Vagtlægen i Lyngvig og turen til Århus skadestue

[Amanda Dagmar Carstensen]

''Altid''

Svarede hun kort til hans lille ordspil, med et smil. Det var plat humor, men hun skulle jo nødig grine for højt af ham. Hendes egen var også temmelig ringe nogen gange. Dog var det nu meget rart med plat humor lige nu i stedet for sure miner eller sørgelige blikke fordi det bare var iih så synd for hende. Hun nåede lige at løfte armen der ikke var i slynge, som skulle hun til at danse en lille sejrs dans inden han skubbede hende ned at sidde på bænken.

''Pfft jeg er altså ikke lam i benene, du.''

Men hun blev siddende. Hun så op på den lange dreng der havde solen lige i ryggen, så hun måtte misse med øjnene, alt imens han besluttede de skulle spise frokost inde i byen. Det var en god ide for chancen for at de ville kunne nå tilbage inden frokost var minimal og så kunne de lige så godt bruge tiden fornuftigt.. Og hvis hun kendte Marius ret, var han allerede sultes nu selv om han havde spist flere kilo morgenmad for få timer siden. Han var jo et hul i jorden.

''Det sgu en deal... Så længe du bare kan leve med at made mig som om jeg var en eller anden hjælpeløs skabning, når nu du insiterer på det skal være med spiseredskaber.''

Det passede hende også fint, for det eneste tidspunkt hun spiste fast food på var når hun var fuld. Så kunne hun arbejde hård på at få en enkelt cheesburger, eller en pizza, men maden smagte også altid ti gange bedre så.

[Marius Emil Lundqvist]

"Du er så godt som lam i benene, for de små kan ikke hamle op med mine skridt."

Marius så ned på hende. Det var forbandet godt vejr, og Amandas lyse hår reflekterede solens stråler og blev næsten hvidt med guldstænk. Marius så et kort øjeblik op mod himlen og lod solen varme sine kinder - han var glad for, at solen ikke gjorde ham rød, men bare gav ham en mørkere kulør. Lige nu, hvor de nærmede sig klokken 12, var solen varmest og fik hans glatte, sorte hår til at skinne mat. Marius lod en hånd glide igennem det - det var lige så varmt som en radiator. Inden Marius lod hånden falde, pillede han fraværende ved en tot hår, som var kommet for langt ned i øjet; han skubbede den væk.

"Det skal det," sagde Marius bestemt - han så allerede frem til flødekartofler, hvis man kunne få det et sted. Han gad ikke lige fastfood, men hvis de ikke kunne finde andet, måtte de nøjes med det.

De steg begge ind i bussen, og Marius forhindrede et lille optrin ved trinnet ved at betale chaufføren lidt for hurtigt til, at Amanda kunne nå at gøre indvendinger.
"Du kan gi' pengene bagefter - lige nu har du nok lidt svært ved at rode efter en pung," sagde Marius tørt og trak hende hen til et par tomme sæder, hvor han satte sig. Mens de kørte, betragtede Marius Amanda måske en kende for indgående og med et alvorligt skær i sine lyseblå øjne - dog med et lidt humoristisk drag om munden. Han fik lyst til at spørge hende om alt muligt - om David, om hendes ferie, om, hvordan hun bare havde det generelt, fordi de ikke havde haft kontakt til hinanden i løbet af sommeren, og Marius havde fornemmet på det hele, at Amandas sommer havde været temmelig begivenhedsløs, når hun regnede hans for oplevelsesrig. Men Marius sagde ingenting - kiggede bare og håbede at kunne aflæse noget i hendes ansigt og øjne. Men så kun den surmulende Amanda og kun et vagt glimt af nedtrykthed i hendes øjne.

"Fandens også," mumlede Marius så lavt, at det næppe ville kunne høres - ja, han håbede, at Amanda ikke hørte det, så snart ordene undslap hans læber.

[Amanda Dagmar Carstensen]

Amanda lavede et påtaget fornærmet udtryk og slyngede en eller anden kommentar ud om at det ikke var hende der var lam og havde korte ben, men hans ben der var abnormt og fuldstændig unaturligt lange. Hun lo og nød så bare solens varme stråler prikke i huden. Det meste af farven hun havde samlet i Florida, havde forsvundet i løbet af vinteren og hun havde kun fået det halve tilbage hen over sommeren. Mest fordi hendes forældre ikke ville ligge i solen hele dagen og havde slæbt hende med til diverse drypstenshuler og kedelige seværdigheder. De var ikke meget til bare at ligge og lave ingenting, men de var blevet helt vildt hysteriske med solen efter Thomas... Hun kastede brutalt mindet fra sig. Det skulle ikke op og skulle låses nede sammen med al det andet rod.

Hun fulgte med Marius ind i bussen da den kort efter kom og viste ikke på noget tidspunkt hvad hun lige havde gjordt i sit stille sind. Hun skulle til at finde sin lille pung frem hun havde lagt i lommen på de shorts hun bar, men Marius var hurtigt og nærmest kastede pengene efter buschaufføren. Hun havde da ellers et klippe kort... Eller, nej vent det kunne man vidst ikke bruge here over, kunne man? Det var også lige meget og som han selv sagde måtte hun bare betale bagefter. Det ville hun også gøre, det var sikkert.
Amanda lod sig dumpe ned i sædet ved vinduet og kiggede på landskabet der strøg forbi. Hånden dunkede stadig en smule, men selv om hun aldrig ville indrømme det selv, så havde slyngen faktisk hjulpet lidt. Hun slappede ihvertfald mere af og behøvede heller ikke ærteposen mere. Den var heller ikke kold nok mere og kunne næsten bare kyles ud nu. Hun bemærkede ikke Marius' blik på hende og hvordan det granskede hende for de tanker der kørte rundt i hendes hoved.
Men hendes ører opfattede han sagde et eller andet. Ikke hvad, det var hvor lavt.

''Hm?''

Hun så spørgende på ham, som når nogle stillede en et spørgsmål man ikke lige fangede.

[Marius Emil Lundqvist]

Det var utroligt, hvor ordinær Amanda virkede, og hvordan hun alligevel formåede at sætte så dybe spor. Med sin ordinære, jordnærhed kunne hun få alle og enhver - næsten - til at føle sig så speciel og skideheldig over at eksistere, mens hun samtidig med sin personligheds særegene træk kunne fremhæve sine egne kvaliteter - måske i lyset af sig selv og andres på samme tid.
Marius huskede hendes fraværende, spørgende ansigtsudtryk fra tidligere, og han kunne lide netop dét ansigtsudtryk, fordi det vidnede om, at hun ikke bare var ugenerte, festlige Amanda, der havde været populær blandt sine venner altid, gav anledning til bitch-fights og slog benene væk under den første og bedste, mens hun klæbede ham til sig med sit lyserøde tyggegummi. Marius var ikke et øjeblik i tvivl om, at når Amanda nu var typen, der ævlede så meget, så havde hun uvægerligt bagtalt andre - men det betød næsten ikke noget, når man fik brudstykker af, hvad hun gemte på indeni somme tider. David var heldig, at han havde delt så meget med Amanda, og David vidste det kun alt for godt selv. Ligesom David angrede på grund af sit held, således forbandede Amanda Davids held, fordi han svigtede hende. 'Marius, det muntre mellemled,' tænkte Marius sørgmuntert ved sig selv.

Det var dét ansigt, der måske fik Marius til at gøre, som han gjorde; det var dét ansigt, der på en måde var tilstede i nu'et og alligevel dvælede ved noget andet langt væk (Marius var 100 % sikker på, at Amanda ikke havde hørt, hvad han havde sagt); det var dét ansigt, som vækkede en følelse af ømhed overfor Amanda, men også kun, fordi han kendte hende så godt. Også kun, fordi David kendte hende så godt. David ville hende kun det allerbedste. Det var derfor, han gik nu - det var derfor, han bed tænderne sammen, når ingen så det. Han gik, fordi han ikke ville spolere hendes skønhed - dén skønhed, David elskede og kendte. Det var derfor, at Marius gjorde, som han gjorde, men for hvis skyld kunne han ikke afgøre - Amandas, eller Davids. Betød det noget?

"Du er smuk," sagde Marius lavmælt til Amanda med kun alvor i stemmen, bøjede hovedet let og gav hende et nænsomt kys på kinden. Det var spontant - ja. Det var måske lige så uventet for ham som for hende, når det kom til stykket, men det var alligevel mere gennemtænkt fra hans side af, end Amanda nogensinde ville forstå. Det var et kys, som en bror ville have givet hende, eller måske et kys, en længe savnet ven ville give. Det var et kys, Marius ikke havde intentioner om at give igen - selv ikke, hvis han kom til at savne hende ulideligt. Det var ikke hans måde at gøre tingene på. Og de ville altid være venner - Marius kunne ikke se sig selv i en anden kontekst med Amanda.

"Du er smuk, som du er," sagde han stille, så kun Amanda hørte ham.

[Amanda Dagmar Carstensen]

Det var helt uventet. Både hans ord og handling, for sådan noget havde Marius aldrig gjordt. Hun havde aldrig følt andet end venskabelige følelser for Marius og ville heller aldrig komme til at føle mere, og et øjeblik var hun bange for at han mente mere med det. Men det virkede ikke sådan... Nej det var blot venskabeligt.

Ingen af de sjove eller drillende kommentare kom frem, og hun var ikke et sekundt i tvivl om at han mente det han sagde. Hun havde lyst til bare at græde hos ham og fortælle hvor træt hun var af det hele. Hvor meget hun hadede at være sur på David og hvor meget hun savnede ham. Hvor svigtet hun havde følt sig da hun så ham med kysse med den pige, men at hun nu var kommet i tvivl om det var hende der var idioten i hele situationen. Det ville være så let og Marius ville lytte. Han ville lytte og komme med sin mening. Hun vidste han ikke lyttede til rygter der var i omløb, men han var ikke dårlig til at komme med sin egen mening og Marius' stemme vejede tungere for hende end så mange andres.

''tak, Marius''

Kom det lidt efter fra hende mens hun lod sit hoved hvile op mod hans skulder. Hun var så dårlig til virkelig at åbne sig, dele ud med sine tanker, men hun havde gjordt det lidt med Frida i torsdags, så det burde ikke være noget problem med Marius. Han kendte hende jo og mange gange følte hun at han bare skulle kaste et enkelt blik på hende for at vide hvad hun tænkte, selv om hun ikke sagde et ord. Men det var stadig svært. Hun ville gerne. Bare en lille smule.

''Jeg savner ham''

Sagde hun stille, først med blikket på sine knæ, men så tvang hun sig til at se op på Marius. Hun græd ikke, men derfor så hun stadig ked ud af det.

[Marius Emil Lundqvist]

Et øjeblik efter kysset, mens de stadig sad i tavshed, og landskabet panorerede forbi vinduet, frygtede Marius, at Amanda havde mistolket situationen, at dén ene gestus måske for hende rakte langt ud over et venskab. Marius skulle have overvejet sin handling - han skulle have sagt noget andet mere almindeligt som 'Tossehoved', eller 'Kors i røven, nogle gange så fatter jeg ikke, hvordan du kan holde ud at være så klodset, eller hvad man nu sagde efter et kys. Men det gik op for Marius kort efter - endda kun efter et par sekunder - at Amanda måske havde tvivlet bare et øjeblik på, hvad der lå i dét ene kys, og det havde føltes rigtigt at sige det. Ikke kun, fordi hun fortjente at føle sig mere værd.

Mere end noget andet bekræftede Amandas overvældede blik og stemme, da hun sagde "Tak, Marius", at hun heller ikke anså situationen for værende andet end venskabelig. Som man nu kunne kalde den. Marius lod hende hvile sit hoved ved sin skulder, mens hans blik hvilede på hende et øjeblik og derefter vandrede videre til vinduet.

Marius var ikke et sekund i tvivl om, at Amanda talte om David, da hun lidt efter åbnede munden og næsten hviskende sagde: "Jeg savner ham."
Marius betragtede hende tavst, indtil Amanda tvang sig selv til at se ham i øjnene. I det blik så han, hvor meget hun havde givet af sig selv, og hvor ondt det gjorde på hende, at David "tilsyneladende" bare smed hende væk som et forsuttet bolche.
"Det ved jeg godt," sagde Marius til hende. Marius kunne sige, at det gjorde David også; han kunne også sige, at han selv savnede hende - den friske, sjove Amanda, der ikke lod sig gå på af noget. Men hun lod sig netop gå på, fordi båndene mellem hende og David var slækket. Og Marius sagde heller ikke mere; han lod blot blikket tale for sig: 'Du er også savnet.'

Marius lagde forsigtigt en arm om Amandas skulder og sørgede for ikke at skubbe til hendes sårede arm, da han gav hende en halv omfavnelse. Han vidste, at hun ikke ville græde, og derfor kom det lidt bag på ham, at hendes skulder skælvede lidt under hans hånd.
"Fryser du?" spurgte Marius, og glimtet af humor vendte lidt tilbage til hans lyseblå øjne.

[Amanda Dagmar Carstensen]

Mere behøvede han ikke at sige, og det var rart at hun ikke behøvede at forklare mere. Hans blik sagde alt det han ikke sagde højt: 'Du er også savnet.' Men om det var David, han mente eller ham selv vidste hun ikke.. Eller det kunne ikke være David. David var en idiot og han hadede hende og sådan var det bare, det kunne hun ikke ændre. Men det var vel også bedre uden ham? Hun gemte alle tanker og spørgsmål om David væk , glad for at Marius spurgte om noget helt andet og at hans øjne ikke var alvorlige mere.

''Nej... Jeg er bare pisse bange for at buschaufføren kører galt, jeg gider ikke have hele kroppen i gips''

Hun fandt sit smil tilbage igen. Hun frøs ikke, for selv om den skadede hånd var iskold, så var det ikke på grund af kulden at hun rystede, men den vrede der et øjeblik var flammet op i hende. Men de var videre, fra det alvorlige øjeblik de havde delt i et par sekunder. Det var ikke lang tid, men nok til at få taget brodden af al lortet og gøre det hele lidt lettere.
Måske var hun klodset og uheldet forfulgte hende ofte, men hun var sgu heldig at have fundet Marius midt i Lyngvig.

[Marius Emil Lundqvist]

"Sure," gav Marius hende ret og kunne ikke lade være med at sige: "Hvis du bliver mumificeret, bliver du min personlige mannequinfigur, okay?"

Stemningen mellem dem var lettet betydeligt - i hvert fald sås et smil igen på Amandas læber. Marius tvivlede på, at Amanda kunne forsone sig med David i den nærmeste fremtid, men det var nok, at hun bare var klar over, at han, marius, ville være at finde, når verdnen ikke stod længere, og at dét alvorsfulde moment, der havde været, netop indikerede det. Han sad stadigvæk med armen omkring hendes skuldre.

Marius kiggede ud ad vinduet. Der var kun et par stoppesteder igen.

[Amanda Dagmar Carstensen]

Amanda slog en latter op over hans kommentar. Det ville sgu se kønt ud med hende i gips fra top til tå mens han stod og klædte hende på for at have et sted at hænge sit tøj på, eller for at finde ud af hvad han ville have på.

''Så føler jeg mig langt mere tryg nu, du ved sgu altid lige hvad du skal sige for at varme en piges hjerte, hva?''

Hun lænede sig tilbage i sædet og skulle til at sætte foden op af sædet foran dem's ryglæn, da hun så ud af vinduet ligesom ham. Bussen var lige stoppet og de skulle af næste gang. Hm, så meget for at sætte sig til rette. Århus hospital og skadestue var ihvertfald at se forude, med den store bygninger og hun rejste sig, da bussen skulle til at bremse ned.

''Kom Marius, lad os gå ind og finde en kørerstol, jeg tror ikke jeg kan gå meget længere.''

Et eller andet sjov skulle de jo få ud af det og så kunne de lige så godt nakke en af de kørerstole der var til rådighed på hospitalet og ræse rundt med den.

[Marius Emil Lundqvist]

Marius kunne ikke lade være med at le lidt, da Amanda også lo. På en måde virkede dét øjeblik, der havde været imellem dem, uendeligt langt borte, men samtidig også meget tæt på. Han var glad for, at de kunne joke med hinanden, som de plejede. Det var da altid noget, at han ikke havde rodet op i noget, som bare SKULLE luftes imellem dem.
Naturligvis ville han lytte, når det kom til stykket, men det var næsten sjovere at dvæle ved deres eget uheld ved at lave fis.
"Intet under, at det kun er dig, der kan holde mig ud," smilede Marius. Han rejste sig, da Amanda sagde, at de skulle gå, så Amanda også kunne komme ud.
"Ved du hvad?" Der var antydningen af et smil på Marius' læber.

Marius havde fået et ildevarslende glimt i øjnene, der viste, at han tydeligvis overhørte alt dét, hun sagde inden "jeg tror ikke, jeg kan gå meget længere", for han smilede med ordene: "Jeg tager dig på ordet."

Inden Amanda nåede at røre sig ud af stedet, tog Marius den lave pige op i sine arme og steg muntert med hende ud ad bussen, halvt leende over folks stirren, som han bare besvarede med hævede øjenbryn. Marius sørgede omhyggeligt for, at Amandas skadede håndled ikke blev berørt; han bar hende som man bar et spædbarn, man ville vugge i søvn. Marius skrånede hen over det lille stykke græs, der var nær busstoppestedet, med lange, faste skridt, idet en let brise skubbede hans eget hår lidt tilbage, men også Amandas lyse tjavser i munden på ham.

"Helt ærligt," beklagede Marius sig og skar en grimasse, da Amandas hår kildede ham på kinden, "du kunne vel tage og udvise lidt taknemmelighed over, at jeg gider at bære dig. Du vejer jo mere end et siv!"
Marius havde egentlig aldrig lavet sjov med Amandas vægt, fordi han vidste, at hun havde været overvægtig engang - derfor var sammenligningen siv måske passende. Desuden var hun ikke synderligt tung - han var vant til at bruge sine muskler, når han svømmede eller lavede opvarmende øvelser. Det kunne heller ikke ses på tøsen, at hun havde vejet så meget, at man ville kalde det "overvægtig".

[Amanda Dagmar Carstensen]

''Det er da også kun liiige at jeg kan holde dig ud''

Amanda smilede drillende til ham, men kunne læse udtrykket i hans øjne, lige inden han sagde: ''Jeg tager dig på ordet''. Hun nåede knap nok at åbne munden før han hurtigt fik løftet hende og båret hende ud af bussen. Hvad var det drenge havde med at bærer piger, om de blot var venner eller mere. Han gjorde det også når han var fuld, der var det bare mindre elegant. Brændmands greb og alt det der fis. Hvis hun ikke havde en skadede hånd havde hun nok gjordt modstand bare for at drille ham, men det var nok bare en dårlig ide. Virkelig dårlig ide. I stedet for 'lagde' hun sig bare til rette i hans arme.

''Jeg syntes også det er virkelig ædelt af dig og når vi kommer tilbage vil jeg lave en æres medalje i pap kun til dig. Så kan du rigtig gå og vise den frem.''

Hun kunne vidst huske at hun på et tidspunkt i en brandert eller sådan noget havde fortalt ham, hvor tyk hun havde været før. Han havde ikke troet på hende og hun havde lovet at vise billeder på et tidspunkt, men det var endt i glemme bogen. Men at folk lavede sjov med folks vægte eller hendes gik hende ikke på... Jo det gik hende på hvis folk var direkte modbydelige med folks overvægt, men hun gad ikke at være sippet.

''Tror du ikke at det er liige overdrevet nok at sammenligne min vægt med et siv måske? Tænk hvis det nu er et virkelig tungt siv, men virkelig høj densitet, ikk? Så kan du godt se at det bliver lidt af en forklarings problem, for så meget tror jeg ikke du kan bære, vel?''

Folk gloede efter dem, men de måtte sgu gerne se alt hvad de ville. Hun kunne alligevel ikke se meget værre ud, med armslynge, beskidt skjorte og beskidte shorts. Hun så på ham med løftede øjenbryn og manglede kun at sige 'duuuh' for at fuldføre den bedrevidende blondine rolle, hun midlertidigt havde påtaget sig, til fulde.

[Marius Emil Lundqvist]

Marius anlagde en surmulende mine, mens han slentrede hen mod hospitalets hovedindgang - bare for at vise hende, at han slet ikke var særlig tilfreds med en medalje af pap.

"Du ved godt, at naturvidenskab er min svageste side, så jeg tjekker ikke Illustreret Videnskab jævnligt for nyheder om siv."

Marius næsten dansede - men også kun næsten - det sidste stykke vej og satte Amanda på jorden. Han håbede, at de ville få tilset hendes arm hurtigt, men af erfaring vidste Marius, at det tog pokkers lang tid. De henvendte sig ved en slags skranke, hvor Amanda gav sine personoplysninger, og så blev de henvist til et venteværelse.

Mærkeligt nok var det næsten tomt - kun en ældre mand sad næsten og sov i en blød lædersofa, og en yngre kvinde sad og bed tænderne sammen - tilsyneladende af smerte over sin fod, som hun lod hvile på en stol overfor sig. Marius kastede kun et kort blik på kvinden - han hadede, når folk offentlige steder gjorde brug af flere møbler, end der var nødvendigt for dem. Marius styrede selv mod det fjerneste hjørne ved vinduet, hvor han skænkede te op i et engangskrus og rakte det mod Amanda - præcis, som en personlig butler ville gøre det, eller hva'? Marius smilede svagt.

[Amanda Dagmar Carstensen]

Amanda satte fødderne på jorden igen, glad for at have fast grund under fødderne. Hun havde intet imod at blive båret på, og hun stolede på at Marius ikke tabte hende, men det føltes nu altid mest sikrest med fødderne på jorden. Selv om hun også kom til skade der alligevel.

''Du burde, det er yderst interessant læsning.... Selv om det tror det er logisk at de skal have 62,- for det. Pfft... Men de har da et tilbud på 6 numre og så et spil Bezzer Wizzer. Vi kan dele?''

Det var ikke så tit hun læste det blad, men det havde også meget med prisen at gøre. Og det irriterede hende, for selv om hun ikke gad virke voldsom nørdet så tog hun sig selv i at stene i dsb kiosker nogle gange, bare for at læse en enkelt artikel eller to i det nyeste blad. Men hun ramte også sjældent togene ordenligt, og så skulle ventetiden bruges på noget fornuftigt.

Hun gav vant sine oplysninger til damen i skranken, sammen med det papir Marius havde fået stukket i hånden af lægen Erik. Så kom de vel lidt hurtigere ind med en henvisning. Men af erfaring vidste hun at så længe hun ikke blødte fra et sår, var hun ikke første prioritet for lægerne. Men i det mindste virkede det ikke så fuldt. Det var måske en fornuftig dag at komme til skade på. Posen med ærterne smed hun i skraldespanden de kom forbi til de stole Marius udvalgte i hjørnet af rummet. Amanda tog imod teen fra Marius.

''Tank-you so much, my dear Mr. Marius''

Smilede hun. Hun pustede på det, men kunne ikke hel bestemme hvilken slags det var, så godt virkede hendes næse endnu ikke desværre.

[Marius Emil Lundqvist]

"You're welcome," sagde Marius spagfærdigt.

Marius havde egentlig også selv læst et par numre af Illustreret Videnskab - og også i nogle numre af Illustreret Historie, og økonomien var ligeledes hans grund til ikke at investere i det. Marius fandt, at artiklerne i de blade var nemme at forstå. Marius tog derfor et eksemplar af "Illustreret videnskab" op fra stakken af bladene og satte sig hen til Amanda med en kop te i sin egen hånd.

"Okay, jeg håber ikke, at der er sådan nogle dårlige artikler om, hvordan man kan give blinde syn og alt det crazy shit, så du må lige udvælge noget realistisk for mig, scientist."

Måske kunne de også bare snakke for at få tiden til at gå, men bladet virkede som den nærmeste tidsrøver i miles omkreds. Marius lagde bladet på sit skød og fattede om det varme plastickrus med begge hænder, mens han så sig om i venteværelset. Der var stille omkring dem - det var en trykkende tavshed, der ligesom bød dem at være stille.

[Amanda Dagmar Carstensen]

Hun hadede venteværelser, og det her var endnu værre end det andet. Det andet virkede da i det mindste menneskeligt, det har var Hvidt og Hospitals agtigt. Stemningen i hele den store bygning var altid enormt trykkene og hun havde sådan en lyst til at gå ud med det samme der fra. Altid. Det var som en eller anden uskreven regel at det var for jeg at snakke højt her inde og hendes stemme var da også dæmpet fra starten af. Men det forhindrede hende ikke i alligevel at sidde og fjolle med Marius mens de ventede. Det ente med at de tog quizzen bagerst i de blade de kunne samle sammen af IV og udfordrede hinanden.

Selvfølgelig kunne Marius svare når der en sjældent gang eller to var noget med musik og historie spørgsmålene var han også lidt bedre til end hende. Det havde hun heller ikke fundet skide spændene før. De fik alligevel brugt rimelig god tid på det og var flere gange ved at kaste hinanden ud i grineflip fordi de begge delte en dårlig humor. Men hvad skadestuen læger lavede, var ihvertfald al andet end at være på en skadestue, for pludselig var der gået over en time. Damen med foden var kommet ind, og i stedet var der kommet en mor med sit barn ind. Barnet skreg i vilden sky og Amanda kunne ikke lade være med at skære ansigt. Hun hadede ikke børn, men faldt langt fra i svime over dem endnu.

"Yay for første skoledag, hva?"

Hun lænede sig tilbage i stolen og strakte sig. De havde siddet et øjeblik i tavshed, bare fordybet i deres egne tanker hver for sig, indtil moren kom med barnet og Amanda blev hevet tilbage.

"kunne Lærke lide din musik?"

Det var et lidt pludseligt spørgsmål, men oprigtigt nok. Amanda havde kendt Lærke i 4, snart 5, dage nu og det skulle ikke undre hende at Marius kendte pigen bedre nu end hun selv gjorde. Lærke havde knap nok fortalt noget om sig selv, kun at hun kom fra København og sådan.