Første skoledag - Putternes dukkert

[Samuel]

Første skoledag er det tradition på skolen, at bruge den første blok af skoledagen på taler fra lærere og/eller elevråd, samt at 2.- og 3.g'erne smider de nye 1.g'ere i søen med efterfølgende vandkamp og andre sjove aktiviteter.

[Lærke]

//: indtræder i tråd er nu så meget sagt - men ankommer

Det gik op for Lærke at ville hun virkeligt fra ham var et slag i nyerne efterfulgt af en uppercut mod næsen nok. Hun ville godt kunne gøre. Havde allerede set sekvensen udspille sig for hende. Som Aske havde sagt da en af hans venner havde spurgt om han ikke var nervøs over at lade sin babysøster rende alene rundt i Kbh om natten: 'Jeg tvivler på den fyr der prøver at gøre noget ved hende vil være i stand til at få børn senere i livet.'
Men Lærke havde også set hvordan folk ville blive vrede. Hvordan fyren med det sorte hår med blod fra næsen ville se uforstående på hende imens Amanda ville råbe at det bare var en spøg. De ville se mærkeligt på hende og hun ville være pisse ligeglad. Skride op på værelset. Men hun havde kæmpet for at komme her. Hun af alle mennesker havde drømt om at gå her. Så hvorfor ikke prøve at komme fri uden ligefrem at myrde ham. Et halvt smil var næsten ved at bryde frem, mens hun pludselig gjorde sig helt slap. Hun var ren dødvægt. Pisse hårdt.

Desuden hadede hun vand og de tydelige plask og skrig vidende om hvad der skete. Ikke at hun ville blive smidt langt nok ud til til at hun ikke kunne bunde. Det regnede hun ikke med, men stadig. Hun var ikke rigtigt bange. Og ikke så lidt imponeret og fyren med den massive overkrop der stadig ikke var træt.

Fuck. Hun ville virkeligt gerne slippe for det vand. Hendes ansigt var alvorligt og hun gjorde sig mere tung.

[Marius Emil Lundqvist]

//Indtræder i tråd m. Lærke

Marius småløb endnu ubesværet af Lærkes vægt hen imod søgen. Da han så flygtigt på hendes ansigt, så hun beregnende på ham - tilføjet den tænksomme pegefinger under næsen, ville hun være den rene karikatur på en sindssyg seriemorder, der tænker sig til, hvilken metode, der vil passe ofret bedst. Skræmmende. Han forsøgte endog at fange pigens blik, men hun lod allerede til at have truffet sit valg - i hvert fald gjorde hun sig helt slap, så byrden blev tungere at bære.

'Argh, pokker tage, dig,' tænkte Marius og bed tænderne sammen et kort øjeblik - nægtede at gøre holdt nu, hvor han ville være fremme om ikke særlig lang tid. Faktisk kunne Marius tydeligt læse i Lærkes alvorlige ansigt, at det her bare ikke var noget for hende. Men Marius måtte se sig imponeret af hendes tackling af det - tillod sig endda at blinke muntert til Lærke, selvom han vidste, at det måtte have en provokerende effekt. Derudover nægtede han pure at lade det mindste tegn på træthed vise sig hverken i ansigtet, vejrtrækningen eller hans bevægelser - dog kunne han ikke andet end sætte farten en anelse ned, når Lærke hang sådan.

Efter 4-5 minutters slid, var Marius fremme ved søen; han kastede et blik tilbage på Amanda og Frida, der var taget med, som om han ventede på en slags signal. Men egentlig ventede han nok mest på, at Lærke ville modsætte sig i sidste øjeblik, og Marius skærpede derfor automatisk sanserne og spændte musklerne en anelse. En tur i søen kunne han sagtens klare, men Lærke ville sikkert ikke lade ham nøjes med dét at dømme efter glimtet i hendes hårde, grønne øjne.

[Alexa]

Alex havde et svagt, omend glad smil på læberne, da hun løb forbi flere af de andre elever, som så ud til at have nogen problemer med at slæbe 1. g'erne ned til søen. Umiddelbart genkendte hun ingen, men i virkeligheden var det måske hendes egen skyld. Lige nu var hun også ligeglad.

Hun kastede sig i vandet som den første - selvom hun gik i 2. g nu, elskede hun stadig at svømme og især på en dag som denne kunne hun ikke lade være. Alex svømmede begejstret rundt i vandet et par gange og dykkede derefter helt i. Hun grinte og undrede sig over, at mange kæmpede så meget for at komme fri, når det i virkeligheden var en befrielse at kaste sig heri og mærke, hvordan tøjet bliver tungt af vand og håret vådt. Alex smilte opmuntrende til én af eleverne, der umiddelbart så ud til at gøre, hvad hun kunne for at slippe fri - og havde besluttet sig for at gøre sig så tung som overhovedet muligt. Fyren, der slæbte rundt på pigen så ikke ud til at have det store besvær med at få hende ned til søen alligevel, men det måtte ikke være helt nemt.

"Hey! Jeg hedder Alex. Vandet er dejligt!" Råbte hun op til dem begge og sendte pigen et forsigtigt smil.

[Lærke]

Fuck, fuck, fuck, fuck, fuck. Han var bare for stærk. Hvad fanden lavede sådan en jyde i sin fritid. Smed med kartoffelsække? Omg! Hun overvejede virkeligt at slå ham nu. Hun skulle kraftedme ikke ud i det klamme vand. Lærke havde faktisk aldrig været på stranden. Hun hadede at have svømning i de mindre klasser og hun havde aldrig været i havnen. Det var for klamt. Alt vand som ikke kom ud af vandhanen var ulækkert. Hun så ikke på som en piget frygt for edderkopper, men noget som hun regulært ikke brød sig om. Mudder kunne hun kaste sig i. Hun havde slikket fortorvet flere gange end hun umiddelbart kunne huske, men det her ...
Med alt hvad hun kunne byde og en arm hun vristede fri slog hun ham i ribbenene. Det var bare ikke rigtigt den rigtige taktik og han var for god til at holde fast.

"Hvis jeg nu spørger rigtigt pænt, ikk, kan vi så ikke sige at jeg slog dig i nosserne og så stak af?"

I det samme blandede en eller anden dukke sig i det hele. Sjaskvåd og tydeligvis i rigtigt godt humør. For fanden. Hvad var det med jyder og vand? Lærke gengældte ikke smilet men hun var tydeligvis heller ikke i et eller andet estatisk humør over at en eller anden fyr legede macho og bar hende hele vejen.

Hun kunne også sige at hun faktisk var elendig til at svømme. At det var de eneste timer hun nogensinde havde pjækket fra. For satan!

[Marius Emil Lundqvist]

Marius anede ikke, hvordan han fik overskud til at trække skødesløst på skuldrene, mens han betragtede de andre elever ved søen. Der var kun et lille strejf af forståelse i Marius' ellers så muntre og betænksomme blå øjne. Dog kørte tankerne rundt i hovedet på ham - Lærke så vitterligt ud, som om det vand absolut ikke var noget for hende. Dét og så hendes seje, atletiske figur og fattede, hidsige attitude kunne han ikke helt lægge sammen. Men hvad ... Hun blev også kun lidt våd - ikke andet. Hun kunne nøjes med et lille bad ... modsat Alexa, som pjaskede ivrigt rundt i vandet. De blå striber i hendes hår virkede næsten som en forlængelse af søens overflade.

Marius brød sig faktisk ikke rigtigt om Alexa - Alex, rettere sagt. Hun var alt for uimødekommende, og idéen med hash på værelset og disrespekt overfor lærerne kunne han ikke helt lade være med at vægre sig imod. Men det var vel hendes egen sag.

Et pludseligt vrid, et jag i ribbenene, og Marius havde rent faktisk nær tabt Lærke i vandet, uden at det var meningen - han syntes at kunne ane, at hendes tåspidser strejfede vandet. Han rettede ryggen igen. Så lød hendes stemme lettere irritabel, men også forhandlende: "Hvis jeg nu spørger rigtigt pænt, ikk, kan vi så ikke sige at jeg slog dig i nosserne og så stak af?"

Marius fangede Lærkes blik. Seriøst? Det var jo at slippe lidt for let, og han ville ikke få noget som helst ud af det - udover et falsk faktum om, at han var blevet sparket i nosserne. Men okay, dét rygte kunne han sikkert leve med, når det nu var Lærke - hun virkede som typen, der godt kunne finde på det.

Alexa præsenterede sig for dem ude i vandet. "Vandet er dejligt," afsluttede hun muntert. Marius mente, at han sjældent havde set hende så munter.

"Okay," sagde Marius til Lærke med rolig stemme. Han løsnede taget i hende en anelse. Kun en anelse. Han overvejede endda et kort øjeblik at gå ind på Lærkes kompromis, men ... vandet var jo dejligt. Så i stedet for at slippe hende fuldstændig, gav han hende et let skub, så Lærke alligevel kom så meget i berøring med vandet, at hun i hvert fald blev våd op til knæene.

"Sorry, men der er én eller anden uskreven regel om, at man bare skal holde proceduren, som den er." Marius knælede ved breden og kunne ikke lade være med at smile til Lærke. Han rakte en hånd frem imod hende og kunne næsten nå. I samme øjeblik vidste han, at det ville være det mest ydmygende for hende - at tage hans fremstrakte hånd. Han blinkede overdrevent muntert ... endnu engang ansigtet som den fladtrykte pruttepude.

[Lærke]

Lærkes øjnene spilede sig op da hendes bare ben rørte det klamme vand. Hun mærkede hvordan det omsluttede hendes ben og trængte ind i hendes hud. Hun havde troet et sekund at han bare ville sætte hende ned og sige undskyld eller hvad fanden sådan nogle fyre nu sagde. Hun kunne mærke at hun var hidsig, men det viste sig ikke. Hun var faldet lige på halen og var våd alle steder. Hun følte sig ikke ydmyget bare som et fjols. Et lille 1.g fjols.

Med alt den styrke hun vidste hendes arme besad og nu hvor hun igen var i kontrol med sig selv, tog hun fat i hans hånd og trak alt hvad hun kunne.

"Sorry," vrængede, "men jeg knepper reglerne, snut."

Måske var trækket ikke super gennemtænkt han ville jo falde oven på hende og hun ville få vandet over hovedet. Eller hovedet under. Hvad helvede man nu sagde om vand.

Fuck

[liam]

Liam var sikker. De var alle bøsser. Og nu ville de slæbe ham med udenfor i tumulten. De ville sørge for at han hverken kunne sidde eller gå den næste uge og han ville blive sindsyg og aldrig normal.

"Hey, hey, hey drenge," forkert taktik han vred sig lidt men opgav. "Venner, venner, venner. Vi er alle sammen venner ikke?"

Hvad fanden sludrede han om. Hvor var hans berømte snakketøj når der var brug for det? VÆK! Fuck i helvede. De her røvpulere med deres perfekte hud! De ville gøre ham til en af dem. Det kunne ikke ske. Hvad med hans porno samling! Den var gigantisk.

"Jeg er altså helt okay med alt det der, he he. Ja ja. Hah ... " han var i tvivl. Hvorfor kom der ikke noget brugbart ud.

[Jonathan Bailey Smith]

//ankom

Der var efterhånden en helt deligtion på vej mod søen. Det var sjovt at kigge på de mange forskellige metoder. Nogle enkelte fra gik endda med helt frivilligt. Og andre var dewt lykkes at kæmpe sig fri og starte en slåakamp i græsset. Det var livet det her. Men hvad fanden narhovedet talte om, det anede han ikke. Han trak bare på skuldrene. Mads fra 1.g, den fyr der holdt højre ben, svarede i stedet.

"Jo da, en stor familie." Han smilede til fyren. Det var faktisk næsten for nemt når han næsten ikke kæmpede i mod. Jonathan kunne se søen og badebroen forude, og se de første som allerede var kommet i.

[Marius Emil Lundqvist]

Marius så imødekommende på Lærke, da hun rakte hånden ud og greb fat i hans. "Sorry," vrængede hun. Han havde netop forventet, men ikke håbet på, at hun ville reagere sådan. Ja, han havde nok håbet, at de ved denne lille seance ville slå en streg over det, for nu var det jo gjort - og overstået. Hun kunne komme op nu, og han ville endda ikke have pirket mere til hende. Men hun trak i ham. Det kom så meget bag på Marius, at han fik overbalance og røg ud i vandet.

Pis!

Han havde intet imod vand - overhovedet. Så han slappede bare af, så snart det uundgåelige var sket. Men kun et øjeblik. Marius opfattede, at han var landet oven på Lærke, og at hun var røget ned under vandets overflade.

"For fanden," vrissede Marius og sprang til siden, så vandet sprøjtede ud til alle sider. Han jog en hånd ned mod Lærke, greb hende i overarmen og trak hende op af vandet med panisk hurtighed og styrke. Instinktivt trak han hende ind mod sig ved fletningen og vendte hende halvt bort, så hun kunne hoste al vandet op, hvis hun skulle.
"Hvad fanden laver du?" sagde han skarpt og blev tavs som graven. Han slap ikke sit faste tag i hendes overarm - også, selvom hun kunne bunde og alting.

[Lærke]

Lærke mærkede hvordan hele hendes krop bare sagde fra. Hvordan at hun med åbne øjne ikke så andet end luftbobler. Hun indså sin fejl og som en grønkriger fra Barsoom da hun blev trukket op ved armen og håret lo hun. Vandet der var trængt ind kom ud igen i hendes hostende latter. Det var en uhyggelig latter. Fyldt med glæde over at prøve noget hun fandt så rædselsfuldt og uhyggeligt at hun ikke engang havde haft mareridt om det.

Igen havde denne fyr vist sig utrolig hurtig. Men ikke hurtig nok. Hun havde fået ham nedunder og hun forstod godt legen ved dette. De var begge våde som ind i helvede.

"Hvad fanden laver du?" og han var bestemt ikke jyde. Lærkes ansigt faldt sammen til et skævt smil og hun fnøs. Igen det alvorlige udtryk. Så tæt på og med mulighed for at se ham så hun at han mindede hende fuldstændig om Túrin. Måske lidt for uskyldig i det, hvilket Túrin aldrig havde været, men herre jemini.

"Prøver at slå dig ihjel," svarede hun i sin alvorlige tone. Det var for sjov og det var hendes tørre form for humor. "Hvad laver du?"

Hendes øjenbryn var løftede og vand drev ned over hendes ansigt. Hun så make-up piger ud af øjenkrogen der lignede pandaer. Lærke var bare Lærke og det der med mascara brugte hun ikke til hverdag. Faktisk brugte hun det kun på sit arbejde. eks-arbejde.

Det gik op for hende at de stod i akavet stilling. Han med hendes arm i et hårdt greb og begge med en form for mord i øjnene. Det var tydeligt at de nærmest begge to havde lyst til at stoppe den anden under igen. Elelr sådan havde Lærke det. Men gjorde hun det nu, ville hun selv ryge med grundet grebet.

[liam]

NEEEEEEEEEEEEEEEJ! En stor familie. Det var for klamt. Omgangsknald. De delte sperm med hinanden. OMG! Det var ikke engang sexet når det var kvinder. Pludseligt uden sans for hvor han var spasmede Liam med hele sin krop. Han vred sig og sparked eog prøvede at slå. Han hylede og bandede og var næsten ved at tude.

"Nej, jeg vil ikke. Giv slip. Gør det selv. Jeg har ikke gjort noget."

Den slags uden direkte at sige at de var nogle faggots.

"Det her er ikke Swag. Det er det bare ikke."

Han bad til Apple guden om at gøre noget. Nu havde han været tro i sååå mange år. Han vred sig igen, fik et ben fri og sparkede den ene fyr, ham med familien så hårdt han kunne i sin akavede stilling, som han hang der.

[Marius Emil Lundqvist]

Marius vidste ikke lige, hvad han havde ventet sig af Lærke, men hendes leende hosten var ikke uden undtagelse en overraskelse. Og så var det overstået - den rallende, vanvittige latter. Marius gad nok vide, om det var sådan, hun slap af med et chok, hvis hun da altså var blevet forskrækket. Det var svært at tro, men Marius kunne ikke glemme, hvordan hendes krop havde føltes helt slap under vandet.

Helt uforglemmeligt var det, da hendes ansigt lagde sig i en grimasse, der tillod et skævt smil at træde frem på Lærkes læber, hvorefter hun igen blev gravalvorlig. Ligesom han - han så også alvorligt på hende.

"Prøver at slå dig ihjel," lød hendes tørre svar.
"For satan," sagde Marius lavmælt, halvt leende, "det går såmænd også strålende for dig."

Han svarede ikke på hendes spørgsmål. Det lod sig læse i hans blik, der gradvist fik et skær af munterhed igen. Han havde ærligtalt lige troet, at hun ville gå i panik, så han var nødt til at skælde hende ud eller sådan noget for at berolige hende, men sådan var det ikke. Heldigvis. Han slap grebet om hendes arm med en afventende mine. Hun ville sikkert sparke ham længere ud i vandet, men i vand var han lige så hurtigt som på land, og der kunne komme en sjov kamp ud af det.

[Jonathan Bailey Smith]

Så gik ragnerok løs. Han havde nok været litd for hurtig til at sænke paraderne. Den fyr måtte virkelig hade vand. Jamen dog. Gør det selv, nej aldrig i livet om de ville hoppe i søen før han kom i. Det var jo hele pointen. Det var måske lige lovigt ekstremt, nu måtte han fandme tage sig sammen.

Mads fik mistede grebet og blev straffet med et ordentligt spark der hvor det gør ondt. Han bandede højlydt og Frederik, den anden fyr fra 2., blev så overrasket at han tabte røvhullet på jorden. Jonathan så fra Mads til drengen på jorden og kunne godt se hvor det kunne komme til at bærer hen. Det ville altså være for pinligt hvis de mistede deres fangst. Og han skulle bare ikke faile det sidste år han var her, bloody no way.

Han forsøgte at reagerer inden fyren fik alt for meget styr på noget, så han kunne slippe væk. Jonathan sprang på ham, ikke i bogstavelig forstand, og forsøgte at få fat i hans ene arm, og sin egen under hans hoved så han var låst fast.

"Rolig, mate! Er du bange for vand, eller sådan noget? Mand dig dog op." Han var lige ved at grine. Det var nærmest komisk, men det syntes Mads, som stadig bandede kræftigt, vist ikke.

[Lærke]

Hun var så lille i forhold til ham. Hun overvejede fordelene ved vand. Man slog sig nok mindre skulle man blive fældet. Og ham her var øretæveindbydende, med sine glade øjne. Hans ansigt var alvorligt og hun kunne ikke vurdere om han efterlignede hende.

"De kalder mig ikk' Elektra for sjov." Hvorfor kom hun altid frem med en eller anden intertekstuel reference kun hun fandt morsom? Hun kastede med håret så hendes fletning faldt bag hendes ryg, og så tog hun et hurtig skridt for at komme bag ham og smække et knæ ind i hans knæhule

Lærke havde bare glemt vandet. Det sløvede hende og gjorde hende klodset og i stedet for at vælte ham og slentre op på det element hun kendte, fik hun overbalance og sin nedgang mod vandt fik hun fat i Marius' håndled.

"Kusse!" udbrød hun med en overrasket mine mens hun styrtede bagover i vandet med Marius endnu en gang efter sig. Hun skulle op af det her vand.
Gispende kom hun op igen på sine egne to ben, ikke vægtløs i det vand. Gud hvor hun foragtede det. Men hvor fanden var fyren?

Shit, shit shit.