Vagtlægen i Lyngvig og turen til Århus skadestue

[Amanda Dagmar Carstensen]

Amanda takkede kort lægen, der sagde at de ville ringe når det var ved at være tid, og så var hun ude af døren med Marius. Det passede hende fint at det var lægerne der ville tage kontakten, for ellers ville hun selv glemme det. Ved Marius spørgsmål løftede hun armen med gipsen på og så selv på den med en hovedrysten.

"nej eller jo, men ikke så meget som før. Den er bare lidt varm lige nu."

Hun lod den falde ned af siden, og nød den friske luft der mødte dem, da de trådte uden for. Hun tog en dyb indånding da det kom ud,for at fylde lungerne med frisk luft og fjerne den kliniske hospitals udluftning fra hende. Marius virkede til at more sig over et eller andet, og hun havde en lille tanke om at det var over lægen. Måske var han ikke helt ignorent over for pigers forsøg på at få hans opmærksomhed. Men den eneste han nok ville have øjne for var et ordenlig lokum, hel sort og kunne skabe smuk musik sammen med ham.

"men så længe jeg kan gå ud selv, så overlever jeg nok. Første gang jeg fik gips på var det sgu benet det gik ud over... Nå men skulle vi finde et sted at spise"

Hun havde da været i Århus et par gange, men hun ville slet ikke sige at hun var stedkendt.

[Marius Emil Lundqvist]

Marius tog også en dyb indånding, da de nåede udenfor i den friske luft. Han strakte ryggen og fremstod højere, end han allerede var. Han skrånede over plænen sammen med Amanda, til de kom ud til vejen.

"Så du vil ikke have noget imod at løbe om kap til den nærmeste frugtbod," lo Marius, men slentrede bare roligt af sted sammen med hende. Marius så sig om; selvom Århus var den nærmeste storby, og at det var ret nærliggende, at eleverne fra Lyngvig kom der tit, så havde han ikke været her så mange gange. Men han kendte da gaderne så godt, at han ikke fór vild.

"Jeg synes, at du skal vælge," sagde Marius efter et stykke tid, hvor de havde gået i tavshed. Han standsede op ved et lyskryds, hvis bip-bip-lyde indikerede, at der var rødt. En ældre dame stod og mumlede for sig selv foran dem: "... torskerogn og marmelade og skinkesalat..."

Hvorfor føltes det, som om der blev talt om mad alle vegne, når han var sulten? Marius så opgivende op i himlen, som om han bad for ét eller andet.

[Amanda Dagmar Carstensen]

"Du løber jo ikke Marius, du strækker bare benene lidt hurtigt og så bliver det ti gange hurtigere end os andre"

Hun skulle ihvertfald ikke til at løbe. Hun havde jo så allerede tabt i forvejen. Og med den her start på skoleåret så ville hun nok ende med at falde og slå sig selv ihjel nærmest.

"Men en frugtbod lyder lækkert, men hvis ikke du skal spise den stakkels sælger til fattiggården, må vi jo nok finde noget lidt større til en start"

Da de stod ved lyskrydset og skulle til at gå over kiggede hun omkring efter et spisested. Hun vidste ikke hvad der var godt, og for hendes stakkels pung skulle det ikke være et af de helt vild dyre steder. Det var lettere i københavn, der vidste hun hvor der lå gode steder.

"Hvad med der over?"

Hun pegede over på en bagel bar der lå på den anden side af gaden og lovede "Jyllands bedste bagels".

[Marius Emil Lundqvist]

Marius vendte hovedet i den retning, Amanda angav. Marius bed sig lidt i læben - det kunne vel være godt det samme, om det var bagels eller sandwiches, så hvorfor ikke? Marius kunne ikke lade være med at smile lidt ad Amandas drillerier - hun var åbenbart fuldt ud klar over, hvor store mængder føde hans enorme korpus krævede for at klare en hel dag. Men i dag havde han ikke ligefrem været fysisk aktiv, hvis man så bort fra hans vandkamp med Lærke, så han kunne sikkert godt overleve resten af eftermiddagen alene på bagels og sodavand.

"Ja, det virker da - øh, lovende," Marius trak lidt på det, "jeg håber, at jyske standarder er gode."

De gik over gaden uden at blive forstyrret af irriterede bilister, der dyttede efter alle og enhver, selvom lyssignalet var dét, der bestemte trafikkens gang. Marius så hen på Amanda, der var sakket lidt bagud - måske var der noget om det, når hun sagde, at han gik for hurtigt nogle gange. Så Marius standsede, til hun nåede op på siden af ham, og sammen gik de ind i den lille butik for at se, hvad der var.

Marius havde spottet, at der var stillet et par borde frem udenfor, selvom de også bød folk at "spise på farten". Heldigvis sad der ingen derude, og Marius gad ikke "spise på farten".

Typisk for Marius var det, at han bestilte det største brød, de havde - grove brød, vel at mærke - som han fik pigen ved disken til at putte alskins krydderier og grønsager i sammen med grundblandingen flødeost, kylling og bacon.

"Ellers andet?" spurgte pigen let rødmende, som om hun spurgte, om han havde tænkt sig at tømme butikken på stedet, eller hvad? Han kunne ikke helt tolke hendes blik. Marius holdt selv blikket rettet mod Amanda.
"Bare en cola, tak," svarede Marius høfligt med et reserveret tonefald. Argh, han hadede bare sådan noget, hvor man skulle bestille noget og få folk til at adlyde det mindste vink - også, selvom det var deres arbejde. Det føltes lidt selvoptaget.

Marius tog imod den indpakkede bagel og sodavanden. Han stillede det for enden af disken og ventede, til Amanda havde bestilt, så han kunne tage hendes med. Det skulle blive løgn, hvis hun selv ville tage noget af det med dén arm. Marius sendte Amanda et skævt smil, og et lidt strengt glimt havde fundet vej ind i hans lyseblå øjne.

[Amanda Dagmar Carstensen]

Amanda havde ikke forventet mindre, end at han tog nærmest alt hvad der var at putte i den bagel og selvfølgelig også den største. Selv tog hun en lidt mindre størrelse og så det brød med soltørrede tomater. Hun bed lidt i sin ene negl mens hun prøvede at beslutte sig om hvad hun skulle have i. Hun var altid hel vild ubeslutsom omkring sådan noget, fordi hun altid blev fristet af det hele, men kun måtte nøjes fordi kombinationerne måske ikke lige var de bedste. Til sidst valgte hun bare at tage det der faldt hende først ind, som var røget laks med forskellig salat, philadelphia og tomater. En klassiker for hende og så bestilte hun Lemon til.

Hun så godt Marius strenge glimt i øjet og hun nåede da nærmest heller ikke tage imod sin før han var over den og tog den fra pigen. Hun rynkede næsen mod ham og hev sin pung ud af lommen.

''Taber... Så betaler jeg bare''

Marius vidste godt at hun ikke var sur, selv om det var tørt sagt, for hun så et øjeblik på ham med et skælmsk blik da hun rakte pigen pengene og tog imod de få retur mønter der kom tilbage. Amanda gik hen til det lille bord Marius havde taget til dem og dumpede ned i stolen over for ham.

''Det her er vidst ikke så gennemtænkt...''

Hun så op på ham med et grin.

''Det er jo ikke bestik mad''

[Marius Emil Lundqvist]

Marius så påtaget bedrøvet ud ved lyden af Amandas stemme.

"Åh, det bliver et problem at made dig," sagde han med lige så bedrøvet stemme. Han fandt papirets lukning med sine slanke fingre og lirkede det op uden at rive papiret i stykker. Han arrangerede det endda sådan, at de to halve stykker ikke var adskilt - hverken papiret eller bagel'en.

Marius lagde hovedet lidt på skrå for bedre at kunne se Amanda; hendes ringe højde skyggede ikke for solen. Igen kom han til at spekulere lidt over, hvorfor pokker lægen havde været så meget imod at slippe dem lige med det samme - jo, han havde fattet hendes hentydning med de fine lokker, men mente ikke, at der på nogen måde var gjort anledning til det. Uden at spørge, rakte Marius hænderne frem og arrangerede Amandas bagel på samme elegante måde som sin egen - næsten uden at se på det. At lave noget med hænderne var for ham lige så naturligt som at gå.

"Hvor gammel var du, da du brækkede benet?" spurgte han.

[Amanda Dagmar Carstensen]

Amanda klappede ham på armen over hans påtaget bedrøvet udtryk.

''Jeg tror vi klare det, så kan du bare made mig en anden gang''

Hun kunne ikke lade være med at le, for det virkede så underligt at skulle blive madet ligefrem selv. Med mange kunne hun forstille sig at det bare ville blive påtaget og utroligt akavet, men ikke med Marius. De havde lavet så mange underlige ting i forvejen, at det ikke ville komme bag på nogen alligevel. Til en tema fest sidste år, hvor man skulle klæde sig ud som en anden på skolen havde de byttet tøj af den simpel årsag at der var så stor højdeforskel på dem. Hun var ikke den laveste, men ved siden af Marius kunne hun ligne en der led af mild dværgvækst. Hans lange stænger havde de stukket ned i et par mørke strømpebukser (de selvfølgelig havde været ude at købe til lejligheden, fordi dem af hendes han havde forsøgt sig med for gået i stykker) og så havde han fået en lang tanktop på og en af hendes lidt oversized trøjer, som ikke virkede så oversized til ham. Langt fra. Og hun havde måtte rulle hans busker op flere gange og hendes hænder var forsvundet i ærmerne, alt imens de havde fundet en sort hårspray og farvet hendes lyse hår. Det havde tværet over det hele og David havde flere gange brokket sig når hun tørrede det i hans hoved.

Hun tog imod baglen da han åbnede den for hende og kunne lige klare at spise den med en hånd. Den anden kunne hun lige bruge til at støtte lidt med så hun ikke tabte den.

''Hvor gammel var du, da du brækkede benet?'' Spurgte han imens.

''Vidst omkring ti. Thomas lokkede mig op i et træ, og så røg jeg ned. Haha, den stakkels dreng var helt knust den gang''

Hun kunne ikke lade være med at grine af det nu, selv om det ikke havde været særlig sjovt den gang.

[Marius Emil Lundqvist]

"Den er jeg med på, du," grinede Marius. Han gengældte hendes indforståede smil, klar over, at hun hentydede til, at de alligevel lavede så meget rav i den, at det ikke ville komme bag på folk, om han madede hende.

Marius tog selv en bid af sin bagel, mens han betragtede Amanda, der lige knap kunne holde sin mad, uden at det gik helt galt - intet under, at hun ikke havde protesteret over hans hjælp, som hun havde for vane. Altså bortset fra danskopgaver - dem måtte han hellere end gerne hjælpe med, men det var også i orden; de plejede at have det hyggeligt alligevel, fordi Amanda prøvede at fodre ham med ét eller andet, mens Marius selv ville være ved at kløjes i det, fordi han havde fundet én af hendes sætninger umådeligt morsom.

"Årh, jeg tror nu også, at jeg ville være helt knust," nikkede Marius og tænkte på sin egen lillebror - hvis der tilstødte ham noget, og det måske indirekte føltes, som om han var skyld i det, ville han også hade det.
"Hvordan går det med Thomas?" spurgte Marius - måske et underligt spørgsmål, men det faldt temmelig naturligt, når emnet alligevel var faldet på ham.a

[Amanda Dagmar Carstensen]

''Ja, men det hjalp jo ikke at han stod og tudede som om jeg skulle dø. Han var lige ved at overbevise mig om at jeg snart ville tage mit sidste åndedrag, man''

Svarede hun hurtigt til Marius kommentar. Hun vidste godt at han tænkte på sin lillebror i den sammenhæng. Selvfølgelig ville hun da også blive ked af det, hvis hun fik udsat Thomas for et eller andet og han kom tilskade, men Thomas skulle jo forstille at være den ældre i den situation og sige at det hele nok skulle gå. Det var ikke ligefrem det indtryk Amanda havde fået fra ham.
Men han var dog blevet bedre siden og han havde også været bedre til at passe på sin lillesøster. Han ville give hende hele verden, hvis hun bad om det og det ville hun også give til ham. Men huset havde været så frygtelig stille hele sommeren, nu hvor han var flyttet og hun savnede ham. Men hun havde lovet sig selv at hun sagtens kunne klare det uden storebrors beskyttende vinger, det havde hun klaret i USA og kunne også klare sig nu.
Hun tyggede af munden inden hun svarede på Marius spørgsmål der lå naturligt for emnet. Cirka.

''Det går fint, vidst nok. Han er jo flyttet ind til byen efter han fik huen på, så det er ikke meget jeg har set til ham. Eller jo næsten, men det er jo noget andet end når man bor sammen jo.''

Hun smilede og tog endnu en bid inden hun snakkede videre. Thomas var lige så snaksaglig, hvis ikke mere, som sin søster og havde bestemt ikke lade Lyngvig nyde et øjebliks fred og ro. Han havde tosset rundt med sine venner og havde været formand for festudvalget. Han havde nærmest ikke misset en eneste dag på Lyngvig på trods af to uger, hvor han havde været sygemeldt. Kun hendes forældre og hende selv vidste grunden bag... Og så David. Havde hun dog bare holdt sin kæft, og ikke brast ud med det hele til ham ville det nok ikke gøre så ondt ikke at have ham. Eller så havde det nok gjordt mindre ondt... Nej nok ikke.

''Hvad med Jesper, hvad render han rundt og laver nu?''

Hun spurgte mest for at få tankerne på noget andet, men derfor betød det jo ikke at hun var fuldstændig ligeglad med Marius' lillebror.

[Marius Emil Lundqvist]

Marius smilede svagt, klar over, hvad Amanda mente. Han svarede med et skuldertræk - som et tegn på, at han godt kunne se det sjove i, at Thomas, som var ældst, burde have vist mere ansvar.
"Helt ærligt, I var ikke mere end 10 og 12," sagde Marius og koncentrerede sig om sin mad, mens Amanda talte.

"Det går fint, vistnok," begyndte Amanda, og Marius lyttede med interesse. Han kunne se og høre på hende, hvilken hengivenhed, hun følte for sin storebror, og Marius havde da også været vidne til, hvordan de røg i totterne på hinanden første skoledag ved søen, som kun brødre og søstre kunne gøre det. Da havde Marius og Amanda ikke lige stiftet så meget bekendtskab med hinanden - Amanda kom nok gradvist ind i hans tilværelse, fordi Marius boede på samme værelse som David, og så havde forskellige episoder - for ikke at glemme trusseindlæggene - ført dem sammen.
Men Marius kunne godt huske Thomas, der havde været en populær, vellidt fyr, som ikke var bleg for at indrømme sine fejl og lave fis med alle og enhver til festerne - hans engagement skulle man lede længe efter. Marius tænkte tilbage på de få gange, hvor han selv havde siddet og delt noget sprut med Thomas, gloet Disneyfilm eller siddet og spillet klaver, mens Thomas skrålede et eller andet - at Marius overhovedet kunne spille efter så store mængder alkohol, som de havde lokket i ham var et under i sig selv.
Selvom Marius ikke havde været så nært knyttet til Amanda i 1. G, fordi hun brugte så meget tid med David, kunne han tydeligt huske, hvor meget de to uger, hvor Thomas ikke var der, havde tæret på hende, men Marius havde aldrig spurgt ind til noget.

Marius vidste heller ikke, om han kunne spørge om mere angående Thomas, så han svarede på Amandas spørgsmål - det var ikke undgået hans sanser, at hun lod til at ville samle tankerne om noget andet.

"Jesper bruger al sin tid på at løbe, klatre, læse i japanske tegneserier, se film og spille skak - han er ikke så vild med at skulle lave lektier, men lærerne er nu tilfredse med hans indsats. De håber bare, at han kan blive lidt mere flittig, når de starter i 7. klasse næste år." Marius lo lidt - han havde selv haft gang i så meget, da han var yngre, og han havde personligt klaret sig ud af folkeskolen med et gennemsnit, der var for højt til, at hans forældre kunne få armene ned, da han gik ud af 9. klasse. Marius havde kun et spinkelt håb om, at han ville klare sig lige så godt i gymnasiet - hans faglige kunnen var temmelig god, men Marius kom alt for ofte til at gabe over for meget på én gang.
"Han vil gerne begynde at spille live rollespil," fortsatte Marius; han kunne se, at Amanda hellere ville høre på ham, end at hun ville svælge i sine egne tanker, "så det tror jeg, at mor er ved at undersøge for ham. Jeg tror bare, at han skal have lidt struktur i alt, hvad han har gang i - så skal der nok blive noget ud af ham."

Marius mente ikke, at Amanda havde set Jesper før - en dreng med lige så sort hår som Marius' og med øjne, der havde en mørkere blå nuance, men som havde et gavtyveagtigt glimt. Jo, de lignede hinanden temmelig meget, bortset fra, at Jesper sikkert ikke blev lige så høj; i hvert fald var han en spinkel dreng taget sin alder i betragtning.

[Amanda Dagmar Carstensen]

Amanda spiste af sin bagel mens Marius lystigt snakkede om sin lillebror. Hun havde aldrig mødt drengen før, men Marius havde snakket et par gange om ham, så hun havde en god forstilling hvordan han var. Selv havde hun været taknemmelig for at være lillesøster, mest fordi hendes noget yngre fætter ofte havde drevet hende til vanvid og da han var hel lille baby havde hun følt det helt vildt akavet at bære på ham og tanken om at have en lillebror eller lillesøster var ikke blevet forbedret. Men det var nok anderledes hvis det var ens egen lillebror eller søster for den sags skyld. Men børn skulle hun ihvertfald ikke have selv endnu, det var hel sikkert.

''Det lyder da fedest''

Hun måtte læne sig ind over bordet, da hun var ved at spilde ned af sig selv. Hun måtte nok tilstå at hun altid havde haft et billede af live rollespillere, som de typer der var temmelig nørdet, men hendes syn var dog blevet langt større af både USA og Lyngvig.

''Så har han da også en masse at se til, når nu du ikke er hjemme til at tage al hans tid med din krævende personlighed.. Hvad med Klaver? Har han samme interesse for det som dig?''

Hun så spørgende på ham, dog med et stort smil inden hun lod munden blive fyldt med mad igen.

[Marius Emil Lundqvist]

Marius hævede det ene øjenbryn - et udtryk, han var taknemmelig for at kunne præstere - ved synet af Amanda, der lænede sig ind over bordet.

"Krævende og krævende," sagde Marius påtaget fornærmet, klar over, at hun lavede sjov med ham. Af én eller anden grund faldt hans ansigt alligevel i eftertænksomme folder, da han kom til at spekulere over, om han egentlig var krævende - måske var han lidt for spøgefuld, især, når det gjaldt Amanda, men derudover ...

Marius fokuserede på Amandas spørgsmål, der efterfulgtes af et bredt smil - det var på tide, at hun stak ham ét af den slags smil, når hun havde forsøgt at undgå det hele dagen. Marius blinkede muntert til hende og svarede:
"Desværre ikke. Han kan da spille nogle værker af Mozart og Chopin, fordi jeg næsten tvang ham til at lære det, og så kan han blære sig med dét, men ellers har han ikke den store passion for det. Han har ellers kimen til det - i hvert fald taget hans musiksmag i betragtning, og han har talentet, men måske er det nok med én lalleglad pianist i familien."

Marius tog en bid af sin bagel - det smagte faktisk glimrende, eller også var han bare umådeligt sulten.
'Sult er det bedste krydderi,' tænkte Marius og tog en tår af sin cola.

[Amanda Dagmar Carstensen]

Amanda kunne ikke holde et fnis tilbage da han så på hende med et løftet øjenbryn. Det var enormt charmerende sådan som hun sad og spiste og var ved at spilde ned af sig selv hele tiden.

Hun kunne dog ikke lade være med at bemærke at hans ansigt faldt i eftertænksomme folder. Hendes ord havde blot været for sjov, for selv om Marius sjældent var til at se, overhører eller i det hele taget ignorere, så var han ikke krævende på en irriterende måde. Han tænkte på folk omkring sig og deres ve og vel, men han gav også plads til folk. Han maste sig ikke på eller krævede konstant opmærksomhed og det var afslappende.

''Måske kommer det senere, og så plager han dig til døde om at lærer mere.... Eller''

Hun så overvejende ud et øjeblik og lignede en der skulle til at tage en bid mere, men sænkede baglen igen.

''Eller måske bliver han så bidt af fantasy universet til rollespil, at han bliver den nye danske Tolkien... Det kan vel gå begge veje?''

Hun havde aldrig selv læst Ringenes Herrer, men man skulle leve i en hule for ikke at vide hvem Tolkien var. Og så havde Thomas jo også tvunget hende igennem filmene en weekend, for et par år siden de begge havde ligget syge.

''Men han kommer nok til at score vildt på de små numre du har lært ham... Jeg siger dig, jeg har fået fyre til at dåne når jeg har spillet Mester Jacob''

Som var det eneste nummer Marius havde lært hende, eller som hun kunne huske ihvertfald. Musisk blev hun aldrig, selv om hun kunne misunde folk der sad med et instrument i deres egen verden og hun så kunne vise dumme krudseduller på et papir der ikke engang var i nærheden af en rigtig tegning.

[Marius Emil Lundqvist]

Marius kunne ikke lade være med at le sin sædvanlige, lavmæle latter, da Amanda sammenlignede hans lillebror med en ny Tolkien. Marius læste ikke meget, men når han først læste, var han næsten lige så tabt for omverdnen i en bog som i musikken; altså var hans yndlingsforfattere blandt andre Stephen King og Tolkien, og andet lignende kunne han også klemme ned - man skulle bare bede ham om at læse. Der var altid så meget at foretage sig, at Marius aldrig tænkte på bøger i al almindelighed. Derfor ærgrede han sig også over, hvor lidt han læste, når han endelig begav sig ind i bøgernes verden for en stund. Men Marius var bekendt med Tolkiens skrivestil, hvilket fik ham til at more sig.

"Åh, hvis han ikke bliver medstifter af mit kommende solo-jazzcrew," sagde Marius leende, "så vil jeg virkelig gerne se ham gøre Tolkien kunsten efter."

Han smilede charmerende til Amanda - igen ét af disse ubevidste smil - og tog en tår af sin cola, som han nær var ved at kløjes i, fordi han forestillede sig sin lillebror sidde i middelalderkluns ved et flygel.
"Du har stadig ikke fået mig til at dåne," mumlede Marius og forsøgte at virke både skuffet og bedrøvet ved at slå blikket ned og vende mundvigene nedad, men det lykkedes ikke.

[Amanda Dagmar Carstensen]

Marius latter smittede og hun glemte at tygge af munden inden hun tilføjede:

''Han skal sgu nok blive noget stort, for det er noget af en både Plan A og Plan B''

Hun sank maden og gad ikke tage sig af at sige undskyld og alt muligt andet. Hun vidste godt det var uhøfligt, men formaliteterne var hende og Marius kommet over for længst. Hun var ved at være godt mæt allerede, med kun lidt over halvdelen af hendes bagel spist. Hendes Lemon havde hun heller ikke rørt endnu, så hun lagde maden fra sig og tog for sig af sin drikkevare. Det var besværligt kun at have en hel funktionel hånd, men det var bare et spørgsmål om tid før hun vænnede sig til gipsen og fandt ud af at bruge den. Hun så på Marius over glasset da han kommenterede på at hun ikke havde fået ham til at dåne. Hun løftede øjenbrynene som for at spørge ''Virkelig?''

''Det er da for dårligt jeg endnu ikke havde gjordt det... Nu gik jeg da lige og troet at alle mine fine ninja tricks til festerne havde fået dig. Men jeg kan se jeg er faldet af på den så''

Hun stillede glasset tilbage på bordet. Med Ninjatricks mente hun selvfølgelig alle de uheld og super heldige faldt hun altid fik lavet. Når hun fik væltet både ham og hende selv, eller hende og David fordi hun havde fået for meget inden bords. Eller når hun elegant slog hoved ind i ting, hvilket ikke var hendes tur for det idag mens hans, med den fine bule lige midt i panden stadig.