærke sagde bagefter, men ordet "... bus" nåede hende, og hun så op fra sit has med at skubbe kufferten ind under sengen. "Øh, jeg så dig ikke, sorry," beklagede hun oprigtigt og fangede Lærkes blik med et venligt undskyldende udtryk i sine store, mørkebrune øjne.

[Lærke]

Lærke stoppede kufferten ind under sengen. Hun havde ingen problemer med kufferten, den gled bare lige ind.

"Hvad? Nej nej, altså ikke mig den der kvinde med barnevognen der bare talte til det der tre-årige kid som om det var en voksen mand. Det var totalt absurd."

Der var egentlig mere hun kunne sige, men Lærke overdramatiserede ikke rigtigt tingene og økonomiserede sine ord. Der var intet spor tilbage af hendes smil og hun brugte ikke håndbevægelser når hun snakkede.
Hun var ikke klar over om Nishay bare så kikset ud i alt det tøj. Altså det så da godt ud sammensat, men ærligt talt var det bare en smule for varmt og ingen af dem befandt sig i byen længere. Det her var virkeligt landet.

[Amanda Dagmar Carstensen]

Amanda kunne ikke hjælpe med kufferten og Lærke så også ud til at have hel styr på det, så i stedet for lige at blande sig rejse hun sig fra sengen og gik over til vinduet. Der stod et par elever uden for, og selv om man ikke nødvendigvis kendte folk var det tydeligt at se hvem der var ny. De stod lidt for sig selv eller virkede lidt generte, tilbageholdende eller i den hel anden ende, helt overgearet, når de snakkede. Hun kunne tydelig huske det. Hun så Line der og vinkede til hende gennem vinduet, men hun gik med to piger, der måtte være hendes nye værelseskammerater. Line smilede tilbage og vinkede.

"Sig mig er i klar til grillaften i aften?"

Hun vendte sig om og smilede til de to piger der havde fået skubbet kufferten ind under sengen. Vejret var perfekt til den her aften, sidste år havde det været en smule overskyet til sidst.

[Nishay M. Asran]

Der viste sig en lille rynke mellem Nishays bryn. Hun forstod ikke rigtigt samtalens drejning. Hvilket treårigt kid? Hun nikkede dog taknemmeligt til Lærke for at have hjulpet hende med kufferten og skulle til at sige noget, men så indskød Amanda noget med en grillfest.

'Åh, nej,' tænkte Nishay, der havde håbet, at hun ikke havde behøvet at opleve en fest allerede nu. Hun trak bare på skuldrene og satte sig ned. Vidste ikke, hvad hun skulle synes om Lærke. Hun virkede bare lige en tand for fåmælt og rap, og hendes blik virkede tit vurderende. Men ellers virkede hun flink nok. De måtte vel kunne finde ud af det med hinanden, hvis de skulle bo sammen. Hendes far havde håbet, at hun kunne få et værelse for sig selv. Tåbeligt egentlig.

Allerede nu følte Nishay sig på en måde ikke særlig afklaret med sit valg af gymnasium. Hun havde troet, at det ville være mere ligetil. Okay, hun var lige kommet - let's see how things turn out and so on - men det føltes allerede mærkeligt ikke at skulle "hjem" hver eftermiddag. Og så det med fyre ... Nishay sukkede lidt for højt til, at ingen ville lægge mærke til det.

[Lærke]

Lærke vidste ikke helt om Nishay sukkede over hende eller grillfesten.

"Hvad går den egentlig ud på? Jeg mener, sker der noget vildt eller er det bare at man griller noget brændt kød og tørt brød, mens man ser usikkert på hinanden?"

For den slags havde hun været til. Ikke at Lærke nogensinde havde været til en reel grillaften på en græsplæne, eftersom der ikke var græs rundt om hende og ingen rigtigt gad og bevæge ting ned til søerne. Højst øl til assistentens for så at efterlade dem der, medmindre man havde repsekt for de døde der lå rundt omkring. Men det havde de alligevel sjældent.

[Amanda Dagmar Carstensen]

De virkede begge to lettere skeptisk over for den, specielt Nishay med sit suk. Amanda lod det dog bare passere og smilede stadig lige stort, for hun glædede sig sgu.

''Altså jo der er et par grille, så man kan få maden og så sælger de også sprut der nede og så holder nogle af eleverne små opvisninger. Skulle ikke undre mig hvis ham Anton og nogle af de andre 3.g'er har et musiknummer i ærmet de gerne vil fremføre.''

Det havde der ihvertfald været sidste år, så hvorfor ikke igen?

''Om folk kigger usikkert på hinanden er jo hvad man gør det til. Folk plejer sgu at være gode til at få folk ind på en god måde bare man selv vil. Og så er det nede ved søen og med den her varme skulle de ikke overraske mig hvis folk vælger at tage en dukkert.''

Om det så ville være frivilligt eller ej var ikke til at vide. Det var ikke uvant at folk blev smidt i søen. Bestemt ikke hvis man var 1. g'er.

''Men den plejer altså at være virkelig hyggelig, så der er ingen grund til at tage sorgerne på forskud hvis den nu skulle blive en dødssejler kan vi altid ærge os over det bagefter.''

Det var egentlig sådan hun oftes så på tingene og hun håbede at de ville få de to piger til bare at ville være en lille smule åbne for det. Ellers ville det være en lang aften hvis alle nye elever ikke gad ihvertfald.