Værelse 2

[Anton Sommer Engström]

"Indeed it did! And I'm glad you did. But even if you hadn't, I don't think I would have let you pass. You're brill. I'm so happy that we're together. You've always made me happy, you know."
Anton kyssede ham på kinden og gav ham et eskimokys. Det var så dejligt at ligge sådan, men nu kunne han også godt snart sove. Det var meget rart at de andre ikke var kommet tilbage til værelset.

"Well Rasmus.." Han var sikker på at Jonathan havde hørt rygter, så stor var skolen jo heller ikke. Men heldigvis var alle de andre navne langt mere sikre: "Sebastian B., Andreas, Benjamin and then Martin S. who claims he's bisexual, but I think he dated Benjamin unofficially for a while last year. As far as I know he's more into guys. Very understandable." Han smilede lidt af det. Han forstod virkelig ikke det der med sex med piger. Og så hvis man havde set lyset, det var uforståeligt. Men han havde nu heller ikke hørt nogle rygter om at Martin havde været sammen med nogle piger i den tid de havde gået på skolen.

[Jonathan Bailey Smith]

Jonathan smilede og mærkede glæden brede sig gennem hans krop. Han var også glad for at de var sammen, igen. Og det gjorde ham ufatterligt glad når Anton var det. Når Anton var glad nok til at joke, og være en drengerøvet nar overfor alle, som selvfølgelig kunne lide ham alligevel, fordi han var så karismatisk. Der var ingen grund til at sige i lige måde. Sådan var det bare. Og nu skulle det jo heller ikke blive alt for sentimentalt.

"That's alot, actually. Well, as you say, understadable." Han smilede også. Han holdt om Antons hænder og kyssede hans fingre. Ingen fik lov at tage ham. Ingen. Heller ikke selvom han havde rørt rygter om ferien. Det var fortid nu.

[Anton Sommer Engström]

"How many people are we at this school? 150? 200? I don't know. But I guess it's quite a lot. At least to be honest about it. So, now I should start feeling threatened? Well I'm not going to let any of them near you then. Ever again." De smilede og aede hinanden og han drillede selvfølgelig. Han var ikke nogen jaloux eller besidderisk type, på ingen måde.
Han puttede sit hoved ind til Jonathans brystkasse og snorkede demonstrativt.

[Jonathan Bailey Smith]

"Oh that's okay, they're not hot at all!" John lo og rodede lidt i Antons hår. Hvor var han sød. Han elskede det der drillende sjov de lavede.

"Am I that boring? Sad, very sad." kommenterede han tørt og lavt. Men han var også selv træt, og ville ikke have noget i mod bare at falde i søvn i Antons arme nu. Ligesom ude på øen. Han vidste ærligtalt ikke hvad han havde tænkt på, at falde i søvn derude. Hvordan i al verden var det lykkes ham. Og så på sådan et tidspunkt.

[Anton Sommer Engström]

"No they're far from our league." Varmen fra Jonathans hud mod hans egen var fantastisk. Der var ikke noget bedre end at ligge sådan hud mod hud, og når han havde hovedet på Johns brystkasse kunne han høre hans hjerte banke. Det var en meget beroligende men samtidig meget opstemmende oplevelse, at man kunne være så tæt på et andet menneske. Han kunne høre Jonnos vejrtrækning og han kunne ae over den sparsomme behåring på hans bryst.
Han smilede for sig selv over Johns kommentar, men han svarede ikke. Det var bare så skidehyggeligt. Han blev dog nødt til at smide noget af dynen af dem igen, ellers ville han dø af en blanding af overophedning og iltmangel.

"Skakmat" sagde Jonathan og Anton smilede. Det var aften i lejligheden, nej, det var faktisk nat. Mange af stearinlysene var brændt ud, men dem der endnu var gang i, var den eneste lyskilde.
Han havde lavet mad og de havde drukket irish coffee og whiskey og cognac. Gulvet rodede. Der lå lp-plader og tøj spredt over det hele og en masse forskellige bøger som de havde hevet frem for lige at finde et enkelt godt citat eller en filosofisk passage. De havde været ude at vandre selvom det var midt i december. Jonathan havde vist ham Lars von Trier-film og Foer-bøger. Det var en god dag. Det føltes som den første dag i resten af deres liv.
De havde været sammen en hel masse i de sidste to uger siden de mødte hinanden, men på en eller anden måde var denne dag rigtig speciel. Hvor de rigtig besluttede sig for at åbne sig helt for hinanden og lære hinanden at kende og være sammen. Officielt.
De sad i sofaen begge to i boxershorts og havde spillet de sidste mange timer. Backgammon og skak. Han var træt nu, men Jonathan skulle selvfølgelig have sin præmie. Det havde været hele formålet med det her sidste spil skak. Og han glædede sig til det.

[Jonathan Bailey Smith]

Det var skræmmene så hurtigt man vendte sig til at have nogen ved siden af sig. Så det var umuligt at sove uden. En af de første gange de skændes, en af de første i en lang række den vinter. Der havde det egentlig ikke været så slemt. Hvis ikke John havde været i et frygteligt humør, havde han nok bare joket det væk, og der var aldrig sket noget. Men han var i frygteligt humør, fordi Nath lige var rejst til Frankrig uden at sige farvel, og han havde skændes med en eller anden homofob da han var i byen efter cigarettter. Lorte søndag. Anton havde hørt et eller andet usædvaneligt højt musik da han kom tilbage på skolen, og vrissen som han havde været, havde han bedt ham slukket for lortet.

Egentlig havde det ikke været så slemt. Han plejede at hører det musik Anton viste ham, indtil han havde hørt det så mange gange at han holdt af det. Men den dag havde han brug for ro. Anton havde joket noget med, at han da troede han havde opdraget ham med god nok musiksmag til at sætte pris på det. Men John havde ikke set det sjove. På det tidspunkt havde han for sin død ikke kunne få øje på det.

"Så skulle du måske ikke opdrage på min musiksmag?..." Jonathan smed sin taske fra sig på gulvet og krydsede armene over brystet mens han satte sig ned på den underste køje.
Anton så overrasket ud, men når han tænkte tilbage var det også usædvaneligt for ham at reagerer sådan.
"Du plejer da ellers at kunne lide det jeg spiller?" Anton forsøgte sig med et smil, men skruede dog ned for musikken.
"Yeah? Maybe I just pretended to please you?!"

Det var ikke gået godt. Slet ikke. Han havde ikke ment det. Ikke i den situation. Men under alle omstændigheder var det sagt, og Anton brød sig naturligvis ikke om at høre det. Der havde været stille den aften. Meget stille. Anton havde taget Jonathans ipod, noget han ellers sjællent gjorde, og lå og lyttede til den. På et tidspunkt lød det som om han sov.

Jonathan kiggede op i loftet. Tankerne drønede. Og han tænkte på hvad han i stedet skulle have sagt, og på om Anton mente det han havde sagt. Han havde næsten glemt Nath og den latterlige dame i byen, det var mere oprivene at skændes. Ikke fordi de ikke havde gjort det en smule før. Men...han var stadig vred fordi Anton ikke bare havde læst hans kropssprog. Ikke bare havde set hvor anspændt han var, og var kommet hen og havde spurgt hvad der var galt. Det BURDE han havde gjort.

Stigen knagede da han satte moden på et af de nederste trin og sprang resten af vejen. For at være så stille som muligt. Han ville helst ikke vække Tony. Han så på Anton, som lå med hovedet vendt ind mod væggen, helt ovre i den ene side af sengen. Han trak vejret tungt , kunne man se på hans brede skuldre der hævedet og sænkede sig i stilheden. Jonathan vidste ikke rigtig om han håbede han ville vågne eller ej, da han satte sig bag ham og strøj hans ryg. Så puttede han sig ind til ham, og lukkede øjnene for at sove.

Jonathan var døset en smule hen. Ikke sådan at han sov, fordi han fornemmede stadig alt omkring ham. Han lå bare med lukkede øjne og nød varmen, ligesom dengang.

[Anton Sommer Engström]

Anton lå ligeså stille og kyssede Jonathan på halsen og brystkassen. Forsigtigt. Tegnede mønstre på hans bryst. Hørte hans åndedræt blive langsommere og mere afslappet.

Så var det aftalt. De skulle begynde på Lyngvig Kostgymnasium efter sommerferien. Det ville blive underligt men også meget spændende. Så ville han officielt flytte hjemmefra. Altså han havde jo boet i sin egen lejlighed siden han kom tilbage fra Sydeuropa, men det talte næsten ikke, når det var lige om hjørnet fra sine forældre. Familien havde annonceret, at de ville flytte til Stockholm, men Anton ville blive i Danmark. Han ville være sammen med Jonathan, det virkede mere langsigtet. Stockholm ville alligevel være et helt nyt liv igen, og det kunne han ikke se idéen i. Hvis de havde flyttet hjem til det røde hus i Vimmerby med søen og alle kammeraterne, ville han måske have overvejet det et minut. Men ikke byen. Og ikke uden Jonathan.
Han var et landmenneske. Og Lyngvig lå heldigvis på landet nær både en stor sø og bakker og dale og strand, og det ville blive lækkert. De skulle bo på værelse sammen. De skulle møde verden sammen.

Ligesom nu.
Nu sad de i et tog. På vej fra Carlisle og op mod det skotske højland. De havde besluttet at tage på interrail sammen i England. Og Wales, Skotland, Irland og Nordirland. De havde alligevel ikke andet at lave. Anton havde haft nogle vikartimer i en SFO, spillet fodbold med drengene og lavet bålmad med tøserne. Det havde været fint, men der var ikke meget fremtid eller arbejde i det.
De havde startet turen i London hos Jonathans familie. Han havde mødt alle Jonathans barndomskammerater og de havde gået på pub og til koncerter og boet gratis hjemme hos John.
Så var turen gået videre til Bristol og andre områder i Sydvestengland. Og så havde de været gennem Cambride, Norwich, Birmingham, Nottingham, Wales, op til Leeds og York og nu var de endt i Carlisle på vej ind i Skotland. Den første del af turen, turen gennem England, havde været på Johns præmisser, det havde været kultur og barer og resturanter og vin og koncerter og filosofiske samtaler på hostels af ganske god standart og det havde været sex i senge og det havde været skide hyggeligt. Rigtig fedt.
Men Skotland blev Antons domæne. Det blev vandring og klatring og det blev vandfald og kano og kajak og sove i primitive shelters på lejrpladser. Eller under åben himmel, det var det ved at være varmt nok til.
Der skulle sikkert også nok blive plads til et par byture og snak med de lokale. Men skulle jo opleve kulturen for at have oplevet et land fuldt ud.
Irland og Nordirland måtte blive et kompromis så. Men på trods af deres forskelligheder, virkede det som om deres respekt for hinanden blev ved med at vokse hver eneste dag. Og deres kærlighed og forelskelse også. Det var en vild følelse. Verden var et stort og smukt sted.
De kørte forbi områder med høje træer og Jonathan sov op af ruden. Hvor var han bare sød. Og helt utroligt smuk.

[Jonathan Bailey Smith]

“He awoke each morning with the desire to do right, to be a good and meaningful person, to be, as simple as it sounded and as impossible as it actually was, happy. And during the course of each day his heart would descend from his chest into his stomach. By early afternoon he was overcome by the feeling that nothing was right, or nothing was right for him, and by the desire to be alone. By evening he was fulfilled: alone in the magnitude of his grief, alone in his aimless guilt, alone even in his loneliness. I am not sad, he would repeat to himself over and over, I am not sad. As if he might one day convince himself. Or fool himself. Or convince others--the only thing worse than being sad is for others to know that you are sad. I am not sad. I am not sad. Because his life had unlimited potential for happiness, insofar as it was an empty white room. He would fall asleep with his heart at the foot of his bed, like some domesticated animal that was no part of him at all. And each morning he would wake with it again in the cupboard of his rib cage, having become a little heavier, a little weaker, but still pumping. And by the midafternoon he was again overcome with the desire to be somewhere else, someone else, someone else somewhere else. I am not sad.”

Jonathan klappede bogen i med et lille smæld. Han kunne godt lide Antons lejlighed. I sær når der rodede, det var enormt hyggeligt og som om man var hjemme. Han kunne i sær godt lide hans sofa, som var stor nok til at man rigtig kunne slænge sig i den og bare sove. Nu sad de i den. Anton bag ham med armene om livet på ham og kiggede med når han læste op fra Everything Is Iluminated.

"You see why I like them?" Han smilede og drejede hovedet. "It's like, I find myself in these books. I don't know who to explain what I feel, until I find it in books, and then I know. It's wonderful!" Han rødmede lidt og lo, det lød lidt underligt og nørdet. Han vendte sig og Anton kyssede ham mens han stadig lo. De ville have hinanden. Jonathan tabte bogen ned på gulvet. Han havde aldrig forestille sig at det ville være så vidunderligt at være forelskede sammen.
Hans kusine havde drillet ham med at han næsten ikke var hjemme mere.

"I can't sleep when you do that..." mumlede han med lukkede øjne. Han fik kuldegysninger over det hele af fryd.

[Anton Sommer Engström]

"There was a time where I thought the two of us being together made us both stronger. And I think you felt the same. But maybe you're right. Maybe you don't like music or hiking or staying in bed to have sex all day. How the fuck should I know? You need to tell me. You bloody need to talk to me."
Det var et af deres uendelige skænderier. Det virkede som om de ikke havde lavet andet end at skændes i umenneskelige tider. Han blev så skide sur og frustreret og for helvede altså. Det var noget værre lort.
De havde skændtes hele morgenen. Han tog ud at løbe. Uden nogen retning eller noget mål, bare hurtigt og længe. Han måtte mindst have løbet 15 km. Da han kom tilbage til værelset var stemningen ikke meget bedre.
Nu sad Jonathan og lod som om han læste i en bog, mens han lavede irriterede ansigtsudtryk og blev ved med at vende den samme side igen og igen.
"And no! Maybe I don't like books. And I certainly don't like films or stupid tv shows. I'm not a cultural person, and you can't change that! I absolutely hate discussing stupid politics with the annoying self centred people you hang around. And YES. I suck at card games. I suck at board games and I don't know a thing about trivia. There was I time where you thought that was funny, where you thought it's was cute even. And now you're just embarrassed and up on your high horse. So go fuck some cultural French painter who eats snails or something, I don't give a toss."
Det var det barnlige niveau de var nået ned på. Jonathan kastede bogen efter ham og gav ham fingeren. Aldrig før havde de været så fucking åndssvage, det var helt til grin.
"It all that, yeah. And then it's the fact that you're so damn busy trying to be the straight guy that you never protect me. You just laugh at me when people act like complete nut-heads. Squeeze my hand in that stupid way because you're too insecure to deal with things. That's a laugh." Jonathan vrængede ad ham. Hans stemme var helt anderledes når han var sur. Det var pisse urimligt.
"It's not about that! Come on. Just because being you boyfriend isn't my whole identity it doesn't mean that I'm trying to run from being gay. Hell I ain't. And all of those idiots at the pride parades and the gay bars, they're not more 'proud' than I am, they're just more insecure. They don't know who to be in the world so they just choose to be 'the gay guy', and I'm not going to do that. And don't try to make me someone I'm not."
Alle de forskelligheder, der før havde været deres største styrke og kilde til respekt for hinanden blev nu til et evigt emne for skænderier. Det var måske mest frygten for at miste sig selv, der gjorde dem så bange. Det var også skræmmende, han anede ikke hvem han var uden Jonathan, men samtidig var han glad for den han var nu. Så det virkede ret nyttesløst. Han gad ikke at skændes, men de var lige gode om det. De var lige gode om at starte skænderierne og sige dumme ting til den anden som de ikke mente. Han mente dem i hvert fald ikke, men nogle gang blev han i tvivl om John gjorde. Det var skide hæsligt.
Han satte sig på sengen og kiggede på Jonathan der sad op ad radiatoren, nu uden bog. Hans stemme blev mere almålt, mere træt og opgivende, han orkede ikke at skændes mere i dag.
"I'm sorry that I'm such a pain in the arse. I'm sorry that I fucking love you, it's not like it's something I've chosen or anything. And I'm scared and you know that. I've never loved anyone like this before, and it's not just a walk in the park. You know that. Or you used to understand that. I'm afraid of losing you." Så sagde han ikke mere. Og Jonathan kiggede på ham og satte sig op ved siden af ham på sengen og kyssede ham. Og de var færdige med at skændes, men de kunne ikke lade være med at græde lidt begge to mens de klædte hinanden af. Og det var rart mens det varede, men det reparerede ikke noget. Det var som et plaster på et åbent benbrud. Og John rejste sig og tog sit tøj på i stilhed og gik sin vej. Sikkert for at være sammen med Selma. Eller tage ned i boghandlen. Eller et eller andet andet som de burde have gjort sammen på sådan en lørdag.

"Then don't" han grinede mod Jonathans solbrændte hud. De behøvede ikke at sove. De kunne sagtens bare ligge. Han holdt ikke op med at undersøge drengens lækre overkrop med sine læber.

[Jonathan Bailey Smith]

Jonathan lo lidt. "It tickles!" Han magtede ikke at åbne øjnene igen. Han lå bare så godt og afslappet her. Han rodede i Antons hår med rolige bevægelser, og forsøgte at sno det om sine fingre, men det var for kort.

Jonathan svedte i sine håndflader. Det var derfor han ikke havde taget Antons hånd, der ellers lå og så meget fristene ud på armlænet mellem dem. Bare tanken om at den mørkhårede, vidunderlige, lækre fyr ved siden af ham skulle møde hans familie gav ham bekymrede rynker i panden. Ikke fordi han troede hans søskende ikke ville elske ham. Der var simpelthen ikke noget ikke at holde af, måske de endda ville synes bedre om Anton end om ham, nogen af dem i hvert fald. Det var mere hans forældre. Ikke at de ikke elskede ham, og støttede ham og sådan, men, han havde aldrig haft en kæreste før. Aldrig haft en fyr med hjem til dem på den måde. Og han vidste helt ærligt ikke hvordan de ville takle det. Men de havde da Nath og hans kæreste, og hende havde de været søde nok ved. Det skulle nok gå..det skulle nok, årg for pokker, hvorfor var han stadig nervøs?

For at få tankerne væk havde han hevet Helle Helle op af tasken, en dansk forfatter hans kusine havde anbefalet ham. Det var jo under alle omstændigheder også for sent at vende om. Men det forhindrede ham ikke i at have en knuende fornemmelse i maven. Han trak fødderne op i stolen og forsøgte at gemme sig helt og aldeles bag bogryggen. Men ordene sprang foran hans øjne, og han blev nød til at læse siderne flere gange for at få en mening.

"Is that book very fascinating or would you mind leaving it for a little while?" Jonathan stivnede da han mærkede hånden på sin egen. Alligevel lagde John den væk og lod Anton flette sine fingre ind i hans. Så fortsatte han:
"Tell me something more about that family of yours..." Smil.

[Anton Sommer Engström]

"If this turns pear-shaped, I'm gonna blame you!" grinede Jonathan. Han stod med den store skål og viftede truende af Anton med træskeen, men med et drillende udtryk i øjnene. De var i tekøkkenet og var ved at bage kage. De havde gået Lyngvig et par måneder allerede og det havde været sjovere end han havde kunnet forestille sig. Folk var bare så skide åbne og flinke og de var hurtigt blevet venner med Selma. Den mest friske og energiske pige de nogensinde havde mødt. Og de var en bande de tre. Selma passede helt perfekt med dem, hun var som et bindeled, ikke at de behøvede det, men det passede perfekt. Og det gjorde at de ikke var 'John og Tony' når de var sammen med hende. Faktisk havde hun omdøbt dem til Jonnah og Annie allerede. Noget Anton synes var sjovt, men som Jonathan lige skulle bruge et par uger på at acceptere. Hun kunne godt lide at løbe og lave alt mulig andet sjov sport som Anton, og hun kunne godt lide at slappe af og se film og pjatte som Jonathan.

Men Jonathan havde påstået, at han aldrig havde bagt noget i sit liv. På nær måske nogle julekager sammen med sine søskende som lille, men der havde han vist mest stået for konsumeringen. Og lidt for pynten måske. Anton havde ikke svært ved at tro det, med tanke på Johns øvrige madlavningsevner. Men han kunne godt forstå det; hvis han havde haft en mor der kunne lave mad og bage som Jonathans og gjorde det ligeså gladeligt, ville han nok heller ikke have sat sine ben i et køkken.
"It'll be the dog's bollocks, I'm sure." Det var banankage, man skulle være mere end almindeligt retarderet for at kunne ødelægge det. Anton grinede også og måtte forlade køkkenbordet og sin te, over at kysse dej af Jonathans kind, og hals, og hænder.

"Mmm. That's nice" mumlede han. Der var simpelthen ikke noget bedre end når Jonathan aede ham i håret og i nakken. Det var farligt at være tæt på en person der kendte en så godt. Bedre end nogen anden i hele verden. Det var næsten som om Jonno kunne læse hans tanker også. Han vidste altid hvad han følte og hvorfor han reagerede som han gjorde. Det var en underlig følelse, at et andet menneske kendte en bedre end man næsten selv gjorde.

[Jonathan Bailey Smith]

"I know that..." smilede han og fortsatte. Han var rigtig glad for Antons hår. Det var naturligt og blødt og tykt at rode i. Noget andet end folk der havde farvet det tusind gange og smadret deres totalt. "Whatever you're doing is very nice, too..."

Jonathan sparkede døren i efter sig. En smule agresivt, men egentlig var han mest trist. Han sukkede og snappede sin skjorte op, for i stedet at trække en t-shirt på. Han orkede ikke flere gymnasie fester. Ikke fordi han ikke kunne lide fester, men der var pludselig kommet mange, og han brød sig ikke om denne her. Musikken dunkede fra hovedhuset og hele vejen over i hytterne. Han skar en grimasse. Det var ikke engang hvad Anton ville have kaldt god musik. Efter bare at have stået lidt på værelset, uden at vide hvad han skulle gøre af sig selv, lagde han sig på maven i sengen med sin telefon og tjekkede britiske nyheder. Bare for at få tankerne lidt væk. Og billederne. Og Anton der slet ikke havde interesseret sig for ham hele aftenen. Bare talt med alle mulige andre. Og leet med dem og danset med dem. Ikke at Jonathan ikke også kunne tale med andre. Selvfølgelig kunne han det, men...og det gjorde han også! Det var jo heller ikke meningen at de kun skulle kunne være sammen med hinanden, det var så træls når par var det, men...Han kunne da i det mindste kigge.

Døren gik op og forstærkede musikken. Jonathan kiggede ikke op, han havde høretelefoner i og så en tv-serie han havde fundet en af de forrige dage. Anton, lashed Anton, kom ind og satte sig overskrevs over ryggen på ham uden så meget som at lukke døren efter sig. Han trak telefonen uden for rækkevidde og smed den fra sig som om den brændte.
"Why are you in here, Airhead? The party is outside, you know!" Han lo og gav Jonathan et smækkys på kinden han ellers godt kunne have undværet.
"I...just not really in the mood...? You guys are doing just fine without me."
"Come on! Don't seriusly tell me you'd rather be in here?"
Jonathan skar ansigt af det blik han fik. Men nej, han ville hellere være deruden, hvis det ikke lige var fordi...
"You're spending the hole night flirting with others anyway..."

[Anton Sommer Engström]

De løb om kap op mod det røde sommerhus. Det var ikke som deres gamle hus, men det lå i samme område, bare ved en anden lille indsø. Men den var også god. Og der var en badebro. Skovjordbær langs stierne som de trak på strå og spiste mens de kiggede på skyer og tørrede i solen. De var solbrændte som negere allerede, for det var alt for varmt til at gå i andet end shorts hele dagen.
De havde været ude med gummibåden sammen med Elsa og Niklas og de havde fanget 5 aborrer. En ganske god fangst, hvis han selv skulle sige det. Dem ville de lave til aften.
Men nu havde hans mor dækket op til frokost ude i haven, ved bordet med den blåternede dug. De havde gæster. Nogle af familiens gamle venner. Og der var græshopper og myg og alt var som det skulle være. Han var glad for at kunne vise Jonathan alt det her. John havde vist ham sin barndom, og nu var det hans tur til at gøre gengæld. Stockholm var ikke ham. Det har var ham. Og de havde lært ham at spise köttbullar og 'korv med mos' (hotdog med kartoffelmos) som nok var det svenske svar på 'fish and chips', som Johns far havde lært ham at holde af. De havde vist ham Antons gamle skole og hans venner havde prøvet at lære Jonathan at 'snusa' (bruge snus xD meget svenskt), hvor dårlig en vane det så end måtte være.
Jonathan havde mødt alle som havde betydet noget i Antons liv og det var skønt at han passede så godt ind. Og han havde festet med dem og mødt Matthias, Antons første kæreste, og han var bare så skøn og frisk på det hele.
I aften skulle de til dans i forsamlingshuset og spille violin og danse hele natten, for det gjorde man stadigvæk ude på landet. Og i næste uge var der midsommerfest.

"I could sleep now" mumlede han. Han kunne godt sove lige det. Der gjorde han faktisk næsten allerede og Jonnos kærtegn gjorde det endnu sværere at kæmpe imod.

[Jonathan Bailey Smith]

"Yeah, me too." Jonathan nød duften og varmen og lyden af Antons åndedrag der blev tungere og langsommere. Jesus, hvor var han glad for den mand! Helt latterligt forelsket. Noglegange forstod han slet ikke hvordan det var kommet så vidt. Men det var det, og det var perfekt, og han var perfekt. Hans brune øjne var perfekte. Hans læber var perfekte, og havde perfekt timing og udførte perfekt arbejde. Og hans personlighed var perfekt, og han vidste altid hvad han skulle sige. Jonathan begravede ansigtet i Antons hår og lukkede øjnene.

Kort tid efter rettede han sig op igen. Pludseligt.
"Anton?" Han vidste ikke hvorfor han hviskede. "Anton, are you sleeping?" Jonathan stemme havde en ængstelig undertone.
"You need to be awake, just for one second, please! I need you to promise me something..." Han bed sig i læben ud i mørket.
"I need you to promise me that you won't be gone when I wake up tomorrow!" Han havde ikke plejet at være så...hjælpeløs. Men, tænk hvis han var væk. Tænk hvis...

[Marius Emil Lundqvist]

//Ankommer til tråd

Marius smuttede ind på værelset og lukkede døren bag sig. Solen skinnede ind på værelset og fik støvet til at fremstå tydeligere på gulvet og på møblerne. Det gjorde det heller ikke bedre af, at Jonathans ting lå lidt rundt omkring, men okay .... Det var heller ikke hans problem.

Marius trak i tøjet: Mørke jeans, lyseblå skjorte og et par tørre sko - det var slidte kondisko, der engang havde været hvide med grønne striber, men nu lignede de grå med okkergule pennestrøg. Fuck det, hans kondisko havde set bedre dage, men de nye lå hjemme på Sjælland.

Marius kørte en hånd igennem håret, og så var der ikke så meget for ham at gøre derudover. Der var stadig halvanden time igen, til undervisningen begyndte kl. 12:10, så Marius valgte at ville slå et smut forbi Aulaen. Nu skulle det flygel have stanget sine tangenter, når han ikke havde haft mulighed for det i weekenden på grund af sygdom - han savnede det sgu.

Men måske - bare for ikke at virke for bitchy - skulle han spørge Lærke, om hun ville med. Han havde ikke noget imod at spille for andre, men havde savnet lidt kvalitetstid med musikken. Nåh, det kunne blive en anden gang - han gik ud og ventede på Lærke ude i gangen.

//Forlader tråd og befinder sig på gangen