Første skoledag - Putternes dukkert

[Nishay M. Asran]

Det her var bare så løgn, mand!

Nishay havde selvfølgelig været en fjerlet byrde for homoen - det havde hun valgt at kalde ham, selvom han ikke virkede typical gay, og han var selvfølgelig også totalt muskuløs og pisselækker. Bøsser var som regel per definition handsome, og ham her var ikke en undtagelse. Men Nishay nød slet ikke ridtet ud mod søen. Hun havde luret, hvad der skulle ske - og hun skulle bare ikke ned i det beskidte vand. Hendes tøj var foreholdsvis nyt, og hendes hår tog bare så lang tid at tørre - mindst en time med føntørren, og hvis hun bare lod det være, kunne det være fugtigt en hel dag. Ligesom nu. Nishay prøvede at stridte imod, men den atletiske fyr grinede bare til hende - og var det svensk, hun hørte ham mumle ét eller andet på. Han følte, at han bare havde fucking svensk bøsseret til at kyle hende ned i den sø, selvom hun pænt havde takket nej og sat sig til modværge, da fyren insisterede.

Så nu bar han hende, og Nishay mærkede det kølige vand trænge ind gennem alt hendes tøj, da han nærmest kastede hende ned i vandet, så hun landede halvt på ryggen med bøjede knæ. Nishay udstødte et hvin.
"FUCK DIG," lød hendes stemme skinger - og måske lidt for Nørrebro-like, men hun kunne bare ikke kontrollere det lige nu. Og så var hendes hår drivvådt.

Men det allerværste ... Det allerværste var helt klart, at hendes nye tøj, som hun havde taget på for at gøre et godt indtryk, var gennemblødt.

Nej, worst of all var klart, at hendes t-shirt-agtige skjorte var hvid og hurtigt blev gennemsigtig. Nishay trak lynhurtigt knæene op til hagen og dækkede sig med sit lange, våde hår. Hun hvilede hagen på knæene og kastede lyn efter alle og enhver med sine brune øjne. Hendes ansigt var fortrukket i en vred grimasse, der fik hende til at ligne én af de dér Fru Weasley-agtige kvinder, når de blev gale. Og Nishay var gal. Hun tænkte slet ikke på at komme op ad vandet med det samme - men på at dække sig. Hun havde ALDRIG blottet så meget som et lår i så mange fyres nærvær. Alle hendes korte bukser gik hende til et sted under knæene. Fuck, hvor var det her ydmygende og forkert. FORKERT.

Da stedet, hvor hun sad og frøs og skar tænder, var næsten helt affolket, rejste hun sig med vrede tårer i øjnene og slog håret ned på brystet. Ikke at det hjalp det fjerneste. Nishay surmulede og havde rent faktisk lyst til at finde et sted at være alene og ringe til en god veninde og beklage sig, men det hjalp bare nada.

Nishay gik med armene beskyttende foran brystet mod skolebygningen igen og holdt blikket stift fremadrettet for ikke at opdage, om nogen kiggede på hende eller ej, for det ville få hende til at flegne totalt ud. Men så så hun ham sgu - ham den flabede bøsse. Og hende, der havde syntes, at han virkede cute til grillfesten og rimelig nede på jorden. NOT ANYMORE!

Nishay bandede lavmælt på sit modersmål, da hun så, hvordan han bare sad og røg, som om intet var sket. Hun sprang bare hen mod ham og stak ham en syngende lussing. Og så faldt hun sammen på græsset med knæende under sig og dækkede alt, hvad der kunne dækkes - fordi hun var flov og ydmyget og bare ikke magtede folks blikke på sig, for hun havde kunnet mærke alle de blikke. Hendes øjne skinnede stadig af vrede, men det afløstes hurtigt af dårlig samvittighed og brødebetyngethed over, hvad hun havde gjort ved ham fyren - det hele var jo bare en skidedum leg. Men hun hadede sådan noget af hele sit hjerte. Nishays skuldre rystede, og hun prøvede at trøste sig selv med noget så plat som, at ham fyren alligevel ikke tændte på piger... Men det ændrede ikke på, at hans blik alligevel kunne udforske hende, så tosset det ville. Nishay undertrykte et hulk - hun prøvede at erstatte sine vrede rynker med noget andet, men det blev til en overfladisk grimasse.

[Anton Sommer Engström]

Anton fik et kæmpechok, da pakistaneren sprang på ham og stak ham en lussing. Ikke at det gjorde særlig ondt, det var mest selve overraskelsesmomentet. Han havde ikke anet, at hun havde haft så meget imod det. Så ville han måske nok havde ladet hende være faktisk. Han havde ingen intentioner om at være ond, men det var reglen snarere end undtagelsen, at pigerne råbte og strittede imod, for derefter at synes det var meget sjovt og pjatte rundt med deres veninder ude i søen.
Hvis han havde opdaget, at hun havde noget reelt imod behandlingen, ville han helt sikkert havde ladet hende slippe.

Nu sad han overasket og betragtede den våde pige i græsset foran sig. Hun lignede en der var på nippet til at græde. Han tog chancen og satte sig hen til hende og holdt om hende. Han sagde ikke noget. Han holdt hende fast, dels så hun ikke skulle slå og sparke, dels så han kunne beskytte hende lidt mod folk interesserede blikke. Han holdt hende ikke så fast, at det føltes som magt eller tvang, hun kunne sagtens rejse sig og gå sin vej hvis hun ville.
Meget heldigt havde han en mørkegrøn cardigan på. Godt nok havde han intet under, for det havde været en nødløsning han bare havde smidt over sig for at nå over til morgenmaden, men han tog den alligevel af og lagde om hende. Han havde det betydeligt bedre i bar overkrop end hun virkede til at have i gennemblødt tøj. Så håbede han bare, at hun ikke blev alt for krænket over at han sad uden bluse på. Det var en risiko han måtte løbe, det kunne resultere i endnu en lussing, men han syntes det var vigtigt nok.
"Undskyld." Han sagde det stille og roligt. Det havde ikke været noget personligt, og han havde virkelig ikke opfattet at hun ikke brød sig om det. Han håbede det ville gøre det, men han var også klar til at tage et slag mere, hvis det skulle vise sig nødvendigt.

[Nishay M. Asran]

Nishay fór sammen, da hun mærkede en arm blive lagt om sig. Hun så op og så, at det var ham, hun havde stukket en lussing. Nishay kunne ikke spore andet end medlidenhed og venlighed i hans brune øjne. Hun prøvede at slappe mere af og åndede mærkbart lettet ud, men vidste ikke, hvad hun skulle gøre. Aldrig nogensinde ville hun have tilladt, eller havde hun tilladt, at nogen holdt om hende sådan - ikke engang sin egen far eller bror. Hun havde måske forestillet sig det - drømt om det, som en hver anden pige, og så skulle det ironisk nok ske for hende med en fyr, der var homoseksuel.

Nishay tænkte dog ikke meget i de baner nu - hun frygtede, at folk kiggede, og derfor var hun oprigtigt taknemmelig, da hun opdagede, at den ælldre fyrs intention var at skærme hende, hvilket blev bekræftet, da han overlod sin grønne cardigan til hende.

"Undskyld," lød hans lavmæle stemme. Nishay så op med et kuet udtryk i sine mørke, levende øjne. Hun prøvede at smile, men det lykkedes kun halvt. "Det ..." '... gør ikke noget,' afsluttede hun sætningen i sit eget hoved. Det var løgn. Nishay satte sig halvt op og kastede sit våde hår ud til den ene side, så fyren ikke blev våd. Hun kastede et blik omkring sig - ænsede ikke rigtigt fyrens nøgene overkrop, som hun vidste, at Patricia ville savle over.

"Tak," sagde hun stille - det var pænt af ham, til trods for alt dette, at hjælpe hende. Nishay vidste ikke, hvordan hun skulle formulere et spørgsmål, så hun så bare på ham og pegede på cardiganen - nærmest for at høre, om det var okay, at hun gik over til skolebygningen med den og kom i ordentligt tøj, før han fik den igen ... Hvor var det pinligt...

[Anton Sommer Engström]

Han var glad for, at hendes vrede tilsyneladende var gået over. Han prøvede at varme hende lidt, ved at skabe noget friktionsenergi ved at gnide hænderne over armene på sin cardigan som lå om hendes skuldre og arme.
Hun fik mumlet et stille tak. Det havde hun nu ikke behøvet, det var det mindste han kunne gøre. Han var bare lykkelig for ikke at blive slået ned.

"Ingen årsag. Behold den bare." Han nikkede mod cardiganen. Den logiske følge af det her, ville jo være, at hun ville over at skifte tøj og selvfølgelig skulle hun ikke gå i en gennemsigtig hvid skjorte, når han uden problemer kunne undvære sin trøje.

"Og jeg er virkelig ked af det. Det skal ikke ske igen." Han kiggede hende i øjnene, for at forsikre hende om, at han mente det oprigtigt og at han forstod hendes frustration, og at der bestemt ikke var nogen bedømmelse fra hans side.

[Nishay M. Asran]

Det var så fremmed for Nishay - så overvældende. Først skolen, festen, menneskene ... Og nu sad hun og blev holdt om og varmet af én eller anden, hun ikke kendte så godt, som var af hankøn. Nishay så et øjeblik fuldstændig overvældet ind i fyrens øjne, før hun skamfuldt slog blikket ned. Det var ikke noget, han måtte mistolke som særligt udfordrende. Sådan var hun ikke.

Hans stemme var venlig. Den var fantastisk beroligende, og hun stolede på alt, hvad den sagde. Nishay undrede sig i sit stille sind over, om han sang - for hans artikulation og stemmeføring var .... En kildrende fornemmelse løb ned ad hendes ryg. Hans stemme var intet mindre end gudeskøn. Det var fedt, og hun ville aldrig kunne bebrejde ham noget... Ikke, når han undskyldte sådan. Et svagt, men helt ægte, smil krusede Nishays læber. Nishay rejste sig og sagde tak igen - denne gang med lidt mere volumen i sin dybe, melodiske stemme. Hun skrånede hen over plænen med hans grønne cardigan på. Det var kikset, men meget bedre end før.

Og så slog det hende, at hun ikke vidste, hvad han hed. Hvordan skulle hun dog finde ham igen, når hun skulle aflevere den? Nishay bed sig eftertænksomt i fingeren - overvejede et splitsekund at gå tilbage, men ombestemte sig og fortsatte hen mod Rævehulen.

//Forlader tråd

[Samuel]

Samuel kunne ikke lade være med at bryde ud i grin, da pigen (Nish) forlod dem. Ikke pga. hende, i hvert fald ikke direkte. Han ville aldrig grine af piger og han havde også lidt ondt af hende.
Nej, han grinede at det komiske syn af sin bedste ven, der blev overfaldet af en syngende lussing fra et hunkønsvæsen. En af de utalige grunde på Antons liste over hvorfor han ikke var ked af at være homo. Pigernes ustyrlige temperament og måde at tackle problemer på. Det var sgu lidt ironisk. OG ikke at forglemme et fantastisk flot syn!
Han havde aldrig før set Anton blive slået af nogen som helst før, det var der sgu ingen der hverken turde eller ville. Turde, fordi han var høj og veltrænet, ikke lige så muskuløs som Samuel selv, men nok til at man ikke tvivlede på hans evner i armlægning f.eks. Ville fordi Anton var et af de venligste og mest sympatiske mennesker på denne jord, noget Nishay vist også hurtigt måtte opdage.
Eller det passede ikke. Han havde set Anton decideret slås med Jonathan sidste år, men det havde været noget helt andet. Ret ubehageligt faktisk. Noget som de begge sagtens kunne være blevet udvist for, hvis ikke skolen havde været så flinke at vende det blinde øje til. Men det havde været skræmmende faktisk. Heldigvis regnede han med at det var et overstået kapitel og at dette her ville blive højdepunktet af vold med Anton involveret i dette skoleår.

Han syntes Anton havde tacklet situationen flot og meget Anton-like, men nu måtte han altså le højt.
"Åh hvor jeg glæder mig til at fortælle John, at du har fået bank af en kvinde." Han slog Anton drillende og venskabeligt på armen.

[Jonathan Bailey Smith]

Jonathan anført en deligation af 'store' elever til vandkamp mod de mest krigeriske af putterne. Dem som ikke fandt sig I at blive våde, uden i hvert fald at give hævn gange 10. Og så kom der en virkelig sjov krig ud af det. Hvor han flere gange måtte flygte fra en hel gruppe af 'små' mennesker der forsøgte at holde ham under vandet. De var jo direkte farlige. Andre fik så mange kasteturer ud fra badebroen at de tilsidst var begyndt at kravle op igen frivilligt, bare fordi det var sjovt. Og kampen var selvfølgelig endt uden nogen form for afgørelse. Men han mente i hvert fald at kunne sige, at alle var blevet våde.

Stadig dryppende samlede han sine sko og t-shirt op fra broen og gik med dem i hånden ind til breden hvor bakken op til skolen begyndte. Han blev ved med at få vand i øjnene der dryppede ned fra hans hår. Efter at have gået lidt fik han endelig øje på en længe forsvunden svenskmand. Anton sad i græsset med Sam og Sophia lidt op af bakken. Da han nærmede sig bag fra hørte han sit navn, eller kælenavn, blive nævnt.

"Fortælle John at han hvad?" Grinede han og stoppede op i kanten af deres lille, egentlig ikke særlig runde, kreds. Han bredte armene ud til siden og så opfordrende rundt på dem. Hans blik sluttede ved Sophia.
"Very wet hug? Anyone?"

[Samuel]

"Såmænd bare det at din dame dér fik bank af en dame lige før. Smukt syn, smukt syn" lo han til den pjaskvåde Jonathan som kom hen til dem og tilbød at dele ud af de klare dråber.

"Jeg springer over tror jeg." Det var ikke ham der skulle straffes i dag og vand sagde ham ikke så sindssygt meget. Han havde intet imod det, men det lokkede heller ikke.

[Jonathan Bailey Smith]

Han havde svært ikke at grine højt. Anton var sådan et fredeligt menneske, det var svært at forestille sig hvordan han så hurtigt havde fået nogen til at se sig gal på ham. Og så lige en pige. Jonathan kunne se det for sig, hvordan Anton var alt for overrasket (og for meget gentleman) til at ville gå til modværge overhovedet.

"Ej, Anton, det var da pinligt." Han rystede bebrejdende på hovedet. "Hvorfor var jeg her ikke til at se det?!" Æv, det mente han faktisk. Det ville han havde givet alt for at se.

Jonathan kunne godt lide Samuel. Han var mest Antons ven, de havde også mest tilfælles, men manden var virkelig sjov. Han lyste virkelig op i et selvskab og med de tre i samme rum blev der næsten aldrig stille. Sophia måtte han indrømme at han ikke vidste så meget om. Hun virkede det mere inde i sig selv. Sød, bestemt, de gange de havde snakket sammen. Og det var da blevet en del, var lidt svært at undgå når man gik på skole sammen i 3 år. Så jo, han kunne godt lide de mennesker han omgav sig med.

[Anton Sommer Engström]

"Nej, det var sgu ikke for godt. Men jeg siger det jo - de vil bare have mig de tøser. Og hvad skal man gøre, når en kvinde sådan springer på én og river ens trøje af? Kan du sige mig det?"
Han lavede et forurettet ansigtsudtryk og kiggede drillende på John. Lidt ære måtte man jo beholde. Ej, det var bare spas, det havde jo ikke været noget, og han havde ærlig talt ret ondt af pigen. Men selvfølgelig skulle man lave sjov med alting. Eller rettere, selvfølgelig skulle Samuel lave sjov med alting.
Dermed ikke sagt, at han selv ville have holdt sig for god hvis det var med omvendt fortegn.

[Pernille Maria Monggaard]

Pernille blinkede flirtende til David og gengældte hans Thumbs Up.
"Deal?" spurgte hun mere seriøst som for at sikre sig, at han mente det. Så trak hun bare på skuldrene med en lille latter. "Lad os nu se," sagde hun bare og rejste sig op igen.

Marc lo også af et eller andet - men det var nok ikke af hende og David, for han virkede lidt ... tjah, fraværende. Pernille himlede med øjnene. "Du skulle jo nødig blive smidt ud inden den næste fest, marc, så jeg forventer også, at du er artig."

Pernille rakte en arm frem mod David, som stadig lå i græsset for at trække ham op at stå.

[Jonathan Bailey Smith]

"Nej," Jonatahn stod på et ben for at få trukket de meget udtrådte sko på. "Nej, det kan jeg ikke. Hvad gjorde du den stakkels pige?"

Han var ikke sikker på hvad klokken var, men de fleste var begyndt at vandre tilbage på skolen. Så han gik ud fra at timerne snart startede. Hans telefon havde han altså efterladt på værelset, det var ikke det smarteste at slæbe med i vandet. Og han skulle jo nok ikke bruge den alligevel. Han var dog ikke som Anton, der bare konsekvent ikke havde den på sig. Hvor normale mennesker overvejede hvorfor de skulle efterlade den tilbage, overvejede Anton hvorfor i al verden han skulle tage den med. Så den kunne man altså ikke regne med.
Det lod ikke til at nogen ville give ham et knus. Hmm, ærgeligt. Så måtte han vel give dem alligevel.

[David Bundgaard]

David gav sin ven honnør med to fingre, da han satte mod skolen.
"Take care," sagde han fra der hvor han sad. Han ville selv tage noget tørt tøj på senere, men lige nu ville han bare nyde vejret og synet af chokerede førsteårselever. Han frøs ikke og nu sad han lige og var ved at aftale ting og sager med den kære blonde Pernille. Men den gennemsigtige trøje. Vidste hun det overhovedet?

Da Marc var gået sendte han hende et smil. Han ønskede lidt, at han havde taget sine solbriller med, da solen var lige lidt stærkere end han havde regnet med den ville være fra morgenstunden. Og ja, alle så vel lidt sejere ud med et par solbriller på, ikke også?
"You'll get a ride om my bike, gurl... Soon," forsikrede han Nille med amerikansk accent og et kækt smil på læberne. Han ville elske at køre hende til midtbyen på sin motorcykel. Eller til havnen måske. Der var hyggeligt.
Tænk at han ikke havde lagt ordentligt mærke til Nille før. De havde da snakket lidt og den slags, men at han ikke havde bidt lidt mere mærke i tøsen det undrede ham altså.

[Pernille Maria Monggaard]

Pernille så også efter Marc, da han gik. Whoa, de krøller var lige til at dåne over. Men anyway, David lod ikke lige til at tage notits af hendes fremstrakte arm, hvilket bare fik Pernille til at smile sit tandpastasmil - dog var den ene fortand ved én af hjørnetænderne en kende skæv og fik det til at virke mere asymmetrisk, men hun var ikke utilfreds med det selv.

"Årh, hvor er du magelig," grinede Pernille af hans dovne svar og afslappede holdning. Hun smed sig ned på græsset igen ved siden af ham og kiggede på ham. Han skyggede for solen.
"Hvordan forventer du så, at skoleåret bliver?" spurgte hun konverserende - roligt, eller hvad man nu kaldte det. Pernille smilede svagt; hun havde aldrig rigtig talt med David - kun hilst på ham i ny og næ til festerne, når hun endte med at drille en temmelig beruset Marc, og Marc havde altid været så fuld, at han sjældent kunne huske dét, de havde talt om, men nok mere, hvad de havde foretaget sig sammen. David havde ikke været der ved alle lejligheder.

[Anton Sommer Engström]

"Ja det kunne du lide at vide hva'? Det er nok én der er misundeligt anlagt." Han lavede altid fis med Jonathan. De grinede også alle sammen. Sådan var deres omgangsform og det gik skam også den anden vej. Lige så gode de var til at være alvorlige og eftertænksomme samme, lige så gode var de til bestemt ikke at være det. Eller måske bedre.
"Ej, hun var ikke så skide begejstret for at komme i søen og den havde jeg ikke lige luret" svarede han så mere reelt. Han kiggede på Jonathan, der stadig stod op og var våd som en druknet mus.
"Arh, så giv mig da det kram. Det må så være min straf." Han rejste sig grinende op. Det gjorde heller ikke noget, han havde jo ikke længere noget på overkroppen, og buskerne var de føromtalte gamle pyjamasbukser, som egentlig var lidt for korte til ham, og som han med lethed kunne forestille sig at Jonathan havde fået som 15-årig eller noget i den stil. Så der var vist ikke noget der ville tage skade af en omgang vand. Og i denne varme ville det nok næsten være rart.