Værelse 2

[Anton Sommer Engström]

"I'm not scared right now" sagde Jonathan.
Anton ville ønske, at han kunne sige det samme, men det kunne han ikke, og det vidste Jonathan også godt. Det var han måske den eneste der gjorde.
"I am" svarede han nøgternt. "I'm scared out of my mind, but I was more scared without you. Now I can be scared and talk to you about it, and it's way better than being scared and missing you at the same time. I hate missing you."

Han smed guitaren ned på gulvet igen og viklede sine ben ind i Jonathans og trak dynen op dem. Jonathan talte om, at han ikke ville slippe så let, og han smilede bare lykkeligt og hviskede ind i Johns ører, at det havde han bestemt heller ikke lyst til. At Jonathan sagde, at han ikke kunne se sig selv glad uden Anton, var både det han havde ønsket at høre, det man sagde til hinanden når man var ung og havde hele livet foran sig, og lidt trist på samme tid. For hvis det ikke holdt, og hvad var sandsynligheden for at noget holdt, når man fandt sammen som 17-18-årige?, hvis det ikke holdt, ville han have at John skulle være lykkelig. Men han kunne heller ikke se sig selv lykkelig uden Jonathan.
Han havde ellers troet, at de havde haft dagens vigtige samtaler først nede ved søen og siden i køkkenet, men det var åbenbart ikke slut. Ikke at det gjorde noget, bare det at de kunne var så fedt. Og de havde nok også brug for det.

[Jonathan Bailey Smith]

Jonathan vidste ikke hvad han skulle svare. Han kunne selvfølgelig sige, at Anton ikke skulle være bange. Men det var latterligt. Alle var bange. Det var ikke til at undgå. Han kunne også sige, at det var okay at være bange, eller noget så kliché som at Jonathan nok skulle passe på ham. Nej, aldrig i livet. Han kunne sige, at det vidste han godt. Men Anton vidste at han vidste det.

Efter at have ligget lidt i hver deres tanken lagde Jonathan hænderne om nakken på Anton og kyssede ham roligt og forsigtigt.

"Even if we fight, this time we won't let go! Deal? Then we'll see what happens. And find ourselves years from now, still sitting together in the garden in London."

[Anton Sommer Engström]

"Even if we fight, this time we won't let go! Deal? Then we'll see what happens. And find ourselves years from now, still sitting together in the garden in London."

Jonathan kyssede ham og han lukkede bare øjnene og nød det. Og nød optimismen i de ord. Han håbede det holdt stik og han turde også at tro på det nu.
"Safe." Smilede han. Han kunne godt se dem sidde i det høje græs i haven uden for London med svigermors kagebord og alle Jonathans søskende og alle deres børn og Antons og Jonathans børn og åndssvage lege og quizzer og kortspil. Det var en fed tanke.

"In ten years I'll be 30. Doesn't 30 sound old? Shit" han lo højt. Det var mærkeligt, at stå på grænsen til at være voksen. Det var også mærkeligt at blive 20, så var man officielt ikke længere teenager mere. Så var man måske ung voksen, eller hvad man skulle kalde det.
"Don't you think I should grow a beard? A full beard. Couldn't you imagine me with a beard like Ryan Gosling in The Notebook? That would be brilliant." Det var endnu en sjov tanke han fik, men der var et eller andet voksent ved et skæg. Og noget stærk og naturagtigt. Han kunne lige se det for sig.

[Jonathan Bailey Smith]

Så var det ligesom på plads. Et løfte. Et løfte om at kæmpe, og ofre sig, og elske og leve. Så skulle det bare holdes.

Jonathan lo og skubbede Anton hoved blidt væk fra sig.
"It does sound old, but you've always been old. And no, I do not think you should get a beard like that! Even dough it would look very grown up." Gammel og gammel var måske en overdrivelse. Det var bare så simpelt, at Jonathan havde fødselsdag i december. Den 3. for at være helt præcis. Og Anton den 9. maj.

"People with beards never think of those who are suppose to kiss them. I mean, ew, hair all over my tongue?!" Han lo igen. Så kom han i tanke om noget. Antons fødselsdag før ferien.

Han havde aldrig haft sådan en lorte dag før. Ingen underdrivelse, han vågnede bare op allerede om morgenen med en fornemmelse af at det ville gå fuldstændig galt. Og han havde da også haft ret. Tanken om at han ikke kunne fejre den dag med Anton var ved at drive ham til vandvid, og gjorde ham om muligt endnu mere sur end han allerede var. I frustration havde han laddet sin gave ligge i sin jakkelomme på værelset og havde aldrig afleveret den. Heller ikke da de knaldede på hans værelse sidst på natten. Der havde han også bare været så vred, på en uretfærdig verden.

"I'll be back in one second." Han smilede og satte sig så op, for at gå over til sin jakke der hang hen over en stol. Han havde ladet gaven blive i alle de lommer. Så han var sikker på han altid havde den med, indtil han tog sig sammen til at få den givet.

[Anton Sommer Engström]

"Well I have no plans of growing a beard in my mouth. And I know some places where you get hair in your mouth already. You wouldn't want me to shave there, would you?" grinede han. Jonathan havde de sødeste udtryk og måder at sige tingene på.
"I wouldn't want you to shave at least.. what's wrong with those guys? who wants to be with a baby?" han lavede et forarget og utilpast ansigtsudtryk. Ej, men helt ærligt. Det var altså en mærkelig trend.

Han smilede også lidt da John sagde, at han altid havde været gammel. Det var nok også rigtigt, på et eller andet punkt havde han altid været lidt gammel. Men på den anden side var han også en drengerøv, som gik op i sport og fester og fyre. Men forholdet til Jonathan havde nok gjort ham mere moden. Og så det sidste års tid, der var han virkelig blevet gammel, men det ville han ikke have noget imod hvis det forsvandt igen.

Han blev meget overrasket da Jonathan rejste sig op og gik over gulvet for at rode i sin jakke. Han kunne ikke lade være med at følge ham med øjnene. Fuck han var lækker. Solbrændt og slank og drenget og.. shit, han kunne nok godt lige finde energi til en omgang mere. Han ville gerne tage Jonathan også, det måtte næsten være på sin plads. Jonathan fik nok slet ikke noget valg. Men nu var han først nysgerrig over hvad fanden fyren lavede..

[Jonathan Bailey Smith]

Jonathan svarede mens han rodede i sine lommer. Dem var der forøvrigt alt for mange af. Han mente ellers han havde haft den i morges. Havde haft den i hånden, nede i lommen, bare ligesom for at sikre sig at den stadig lå der.
"That's different. And no, please don't." Han kunne ikke lige fokuserer nok til at komme med et vittigt svar. Han havde sommerfugle i maven. Det var alt for sent at give den gave nu. Og faren for at han slet ikke kunne lide den var alt for stor. Nå, det måtte vel gå, eller ikke. Der.

Så trak han en lille pakke op i sin hånd. Med blåt papir og hvidt bånd, som var krusset og faldt ud over det hele. Cirka 10 cm lang. Med et lille smil tænkte han på den mundharmonika der lå inden i. Med Anton 'Anothony' Sommer Engström ingraveret på oversiden med sølv. Måske var det faktisk bedre at give den nu. Det havde været akavet på selve dagen. Men, måske havde det også reddet deres forhold noget før.

Med hånden bag ryggen skyndte han sig tilbage og lagde sig igen.
"Happy birthday." Så rakte han ham pakke med et lidt genert grin.

[Anton Sommer Engström]

Jonathan puttede sig ind til ham igen og rakte ham en gave i blåt papir og ønskede ham tillykke med fødselsdagen.
Han kiggede overrasket på ham, men kom så i tanke om sin fødselsdagsfest inden ferien. Det havde været noget værre lort. Selma havde virkelig været dejlig og gjort sit for at aftenen blev så god som den gjorde. Normalt havde de gjort deres for ikke at sætte Selma i akavede situationer, både da de var sammen og da de ikke var. Det var de 3 der var venner. En bande. De var ikke kærester når de var sammen med Selma. Heller ikke så meget med andre mennesker, men det kunne ske, men med Selma var de bare bedste venner. Og det havde de klaret ret godt hvis han selv skulle sige det.
Men ikke den dag. Det var en lortedag. Den var slet ikke som den burde. Han var ikke sammen med Jonathan, Niklas' årsdag nærmede sig med hastige skridt og alt var bare kaos.
Det virkede som om, at folk hyggede sig, at det var en god fest. Men han havde været trist og lidt sur. Og Jonathan havde ikke givet ham en gave, men det havde han nu heller ikke forventet. Og de havde haft sex. Ikke så vred, som det plejede, mere opgivende. Og fuld. Og han havde stået tidligt op og listet over til sit eget værelse med kæmpe tømmermænd og intet var blevet bedre.

Men nu fik han en gave. Han vidste ikke om han skulle åbne den. Intet kunne alligevel måle sig med den gave det var, at Jonathan lå ved siden af ham og kaldte sig for hans kæreste. Men han var nysgerrig.
Og han pakkede gaven op. Og åbnede æsken.
Og han havde ingen ord.

Det var den smukkeste mundharmonika han nogensinde havde set. Med hans navn indgraveret. Det var så vildt. Han havde haft en gammel mundharmonika, da han var lille, men den havde han givet videre til Niklas. Og Niklas havde spillet på den hver dag. Niklas havde spillet for Anton og Jonathan dagen før han døde. Han havde brugt de ti friske minutter han havde om dagen på at spille for dem. Og sige at de var søde sammen og at han elskede dem. Og han havde putten den i brystlommen på sin skjorte og var blevet begravet med den.

Det var den bedste gave han havde fået i hele sit liv.
Han kunne ikke huske særligt mange sange, han havde faktisk ikke selv spillet siden han havde lært det fra sig til Niklas. Men da han satte den til munden, kom nogle af sangene alligevel tilbage til ham.
Ikke nogle specielt betydningsfulde sange, men bare følelsen, da han spillede Imagine af John Lennon og 'Here comes the sun' af Beatles og 'Blowin' in the wind' af Bob Dylan.

Han vejede den lidt i hånden da han havde spillet. Den var smuk.

"Jag älsker dig." Han kiggede ikke på Jonathan da han sagde det, men han klemte hans hånd.

[Jonathan Bailey Smith]

Gud hvor var han længe om det! Jonathans sommerfugle flavrede op i halsen på ham, og fik hans hjerte til at banke igen, mens Anton bandt båndet på gaven op. Kunne han ikke bare være typen der flåede papiret af, for hurtigst muligt at se hvad der var indeni? Sådan var Jonathan selv, og i sær nu ville han ønske det var overstået. Tænk hvis han ikke kunne lide den. Han kunne selv have købt sig en ny, det anede Jonathan jo ikke.

Han kiggede nysgerrigt og forventsnings fuldt på Anton da han forsigtigt tog instrumentet op i hånden. Han sagde ikke noget. Det var ikke til at gætte om det var et godt tegn eller ej. Men da han begyndte at spille, smilede John også. Det var i hvert fald et godt tegn. Jonathan sang lidt med på sangene. Det han kunne af dem, men han havde aldrig været særlig god til at huske tekster.

"Jag älsker dig." Jonathan mærkede et klem i sin hånd, og klemte tilbage mens han så på Anton. Hans blik var vendt mod mundharmonikaen.
Jonathan smilede. Han kunne lide gaven. Det var der ingen tvivl om. Så havde han ikke helt ramt forkert. Så lo han lidt.
"You love me or the present?" Det var for sjov. Han vidste hvad det var, og når han sagde det på svensk betød det noget. Virkelig. Og hans eget hjerte bankede stadig vildt. Måske havde det ikke været spændingen for gaven alligevel.

[Anton Sommer Engström]

Anton kommenterede ikke på Jonathans drillende spørgsmål, om om det var ham eller gaven han elskede. Det var alligevel også et retorisk spørgsmål, og svaret ville være begge. I stedet lagde han den tilbage i æsken og hoppede ud af sengen.

"Let's go grab a shower." Han hev Jonathan op i armene og holdt om ham, så de ikke ville miste balancen når han kom på benene. Han kyssede ham grinende og trak ham ud mod badeværelset. Det havde de også brug for, de var helt svedige og klistrede og så lugtede de lidt af bålrøg.. og sex. Han grinede lidt. Hold kæft hvor havde han bare grinet meget i dag, det var en god dag. Men den kunne blive endnu bedre. To gange på en aften var bestemt ikke for meget. Slet, slet ikke.

[Jonathan Bailey Smith]

Jonathan havde lidt overrasket, men glad bare laddet sig trække med. Nu, bagefter, stod han med armene om skuldrene på Anton, og hovedet ind til hans hals og bare nød fornemmelsen af det varme vand der løb hele vejen ned af ryggen på ham. Han havde lukkket øjnene i nydelse. Fantastisk. Endnu bedre end han huskede det. Det havde vist alligevel været en rigtig god idé at få afleveret den gave. Jonathan trak vejret tungt. Han kunne ikke få smilet væk fra læberne. Han var ikke sikker på hans ben kunne bærer ham, hvis han forsøgte at flytte sig. Han lænede sig mere op af Anton ligenu end han stod selv. Men der var jo heller ingen grund til at flytte sig. Han stod rimeligt godt sådan.

Jonathan kyssede Tony på halsen. Ganske forsigtigt. Velvidende at det kunne han godt lide. Det havde han vidst sagt en gang.
"Du kan stadig, hva?..." Han smilede igen. I et anfald af vellykket integration, havde han faktisk glemt hvad det samme ville have været på engelsk, eller svensk, for den sags skyld.

[Anton Sommer Engström]

Anton grinede lidt og mumlede bare en eller anden udefinerbar lyd til svar. Det var nok ikke lige nu de skulle diskutere hvorfor han helt tydeligt ikke var ude af træning. Det kunne han heller ikke tænke på, når Jonno stod og kyssede ham på halsen på den måde. Var der noget, der gjorde ham ude af stand til at koncentrere sig, var det, når der blev kærtegnet for hans hals og nakke. Hvorfor anede han ikke, men han var åbenbart meget følsom i det område. Det var heldigvis kun John der vidste det, og sådan skulle det være.

Han tog noget shampoo og begyndte at vaske Jonathans hår. Det endte selvsagt ud i en lille sæbekrig, eller en pænt stor en af slagsen.
Da de kom ud af badet, besluttede Anton sig for at tage i det mindste sine boxershorts på. Ikke at han havde den mindste lyst til at have tøj på, der var ikke noget hyggeligere at sove nøgne sammen, men nu hvor de (fan också) boede sammen med andre mennesker, måtte han hellere være bare en smule præsentabel, hvis nogen skulle finde på at gøre krav på sin andel af værelset. Og det duede jo heller ikke at hele verden fik set hans størrelse 46, han ville jo ikke være skyld i at folk kom til at lide af mindreværdskomplekser.
De pjattede mens de tørrede badeværelset op og så smed han et album på Johns anlæg, før han smed sig i sengen. Det var fandme længe siden han havde hørt andet end live musik og så det kattejammer han selv skruede sammen.

[Jonathan Bailey Smith]

Jonathan havde samlet håndklædet op fra gulvet, hvor de havde smidt det da de kom, og var for anden gang den dag begyndt at tørre sit hår. Eller forsøge på det. Bare lidt, så sengen ikke blev helt våd, der var ikke noget mere irriterende. Antons cd flød gennem rummet, med en guitar der klarede hele sangen alene. Jonathan smilede, og lavede nogle moves inden han satte sig ned i sengen også. Ligesom Anton havde han klædt sig på igen. Bare så han ikke behøvede at se Marius og Adams ansigtsudtryk når de engang kom. Hvis de kom. Det gad han ikke.

Jonathan lænede sig bagover og begravede hovedet i dynen. Et dybt, lettet suk undskap ham. Han havde drømt om det her. Hele sommeren, når folk i hans familie ikke lige syntes de skulle 'forsøge at opmundre ham/forstyrre hans gnavne humør'. Overvejet hvordan det skulle være. At han og Anton ville se hinanden i øjnene når de ankom. Og indse hvor latterlig det var, og smile, og falde i hinandens arme. Eller ikke. Fordi selvom han havde drømt om det, så havde han aldrig rigtig forventet det. Det hjalp at være vred, hvis man ikke ville være for ked af det og ensom. Det hjalp i hvert fald for ham. Men han gad ikke være vred mere. Det var forsvundet fra hans tanker, skubbet væk af så megen glæde, og store ting der var sket. Som da Anton tog hans hånd og kaldte ham Jonno for første gang igen. Det havde været stort.

[Anton Sommer Engström]

Anton røg en smøg mere. Normalt ville han nok ikke have gjort det, men der var et eller andet lækkert ved at ligge i rent sengetøj, Jonathans seng, efter sex, to gange, og høre musik og sende røgringe ud i verden.

"This living with other people is going to be so annoying." Endnu en ting han ikke havde tænkt sig at sige, men som han tænkte på. Det var ikke fordi de skulle gøre noget ved det, ikke lige med det samme i hvert fald, det ville sikkert blive fint at lære de andre at kende og alting, og de skulle jo heller ikke blive totalt kærestekedelige og afhængige af hinanden, men det ville altså blive besværligt. Det var jo simpel matematik. Og hvis Selma og Noah skulle til at gøre hvad end de nu gjorde her til aften, til en vane, ville det også blive træls for dem. Og deres sidste værelseskammerat, som Anton ikke havde mødt endnu, hvis han nu også havde en kæreste eller scorede til en eller anden fest. Alt i alt, ville det blive pænt træls for pænt mange mennesker. Det virkede ret uoverskueligt, hvordan nogen som helt skulle få noget på den dumme på nogle som helst andre tidspunkter end sent om natten efter en fest, hvor folk var gået videre i byen eller fortsatte festen på et eller andet værelse.

[Jonathan Bailey Smith]

Røgringene steg til vejs og blev opløst i luften. Jonathan havde drejet hovedet og kiggede nu på dem. Så skubbede han sig op på knæene igen, på trods af protest i hele hans ømme krop og kravlede op og satte sig ved siden af Tony.

"True shit." kommenterede han. Han gav sig til at tegne Anton på ryggen med den ene finger. Han var varm og lækker og solbrun over det hele.
"I guess, we just need to find alternative places. Who's up for doing it in the woods?" Han smilede med latter i stemmen. Det var ligefør han ikke kunne le mere. Eller, det kunne han måske nok, men han havde leet mere i dag end nogen anden dag i de sidste par måneder, og man kunne vel løbe tør. Han fulgte sine fingre, og smilede da han havde skrevet John og Tony på ryggen af ham. Nu var han blevet en af deres egne fan-tøser.

[Anton Sommer Engström]

"Yeah you're right. And when it gets too cold outside I'm sure there's still places at this school we haven't christened yet." Det skulle nok blive sjovt. Det var selvfølgelig ikke kun en ulempe, men han ville nu helt sikkert komme til at savne et 'inden morgenmaden'-knald og alle mulige andre varianter. Men det blev sikkert fint.
Jonathans hænder på han ryg. Denne her nat var dejlig.

"So.. seems we not the only ones who got lucky" smilede han, mens han røg cigaretten færdig. Han hentydede selvfølgelig til Selma og ham der amerikaner-fyren på hans værelse.