Værelse 2

[Jonathan Bailey Smith]

Et almindeligt, småkedeligt værelse. Når man går ind af døren er der en køjeseng til den ene side, og en enkelt seng til den anden. Går man lidt lænere ind i lokalet finder man et langt, tomt skrivebord under vinduet med de tunge, grå gardiner. En dør fører ind til et lille badeværelse med et toilet og en vask med spejl. Der er ydermere tre, smalle skabe. Væggene er barer og hvide og værelset lugter indelukket og lummelt fra halvanden månedes sommerferie.

[Jonathan Bailey Smith]

Nøglen klirrede i hånden på Jonathan da han nåede Rævehulens værelse nummer 2. Det var underligt. Han stak nøglen i låsen og drejede den rundt. Han havde stadig ikke vendet sig til, at der ikke var en Anton til at vente på ham. De havde plejet at vente på hinanden efter hver ferie. Den der kom først fik muligheden for at overraske den anden når han kom. Med mindre han altså nåede ind uden at blive opdaget. Men i år ville der ikke være en Tony på den anden side af døren, der sprang på ham så snart han trådte ind. Faktisk var der ingen overhovedet. Helt tomt. Jonathan mindedes ikke at kende nogen af dem han havde fået værelse med. Men måske kunne han kende dem når han så dem. Ham fra 2. Måske. Det skulle nok blive fint. Ingen problemer. Jonathan satte sine tasker fra sig i den øverste køje, og tænkte tilbage på da han ankom for et kvarters tid siden.

Da taxaen rullede det sidste stykke ind på pladsen havde Jonathan allerede betalt chaufføren, skubbet de blå Ray ban-solbriller på plads på næsen og kiggede nu forventningsfuldt ud af de tonede ruder. De små, landagtige huse med de skrå tage, det store hovedhus med de store franske vinduer og markerne og søen ud over horizonden lignede sig selv. Han havde savnet det. Savnet det noget så grusomt. London var fint. London var fantastisk faktisk. Men London var ikke Lynvig. Var og blev ikke Lyngvig. Han takkede for turen, og tog sine tasker i bagagerummet. Bilens forlod pladsen igen, men han tog sig ikke tid til at se den forsvinde i en støvsky. Jonathan løftede solbrillerne op, og så på sit hjem i sollyset mens vinden strøg kælent hen over hans bare arme. Blå himmel. Vidunderligt. Han tog trappen op til hoveddøren flere trin af gangen, og så på værelsesplanen i hallen. Der var helt stille indenfor. Måske var der ikke kommet så mange andre endnu. Han drejede et par gange om sig selv, og indåndede stedet igen. Hjem. Han greb en af de tre nøgler til værelset, og gik ud af fordøren igen, for at få afsat sine ting.

[Adam Lyhne]

Adam havde taget toget. Han fattede ikke det her. Hvorfor? Fissefornemme forældre der følte for denne her lorteskole?! Godt han ikke skulle være sammen med dem før om lang tid. Godt han ikke skulle se dem i øjnene, der altid var fyldt med deres alt for store forventninger. Han skulle have ekstrafag i dit og han skulle have ekstrafag i dat! Spørge Adam? Hvorfor skulle de?!
Han havde taget sin rygsæk og kuffert ned fra bagagehylden som vejede de ikke mere end fjer. Måske var han bare god til ikke at se ud til at anstrenge sig eller også havde han bare brugt det meste af ferien på at træne. Hans rygsæk var blevet svunget over skulderen og kufferten var blevet båret over mellemrummet mellem toget og perronen. Så var det til skolen, havde han tænkt. Sukkende. I sig selv. Solbrillerne havde skjult hans lynende øjne. De havde lynet af irritation.
Han havde taget en seddel frem. Han havde fundet skolen. Han havde fundet Rævehulen. Han havde fundet værelse 2.

Han fandt en fyr derinde, men han sagde kun lige "Hej..." og smed rygsækken på sengen han vidste var hans. Han satte kufferten. Bare ved siden af sengen. Han gad ikke pakke op. Han vidste, at der ventede ham en fin lille seddel med en fin håndskrift. "Kæreste lille skat..." og så videre og så videre. REND MIG...

[Jonathan Bailey Smith]

Jonathan lagde sin mobil fra sig på sengen. Havde lige sendt en sms til London om at han var kommet godt frem. Så vendte han sig mod den anden dreng der havde indtaget værelset. "Hej. Jonathan." Han satte sig, og smilede. Drengen havde han ikke set før, han måtte vel være ny. "Er du fra 1.g?" Jonathan håbede ikke hans London-accent skar for meget i gennem.

[Adam Lyhne]

Adam vippede med sine øjenbryn som et ja ( media.tumblr.com/tumblr_ll60ie0kmt1qf9oxz.gif ).
Han havde ikke rigtig så meget at sige til det. "JAAAAAAAAH, JEG ER FØRSTE G'ER JEG ER BARE SÅ LYKKELIG OVER AT VÆRE I DEN YNGSTE KLASSE IGEN EFTER 9.!!!" passede måske ikke så godt til hans humør og "Hvad tror du selv?" ville nok give det forkerte førstehåndsindtryk. Men det ville hans svar jo egentlig også give. Fuck det nu havde han gjort det.
Han satte sig ned på sin seng. Det her var akavet. Han burde kigge sig lidt omkring. Han burde gå udenfor med sin iPod. Han burde komme i bedre humør. Han var altid glad...

Adam? Vil du ikke nok blive glad for mig? Lys pigelatter... Lys, fantastisk pigelatter. Den måtte helst gerne forsvinde. Rigtig, rigtig langt væk. Hvorfor var den nu kommet tilbage efter så lang tid? Det var så lang tid siden...

[Jonathan Bailey Smith]

Jonathan rynkede brynene et øjeblik. Ret flabet. Det irriterede ham. Havde han hørt at han var gay, eller sådan noget? I hvert fald rejste han sig igen, og gav sig til at begynde at pakke lidt ud.

"Hvad hedder du?" Nu måtte han da få et svar. Han var glad for at det ikke var to personersværelser. Håbede bare at den sidste så snart kom. Og at han i det mindste var lidt gladere. Fordi hvis det der fortsatte var det da lige til at blive deprimeret af. Han fandt nogle bøger, og placerede dem på bordet.

[Marius Emil Lundqvist]

Marius var blevet kørt til Lyngvig Kostgymnasium, og hans far havde bare skubbet de dyre briller op på næsen og insisteret på at følge med - HELT hen til værelset. Marius skar ansigt og så hen på sin far, da de stod udenfor døren til værelset.

"Okay, så kan du godt smutte," sagde Marius roligt og hankede op i sin sportstaske. Marius' far, Preben, greb fat om hans kuffert med et entusiastisk træk på skuldrene.
"Jeg vil da gerne se, hvem du bor hos i år."
"Ja, det er nok John fra 3. og Adam fra 1., ik'? Du har jo tjekket listen." Marius sukkede og trykkede dørhåndtaget ned. Det huede ham slet ikke, at hans far "ville med og indlogere ham på rette vis". Gad vide, om far vidste, at Jonathan var homoseksuel? Nå, det spillede vel ingen rolle.

Marius trådte helt ind på værelset med sin far i hælene.
"Ja, her bor du jo godt, hva', sønnike?" sagde hans far muntert og gav hånd til de andre på forretningsfacon. "Preben Lundqvist - jeg er Marius' far. Nu passer I vel godt på ham ... og hinanden, ikke?" Far lo. Marius stirrede ud ad vinduet. Der blev stille et øjeblik.
"Nåh, jeg må videre, man kan jo ikke lade æblerne rådne," lo far og gik ud ad døren, mens han fløjtede en overdrevet munter melodi.

Marius trak blot på skuldrene med et skævt smil og lod en hånd stryge sit mørke, glatte hår væk fra øjnene. Han gav ham den nye fra 1. G hånden som den første og præsenterede sig kort: "Marius." Og gentog processen med Jonathan, som han kendte perifert - i hvert fald bare som Jonathan fra 3., "ham, der var kæreste med Anton" og så havde han set pigerne skrive "John og Tonny" på bordene i adskillige klasselokaler og indrammet teksten i hjerter.

Derpå gik han hen til den tilbageblevne seng, skubbede kufferten og sportstasken ned under den, hev skuldertasken af skuldrene og smed den på sengen. Han afførte sig sin læderjakke og hængte den på hovedgærdet, hvorefter han satte sig og betragtede dem. De lod til at være lidt mutte, som om de havde haft en dårlig start på mødet med hinanden.
"Har I haft en god ferie?" spurgte Marius med sin rolige, afbalancerede stemme.

[Jonathan Bailey Smith]

Jonathan smilede over denne Preben. Han virkede da fornøjelig. Man kunne kun håbe hans søn var ligeså glad for livet. Eller noget. Jonathan havde nok fundet det ret træls, havde det været hans far. Men helt ærligt, hele vejen fra London for at smide sin fuldt ud myndige søn af på skole? No way. Han forsikrede denne far, at de selvfølgelig passede på hinanden, og så efter manden da døren gik i. Han brød ud i et bredt smil, og præsenterede sig ligeledes til ham fra 2. Han mindes nu ikke at havde set ham, men måske kunne han kende håret lidt. I hvert fald var han venligere end den der knægt der end ikke fortalte sit navn.

"Jeg tror nu nok æblerne kan holde sig lidt endnu..." Jonathan lo lidt. Æblerne var da ikke engang modne, var de? Måske, det vidste han ærligtalt ikke.

Han var glad for denne nye drejning af stemningen og satte sig på en af stolene ved skrivebordet med benene i skræderstilling mens han svarede.
"Jaer, fin nok. Jeg har været i England det meste af tiden, så...hvad med dig?"

[Marius Emil Lundqvist]

Marius grinede lidt. Han så på den anden nye fra 1. G og tilbage på Jonathan.

"Årh, jeg har bare været et par uger i Californien med min familie - ellers ikke noget," sagde han skødesløst, "jeg havde håbet, vi kunne blive hjemme eller bare besøge min onkel i Sverrig." Marius havde smilet lidt af Jonathans bemærkning med æblerne, men vidste ikke rigtigt, hvordan han skulle kommentere det. Han kastede et blik på døren, som om han frygtede, at hans far skulle springe ind iført forklæde og et fad med æbletærte for at give dem en slem overraskelse.

"Jeg gad nok vide, om de overhovedet operere med rådne æbler hos Apple?" spurgte Marius lavmælt, som om han henvendte sig mest til sig selv, men det var blot en humorforladt kommentar til hans fars tidligere bemærkning.

Han så igen op på ham fra 1. "Er det ikke Adam, du hedder?"
Selvfølgelig var det dét. Både han og hans forældre havde tjekket listen, men hvordan pokker skulle man indlede en samtale med ham? Det var jo kun almindeligt, hvis han var nervøs, men han ville ikke komme langt med at lukke sig ind i sig selv. "Well," sagde han uden at have lyst til, at tavsheden skulle vare længere, "lad os vise ham rondt, Jonathan." Marius rejste sig og blinkede muntert. "Værelset her er kun den ydmygeste part - vores hybel, om du vil - af hele dette prægtige etablissement, som vil være til din disposition hele dette og de følgende år." Han lavede store armbevægelser, mens han talte affekteret og fortsatte: "Medmindre den herre naturligvis ser sig nødsaget til at afbryde sin uddannelse og belemre staten med endnu én at klage over blandt nutidens unge. Hvilken grusom verden, vi lever i."

[Adam Lyhne]

Adam skulle til at svare, da døren blev skubbet op og en venligt udseende mand med fuldskæg og skovmandsskjorte kom ind med et smil om munden. Der kunne Adam ikke lade vær med at smile skævt bare over mandens gode humør, der tydeligvis kunne mærkes i rummet efter den lidt anspændte stemning.
"Ja, her bor du jo godt, hva', sønnike?" lød mandens stemme. Adam bemærkede at der var en anden fyr bag ham, der så lidt pinligt berørt ud. Han smilede lidt større.
Manden hilste på både Adam og den anden fyr i rummet. Det var fyrens far. Preben, hed han og fyren hed Marius. Han lignede ikke en Marius, syntes Adam. Marius mindede ham mest om navnet på en yoga-guru. Den yoga-guru med den beroligende stemme Adams mor altid vendte med bagdelen opad til. Men alle yoga-guruer havde vel en beroligende stemme, havde de ikke? Adam gjorde op med sig selv, at han hellere måtte lade vær med at forestille sig den mand, når han hørte navnet Marius. Nu fik det ham bare til at tænke på plat baggrundsmusik og lidt for smidige mænd på stuens TV-skærm derhjemme.
Da Adam igen kom tilbage til virkeligheden, var ham Preben ude af døren og Marius-fyren sad på en seng i den anden ende af rummet.
"Er det ikke Adam du hedder?"
"Det..." Adams stemme var hæs, så han rømmede sig hurtigt inden han fortsatte, "Jo, det er mit navn."
Så begyndte Marius at holde en lang tale, hvor han tydeligvis gjorde sig umage med at sige så mange raffinerede ord som muligt med et lystigt glimt i øjet.
Adam kunne ikke lade vær med at grine lidt.
"Jeg er faktisk elendig i skolen, men alle kan jo ikke være en flok Einstein's. Men jeg vil da gerne se skolen, selvom jeg ikke er så positiv i dag. Fik ikke den bedste afsked med mine forældre, fordi de tvang mig til at gå på den her skole med de fag jeg er dårligt til og hader allermest..." Han kløede sig i håret. Tænkte at de sikkert ikke gad at have ham på sit værelse, fordi han var så negativ. Han måtte hellere redde den på en måde. Hurtigt.
"Men forstå mig ret: Jeg er altså et positivt menneske normalt... Jeg... Jeg har bare en dårlig dag..."

[Marius Emil Lundqvist]

Marius fangede Adams blik. Han nikkede bare tavst, mens Adam talte og forsikrede ham, at det kun var de færreste på Lyngvig, der kunne prale af et højt snit.

"... I billedkunst kalder vi det det gyldne snit," sagde Marius med ét af de glimt i øjet, der mindede meget om hans fars; lysende af munterhed. Til forskel fra Marius' far, var der også altid et bagvedliggende glimt af eftertænksomhed i de lyseblå øjne. "Men alle kan ét eller andet - det er bare om at finde ud af, hvad det er, eller hva' mener I?"

Marius rejste sig, kastede et enkelt blik på sin telefons display og strakte sine arme op over hovedet. "Vi kan alle have en rædselsfuld dag," medgav han gabende, "skal du med, Jonathan?" Marius var på nippet til at kalde ham John, men undlod det; det var vel ikke på sin plads at kalde ham det, når de kun havde kendt hinanden lidt på afstand. Dertil kom også, at Jonathan var ældre end ham - og at Marius var jævnaldrende med de fleste 1. G'ere.

[Jonathan Bailey Smith]

Jonathan lo hjerteligt da Marius fik skolen til at lyde som universitetet i Oxford. Han var også glad for at stemningen var blevet lidt bedre, det virkede ikke til at det blev så slemt alligevel. Og hvis ham den nye - Adam, var det ikke det? - Sagde at han bare havde en dårlig dag, så måtte man vel gå ud fra det.
"Jaer, lad os gå." Han pasede de to andre, og gik ud på gangen hvor han holdt døren åben.
"De herre?" Han smilede ironisk og de tre fuldtes så ud foran Rævehulen. Her bagede solen stadig ind på murerne og Jonathan kneb øjnene og skimmede mod parken. "Yes...skolen er delt op i 5 bygninger. 6 faktisk. 4 huse som det her, en hovedbygning og en hal." Han pegede i retning af hallen. Så gik han ind af en af de første stier i parken. "Parken hører ligesom til skolen...jeg ved egentlig ikke om det er vores, eller ej, men vi bruger den i hvert fald til fester og sådan..." Jonathan kiggede på Marius, han kunne bare afbryde hvis han havde noget at tilføje.

//Tråd forladt (OOC: Jeg regner med at hoppe over i park tråden nu, men ved ikke...I bestemmer selv om _I vil afslutte her eller bare hoppe derover. Håber det er okay jeg bare skrev at I fulgte med, ellers retter vi - Kristina)

[Anton Sommer Engström]

//ankommer til tråd

Inden for døren var han intet mindre end lykkelig for at se, at værelset var tomt. Det måtte det gerne blive ved med at være. Ikke at det var sikkert han ville lægge mærke til noget, hvis nogen kom derind, han var ikke sikker på han ville ænse andet end Jonathan fra nu af.
Han skyndte sig at hive t-shirten over hovedet på Jonathan og John fjernede også hans. Så var de hud mod hud igen, det havde også været forfærdeligt med alt det stof imellem dem.
Hans hjerte bankede værre end når han var ude at løbe maraton, og det ville ikke undre ham hvis han vågnede op med mælkesyre i benmusklerne, sådan som hans krop var på overarbejde. Det fik også bare hver en berøring til at være meget stærkere, lige på grænsen mellem vidunderlig og pinefuld.

Jonathans hænder ved hans bukseknap. Hans krop rystede. Han havde nået at tage den lille tube glidecreme med i lommen, det var sikkert ikke engang nødvendigt så vildt opstemt som de var, men så blev det bare så meget vildere. Han håbede at Jonathan ville tage ham. Det var det mest sindssyge han havde prøvet i sit liv og så meget mere specielt fordi han aldrig havde gjort det med andre. Men alt med Jonno var specielt. Men det virkede bestemt også sådan, da John hurtigt fik hænderne ind under hans boxershorts også. De turkise, nåede han lige at tænke.

Han havde svært ved at styre sin krop og sine bevægelser, da han prøvede at få Jonathans våde bukser af, mens John kyssede hans hals og øreflipper og kærtegnede hans pik. Jonathan vidste at han var så skide følsom omkring halsen og det område. Det var vildt unfair.
Det krævede noget samarbejde og et fælles grineflip af få Jonno ud af de våde klæbende bukser, men så kunne han også endelig langt om længe kysse Jonathans lækre penis. Det syntes han faktisk den var, smuk, lækker, helt perfekt. Det var svært ikke at give sig til at give ham verdens længste, vildeste blow job, men han ville have ham nu. Helt tæt. Forfra, så de kunne se hinanden i øjnene og Jonathans lækre, svedende mavemuskler kunne glide over hans egne.

[Jonathan Bailey Smith]

Helt vidunderligt. Held og aldeles fuckinkodyltmegaawesome. Ace. Brill. Perfect.

Jonathan lukkede øjnene og rullede på ryggen. Ret ligeglad med om det var hans egen seng faktisk. Han trak vejret dybt og mærkede hvordans hans brystkasse hævede og sænkede sig cirka tredobbelt så langsomt som resten af hans krop dunkede.
Han lo og lagde armen hen over sit hoved. Han lo hjerteligt så tårerne nærmest stod ham op i øjnene.
"How on earth...did I survive half a year...without you!"

Han drejede hovedet og kiggede på Anton. Hvor var han bloody heldig. Skæbnen havde virkelig været god da de to mødte hinanden. Tænk hvis han ikke var taget til Danmark. Eller tænk hvis Anton havde været bare lidt længere ude at spille i Europa. Fuck, det turde han ikke tænke på, det var for anderledes. Det ville gøre alt for stort indryk i det liv han levede nu. Og han var ikke sikker på at han nogensinde kunne finde noget, der bare tilnærmelsesvis ville blive det samme.

John rakte frem og kørte lidt rundt i Tonys pandehår. "I love you, did you know that?..."

Selvfølgelig gjorde han det.

[Anton Sommer Engström]

Han havde ikke nogle ord for det. Den måde Jonathan kom inde i ham på, den måde hele hans krop rystede på og han kom mellem deres svedige maver. Jonathans lyde, lækre lyde, vilde lyde i dag. Så meget lyst, så meget energi. Han var helt udmattet. Både psykisk og fysisk.

John begyndte at le og Anton kunne ikke lade være at gøre det samme. Både fordi drengens latter var mere smittende end den mest ihærdige virus, men også bare fordi det var udløb for den sidste ophobede energi i hans krop.
Hvordan havde de klaret sig uden hinanden? Han kunne ikke svare på det, det var ufatteligt at man overhovedet kunne overleve uden det her. Aldrig, aldrig mere. Han havde ikke ord til at svare, så han rystede på grinende på hovedet og koncentrerede sig om at få vejret. Det var en sværere opgave end som så.

"I love you, did you know that?..." spurgte Jonathan, men det var stadig smilende, med en krop der dampede af varme og en hånd der strøg Anton i håret.
"Well I love you as well, but I must admit I love your todger a tad more." Det var ikke tid til alvor nu, de havde haft deres del af alvorlige, sentimentale samtaler og kærlighedserklæringer i dag.
"Do you have a fag around here somewhere?" Det var ikke fordi han røg til daglig, men efter sådan en omgang, var der altså brug for noget til at tage toppen.

Han kiggede ud over værelset og det var et rod med tøj spredt ud over det hele, men det kunne de altså ikke tage sig af i dag.
Han kunne nå guitaren hvis han lige strakte sig lidt og satte sig bedre op i sengen og begyndte at spille forspillet til Cayman Islands. Der var specielt to sange han elskede at synge med Jonathan, og det var Cayman Islands med Kings Of Convenience og Sons and Daughters med The Decemberists. Deres stemmer passede bare så godt sammen. Og han var den eneste Jonathan kunne synge overfor, ligesom Jonathan var den eneste Anton kunne være passiv overfor.

"Through the alleyways" begyndte han at synge og regnede med at Jonathan ville hoppe på.