Første skoledag - Putternes dukkert

[Jonathan Bailey Smith]

Så skulle det kram altså også udnyttes. Når han nu nærmest fik tilladelse til at gøre ham så våd som muligt. Jonathan faldt Anton om halsen og sørgerede for at placerede en hånd i hans hår så det også blev vådt. Han havde savnet så meget at kunne gøre den slags. Helt naturligt uden at behøve at tænke over konsekvenserne først. Eller, jo, der var en enkelt. Der kom muligvis noget hævn engang. Men det måtte han så tage med.

Da han slap igen så han på Sophia og smilede til hende.
"Soph, god ferie? Det er ikke noget for dig med et kram?" Han trak spørgende på skuldrene. Hun kunne vel godt tage lidt sjov. Og faktisk havde han slet ikke snakket med hende i år. Men okay, alt det med Anton havde lidt stjålet hans tid. Hvilket passede ham fint også.

[David Bundgaard]

Morgensolen skinnede mildt gennem træernes bladklædte træer som han kiggede ud over den smukke horisont med de søde badende studerende. Okay nej, solen var fucking ond som den strålede stærkt direkte ind i øjnene på ham uden han havde nogle solbriller, så han ikke kunne se en skid af hvad der foregik. Han huskede at han havde overvejet at tage dem med, da han havde kastet et kort blik på dem som de lå på hans skrivebord, men han havde tænkt at det ville være mærkeligt at tage dem med, når han spiste indendøre. Som han dog tænkte fremad, tænkte han og sukkede dybt i sit indre.
Som Pernille og ham sad der med vådt tøj på den halvfugtige græsplæne fra det dug der endnu ikke var forduftet i det varme vejr med den stærke sol, tænkte han over hvilken type tøs han havde siddende ved siden af sig. Hvor billig var hun? Hvor naiv var hun? Efter gennemsigtigheden af hendes trøje at dømme var hun ikke den mest generte type i hvert fald. Der var måske noget at hente hos hende. Måske noget hurtigt hun ikke ville være nag over senere. Så kunne den gode Marc godt få æren af at få hende bagefter, hvis han vel at mærke var interesseret.

Han havde godt set hvordan hun havde kigget efter Marc til festerne. Hvordan hun havde snakket med ham og danset op af ham når hun var fuld. Der havde hun virket temmelig billig. Han kunne jo i princippet godt give hende et lille ride på hans bike og så tage den derfra. Det burde han næsten gøre. For han skulle jo også have lidt sjov. Han skulle i hvert fald ikke gå rundt og fucking skæve til Amanda hele tiden. Det var simpelthen for nederen. Hun var fucking fortid. Og det der lortekys ville hurtigt være pakket langt, langt væk i hans indre glemmebog. Altså... Ikke dét kys, men kysset fra grillfesten. Måske havde kysset med den blonde Anna i virkeligheden været hans frihedsbillet. Nu kunne han endelig sidde som nu og overveje hvordan han skulle score den næste blondine. Det var sgu da livet!

Han kiggede i retning af Pernille, da hun stillede ham et spørgsmål. Hmm, der var ingen sol. "Hvordan forventer du så, at skoleåret bliver?" spurgte hun ham.
Så smilede han skævt. Yes, hun satte sig ned igen. Han var bare god til det pis med kvinder. Han havde ikke engang behøvet at sige noget, han havde bare sagt noget random og så satte hun sig ned igen.

"Skoleåret? Jeg håber det bliver fucking nederen..." mumlede han. Egentlig vidste han ikke rigtig hvorfor han sagde det, men det gjorde han bare. Han havde pludselig fået lyst til at sige noget omvendt af hvad man måske ville sige.
Tsk...

[Pernille Maria Monggaard]

Pernille lagde godt mærke til Davids undersøgende blik, som ikke altid hvilede på hendes ansigt. Ikke så gentlemanagtigt, som hun havde forventet af ham - men fuck det, hvorfor også kræve så meget af andre? Hun var jo ikke ligefrem pakket ind.

Pernille strøg nogle lyse lokker væk fra ansigtet, mens hun så hen mod de andre ved søen. Ud af øjenkrogen fangede hun et glimt af Davids skæve smil - han var sgu pretty charming, som han sad dér og missede med øjnene, som om han var irriteret over sollyset. Pernille havde også set, at han yndede at bruge solbriller, men lige nu var der ikke mørke glas til at dække hans mørke, nærmest brunlige øjne - nej ... De havde en dyb, grøn farve, som kun var tydelig, fordi solen fik farven til at træde mere frem.

Et øjeblik følte Pernille sig utilpas ved hans undersøgende blik, men hun slog det bare ud af hovedet og fokuserede udelukkende på ham - musklerne på hans arme, de svulmende skuldre og den slanke, men alligevel faste nakke. 'Næsten til at æde råt, for helvede,' røg det igennem Amandas hoved.

"Er det ikke mere noget du forventer, end det er noget du håber?" spurgte Pernille ham med lidt chokeret stemme - how could he? Men det var måske på grund af Amanda - eller lavede han bare sjov? Hun himlede med øjnene og strakte sin ene arm ud i luften for at løsne nogle muskler, der trak ubehageligt i hendes skulderled.

[David Bundgaard]

David lo af hendes påtagede chokerede tonefald og blinkede til hende.
"Jeg håber det!" sagde han og lo lidt, fordi han havde lydt som den sjove Franz med z fra sidste års x-factor.

Han håbede ikke noget. Over sommerferien var han bare begyndt at lade helt vær med at tænke frem eller tilbage eller noget som helst. Han var bare begyndt at springe hovedkuls ind i tingene ellers ville han bare blive ved med at tænke, at alt ville være meget bedre med hende. Og det gik bare ikke. For tingene kunne godt være bedre uden hende. Tingene var bedre uden hende. Det vidste han nu. Det havde han haft svært ved at finde ud af i sommerferien, fordi alt bare havde været lort. Det var slet ikke noget han havde lyst til at tænke på.

Han tænkte over om hun egentlig var klog. For med det der afblegede hår og de der kasser og det der lidt overfladiske blik hun havde på ham virkede hun ikke ligefrem til at være den skarpeste kniv i skuffen. Der manglede ligesom den der intelligente gnist der var i kloge folks øjne. Men han kunne jo tage fejl. Måske var det bare varmen der enten spillede ham et pus eller gjorde hende mærkelig i øjnene. Hvem vidste?

[Pernille Maria Monggaard]

Pernille lagde hovedet en anelse på skrå og så eftertænksomt på David under halvt lukkede øjenlåg. Der var ét eller andet utilnærmeligt ved ham, selvom han lo åbenhjertigt, som Pernille automatisk tænkte måtte hænge sammen med episoden med Amanda, og det var jo slet ikke gået nogens næse forbi, hvor meget de to havde været sammen. Det stak åbenbart dybere end som så.

"Well, håb er jo ikke lige så stærke som ønsker," sagde Pernille halvfilosofisk og trak på sine bare skuldre. Det var sgu ved at blive koldt. Pernilles blik dvælede igen ved Davids markerede ansigt - det charmerende smil og øjnene, der både var fjerne og nærværende. Det var nuttet.

[Sophia Blake]

Jonathan kiggede pludselig på hende og spurgte om hun også ville have et vådt knus. Sophia rystede på hovedet og kunne ikke lade vær med at trække på smilebåndet af hans spørgsmål og over de tre drenge hun var omgivet af. Anton og Jonathan var altid så fjollede sammen, og det syntes hun ret godt om. Det var ret fedt, at de ikke bare var sådan nogle der sad og pussenussede hele tiden som om de var limet sammen, men de kunne faktisk godt drille hinanden bare som venner. Hvis hun skulle have en kæreste skulle det være en der ikke kun tænkte på at cuddle og kysse og have sex, men også en hun kunne tale både seriøst og useriøst med som en rigtig ven og ja, bare fjolle med. Ellers var der ikke meget over at være et par. Så ville det hurtigt blive lidt for tørt, selvom det andet selvfølgelig også var virkelig godt.
Hun satte sine hænder i jorden bad sig og lænede sig tilbage med dem som støtte.

"Hvis hellere du må finde Selma frem så..." svarede hun stadig med et lille smil i den ene mundvig.
Selma var jo altid klar til et kram. Hun krammede alt og alle. Hun krammede selv træer. Hun krammede fremmede mennesker også. Hun var en mærkelig type. Men sød var hun da, ingen tvivl om det. Bare lidt småtosset. På sin egen skæve måde.

[Lizz]

Lizz' morgen havde i forvejen været hektisk, så hun nød faktisk at blive smidt i. Hun grinede og dansede plaskende rundt. Hvor var det fantastisk, alligevel. Alle havde været søde, og nu var hun her. Klar på at begynde et nyt kapitel, klar på at begynde på Lyngvig. Da hun efter et par våde minutter, besluttede sig for at gå op ad vandet, eftersom hun også skulle nå at tørre, spærrede hun øjnene op. Det gik først nu op for hende, at hendes bluse var hvid. Jep, hvid som sneen, hvid som i hvid der blev FUCKING gennemsigtig når man var blevet smidt i vandet, og man ikke havde andet end den på. Hun kendte ikke nogen så godt, at der var nogen hun kunne betro sig til. "Hvad fanden gør jeg?!" Mumlede hun for sig selv, og begyndte at gå, da hun tænkte på, hvor mærkeligt det måtte have set ud, bare at stå der, i hvid gennemsigtig trøje, og stirre ud i luften. Hun krydsede armene og klaprede med tænderne, så det måske så ud som om hun frøs - hvilket hun også gjorde. "Det er satme koldt!" Sagde hun, uden at vide hvem hun snakkede til, og sendte et skævt smil rundt til alle.

[Jonathan Bailey Smith]

"Det må du selv om så," Jonathan smilede til hende. Sophia kunne han godt lide. De havde diskuteret miljø og kultur og den slags et par gange. Det hjalp på det, at de næsten altid var enige på de punkter. Hun var virkelig passioneret, og det kunne han godt lide. Det var noget andet, end hvis folk gik rundt og sagde, at selvfølgelig gik de op i miljøet. Men hey, ingen ville da komme til skade selvom de smed deres udbrændte cigaret i parken, vel? Næh, så var selv Sophias lidt overdrevne emsighed omkring det bedre.

Han havde stadig den ene arm om ryggen på Anton. Ikke fordi de skulle rende rundt og lege lovey-dovey, men helt ærligt, de havde altså været adskilt virkelig længe. Og Anton var bare så lækker med solbrændt hud.
Han kiggede op mod skolen da Selma blev nævnt. Det var ikke svært at gætte sig til hvad hun havde lavet. Sansynligvis. Men de havde nok gjort sig færdige inden timerne. Og deres lille chill gruppe her burde også se at komme deropad. Ikke for at lyde helt vildt nørdet, men det var altså lidt træls at komme forsent første dag.

[Adam Lyhne]

Hvorfor? Hvorfor smed de folk i søen? Det var ikke fair? Var det en eller anden dårlig tradition? Folk virkede i hvert fald til at være temmelig rutinerede. Var det alle der skulle i søen? Eller...?
Han bandede af sit våde tøj og skulle til at vende tilbage til den tynde pige og fyren - godt irriteret på dem for at sige det mildt. Men de var så godt som forsvundet. De var ikke nogen steder at se. Fuck, altså! Han gned sig over ansigtet med en hånd for at tørre ansigtet og strøg sit våde hår tilbage, så det ikke dryppede ham i øjnene.

Adam så sig lidt rundt for eventuelt at få øje på nogle af dem han havde snakket med, men han kunne umiddelbart ikke få øje på nogen. Der gik en sorthåret pige forbi ved siden af ham der sagde et eller andet ud i luften om at det var koldt. Det syntes han dog ikke. Faktisk var vejret temmelig dejligt, selvom han var helt gennemblødt. Og hans hår ville blive virkelig nederen nu. Endnu en gang fuck, altså.

Han begyndte at gå mod husene. Der var vel ikke andet at gøre end at skifte tøj, tænkte han og sukkede. Hvad fanden var det for noget med at smide folk i søen? Og når man lige havde taget noget pænt tøj på til første skoledag...

//Går direkte til Rævehulen

[Anton Sommer Engström]

Jonathan havde som forventet virkelig udnyttet muligheden for at benytte ham som håndklæde. Men hvad havde han regnet med? Alt andet ville være alt for venligt og alt for lidt John. Han lavede en roterende bevægelse med fingeren i tindingen og vendte øjne sammen med Samuel. De grinede sammen alle sammen.

Sophia og John snakkede lidt sammen, men han hørte ikke rigtigt efter. Han nød bare solens varme stråler og spejdede lidt ud over området. Alle folk begyndte så småt at vandre op mod skolen igen, og hans fornuft sagde ham, at det ville være klogt at gøre det samme, hvis ikke han ville have historie i bar overkrop og våde pyjamasbukser. Han kunne også godt bruge et bad for lige at klare hjernen. Man blev så doven af at ligge og slænge sig i græsset i sensommersolen. Et koldt bad, så var han klar til historie. Eller.. så klar som han kunne blive til noget der handlede om skole.

"Vi må hellere.. eller jeg må i hvert fald hellere se at komme tilbage. Jeg bliver jo nødt til at klæde mig lidt mere anstændigt inden timen, så jeg ikke bliver overfaldet af flere lystne hunkønsvæsner i dag, det begynder at blive lidt belastende for forholdet. Se bare, hvor besidderisk han bliver" grinede han, mest henvendt til Sophia og Samuel, mens han lavede et nik med hovedet mod Jonathan, som stadig stod med armen rundt om ham. Det var nu dejligt, men.. Han prikkede ham drillende i siden, så han slap med det samme. Det var så tæt man kunne komme på at kilde drengen uden at det var med livet som indsats.

[Jonathan Bailey Smith]

Jonathan sprang væk fra ham med det samme. Han hadede at blive kildet. Ikke at tage fejl af at han grinte, det var overhovedet ikke den mindste lille bitte smule morsomt. Måske kun meget lidt. Men i hvert fald, så skulle han have energi overskud for at overleve en omgang grineflip og rullen rundt på jorden, så det måtte være en anden gang. Det var mere sikkert bare at springe væk. For alle i nærheden, faktisk.

"Gå du bare, jeg har personligt tænkt mig en shirtless førsteskoledag. Man må jo fejre det. Og det er den sidste vi får, skal I huske." Han mente det dybt seriøst. Det var værd at tænke på, at man ikke ville få chancen igen. Og trist. Men man kunne ikke gå og sørge hele tiden. Desuden ville der sikkert blive en del timer hvor han ønskede de allerede var overstået. Men samfundsfag, det ville han nye.

Under alle omstændigheder ville han begynde at gå derop ad. Og de andre kom nok også.

[David Bundgaard]

David grinede smørret af hendes ord og strøg sig over læberne med en tommelfinger nærmest som at tørre smilet væk. Hun skulle nødig tro, at han ikke tog det seriøst det hun lige havde sagt, men det havde bare været lidt sjovt at det lige skulle komme fra Pernille. Men hun prøvede da, og det var da fint. Hun var nu meget sød, tænkte han og lo lidt i sit indre.

Han kiggede tilbage over mod søen, så han måtte misse lidt med øjnene igen for solen. Det var begyndt at tynde lidt ud i folk, og alle var så småt oppe af søen. Der var nogle der var svømmet længere ud. Måske for at holde værdigheden eller noget - så de fik det til at se ud som om det bare var okay at blive smidt i. Han havde selv ikke fattet noget af hvad der skete sidste år. Han havde prøvet at gøre det lidt mindre pinligt ved at bryde ud i latter. Nogle dage efter havde han hævnet sig på 2. årseleven der havde gjort det. Han var efter én dag blevet rigtig gode venner med Marc, og de havde sammen slæbt kraftidioten direkte i søen.
Denne gang rejste han sig selv op efter lidt tid, hvor de begge to bare sad og kiggede på de larmende elever. Han rakte en hånd frem mod Nille og smilede skævt.

"Skal du med, smukke?"

[Freya Kasgaard]

Freya havde indædt bandet, da hun med et stort plask havde ramt vandet. Hun havde allerede luret lunten da hun så søen, men hun kunne stadig ikke begribe hvordan de kunne finde på det. Hun havde en lettere hvid trøje på, og hendes brystvorter nærmest tittede frem. Det var irriterende, og hun ville i bad. NU! Det slog hende pludseligt at hun ikke kunne blive på værelset, hun skulle fucking i skole. Og på første skoledag, ville hun ikke pjække. Freya vidste ikke om der var noget der hed fravær her, men hun ville nødig tage chancen.

Freya luntede op fra søen, vandet drev ned af hende, og hun havde en pisse dårlig sang på hjernen. Den spillede uafbrudt i hendes hoved. Det var virkelig en glædesdræber...

What doesn't kill you makes you stronger
Stand a little taller
Doesn't mean I'm lonely when I'm alone
What doesn't kill you makes a fighter
Footsteps even lighter
Doesn't mean I'm over cause you're gone

Yeah, right....What doesn't kill you makes you stronger.... Freya var fucking ligeglad. Det her gjorde hende ikke stærkere, lige meget hvad hende damen, der havde skrevet den her sang mente. Freya kunne ikke engang huske hvordan hun fik sangen på hjernen, det var sikkert fordi P3 havde spillet den lidt for ofte. Hun sukkede irriteret. Lorte sang, lorte vand, lorte folk. Nu ville hun have et bad.

Freya trak cardiganen hen over brystet, for at skjule hendes bryster, der var helt tydelige i den hvide trøje. Hun traskede op til husene, kiggede sig ikke tilbage. Hendes tanker strejfede igen den irriterende sang, men hun gad den ikke og lukkede den ude.

//Forlader tråd, og går hen til badene....

[Pernille Maria Monggaard]

Pernille kunne ikke selv lade være med at smile fjoget tilbage til David. Hun bed sig efterfølgende lidt eftertænksomt i læben, mens han så over mod de plaskende elever. David virkede rimelig calm, og så eftertænksom på den dér stille facon, hvor man kunne sidde og betragte ham i timevis og bare forestille sig, hvad han tænkte på - lyrik, årstider, livet, biler, kunst ...

Pernilles blik havde bare fæstnet sig på Davids ansigt, der var vendt halvt bort fra hende, så det gav et gip i hende, da han pludselig rejste sig og bød hende sin arm.

"Hvem kalder du smukke?" fnisede Pernille og tog hans hånd, der føltes ret stærk, "der er en sø at spejle dig i lige dér."
Pernille pegede over mod søen uden at kunne skjule sin rødmen. Noget i hendes blik sagde, at hun slet ikke havde noget imod at smide ham i igen, men hendes kropssprog sagde, at de skulle tilbage til skolen: hendes skuldre skælvede lidt af de kølige briser, som tog fat i hendes lange, lyse hår.

[David Bundgaard]

David brød ud i en høj smittende latter over det hun lige havde sagt. Hun flirtede rigtig. Eller hun prøvede i hvert fald, og det underholdt ham lidt, at hun sådan rødmede bare fordi han kaldt hende smukke og hun gav lidt igen.
Inden hun kunne nå at sige flere underholdende blondine-kommentarer, lagde han en flad hånd på hendes ryg med den våde, hvide top og fik hende til at gå med ham i retning mod skolen. Der var en god kilometer til skolen, men den føltes altid kortere fordi turen var så flot og fyldt med natur. Han havde tit gået turen med sine telefon-samtaler med Maria eller når han skulle ryge lidt mere end én smøg eller hvis han ville gå en hyggelig tur med Amanda eller nogle af vennerne.

Nu smilede han glad - lignede en helt anden end han havde gjort for bare en halv time siden. Han vidste ikke hvad der havde lettet hans humør. Måske vejret, måske synet af alle de overraskede førsteårselever, måske Pernilles sjove kommentarer til de ting han havde sagt, måske det at han faldt i søen eller det at han lige fik givet Marc et vådt kram. Nok en kombination af dem alle sammen, gjorde han op med sig selv. Det var helt hen i vejret, but these things just made his day. At han var våd var egentlig lidt ligemeget. Det havde været skide sjov at kunne smide Pernille med i søen igen. Hun var nu meget sød, det var slet ikke fordi der var noget galt med hendes lidt dumme sind, det var faktisk lidt nuttet.

Han fik lidt lyst til en smøg, men dem han havde haft på sig var nok blevet ret våde af den korte dukkert. Han havde heldigvis mange flere med. Egentlig var han også lidt sulten, men han kunne vel bare spørge efter lidt mad i køkkenet. De havde sikkert massere tilbage han kunne æde lidt af inden timen startede.
Men nu var der lige hende Nille, dér. Han betragtede lidt hendes ansigtsudtryk og hendes måde at gå på med et kækt, skævt smil. Hun var uden tvivl det man ville kalde en rigtig dulle. En rigtig pop-tøs med stort P. En pop-tøs der lignede et stort P... Hvis man så hende fra siden vel at mærke.
Han vidste godt at hun havde lagt an på Marc en masse gange til nogle fester. På alle tænkelige måder - fuld eller ædru.

"Nåh... Hvordan går det med at score min bedste ven?" spurgte han lige ud med det samme smil på læberne.
Ja, han havde lyst til at være lidt ond. Bare lidt. Se hvordan hun reagerede på hans direkte spørgsmål. Hun var i forvejen ret underholdende, så nu ville han lige se om det her gav pote.