Grillfesten

[Freya Kasgaard]

"Jo, synes faktisk også at her er skide koldt..." Freya mente det. Her var faktisk skide koldt. Shortsene og denne lettere gennemsigtige skjorte, gjorde det bestemt ikke varmere.
"Hvis jeg skal være helt ærlig er jeg også lidt bange for mørket... Så er vi jo to, ik? Så siger jeg det ikke videre... Snuske..." Freya var faktisk ikke rigtig mørkeræd. Det var mere da hun var lille, nu var hun mere bange for Hvad der lurede i mørket.

Da Freya susede ned af bakken, var hun lige ved at vælte. Hun bandede indædt.

//Forlader tråd og går ind i rævehulen..

[Lærke]

Så Lærke vidste det godt. Vidste godt at hun nærmest blev helt kåd af hans hvisken. At alkoholen gjorde sin virkning, at det han lænte sig mod hende og rørte ved hende fik hende til at læne sig frem mod ham, tage et skridt lige ind mod hans bredere bryst, mod hans bankende blod og den varme der skyllede ud af hans porre. Hun vidste godt at hun var for fuld og at det absolut ikke var nogen undskyldning. Hun vidste at det hun havde lavet de sidste to år i weekenderne havde været illegalt og dumt, men at det hun havde mest lydt til lige nu var præcis hendes gamle job. Bare for at vise at hun faktisk kunne være fræk.

"Adam ... Adam ..." sagde hun lige så lavt og med nedslåede øjne. Om hun hyggede sig? Jo det gjorde hun men samtidig ville hun gerne være hjemme. Hun ville ønske at der ikke ville være nogen konsekvenser. At hun muligvis ikke skulle gå i klasse med ham. Hvilket hun nok ikke skulle. De var jo i helt forskellige retninger.

"Ja."

Hvad lavede hun?

[Frida Jensen]

Frida stod bare lidt rystet tilbage efter skænderiet. Alle folk blev opløst i småsnakkende, lettere oprørte grupper, da Amanda og David forlod området. Kun hun og den rødhårede fyr var tilbage i grillområdet. Drengen så ud til at være fysisk dårlig faktisk, sad på jorden nogle meter fra hende og lignede én der enten var meget sur eller havde kvalme.
Hun ville have gået hen og hjulpet ham, fundet ham et glas vand eller have talt lidt med ham, men der var noget ved hans aura og hans sorte øjne, der gjorde hende lidt nervøs når hun så på ham. Hun prøvede at overbevise sin hjerne om, ikke at lade sig styre af fordomme, men hun kan ikke bevæge sig hen imod ham.

I stedet besluttede hun at finde Amanda. Hun havde sikkert brug for én at tale med nu. Ikke at de var bedste venner, de var slet ikke rigtige venner, men det kunne jo forandre sig. Og hvis denne her lignede sidste års sommerfest, vidste hun at der ikke ville være andre der tænkte mere på Amanda. Eller David for den sags skyld, men ham var hun ligeglad med. Amanda ville hun finde.

//Går til Værelse 4 i Rævehulen

[Anton Sommer Engström]

Det kildede på hans fødder, men han pakkede sig bare bedre ind i dynen og tænkte ikke nærmere over det. Så rykkede det længere op ad hans ben. En varm, blød, kildende fornemmelse. Han kom mere til overfladen, dog uden at være rigtig vågen, men nu kunne han registrere, at det var Jonathan der prøvede at kysse sig til hans opmærksomhed.
"Just five more minutes" mumlede han, stadig sovende. "Please". Jonathans hænder var varme mod hans mave og kyssene rykkede højere og højere op, hans lår, hans hofter. Jonathans hænder, der aede hans nosser. Jonathans læber om hans pik.
Nu sov han bestemt ikke længere. Lå bare og smilede og nød varmen fra efterårslyset, der kom ind gennem sprækkerne i persiennerne.

Da han vågnede var det stadig nat. De kunne ikke have sovet mere end et par timer. Han vidste ikke hvorfor han vågnede. Måske var det al dagens adrenalin og nervøsitet, måske var det drømmen om Jonathan, måske var det følelsen af Jonathans bløde hud mod sin og hans hår der kildede Anton i næsen som de lå der i ske.
Måske var det luften mod hans bare hud. Han var et friluftsmenneske, vant til at sove ude de fleste steder, men ofte havde han lidt mere tøj på end nu. Og et liggeunderlag. Han kunne sikkert godt falde i søvn igen hvis han ville, men han ville hellere være vågen. Snakke med Jonathan, det var så rart at høre ham grine igen. Jonathan var de mest glade menneske han kendte. Den måde John kunne kysse ham i hele hovedet på, grinende. Komme løbende over gårdspladsen eller gennem parken og kaste sig om halsen på ham, så de begge væltede leende om på jorden. Der var ikke noget der kunne gøre ham gladere end den dreng.
Han håbede ikke Jonathan ville blive sur over at blive vækket, men han kunne altså ikke lade være.

Hans aede ham forsigtigt over armene, kyssede ham på hovedet og indsnusede duften af den lækre shampoo Jonathan altid brugte, blandet med bålrøg. Han aede hen over John mavemuskler, som var blevet langt mere markerede over sommeren. Selvom han nu påstod ikke at have trænet. Løgner.
Anton grinede lidt for sig selv.
"Jonno" han sagde det lige så stille mens han kyssede ham på kinden.

[Jonathan Bailey Smith]

Noget fik hans mave til at trække sig sammen og trække ham tilbage til søen. Det kildede. John brød ud i et smil i det Anton kyssede ham. Kaldte ham Jonno. Det havde ikke været en drøm.

Jonathan drejede hovedet og blinkede lidt for at få søvnen ud af øjnene. Han ledte efter Tonys læber og kyssede dem hurtigt og begærligt. "Mhh?...it's tickles..." Han lo. "Sorry, I didn't mean to fall asleep." Hans stemme lød stadig søvnig. Lidt dybere end sædvaneligt.

"I had a dream about you, you Swedish idiot." Det havde han faktisk haft. Vel egentlig ikke så underligt. Han var bare ikke normalt typen der drømte.

[Anton Sommer Engström]

Han var vild med Jonathans trætte dybe stemme. Var der noget mere sexet end en fyrs hæse stemme når han lige var vågnet? Han kunne ikke komme i tanke om noget.

"Don't apologize. I love you even when you sleep. Maybe even a bit more when you do" grinede han. Jonathan kyssede ham dybt og begærligt og som altid sendte det kuldegysninger ned gennem hans krop. Han tænkte på sex. Det var svært ikke at tænke på sex. Det var rigtig svært når John lå der bare i boxershorts og nøgen varm, sommergylden hud. For helvede altså.
Han havde haft sex med andre, både før og efter Jonathan, men det var noget andet. Sex med Jonathan var noget helt specielt. Alle de andre gange skulle han altid have kontrol. Det skulle altid være ham der styrede, han kunne ikke forestille sig andet. Det var fin sex, rent fysisk, men det havde aldrig betydet noget på noget større niveau. Var altid overfladisk.
Med Jonathan turde han åbne sig, han var totalt tryg ved ham. Han elskede følelsen af Jonathan oppe i sig, det havde han aldrig forestillet sig. Det var så intenst, så ekstremt intimt og helt vildt fantastisk. Han elskede også at føle Jonathan indefra. Mærke alle hans rystelser, hans nydelse. Komme inde i ham, samtidig med ham. Det var som om deres kroppe var én og det var helt vildt. Det var kærlighed på et eller andet åndeligt niveau.
Selvfølgelig havde de også overfladisk, hurtig sex af rent fysiske behov, men for det meste var det stort. Og vigtigt. Der fandtes så mange slags sex, glad, fjollet, energisk sex. Langsom, intens sex der gjorde ondt i hele kroppen og sjælen også. Fuldemandssex, skænderisex, hele-dagen-i-sengen-sex, bare-et-hurtigt-knald-inden-morgenmaden-sex. Hell, en dag i 1.g havde de knaldet ude bag gymnastiksalen i en frokostpause fordi de bare ikke kunne vente og var kommet for sent til matematik. Godt der ikke havde været nogen der så det. Han grinede ved tanken.

Det ville blive mærkeligt nu hvor de ikke boede sammen. Det havde været mærkeligt det sidste halve år, men når man kun har hurtige endimensionale knald, så betyder det ikke så forfærdeligt meget hvor det er. Men de ville miste så meget. Ikke nogen 'lad os blive i sengen hele dagen'-dage. Det var et problem med kostskoler. Altså der var altid nogle tomme værelser rundt omkring i husene, og de blev da også benyttet, det vidste alle, men bare det var heller ikke så skide romantisk. Det var altid et problem efter festerne, fordi de boede så mange på hvert værelse. Det var et helt puslespil at få til at gå op med hvem der 'sov' hvor og hvordan. Derfor flyttede kærester for det meste også sammen, også selvom de kun var sammen i nogle måneder. Det var også noget rod. Nå, det problem måtte de tage senere. Nu ville han starte med at nyde at de faktisk var sammen igen. De var sammen igen!!

Han blev revet ud af sine tanker, da Jonathan sagde: "I had a dream about you, you Swedish idiot."
Han grinede lidt. "Hey I'm not an idiot!" Han lavede et ansigt til Jonathan. "Well was it a good one at least? I had a dream about you as well, you English airhead." Han lod fingrene løbe gennem Jonathans hår for måske tusinde gang den dag, det var bare sådan en fed følelse.

[Mattie]

"Gå, gå, gå!! DIN FUCKING IDIOT! SKRID NU FOR HELVEDE. For helvede, for helvede, for helvede." Hun fortsatte med at messe 'for helvede' stille og inderligt, så det næsten blev til en vuggevise eller en forbandelse hun prøvede at kaste. Det skræmte ham. Hun sad bare helt stille og rokkede frem og tilbage mens hun messede. Så skreg hun. Virkelig skreg. Hun smadrede vinflasken mod gulvet, så den røde væske sprøjtede ud over hele rummet. Han fik det på sin pyjamas. Det lignede blod. Det lignede at han var blevet skudt. Stuen var fyldt med glasskår. Hun skreg. En høj hylende sirenetone. På komfuret var kyllingen brændt på. Sort, lugtende dødt dyr. Blod over det hele. Råb og blod og døde lugtende dyr.

Mattie havde kvalme. Han rystede. Skænderiet var flyttet sin vej. Folk var gået videre. Mattie var ikke kommet videre. Han havde kvast smøgen mellem sine fingre, så nu var hans hånd fuld af tobak. Dem han snakkede med var smuttet videre uden at kigge til hans side. Ikke at han ikke forstod det. Hans hænder rystede. Han øvede 17 tabellen så langt han kunne. Han var nået til 527.
Han skulle væk fra de svedende døde dyr på grillen. Langt væk.

Han satte sig ned til bålet, det eneste sted hvor der var lys nok til at læse. Han tog Dostojevskij. Hvorfor han ikke gik tilbage til værelset kunne han ikke forklare for sig selv.

[Adam Lyhne]

Han ville rigtig gerne danse, tænkte han. Til Louis Armstrong. I en stor sal i København. Amager for at være helt præcis. Der hvor han kommer fra. Han tænkte på en lille melodi. "Københaaaaaaaaaaavn!" tænkte han, "du er min sidste søn..." Han huskede ikke hvor han havde hørt den fra. Måske radioen. Måske fra folk i klassen. Ej, nok radioen, for ingen i hans klasse hørte den slags. Tsk...
Han smilede. Lidt fjoget. Han var bare ret glad. For han kedede sig ikke mere, og han var ikke længere vred over han var kommet her. For der var en københavner. Og selvom hun havde spildt på hans trøje, var hun rigtig rar og rolig. Rar og rolig... Hun smilede også.
Så gik hun hen til ham. Eller... tættere på ham. Helt tæt så deres overkroppe rørte hinanden. De var begge ret varme, kunne han mærke.
"Godt... Det er også et hyggeligt... Det her..." Han smilede større. Havde virkelig lyst til at danse til Louis Armstrong...

[Jonathan Bailey Smith]

Efterhånden som John vågnede mere op kunne han se rigtigt igen. Se Anton. Se hans smil. Se hans krop, se måden han bevægede sig på, selvom de lå helt stille. Måden hans brystkasse hævede og sænkede sig. Se Tony. Hele ham. Ikke bare stjålne blikke når de sad tilfældigt (eller ikke) med ryggen til hinanden i en bar.

"No, it was awful!" Jonathan gøs og rykkede sig tættere ind til Tony. "You left, and I woke up, and you were walking over there," Han pegede mod den modsatte søbred. "With some dude. And I called, but eighter you didn't hear, or you just didn't care..." Han rystede på hovedet og kyssede forsigtigt Anton igen. Han mærkede en hånd i sit hår.

"I'm SO glad you're here."

[Anton Sommer Engström]

"I'm glad I'm here too" han kyssede ham på toppen af hovedet. "I'm sure I just didn't here you. I could not not care for you. Ever. I don't think that's possible. Even when we're 50 or something, even if we're - god forbid - not together any more, I'll still care. You mean the world to me." Han trak Jonathan tættere ind til sig og mærkede varmen fra hans krop igen. Det var skønt.

"I'm sorry I woke you up."

[Jonathan Bailey Smith]

Jonathan lagde armene om nakken på Anton og nød at blive holdt om. Hvis de kunne ligge mere tæt ville de gøre det. Han kunne lytte til Antons ord hele dagen. Hvordan gjorde han det dog. Hvordan var han så forbandet vidunderlig? God forbit, nej, de skulle aldrig skilles igen. Aldrig. Det ville han ikke leve med. Men det sagde man vel altid. Mean the world to me. Hvor var han sød. Hvor var han vidunderligt. Tusind gange i lige måde. En million gange. Det sagde han bare ikke altid.

"It's fine. No use sleeping all my time with you away. So, what did you dream about me?" Han smilede. Det kunne kun være bedre.

[Lærke]

Med et ryk røg Lærke væk fra Adam. Hun syntes at sukke, men der kom hverken luft en eller ud. I stedet så hun en smule forvirret ud. Hun var ikke helt så god til at skjule sine følelser når hun var fuld, og lige nu var hun lidt forvirret over sig selv. Hun rystede på hovedet, men det gjorde bare at verdenen drejede lidt rundt. "Words can make up for what you do," sang en glad sang i hendes hoved. Det var tilmed temmeligt sandt.

"Du, øh Adam?" sagde hun lidt for hurtigt. "Jeg tror sgu alligevel du fik mig fuld, lissom."

Hun fnøs og slog en blød knytnæve mod hans arm. Så ud af den feminine rolle og tilbage til Lærke. Hun vidste hvem Lærke var. Både fuld og ædru og lige nu var det altså fulde-Lærke hun dealede med. Og Adam.

[Anton Sommer Engström]

"So what did you dream about me?" Jonathan lagde armene om Anton og han elskede det. Han kyssede ham på næsetippen og på øjenlågene og kinderne. Han havde altså det sødeste ansigt hvor proportionerne passede helt perfekt sammen.
"Erhmm" han rømmede sig lidt og grinede. "Let's just say it was a way more pleasant dream than yours."

Han kyssede ham stille og roligt, smagte på ham, bed ham en lille smule i underlæben. Han smagte lidt af øl.

[Adam Lyhne]

Noah smilede overrasket og gned sig lidt der hvor hun havde givet ham en blød knytnæve. Ikke fordi den havde gjort ondt, men ja... fordi hun lige pludselig skiftede attitude. Men det var fint nok. Hun var ret sød sådan.

Okay, hvad skete der lige for ham? Han havde lige mødt hende, og han begyndte allerede at... Han var fuld. Selvfølgelig var det derfor han tænkte så mærkelige ting, sagde så mærkelige ting og gjorde så mærkelige ting.
Åh, de shots havde smagt godt... Eller dén shot. Åh, han savnede Amager lige nu... Bare der var ordentlige shots og ordentlige fester andre steder her omkring.

Han lo lidt af det hun sagde. Fuck, plejede han at le så meget? Han kunne ikke huske det. Han havde i hvert fald ikke leet så meget i dag, fordi han havde været gnaven. Det var han ikke mere. Hvorfor var det nu han havde været sur? Nåh, det betød da heller ikke noget nu...

"Tja, det var ikke så svært..." svarede han med latter i stemmen mens han kløede sig i håret. Bare sådan for at gøre noget. Det var altid lidt akavet at stå overfor hinanden. Selv når man var så fuld, at man ikke kunne gå lige og stort set ikke kunne huske hvor man befandt sig i verden.

[Jonathan Bailey Smith]

John var ikke fuld mere. Han havde sovet det hele væk, og var nu helt klar i hovedet. Helt perfekt, så han mærkede det hele så meget mere virkeligt. Han ville egentlig have kysset længere. Uden at skilles for noget så ligegyldigt som at trække vejret. Men han kom til at grine. Grine af Anton og hans drøm. Over hvor typisk det bare var. Eerhhmm, var det samme som at sige: vi knaldede, okay? Og det var okay. Men han kunne altså ikke lade være med at le.

De lå noget tid. Grinede. Kyssede. Rørte hinanden. Jonathan slappede fuldstændig af. Han havde næsten glemt der fandtes andre mennesker. Andre mennesker der også betød noget. I hvert fald for dem selv.

"I know you're used to be the boy-scout, and sleep under the stars and hear the wolves and stuff like that. But I'm not. Let's do something." Han smilede lidt drillene. Han kunne faktisk godt lide at være meget ude. Eller, endnu en ting Anton havde givet ham. Vist ham.