Værelse 2

[Jonathan Bailey Smith]

Jonathan smilede igen bredt. Caymans Islands. Der var absolut ingen mulighed for at han havde glemt den. Det ville aldrig ske. Han lyttede og nød forspillet, mens han ledte i sin taske. Måske havde han cigaretter fra sidste år et eller andet sted. Ganske rigtigt. Han kastede pakken over til Anton, godt nok ikke særlig velovervejet, da denne spillede på guitar. Han lo igen.

Hvis nogen kom nu. Hvis en af hans værelseskammerater meldte deres ankomst ville de nok få lidt af et chok. Men det kunne være lige meget. Jonathan lagde sig igen og kiggede op i loftet. Der hang klistermærker nogen havde klistret op sidste år.
Så gav han sig til at synge også. Og lod deres stemmer smelte sammen. Det gjorde ikke så meget at han følte sig i den grad overgået. Det betød faktisk intet.

"To cool off in the shadows" Han smilede. Nogen havde skrevet John og Tony i loftet med en tush. Typisk. Vidunderligt.

[Anton Sommer Engström]

If only they could see
If only they had been here
They would understand
How someone could have chosen
To go the length I've gone
To spend just one day riding
Holding on to you
I never thought it would be this clear
www.youtube.com/watch?v=c-ppARtcQfo&ob=av2e

Det var næsten lige så godt som sex, at ligge sammen og synge på den her måde, nøgne, åbne, intimt. Men også kun næsten lige så godt. Han elskede Johns dybe, lækre, lidt hæse drengede stemme. Den var sødest når han var meget træt eller sang, det var slet ikke til at stå for.

Han lagde guitaren til side og fiskede en cigaret ud af pakken. Heldigvis lå lighteren også i pakken, han kunne ikke overskue tanken om at skulle rejse sig efter den. Han fik ild på smøgen og lagt sig, så han lå i arm med Jonathan. Så lå de bare og kiggede op i loftet og nød lyden af hinandens hjerter. Han fulgte Johns blik og så at rummets tidligere beboere, højst sandsynligt piger, havde skrevet John og Tony i et hjerte i loftet. Han smilede, så fandtes de da endnu rundt omkring. Det her var livet.

[Jonathan Bailey Smith]

Antons fingre løb over guitarens strenge. Det så så legende let ud når han gjorde det. Men de havde jo også gjort det tit. John lukkede øjnene og lyttede bare mens sangen løb ud i stilhed. Han smilede roligt. Han var faldet helt ned nu.

John stjal cigaretten ud af hånden på Tony og tog et sug. Derefter afleverede han den tilbage. Han røg ikke meget. Men der var et eller andet over det. I sær efter specielle oplevelser. Som det her. Kæft, det havde været god sex. Nu manglede navnene på tavlen bare. Så var verden igen som den burde være. Men med skår, fordi hele den adskildelse burde aldrig være sket. Han havde svært ved at vurdere hvad det egentlig havde gjort ved dem.

[Anton Sommer Engström]

De lå i stilhed og delte cigaretten. Anton talte knasterne i loftet, mens han lavede røgringe. Han fik aldrig rigtig styr på hvor mange der var. Han var bestemt ikke træt. De havde jo også sovet ude på holmen. Han var udmattet og glad, men han ville ikke kunne sove nu. Han lå bare og tænkte lidt. På gamle minder, på alt det de var gået glip af på det sidste og på alt det han ikke ville gå glip af i fremtiden.

"You know what I have missed the most since I've been to England? Fish and chips and your mum's cheesecake." Han smilede ved tanken. Jonathans mor var god til at lave mad, og hun elskede specielt at lave bagværk og desserter. Det var så hyggeligt, når de var på ferie hjemme hos John, de blev altid opvartet, og så var der eftermiddags 'cuppa'. Folk havde åbenbart så kærligt et forhold til deres te, at også en kop te skulle have et kælenavn. Og dessert. Altid.
Sidst de havde været hjemme ved Jonno var i efterårsferien. De havde jo brugt hele sommeren i Sverige og det havde ikke ligefrem været en afslappende oplevelse, så det var rart at koble af i det engelske efterår. De havde taget på mange ture og i alle byer havde Jonathans far en tradition om, at de skulle spise 'fish and chips' og så lave hver deres liste over hvilke byer, der havde de bedste 'chippys'. Det kunne altid blev til heftige diskussioner på vej hjem i bilen.
Ej, hvor han savnede den familie.

[Jonathan Bailey Smith]

Jonathan lo. Han støttede sig med albuen så han kunne se på Anton mens de talte.
"I miss my team beating yours in every card game ever made." Det var hurtigt blevet en leg. Anton, Sebastian og Josephine mod John, Michelle, Joshua. I alt. Alt hvad de kunne finde på. Hvem der kunne se flest køer på vej hvem i toget. Hvem der var bedst i fodbold. Hvem der kunne nævne flest storbyer, eller få flest fremmede mennesker til at kramme sig på gaden. Hvis Nath var hjemme var han dommer. Han gad alligevel ikke noget så barnligt, påstod han. Men i virkeligheden morede han sig vist glimrende. I hvert fald havde de aldrig tid nok. Alle ferier var alt for korte.

"I even miss those concerts we went to, with your sister...that swedish popband I can't remember the name of." Han smilede. Det var noget de havde gjort en af de første gange de to til Sverige. Niklas havde også været med. Eller, havde plaget om at få lov i evighed, og da de så kom afted, så brugte han og Jonathan aftenen på at brokke sig over hvor dårlig musikke n var. Det havde de nu haft det meget sjovt med.

[Anton Sommer Engström]

Anton grinede ved mindet.
"Yeah, but then we beat you in every physical activity. And I'd much rather be on the buff looking sport team, than on the brainy nerd team," lo han. Det var hyggeligt. Jonathans hold var skide gode til alt der handlede om trivia og spil, men Antons team tværede dem ud i al sport. Volley, fodbold, rugby, kapløb osv. De havde endda spillet hurling engang.

"Håkan Hellström. She still digs him. And it really wasn't that bad. Come on."
De havde tit taget til koncerter i Stockholm, der var et fedt kulturliv. Og Niklas havde oftest fået plaget sig med, i hvert fald i starten, selvom han egentlig var alt for lille. Men det var nogle gode minder.

[Jonathan Bailey Smith]

Jonathan så utilfreds ud og slog Tony i maven. Ikke synderlig hårdt, men alligevel.
"In ten years, i'm gonna make so much dosh! And I doubt you'll be a famous footballplayer, so belt up!" Han smilede og brugte med vilje det ret barnlige udtryk. Han mente det ikke seriøst. Det ville virkelig ikke undre ham hvis Anton kunne leve af at rejse rundt og spille. Eller som tourguide et eller andet skønt natursted. Whatever, hvad han nu ville. Ligemeget hvad han ville skulle det nok lykkes. Måske lige bortset fra fodboldspiller.

Han valgte ikke at kommenterer på det med sangeren. Nej, det havde faktisk ikke været så slemt. Han havde ikke forstand på musik dengang. Men han havde været nødt at give Niklas ret. Det havde været næsten ligeså sjovt som at se ham forsøge at argumentere for sine, tiltider, specielle og ubegrundede synspunkter.

[Anton Sommer Engström]

"Yeah, yeah I'm sure you will." Han rakte tunge af Jonathan, nu hvor de var inde i det barnlige mode. Han daskede tilbage og så lå de lidt og drillede hinanden frem og tilbage. Men han afstod fra at kilde Jonathan, for der var simpelthen ikke nok flugtplads i den lille enmandsseng, og han havde ikke nogle planer om at dø. Ikke i aften i hvert fald.

Da de var stoppet, tog hev han guitaren op igen, og lå bare og spillede noget stille og roligt fingerspil. Ikke nogen kendt melodi, men bare lige det han følte for. Det var hyggeligt. Det gjorde han tit, specielt hvis han var stresset eller ked af det, så skulle han bare spille noget musik. Eller være sammen med Jonathan.
"So.. If you take me out of the equation for a minute.. Where do you see yourself in 10 years?"
Det havde de nok egentlig aldrig snakket rigtigt om. De havde haft alt for travlt med at leve i nuet, hvilket nok også på sin vis var sundt nok, men det var da også hyggeligt og spændende at tale om hinandens drømme og fantasier.

[Jonathan Bailey Smith]

"You sound like my father.." John lo lidt. Han havde fået præcis det samme spørgsmål første aften han var hjemme. Dengang havde han ikke haft et svar.
10 år...Det var længe. Jonathan lagde hænderne bag hovedet og kiggede igen op i loftet. 29. Det var underligt at tænke på. Længe, men alligevel snart, og det var noget man tænkte over. Det var ikke noget han havde overvejet de første to år i gymnasiet. Der havde bare været for meget. Anton. Nye mennesker. Niklas død. Alt muligt der lige kom i vejen, og gjorde det bedre bare at have det sjovt når man kunne. Men det sidste halve år havde han tænkt. I sær i ferien. Tænkt over hvad han kunne lave, som ville gøre ham glad, selvom han ikke var sammen med Anton.

Han var stille lidt, mens han tænkte over hvad han skulle sige.
"If I had every opportunity in the world..I wanna travel a lot, and, make a difference in peoples life. Like, make events for young people in places where they don't have a lot of that, or...helping out people getting back on their feet after tragedies. Earthquakes or something."

Han stoppede sig selv og skævede over til Anton for at se hvad han tænkte om det. Det var ret flyvene alt sammen. Og ekstremt. Men han havde ikke lyst til bare at slå sig ned, med en eller anden fast stilling resten af sit liv.

[Anton Sommer Engström]

"Your father is a good man, so I'll take that as a compliment. As longs as that's the only point were you'll compare me with him. Otherwise it's a bit gross," jokede han.

Rejse, arbejde med mennesker, gøre en forskel. Det lød lige som noget Jonathan ville være perfekt til. Helt perfekt. Det skulle han gøre. Helt sikkert. Anton kunne alligevel ikke lade være med, at føle sig en smule skuffet over, at det var så let at forestille sig et liv uden ham. Det var godt og det var sundt og sikkert rigtigt, men det var lidt sørgmodigt. Det var en irrationel følelse, og den var overhovet ikke fair, det vidste han godt. Han rystede lidt på hovedet af sig selv og smilede til John.

"I think that sounds great. I think you'd be perfect at that. Get out and use your people skills."

[Jonathan Bailey Smith]

Jonathan smilede lettet. Det betød utrolig meget for ham om Anton troede han kunne. Han vidste det ikke selv nemlig. Og, hans far havde ikke været så begejstret. I hvert fald ikke første gang John nævnte det, og han havde derfor ikke nævnt det siden. Overfor nogen.

"You really think so?" Han brød ud i et smil og kunne ikke lade være med at læne sig over og give Tony et kram. "Thanks."

"So, what do you wanna do?" Ligemeget hvad var han sikker på han ville være perfekt til det.

[Anton Sommer Engström]

"Of course I think so." Han gav Jonathan et kys, da denne lænede sig over og krammede ham. Det var altså en hyggelig følelse, at kunne ligge sådan hud mod hud og tale stille og roligt.

"I can't imagine 10 years from now without you. Sorry." Han smilede lidt undskyldende. Det var selvfølgelig ikke okay, det var ikke en del af udfordringen. Og han havde heller ikke tænkt sig at sige det, men han kunne ikke lade være.
"Okay.. In ten years.. Believe it or not, I think I want to do something as ordinary and boring as having a family. I'd like to have children. I've never thought of that before, but somehow it just feels right. And then I'd like to do something with music.. maybe. If I can."
Han havde virkelig ikke tænkt på det før, men det sidste halve år havde fået ham til at tænke. På det med at have familie og den tryghed der var i det, og al den kærlighed. Han ville elske at have en familie som Jonathans. En masse børn og en fantastisk have der lignede et helt eventyr. En masse latter og glæde. Det kunne være helt fantastisk at bo på en husbåd også.
Han vidste ikke hvor alle de tanker kom fra lige pludselig. Han grinede lidt af sig selv.

[Jonathan Bailey Smith]

Han smilede mens han lyttede. Rødmede måske lidt, til den kommentar med ikke at kunne forestille sig 10 år uden ham. Han burde have sagt noget lignende. Men det var lidt forsent nu. I stedet lænede han bare hovedet mod Tonys skulder og lyttede til hans fremtidsplaner.

"Believe me, having a big family is not boring." sagde han med eftertryg. Det var faktisk en rigtig god idé. "Sounds wonderful. And I know you can do something with music, whatever you wanna do!" Han lænede sig frem og kyssede Anton på kinden.

"So...you wanna have that family with me?" Han kunne have bidt tungen af sig selv i det samme. Det var forkert at spørge om. Det var jo sådan nogle spørgsmål folk var nødsaget til at sige ja til, om de så ville eller ej, for ikke at sårer den anden. Det dillema ville han ikke sætte Anton i.
"No..you don't have to answer that, if you don't want to. That was weird, i'm sorry" raplede han af sig, i et forsøg på at få det ugjort igen.

[Anton Sommer Engström]

Hold kæft hvor var han nuttet når han rablede sådan. Anton kunne ikke lade være med at grine højt, og blev nødt til at kysse Jonathan for at få ham til at tie stille.

Jonathan lagde hovedet tilbage på hans skulder og han stoppede med at spille og aede Jonathan i håret og nakken. Små cirkelende bevægelser, lige så stille.

"I would love to have that family with you." Han smilede for sig selv. Han kunne ikke lyve for Jonno. Selvom det måske var noget mærkeligt noget at tale om. Alt for stort. Og de havde om nogen allerede haft deres problemer med store, overvældende følelser. Men lyve, det ville han altså ikke. Nu blev de nødt til at klare det. Det havde de lovet hinanden. Eller det føltes det i hvert fald som om de havde ved at finde sammen igen. Denne gang kunne de i hvert fald ikke påstå, at de ikke vidste hvad de gik ind til. De vidste godt, som de lå der i sengen på værelse 2 midt om natten, at de gik ind til store følelser. Store problemer, men også en stor lykke.
"And I know, that that might seem scary. Or too big, or stupid or silly, or whatever. But I won't lie to you. I just won't. And I can't imagine being with anyone other than you. If being apart these months has brought something positive, it must be the knowledge that I don't want to be with anyone but you. I'm sorry, that's a lot of pressure. I know." Han grinede lidt. Nu var det ham der rablede. "But as I said. Don't feel pressured. When you wanna get rid of me, just say the word."
Det var faktisk en lille løgn. Eller det var det ikke, han havde lovet at han nok skulle smutte når Jonathan ville videre med sit liv, og han skulle nok holde det, men tanken var forfærdelig. Specielt lige nu, hvor de lige havde fundet sammen igen. For fanden hvor var det en mærkelig følelse at elske en. En der ikke var ens søster eller bror eller forældre. Det var så underligt og fandes farligt stort.

[Jonathan Bailey Smith]

Jonathan rødmede mere og smilede da Anton overraskede ham med det kys. Æv, det var ellers ikke noget han plejede at være så slem til. Han lukkede øjnene, og kunne have spundet da han blev aet i nakken. Det var bare så dejligt, sådan noget.
Hans hjerte sprang et slag over ved den første sætning. Han kunne se det for sig. Præcis som det skulle være. At Tony og han tog deres søn med til england, og så ham lege med crewet. Ellers ham selv, der vendte hjem fra en eller anden udsendelse, og blev mødt i lufthavnen af flag og børnetegninger. Anton ville være den bedste far verden havde set.

"And I know, that that might seem scary. Or too big, or stupid or silly, or whatever..." fortsatte Anton. Jonathan skubbede sig bare tættere ind til ham, så det ikke blev koldt.

"I'm not scared right now." Han vidste ikke om han havde været det. Jo, bange for om han ikke var god nok. Bange for om det ikke ville holde i længden. Det havde han været bange for. Men han havde aldrig været bange for at elske. Kun bange for om det ikke blev gengældt. Måske var forvirring et bedre ord. Men selv den var væk ligenu.
"And, you're not gonna get away that easily, you know. I'm not gonna let you go." Han var stille lidt, og tænkte. "You asked me if I could imagine ten years from now, without you, and yes, I can, but, that doesn't mean I can imagine myself happy without you...you know what I mean?" Han kiggede Anton ind i øjnene. Dybe brune øjne, som han var ked af han nogensinde havde set græde. Hvis han kunne undgå det skulle de aldrig græde igen.