Post by Nishay M. Asran on Oct 13, 2013 13:44:34 GMT 1
Nishay havde godt vidst, at det var bitchy at afvise Lærke, når nu hun var så sød rent faktisk at ofre hende nogen opmærksomhed, mens hun lå og ønskede sig langt væk. Kunne man have kaldt det en afvisning?
Nishay havde vendt sig mod Lærke med et grin og betragtet hende, da hun bød op til dans.
Og Nishay havde sat sig op, ladet benene glide ud over sengen og kigget med et stort smil på sine læber.
"Jeg - øh, du ved ... Dans er ikke lige ..."
Så havde hun grinet lidt igen og strøget håret om bag skulderen med ubevidst ynde. Lærke havde slet ikke taget det ilde op - bare skruet lidt ned og tavst kravlet op i køjen over hende med en bog. Nishay havde lagt sig igen og stirret op i overkøjens underside, taknemmelig for Lærkes tavshed. Taknemmelig for hendes rolige væsen. Der var fandeme ikke noget energisk jyde-landmand over hende.
Hun lå og var usikker på, om det nu var forkert at starte en samtale med Lærke, når hun for et par minutter siden havde afvist tilbuddet om at danse. Tilbuddet om at røvrende de andre fra hyggeaftnen og starte deres eget. Det havde været fristende, men føltes også malplaceret. Forkert. Svinsk.
Desuden lå Lærke og læste, og det ville være groft at forstyrre. Nishays tanker gled tilbage på de mennesker, hun ikke ønskede at høre fra. Omvendt var hun bange for, at hun ikke kunne starte på en frisk uden sit københavnske bagland. Oh, God, det var noget fucking lort!
Nishay vidste ikke, hvor længe, der var gået. Hun lå faktisk og nød musikken, selvom hun ikke kendte over halvdelen af numrene. Hun nød tavsheden, der ikke var trykkende. Hun nød, at de to piger kunne ligge i hvert deres univers i et rum af så få kvadratmeter. Hun nød, at de ikke bare skulle snakke for at snakke. Jo, Nishay kunne fandeme snakke i ét væk, når hun var i det humør - når hun snakkede med Patricia derhjemme. Men det var mest, fordi Patricia snakkede - om drenge, make-up og fester. Nishay kendte hende, lod hende tale og svarede med relevante gloser. Lidt en peptalk, der havde lige så lidt indhold som en dåse tun, men Nishay kunne godt. For hun kendte Patricia. Måske var Nishay for dydig og rationel. Måske var hun heldig, at hendes hud var så mørk, at de blå mærker på hendes tildækkede skuldre var usynlige - selv, når hun tog tøjet af til gymnastik i omklædningsrummet.
Måske var hun bare ikke mønsterbryder. Måske ville hun aldrig komme til at trodse Wahid og hans holdninger til ærbarhed. Men i det mindste kunne hun leve nu. I det mindste kunne hun stå og balancere på en tynd line mellem konflikterne og freden. Ét skridt, og Nishay ville ikke vide, hvor hendes familie ville placere hende.
Hun havde sgu kæmpet for at komme på Lyngvig, og hun ville ikke græde sig i søvn hver fucking nat, fordi hun ikke vidste, om det var det rigtige.
Nishay vidste ikke, hvor længe der var gået. Men døren gik op, og hun nåede lige at få øje på Amandas våde hår og krop, før ham den overly handsome fyr fulgte efter hende. Ej, det skete bare ikke! Hun vendte sig i sengen, tildækkede sig med sit lange, mørke, tykke hår. Bøjede benene ind til kroppen og ventede, til de skred. Mentalt åndede hun lettet op, da Lærke tog tjansen og talte med dem. Kæft, hvor var hun egentlig sej... også, selvom Nishay ikke forstod særlig meget. Men fulde mennesker gad hun i hvert fald ikke.
Nishay havde vendt sig mod Lærke med et grin og betragtet hende, da hun bød op til dans.
Og Nishay havde sat sig op, ladet benene glide ud over sengen og kigget med et stort smil på sine læber.
"Jeg - øh, du ved ... Dans er ikke lige ..."
Så havde hun grinet lidt igen og strøget håret om bag skulderen med ubevidst ynde. Lærke havde slet ikke taget det ilde op - bare skruet lidt ned og tavst kravlet op i køjen over hende med en bog. Nishay havde lagt sig igen og stirret op i overkøjens underside, taknemmelig for Lærkes tavshed. Taknemmelig for hendes rolige væsen. Der var fandeme ikke noget energisk jyde-landmand over hende.
Hun lå og var usikker på, om det nu var forkert at starte en samtale med Lærke, når hun for et par minutter siden havde afvist tilbuddet om at danse. Tilbuddet om at røvrende de andre fra hyggeaftnen og starte deres eget. Det havde været fristende, men føltes også malplaceret. Forkert. Svinsk.
Desuden lå Lærke og læste, og det ville være groft at forstyrre. Nishays tanker gled tilbage på de mennesker, hun ikke ønskede at høre fra. Omvendt var hun bange for, at hun ikke kunne starte på en frisk uden sit københavnske bagland. Oh, God, det var noget fucking lort!
Nishay vidste ikke, hvor længe, der var gået. Hun lå faktisk og nød musikken, selvom hun ikke kendte over halvdelen af numrene. Hun nød tavsheden, der ikke var trykkende. Hun nød, at de to piger kunne ligge i hvert deres univers i et rum af så få kvadratmeter. Hun nød, at de ikke bare skulle snakke for at snakke. Jo, Nishay kunne fandeme snakke i ét væk, når hun var i det humør - når hun snakkede med Patricia derhjemme. Men det var mest, fordi Patricia snakkede - om drenge, make-up og fester. Nishay kendte hende, lod hende tale og svarede med relevante gloser. Lidt en peptalk, der havde lige så lidt indhold som en dåse tun, men Nishay kunne godt. For hun kendte Patricia. Måske var Nishay for dydig og rationel. Måske var hun heldig, at hendes hud var så mørk, at de blå mærker på hendes tildækkede skuldre var usynlige - selv, når hun tog tøjet af til gymnastik i omklædningsrummet.
Måske var hun bare ikke mønsterbryder. Måske ville hun aldrig komme til at trodse Wahid og hans holdninger til ærbarhed. Men i det mindste kunne hun leve nu. I det mindste kunne hun stå og balancere på en tynd line mellem konflikterne og freden. Ét skridt, og Nishay ville ikke vide, hvor hendes familie ville placere hende.
Hun havde sgu kæmpet for at komme på Lyngvig, og hun ville ikke græde sig i søvn hver fucking nat, fordi hun ikke vidste, om det var det rigtige.
Nishay vidste ikke, hvor længe der var gået. Men døren gik op, og hun nåede lige at få øje på Amandas våde hår og krop, før ham den overly handsome fyr fulgte efter hende. Ej, det skete bare ikke! Hun vendte sig i sengen, tildækkede sig med sit lange, mørke, tykke hår. Bøjede benene ind til kroppen og ventede, til de skred. Mentalt åndede hun lettet op, da Lærke tog tjansen og talte med dem. Kæft, hvor var hun egentlig sej... også, selvom Nishay ikke forstod særlig meget. Men fulde mennesker gad hun i hvert fald ikke.
''Ej hvor hårdt...''
