Første skoledag - Putternes dukkert

[liam]

Åh! Ikke armhulen. Jo Armhulen. Han var fyrens bitch. Shit. Og han var ved at blive rød i hovedet. Sådan tomat i hele face. Det var ikke noget for ham det her. Han kunne ikke virke cool.

Vent ... hvad?

Bange for vand? Whooooooooot?
Skulle han ikke kneppes? Så lo Liam og han slappede pludseligt af. Det ændrede ikke på det faktum at fyren var bøsse. Derfor røg den ud:

"Mjahaha, mande mig op? Det kan du fandme selv gøre." Måske var det kun ham der forstod den, men han prøvede at få armen om benævnte bøsse og få ham ned og lægge. Men det kan kun til at få armen rundt om ham.

"Så lig dig dog ned!"

[Marius Emil Lundqvist]

Marius fulgte Lærkes pjaskvåde fletning med øjnene, da hun kastede den om bag sig som en pisk med et voldsomt kast med hovedet. Han fik vand i øjnene af det vand, fletningen halede efter sig, så han gned sig i øjnene, da han mærkede et skub bagfra - og så Lærkes hårde greb om sit håndled.

Men Lærkes vægt havde overtaget, så hun røg under et par sekunder, mens Marius bare flød hen over hende, og da Lærke igen var på benene, stod Marius lige bag hende. Han elskede, når hendes ansigt udtrykte blind overraskelse - det virkede så malplaceret

Jesus, hvor virkede hun ikke særlig atletisk i vand, konstaterede Marius i sit stille sind. Han var derfor ikke sen til at gribe hende om livet med begge hænder, snurre en omgang i vandet og smide hende i igen, inden hun nåede helt op på breden. Totalt uelegant, men hvad pokker ... Han ville ikke tabe ansigtet så hurtigt til den krigeriske Electra. Marius gik et par skridt imod hende.

[Lærke]

Hun sparkede voldsomt bagud. Men lige meget hjalp det. Som et andet kid på seks blev hun smidt hovedkuls ned i vandet. Hun vidste hvor han var nu. Sneaky bastard. Hun ville sværge at hun kunne mærke ham le da hna greb om hende. Hvem fanden havde også givet ham lov til at røre så meget ved hende. Fandme ikke hende.
Det var jo heller ikke særligt han kunne kaste. Hun kunne stadig bunde om end det virkede som at det var dybere her. Det måtte gå en smule stejlt ned ad. Fuck hun hadede det her terræn. Hun rejste sig og spyttede stadset ud. Føj. Man kunne se hvordan hendes øjne glødede.

Hun vidste at hun burde have skreget frydefuldt, men det her var ikke en eller anden leg. Nu var det kraftedme krig. Og det her vægtløshed fis skulle testes. Hun krummet sig sammen og sprang. Med hænderne foran sig og alt den kraft hendes ben kunne mønstre i det her lorte vand, ramte hun ham lige i brystet. Det kunne godt være at han var stor og stærk men hun var fandme ikke selv uden evne. Selv om hun igen landede i vandet, var hun øverst. Hun rejste sig med et sidste skub i hans mave.

"Fuck dig, din kusseslikker," sagde hun ud af mundvigen.

[Marius Emil Lundqvist]

Det var pokkers, som Lærke altid endte med at få det ulækre vand i munden. Måske var det bare, fordi han var rutineret svømmer og havde gjort det, siden han var 6-7 år, at han aldrig synes at smage på det ækle søvand. Ja, han fik endog lidt medlidenhed med hende, indtil han så gløden i hendes øjne.

Shit. Nu var han måske ude, hvor han ikke kunne bunde. Hahahaha... Okay, måske ikke. Marius kunne se, hvordan hun spændte musklerne og tog tilløb til at springe.

Han dukkede sig selv en anelse for at springe til side, men for sent; hun ramte ham lige i brystet med al sin vægt og tyngede ham ned mod bunden, så han lå på ryggen i vandet kun med næsetippen stikkende op over vandoverfladen. Hendes ord lød forvrængede i hans ører. Han løftede hovedet og hørte de sidste ord, før hun, med afsæt ved hans mave, skubbede sig selv op at stå.

Hun havde fanden tage ham lige overskredet en usynlig tærskel - stadig med sindsro, men med en voksende krigslyst, slog han ud efter hende et sted i vandet, hvor han gik ud fra, at hun var, og fik fat i noget, der føltes som et underben. Hans fingre strammede sit greb, og Marius trak sig selv helt op at sidde. Han så over skulderen, hvor han fik øje på Lærke.

[Amanda Dagmar Carstensen]

Amanda stod på kanten og fulgte optrinnet. Hun var nogenlunde på sikker afstand, for hun skulle sgu ikke ned i det vand der, det havde hun allerede været i torsdags og en gang var rigeligt for hele året syntes hun. Marius og Lærke gik voldsom til den, og som forventet tog Lærke ikke let på det ligefrem. Men Marius var som en fisk på land og vandet var hans element, så hun var nu ikke bekymret ligefrem. Hun holdte bare mest styr på ikke at blive væltet i selv da resten af 3. og 2. g'erne kom med deres ofre og de små putter endte i det mørke søvand.

Over ved badebroen kunne hun se Jonathan forsøge sig i at skubbe ham den flabede i vandet sammen med to andre. Det var egentlig drengens skrig der havde tiltrukket Amandas opmærksomhed. Det virkede jo nærmest som om han var bange for at dø. Hun prikkede til Frida og pegede der over til med et grin.

[Lærke]

Lærke gled igen. Hans greb og det her vand. Hun var fandme som fucking Bambi. Hun spyttede igen. Hvad var der også med at det vand hele tiden kom ind i hendes mund. Det var ækelt. Folk spiste jo heller ikke insekter frivilligt.

"Nej nu stoppe du kraftedme," hvæsede Lærke indædt. Hun skubbede til hans hoved, men ikke med særligt meget kraft, fordi det her var nytteløst. Det her var bare ikke hendes element. Selv sad hun også ned i vandet nu. "Jeg hader det her lorte vand. Det er klamt og jeg kan ikke svømme, okay?"

Hun havde aldrig haft noget imod at fortælle sine svagheder, hun kendte og anderkendte dem jo godt selv. Hun slog i vandet i afmagt klar over at hun ikke kunne blive ved med at molstere ham. Det plaskede op i hans ansigt. Så kunne hun ikke lade være med at gøre det igen. Som et barn på 5 der lige har opdaget det kan irritere sin storebror ved at sprøjte på ham, gjorde hun det samme i siddende stilling. Hun sprøjtede lat hvad hun kunne klar over at en god del af det også ramte sig selv.

"Jeg er for København, ikk!" Det her var ved at blive godt træls. Og hun havde ikke engang hævet stemmen. Det var bare ikke helt hendes stil. Pludselig lagde hun mærke til noget ved fyren og hun sukkede irriteret. Det var jo hendes egen skyld. Han troede jo hun legede med ham. At de begge to havde et blast ud af at kæmpe med hinanden. Hans move. Hun stoppede med at sprøjte.

[Jonathan Bailey Smith]

Så skiftede twat'ten pludselig fuldtstændig sindsstemning. Han lo. Lo! Forhelvede, det var sgu da heller ikke meningen at det skulle være sjovt. Men det lod ikke til at han var bange for vand. Men så...Jonathan vidste ikke om han havde mest lyst til at grine eller slå fyrens tænder ud.

I hvert fald forsøgte han at ikke at miste grebet, selvom der nu var mere velovervejet modstand.
"Why the bloody hell would I do that?!"

Han mente at ligge sig ned. Men ligeså meget hvordan fyren overhovedet kunne overveje andet. Han var da om nogen så klam. Føj for helvede. Høje tanker om sig selv.

Han skævede op til de to andre.
"Hvis I ellers er færdige med at ømme jer, gider I så give en hånd?" mumlede han ud mellem tænderne. Det var faktisk hårdt at holde ham nede. Han kunne godt have brugt Anton ligenu.

[liam]

Men Liam kæmpede alt hvad han kunne. Nej det her var bare ikke hans dag. Egentlig var det jo meget sjovt. Men der gik ikke at lade sig smide frivilligt i som en anden tøsedreng. Han vidste hans tøj nu var ødelagt. At hans cap var faldet af og nu var der krøller overalt. Eller ja ... sådan havde han det bare.

"Bøsse," røg det ud af ham men ikke ment som i at fyren var homo. Bare ment som at ja - det her var en umulig situation. "Arh. Ej. Ha. Ha." kom det ud af ham. "Det var jo bare. Av for satan."

Et knæ mellem skulderbladende. Det var fejt. Han vidste ikke helt hvad han kunne sige og gøre.

"Jeg er sgu ked af det. Haha. Av av av."

Nej. Den kunne han ikke redde.

[Marius Emil Lundqvist]

Lærke lød virkelig irritabel, da hun bad ham om at stoppe. Han skubbede sig op ved siden af hende og betragtede hendes misfornøjede ansigtsudtryk. Noget af hendes hår havde løsrevet sig fra fletningen og klistrede til hendes pande.

Lærke skubbede nu kun svagt til ham, før hun sagde: "Jeg hader det her lorte vand. Det er klamt og jeg kan ikke svømme, okay?"
Magtesløsheden i Lærkes stemme var slet ikke til at tage fejl af, og Marius syntes allerede at kunne fornemme sin samvittighed røre på sig. Lærke, der havde udvist så stor selvtillid og -kontrol, kunne ikke svømme.

Latterligt, at han ikke ville lade den kendsgerning sive ind lige med det samme, men det skyldtes sandsynligvis, at vand for ham var noget, man kunne omgås, hvis man kendte dets væsen. Han så bare på hende med alvor i blikket og skulle netop til at sige noget, men så begyndte hun at sprøjte ham i ansigtet. Spøgte hun med ham, eller hva'? Marius skar ansigt og prøvede at opfatte den mørkhårede piges ansigtsudtryk, mens hendes sprøjten blot blev mere voldsom. Gid, han kunne sidde dér med en udtryksløs Sherlock Holmes-maske på, men vandet forhindrede ham i at sidde som en stenstøtte, ubevægelig.

Marius fangede Lærkes hænder i vandet med sin ene hånd for at bringe hendes sprøjten til ophør, men det lod til, at hun allerede selv var kommet på den tanke. Han lod hånden hvile på hendes håndrygge et kort øjeblik - måske for at give sine ord mere vægt - han vidste det ikke.

Marius så stadig alvorligt på Lærke og sagde så: "Det er en ærlig sag." Mere var der vel ikke at sige om det - det var okay. "Men du, Lærke," tilføjede han et kort øjeblik efter. Det var første gang, han brugte hendes navn. "Man kan ikke sige om dig, at du knepper reglerne så groft, som du ville." Han rejste sig halvt op. Vandet drev ned ad ham i stride strømme. Som han kom på benene, trak han roligt Lærke med sig op til breden og gav slip på hendes overarm. Han mumlede lavmælt til pigen: "Jeg beklager det faktisk ikke. Sorry to say, men du gav en elitesvømmer kamp til stregen." Et svagt smil krusede hans læber, men blikket var alvorligt - kun med et strejf af en ukuelig munterhed.

[Lærke]

Årh hvor havde hun lyst til at nikke ham en skalle. Men selvfølgelig var han for høj. Han der førte hende op ad vandet som for at sikre hun ikke skvattede igen. Hun stod i på sind egne ben og gik selv, eller sjoskede op. Nej hun kneppede ikke reglerne. Hun gjorde faktisk det hun skulle. Men hvad fanden vidste han om hende. Ikke en skid. Og hun havde kneppet de regler hun skulle.

Hendes øjne var to smalle mistroiske streger der så på ham. Han havde morgensolen i ryggen. Klart. Han var svømmer. Klart. Han kendte hendes navn. Klart. Han havde lige tilfældigt grebet hendes hænder så hun lagde mærkelig hans lange hænder. Fingrer der var stærke og smukke. Damn.
Og hun var Lærke og det eneste Lærke kunne var at løbe.
Det kunne godt være at han ikke undskyldte ifølge hans ord, men det lød fandme som om det var fordi han havde haft det sjovt. Lærke så hvast på ham og stødte med vilje ind i hans arm da hun gik forbi ham. Hun havde sagt for meget og når han mente han kendte hende var der ikke mere og sige. Hun snøftede igen surt. Snottet løb af sig selv, eller også var det det vamle vand der fandt vej ud af de huller det var kommet ind ad. Føj hvor skulle hun i bad igen.

[Marius Emil Lundqvist]

Marius' blik var granskende - måske på grænsen til det indgående, gennemborende, gennemskuende blik. Et blik, der efter Lærkes ansigtsudtryk slet ikke behagede hende. Marius undrede sig som en gal over, hvad der netop gik igennem pigens hoved, når hun så på ham med de to mistroiske sprækker, der lod et glimt af grønt og sort vise sig og reflektere solens stråler.

Hendes blik virkede - ja, irritabelt, men også, som om hun gennemgik fakta om ham og prøvede at finde noget, som hun afskyede.

Da Lærke gik, så han blot efter hende. Der var vel næppe noget at sige til, at han måske alligevel havde været hende lidt for overlegen, og at hun ville tage afstand til ham af dén grund. Marius skyggede for øjnene og så Lærke haste bort, drivvåd og med et ansigt som en rådden pære. Fair nok, hvis ikke hun kunne tackle hans forsøg på at være en kende medmenneskelig. Marius tvivlede ellers på, at nogle af de andre hjalp deres "ofre" op ad vandet igen, og han tvivlede endog på, at nogle af de andre ville kunne holde til hendes krigeriske håndtering. Just one more thing - hans største problem var bare, at han fucking aldrig kunne, eller ville, være mere, end han var, eller nogensinde ville være i stand til at hovere over sit eget værd.

Marius smilede bittert. Arrogance måtte blive hans næste projekt. Han gik hen til Amanda og løftede hende op i sine arme og gav hende et knus, så hun blev helt våd.
"Ved du hvad, Amanda?" lo Marius, "jeg tror, at du er blevet ret våd."

[Amanda Dagmar Carstensen]

Amanda havde ikke set Marius før det var for sent og han løftede hende op. Han stank af søvandet og det kolde vand trak hurtigt gennem hendes hvide skjorte.

''Marius!''

Var det første hun sagde da han satte hende ned igen og hun så ned af sig selv. Nu var hun selv også drivvåd og selvfølgelig var hun så pisse heldig at have taget hvidt på, så det mørke søvand gjorde den også gennemsigtigt. Altid noget at hun havde taget en tanktop på inden under.

''Din abe, nu har du ødelagt Thomas skjorte''

Hun havde håbet på ikke at blive våd idag og skjorten var en Thomas havde aflagt for et stykke tid siden, men hun havde heller ikke beregnet Marius i sine planer ligefrem. Og selv om hun måske var blevet hidsig på andre, så var hun van til Marius evige drillerier og skubbede til ham med et grin.

[Sine Augusta]

Æv altså. Humbuk. Hun hadede at blive unødigt våd. Selvfølgelig skulle det nok forestille at være sjovt. Det ville det måske også have været, hvis hun ikke frygtede at de absolut kun gjorde det for at gøre grin med hende. Men okay, det var vel generelt pointen med at kaste med de nye.

Hun fulgte lidt modvilligt med. Kun lidt. Egentlig fordi hun var bange for, at hvis hun kæmpede for meget ville de bare synes det var for meget besvær og give op. Og gå fra hende. Det hadede hun. Hun vidste ikke hvad hun gjorde forkert. Det var en hårfin ballance gang, hvornår man var sjov når man strittede i mod, og hvordan de ikke gad lege mere. Alle de andre. Og hun kunne for din død ikke regne ud hvor den lå. Pernille, som pigen hed, fordi Sine ikke selv sagde så meget, så kunne hun huske sådan noget som folks navne. Ham den høje dreng hed Marc, og vedsiden af ham var hans ven David. 3. g og to gange 2. Ikke at hun som sådan kendte dem. Men hun havde måske overhørt dem præcenterer sig engang. Pernilles hænder på hendes skuldre var meget varme. Og holdt bestemt fast. Som om hun faktisk brød sig bare lidt om hende. Hvorfor var hun ikke ligesom hende? Hvorfor var hun ikke smuk, udadvendt og hvorfor kunne hun ikke bare gå hen og snakke med folk og være accepteret med det samme? Hvorfor hed hun ikke Pernille og havde pæne bryster og fyldige læber? Men det var hun ikke. Så kort, så langt kunne det siges.

Udenfor skinnede solen. Hun kunne ligesom godt se hvor det hele bar hen. Hun skævede til den anden pige de havde grebet fat i. Hun så heller ikke ligefrem tryg ud ved situationen. Så var de da to. Måske hun kunne skaffe sig et bekendskab der. Når man havde oplevet modgang sammen, så at sige. Så smilede hun forsigtigt til hende.

"I er altså rigtig tarvelige. Nu troede jeg lige jeg klarede frisag." kommenterede hun. Et forsøg på at være bare lidt morsom?

[Lærke]

Lærkes hidsighed forsvandt hurtigt mens hun gik. Det var jo ikke fordi fyren havde gjort noget forkert. Han var bare så pisse arrogant. Smed om sig med hendes navn og hende. Hun hadede den slags. Hun kastede alligevel et blik og skulderen og så ham le med Amanda. Snakketrunten. Den kvinde holdt seriøst aldrig kæft. Ikke at Lærke som sådan syntes det var træls, men hvordan kunne Amanda kende nogen når hun hele tiden selv snakkede.
Lærke tvivlede stærkt på at nogen på værelset vidste hun havde en bror. Hun fangede Marius' blik og pludesligt slog det hende hvilken bitch hun selv fremstod som. Hun virkede som en anden Sin City figur langt fra Københavns højhuse. Det var satans. Lærke anede ikke at omgivelser betød så meget, men herude i det grønne virkede det jo latterligt. Hun burde have pjattet. Men hun havde fandme aldrig pjattet i hele sit liv hvis det ikke var for penge.

Hun løftede sin tommel i en thumbs up med et stift smil. Så vendte hun hånden så tommelen pegede nedad og hun fnøs.

/:: nu forlader Lærke tråden - bitches

[Jonathan Bailey Smith]

Jonathan skar en irriteret grimasse. Nu blev det pludselig personligt. Mere end før. Ikke at han som sådan havde noget i mod at blive kaldt bøsse. Selma og Anton måtte fx gerne. Og hans søskende for den sags skyld. Det var måden at bruge det som skældsord der virkelig pissede ham af. Så han var heller ikke ked af at ramme fyren i ryggen med sit knæ, måske lidt hårdere end det egentlig have været nødvendigt. Det føltes forøvrigt ret godt at give nogen tæv.

"1.g'er." Han fik vrænget det ud med tilpas meget foragt. Ikke at han havde noget i mod folk der gik i første. Men helt ærligt, princippet var det samme. Men det tvivlede han ærlig talt på at fyren her havde hjerneceller nok til at forstå.

"Hvis du virkelig er ked af det, så gå frivilligt med ned til søen, og så overvejer jeg ikke at gøre mere ved dig." Det var faktisk sjovt det her. Ikke at han nogensinde ville høre alvor af den trudsel.