Værelse 4

[Frida Jensen]

"Jeg ved det ikke" Hun ryster lidt på hovedet. "Altså jeg stod lidt i bar og sådan og det var meget fint. Men jeg havde håbet at lære mine værelseskammerater lidt bedre at kende, men altså.. sådan er det. Ikke den bedste fest i verden, nej. Men det er ok."

Hun drak noget af sin te og puttede fødderne ind under Amandas sengetæppe.
"Så.. har du lyst til at tale om David? eller skal vi bare snakke om noget andet?"

[Amanda Dagmar Carstensen]

''Vi har jo også et helt år endnu, så der skal sgu nok komme en bedre en på et tidspunkt... Ellers må vi bare selv lave en''

Amanda pustede lidt ned på theen, der stadig var for varm til at drikke. Hendes kolde fingre sugede varmen til sig, mens hun trak lidt ud på at svare på Fridas spørgsmål. Det var vel derfor hun var kommet. På grund af alt det med David. Hendes greb strammede som koppen, men hun tog en dyb vejrtrækning. Frida var jo ikke kommet for at snage i alt det rod mellem de to, som så mange andre ville. Og uden både Thomas og David havde Amanda ikke nogen at snakke med.

''Lidt måske... Jo''

Hun sukkede opgivende af sig selv.

''Jeg havde bare troet at han ikke ville komme tilbage..''

[Frida Jensen]

"Jeg er sikker på der kommer mange fester ligesom sidste år" smilede hun.

"Jeg havde bare troet at han ikke ville komme tilbage..'' sagde Amanda da de begyndte at snakke om David. Frida skulle lige finde en balance, hun ville virkelig ikke virke snagende, det var kun fordi hun syntes Amanda var sød og gerne ville snakke med hende, det var slet ikke for at blande sig i noget hun skulle holde sig udenfor.

"Var han hård? Altså da I gik?" Hun kiggede undersøgende på Amanda. Prøvede at sende et blik der sagde, at det var Amanda der skulle styre hvad der skulle snakkes om. Helt og holdent.

[Amanda Dagmar Carstensen]

"Var han hård? Altså da I gik?"

Amanda så godt Fridas blik. Det virkede ikke snagende, kun bekymret. Det var rart at en spurgte ind til det uden bare at være nysgerrig. De fleste var jo fuldstændig ligeglad med hvordan hende og David egentlig havde med det hele. De ville bare have en god omgang sladder.
Hvor meget ville hun sige til Frida. Hun kunne jo ikke bare lukke op for det hele... Selv om hun egentlig havde lyst til det.

''Nej... Faktisk var han ikke så grov som han har været de andre gange men.''

Hvad skulle hun sige? Hun ville ikke fortælle om digtene, for selv om hun på et tidspunkt havde lavede lidt sjov med dem foran andre, havde hun egentlig aldrig fortalt nogen helt om dem. Aldrig i detaljer eller om hvor mange der havde været og hvor, farverige, de havde været.
Det havde hun ikke ville.
Og hun vidste stadig ikke helt hvad hun skulle gøre ved at hun nu havde fundet ud af at de egentlig havde været om hende. Hun virkede som en stor idiot over ikke at have kunnet se det fra starten. Men det kys havde bare gjordt at hun ikke havde kunne se andre muligheder i det. Overhoved.

''Jeg kom til at kysse ham...''

Hun bed sig i læben og det var ikke svært at se hvor svært det var for hende bare at åbne op om det hele.

[Frida Jensen]

''Nej... Faktisk var han ikke så grov som han har været de andre gange men... jeg kom til at kysse ham."

Frida vidste ikke hvad hun skulle svare eller have af holdning til det. Det var så svært. Hun ville så gerne få nye veninder, men på nogle punkter var hun bare lidt for uerfaren til at tale med dem, og så valgte de deres andre veninder mere og mere. Altså hun havde da et par rigtig gode veninder, men hun ville gerne have nye.

"Hvordan var det så? altså var det forkert eller hvad? Jeg ved ikke hvad man bør gøre, jeg har aldrig haft en kæreste" hun sukkede lidt, men det var ikke så meget på grund af sin manglende erfaring som det var på grund af sin usikkerhed på om Amanda ville synes hun var ok at tale med eller helt håbløs. Hun vidste ikke hvad man skulle sige eller spørge om, men hun ville prøve sig frem.
Hun spiste en kiks mere, de var gode.

[Amanda Dagmar Carstensen]

Amanda kunne ikke skjule sin overraskelse. Frida havde ingen kæreste haft? Men hvad så med hendes barn? Hun havde snakket med Frida en gang imellem, og fået lidt af vide omkring pigens barn, men Thomas var nok den der havde snakket mest med hende.

Men hun kunne vel ikke tillade sig at spørge lige nu. Tænk nu hvis Frida ikke ville snakke om det. Frida var jo så sød bare at bekymre sig om hvordan Amanda havde det, så kunne hun vel ikke begynde at snage bare fordi hun var nysgerrig om hvordan det hang sammen. Nej nu måtte hun nok hellere holde fokus.

''Det var forkert... Meget forkert. Jeg ved ikke hvorfor jeg gjorde det, men jeg kom bare til det.''

Hun tog en tår af teen, som var blevet lunken nu.

''Der er jo ingen af os der gider være sammen med den anden mere, så det eneste jeg egentlig bare fik gjordt var at rode op i det hele... Han mener at det hele er min skyld og mig der har dummet sig mest''

Hun fik en lille rynke mellem øjenbrynene og så ikke på Frida men ned i koppen i stedet for. Det var lettere at sige, når hun ikke kiggede på Frida.

[Frida Jensen]

Frida vidste godt hvad der var sket mellem Amanda og David. Altså det med at han havde kysset en anden pige og sådan. Rygterne gik jo hurtigt på sådan en skole.

"Altså hvis I er sikre på I ikke vil være sammen igen.." Hun vidste ikke hvad hun skulle sige. Det lød jo logisk, men hun kunne godt forestille sig at det ikke var så nemt. Hun havde bare aldrig været forelsket, så hun vidste det ikke. Hun havde været vild med nogle og haft et lille crush på nogle, men hun havde aldrig været forelsket på den måde som Anton og Jonathan virkede til at være det, og som Amanda og David havde gjort. Det måtte være hårdt. Det kunne man jo se med begge parrene, på hver deres måde. Det var måske derfor de andre på skolen snakkede så meget om dem og holdt så meget øje med dem. Fordi det var en lille smule som at være forelsket gennem dem.
"Men hvis det hjælper dig noget, så synes jeg altså ikke du har nogen skyld. Du har ikke gjort noget og man kan jo godt forstå hvordan du reagerer. Ved ikke om det hjælper noget."

Kun drak noget mere af sin te. Den var også næsten lunken, men hun var også snart færdig med den.

[Amanda Dagmar Carstensen]

Amanda kunne ikke lade være med at sidde lidt afventende på Fridas svar. Hvis hun skulle til at sidde og spille klog på det hele, gad hun ikke mere. Så var det sidste gang hun sagde noget til Frida. Men det var langt fra tilfældet og hun kunne ikke lade være med at skamme sig lidt over at have tænkt sådan om Frida.

''Jo lidt...''

Sagde Amanda lidt tøvende. Det var da rart at vide at andre var enig med hendes måde at handle på, men alligevel havde alle Davids ord sået tvivl. Det var også på grund af de lorte digte, for før havde hun altid kunne holde fast i at det var ham der var lorten. Ham der havde gjordt det hele for at ødelægge deres forhold. Ham der havde været den store idiot.
Men nu vidste hun ikke længere. Forhåbentlig ville hun snart kunne kvæle den tvivl, men som hun sad og snakkede med Frida var det som om hendes tvivl langsomt begyndte at spire.

''Men jeg kan alligevel ikke lade være med at tænke at jeg måske... Måske bare har handlet lidt for hurtigt. Jeg ved det ikke rigtigt og det er skide frustrerende lige nu''

Hun lod en hånd rode lidt op i det blonde hår, som om det kunne fjerne tvivlen og få hendes følelser på gled.

[Frida Jensen]

"Jeg ved det jo ikke.. altså jeg ved ikke mere end hvad rygterne siger vel.. men jeg ville nok have gjort det samme. Men jeg har selvfølgelig heller ikke prøvet at være rigtig forelsket, så det kan nok ikke rigtig sammenlignes." Frida synes det ville være rigtig dumt af Amanda at tage ham tilbage. Det var et kæmpe svigt, og sådan som ham opførte sig nu, viste jo bare at det ikke gik. Men det ville hun ikke blande sig i, det skulle de selv finde ud af. Og som sagt kendte hun jo heller ikke hele historien. Slet ikke indefra, men det gjorde man jo aldrig.

[Amanda Dagmar Carstensen]

Amanda stillede den tomme te-kop på bordet og tog resten af kiksen ind i munden. Det var sjovt så lidt hun egentlig vidste om Frida, for hun havde ellers satsede på at Frida af alle mennesker havde prøvet at være forelsket. Men pigens barn var åbenbart ikke resultat af en kort kærligheds affære. Hun lænede sig helt op af væggen og fik tygget færdigt.

''Hvad siger rygterne egentlig?''

Amanda kunne ikke styre sin nysgerrighed. Jo hun havde da hørt nogle af dem, når hendes veninder havde fortalt lidt om dem, men det var langt fra alt hun havde fået af vide eller lyttet efter. Hun tørrede kiksekrummer af læberne og skubbede tvivlen væk til fordel for nysgerrigheden...

[Frida Jensen]

"Altså jeg ved jo ikke hvor meget man skal tro på. Selv hader jeg rygter, så jeg prøver at forholde mig lidt neutral over for dem, men man kan jo ikke undgå at høre dem." Hun smilede undskyldende. Hun vidste virkelig ikke hvor meget hun troede på og det var sandt, at hun ikke var en person der gik med rygter. Derfor have hun det også lidt dårligt med at sige dem, men Amanda havde vel krav på at vide hvad folk gik og sagde om hende.

"Nogle siger at han havde sex med hende pigen der, mens andre bare siger at de kyssede. Nogle siger endda, at du opdagede dem mens de gjorde det. Og så er der altså også nogle der siger at han slår dig. Altså mest i jeres skænderier, men nogle siger også at han slog dig før nogle gange. Når han var fuld." Hun kiggede lidt afventede på Amanda, hun vidste ikke hvordan hun ville tage det. Egentlig ville hun jo også gerne vide, hvad der var den rigtige historie, men hun turde ikke spørge. Det kom kun hende ved, hvis Amanda havde lyst til at fortælle det.

"Og der er også nogle rygter om dig," sukkede hun. Det var ikke sjovt. "De siger, at du var totalt ond ved Anna bagefter, og at det er derfor hun har skiftet skole. Nogen siger endda, at hun har fået en depression af det. Og nogle siger, at du gik totalt amok på hans familie til familieweekend heroppe."
Hun synes virkelig ikke det var sjovt at overlevere rygter, og hun var heller ikke sikker på, at hun troede på nogle af dem faktisk. Selvom et eller andet var der da sket.

"Jeg tror altså ikke på dem, bare rolig.." prøvede hun sig. Hun ville virkelig gerne have et godt forhold til Amanda, og det var jo også sandt. Selvom det måske virkede lidt søgt, men hvad skulle man gøre.

[Amanda Dagmar Carstensen]

Amanda vidste ikke om hun skulle grine højt over de latterlige ting folk gik troede på, eller om hun skulle blive forarget. Som om hun havde været grunden til at Anna gik ud, det var tøsens eget valg. Hun havde ikke så meget som skænket den pige et blik siden episoden og hun havde heller ikke snakket med hende før, så Amanda kunne umuligt være grunden.
Der var dog en af tingene der generede hende langt mere end nogle af de andre.

''David har aldrig slået mig... Aldrig, og han kunne aldrig finde på det at slå en pige. Hvorfor begynder folk pludselig på at sige det?''

Det var ikke et egentlig spørgsmål til Frida, for hun kendte nok ikke svaret. Amanda lod fraværende en finger pille ved en lok af sit hår. De rygter om hende selv var bare latterlige, og det med at David havde gået hele vejen med Anna var et hun godt selv havde hørt lidt om. Men det med at han skulle havde slået hende var bare ondt. Godt nok var hun vred på ham, men hun var jo ikke kold og kynisk.

''Men de er heller ikke rigtige nogle af dem... Jeg har aldrig gået amok på hans familie, selv om hans far kan være... lidt speciel, og Anna har jeg ikke engang talt med efterfølgende.''

Hun gav slip på sit hår og lagde hænderne i skødet.

''Og det var nu kun et kys...''

Som hun havde sat himmel og helvede i bevægelse for.

[Frida Jensen]

Frida nikkede mens Amanda talte.
"Det er jeg glad for at høre. Det hele. Men det tænkte jeg nu nok."
Det var godt. Amanda var en sød pige, og hun kunne ikke se det for sig, at Amanda skulle mobbe nogen eller gå amok. Hun havde jo heller ikke oplevet det. Hun brød sig ikke meget om David, men hun var ligeledes glad for at høre, at han ikke var voldelig, eller havde haft sex med hende pigen. Det var godt for dem begge.

Men hun vidste ikke hvad mere hun skulle sige. Om der var mere at sige om den sag. Det måtte Amanda jo vurdere. Hun blev færdig med teén og stille koppen fra sig på Amandas natbord.

[Amanda Dagmar Carstensen]

Amanda sad og så ned på sine hænder. Ikke at hun virkede ked af det hendes tænker kredsede bare om alt det her. Det var noget lort og hun havde ikke håbet at hun nogen sinde skulle komme til at tænke på ham igen. Men det var tydeligvis ikke tilfældet.
Hun måtte dog alligevel finde ud af at få stoppet det rygte om at han slog rimelig hurtigt. Selv om det nok ville gøre at pigerne holdte sig fra ham. Nej! Amanda tag dig lige sammen.

''Hvordan kan det være at du aldrig har prøvet at være forelsket?''

Hun sprang videre. Ville ikke snakke om sig selv mere og havde åbnet sig nok for Frida indtil videre, men det var rart at komme lidt af med det. Vreden og frustrationen lå stadig i baghoved, men det havde lettet en del alligevel.

[Frida Jensen]

Okay, de var færdige med at snakke om David. I hvert fald lige nu. Det var også ok, hun vidste ikke om der var mere at sige. Hvis Amanda havde sagt det hun ville eller havde behov for, så var det jo godt.

''Hvordan kan det være at du aldrig har prøvet at være forelsket?'' spurgte Amanda. Det var egentlig et svært spørgsmål, hvad skulle man sige til det? man skulle sikkert være psykolog for at kunne give et klart svar på det. Eller samfundsforsker. Eller sådan.
"Det ved jeg ikke" Frida rystede smilende på hovedet. "Jeg har sikkert bare ikke mødt den rigtige endnu, er det ikke det man siger? Altså.. jeg har da været lidt vild med nogen eller interesseret og sådan. Men ikke forelsket på den måde som du og David så ud til at være. Eller Anton og John for den sags skyld. Altså den måde de kan være i hver deres ende af et rum på, og overhovedet ikke opføre sig kæreste-agtigt på nogen måde, og så har de bare sådan en energi, hvor alle kan mærke at de er sammen. At de er forelskede. Det er godt de er sammen igen, ikke?" Det syntes hun. Hun var glad på deres vegne, de virkede virkelig gode sammen. Hun kendte dem ikke bedre end de fleste, men hun kunne godt lide at se dem. De var så afslappede. Hun havde mange veninder, som blev vildt kærestekedelige og kun havde tid til deres kæreste og skulle sidde på skødet hele tiden. Anton og Jonathan gav al deres energi og opmærksomhed til de mennesker de var sammen med, altid, men alligevel kunne man mærke at de hørte sammen og havde tryghed i hinanden.

"Det er det jeg gerne vil prøve en dag. Det må være fantastisk. Er det ikke det?"