Vagtlægen i Lyngvig og turen til Århus skadestue

[Marius Emil Lundqvist]

"Du må rubbe neglene," smilede Marius. Han kunne ikke lade være at betragte Amandas håndtering af maden med sletskjult interesse. Det tog hun virkelig i "stiv arm", mente Marius, og han smilede lidt frem for sig over sin dårlige humor. Han overvejede at sige det højt, men kom på andre tanker - Amanda var sikkert dødtræt af hans sans for humor allerede.

Marius begyndte på den anden halvdel af sin bagel; han var ikke typen, som spiste hverken hurtigt eller larmende. I nogle perioder - dem havde der måske været for mange af efterhånden - spiste han bare for at spise uden at nyde den mad, han fik. Så plejede han bare at smage lidt af hvert og sidde og falde i staver over ubetydelige ting. Men i øjeblikket var mad ikke ét af hans problemer, og han spiste med god appetit, omend lige så langsomt - høfligt, om man ville - som alt andet, han foretog sig. En fjoget elegance, hvis den slags eksisterede.

Marius så over Amandas skulder og ud på gaden, der efterhånden, som klokken nærmede sig de halv et, blev mere befolket, og der kom en bumset fyr hen i bagel-forretningen. Da han kom ud igen, stirrede han på dem med et misfornøjet udtryk og skred - som om hans dag havde været mere elendig end alle andres.
Marius lænede sig tilbage med hånden hvilende på bordet og fingrene i et løst greb om colaen.

[Amanda Dagmar Carstensen]

Amanda så sig over skulderen, fulgte Marius blik, men der var nu ikke noget særligt at se efter. Andet en folk der begyndte at få fri fra skole eller arbejde. Dog beskeden stadig. En eller anden bumset fyr kom ind i forretningen og kastede et blik på dem. Ikke end videre venligt, som om han bare havde haft den værste dag af dem alle. Det måtte han sgu også gerne have lov at tude over hvis det var det, hun gad ikke tage sig af det. Hun så tilbage på Marius og smilede undskyldene.

"I know.... I know. Men du er lidt tricky at få til at dåne, når man ikke lige er musisk begavet jo. Men en god Disney film og en taost, så tror jeg nok jeg kan få dig"

Hun lo. Det var en af de ting hende og Marius havde haft sammen sidste forår, og de havde til dels også fået David med på det. Men så var alt det med David og hende den blonde Anna sket. De havde ikke slået op efter det, men Der havde de aftner og eftermiddagen med Marius været et frirum, væk fra al lortet og Thomas havde også joinet dem. Men hun ville aldrig drømme om at score Marius. Det ville være så forkert at skulle være mere med ham en venner. Bare det ene kys på kinden i bussen tidligere. Det havde ikke været akavet eller noget i den stil, men det virkede bare så fremmet.
Det havde ikke været et forsøg på at charmerende hende fra hans side, men en forsikring om at han nok skulle være der for hende. Og det havde hun nok mere brug for end hun ville indrømme.

"Men du fik da charmeret Frida til morgenmaden, huh?"

Hun skubbede baglen lidt fra sig. Et tegn på hun ikke skulle have mere, mens hun så på ham med det smil der var tilbage efter hendes latter. Det var ikke specielt drillende egentlig, Marius havde vidst knap nok været opmærksom på hvilken effekt han havde haft på den søde rødhåret pige. Frida var god nok og efter i torsdags, hvor hun havde kommet til Amanda og spurgt om hun var okay, havde Amanda syntes langt bedre om hende end sidste år. Sidste år havde de nærmest ikke talt, der havde det været Thomas der havde snakket langt mere med Frida.

[Marius Emil Lundqvist]

Marius mindedes de mange aftner, han havde tilbragt med Amanda, og de havde sjældent kedet sig ved de lejligheder. Slog alt andet fejl, kunne man redde det med Disney og kortspil.
"Jah," smilede Marius, "toast skulle kunne gøre det." Han blinkede sigende til hende; Marius selv havde netop taget den sidste bid brød og så hen på resten af Amandas bagel, som hun havde skubbet fra sig. Han brød sig egentlig ikke om soltørrede tomater, men han var heller ikke mæt. Med et enkelt blik på hende, rakte han ud, greb fat om hjørnet på papiret med tommel- og pegefinger og trak hendes mad hen til sig - dog uden at spise den i første omgang.

"Synes du? Det ved jeg nu ikke rigtigt, om jeg gjorde," tilføjede Marius eftertænksomt efter sit retoriske spørgsmål. Det havde ikke ligefrem været hans mening at "charmere" pigen, men ja, hun havde da rødmet - sikkert, fordi han var kommet med én eller anden åndssvag joke, som hun ikke vidste, om hun skulle le eller græde af. "Det er vel almindeligt, at hun spørger efter mit nummer, når vi har gået i skole sammen i et helt år, eller hva'?"

Marius lettede på det øverste brød af Amandas bagel og nikkede tilfreds - der var ikke dét, han ikke kunne spise bortset fra soltørrede tomater. Han tog en bid.
"Jeg glæder mig, til jeg bliver tyk og fed - så kan jeg ligge blødt," kommenterede han efter at have tygget af munden.

[Amanda Dagmar Carstensen]

Amanda smilede rystende på hoved og skubbede baglen over til ham, som han begyndte at hive i den, som for at sige han bare skulle tage den. Hun kunne ikke spise mere alligevel og Marius havde nok lidt sulte døden inden de fik købt deres bagles. Eller måske ikke helt.

''Det er nu ikke så meget det at hun spurgte om dit nummer, men måden hun så på dig... Men du har også altid haft,'' Hun trak på det, ledte efter et godt ord at bruge, men der kom intet ''- et eller andet, der får pigerne til at... Ja blive charmeret''

Hun lod fraværende fingrene på den højre hånd, der ikke var i gips, pille ved den halskæde hun havde om halsen. Det var den hun havde fået af David og hun ikke nænnede at lade være med at gå med. Også selv om alt det der var sket.
Det hele blev sagt med et lille smil på læberne. Hun var måske aldrig rigtig blevet påvirket af det selv fordi hun først havde haft David og så var Marius bare en ven, men hun var ikke blind for hans påvirkning af kvinder... Selv lægen på hospitalet jo.

''men jeg kan afsløre for dig Marius, at hele hemmeligheden ligger i at have en blød seng. Gulve bliver aldrig rare at ligge på uanset hvor meget fedling man bliver''

Hun smilede stadig og havde tydeligvis ikke noget imod emnet.

[Marius Emil Lundqvist]

Marius spiste glad af Amandas bagel og ignorerede smagen af soltørrede tomater. Han begreb vitterligt ikke, at smagen af soltørrede tomater var delikat for nogen, men sådan var der jo så meget ... Og det skulle ikke afholde ham fra at nyde smagen af salat, røget laks og Philadelphia-ost.

Marius hævede let det ene øjenbryn, da Amanda forsøgte at forklare, hvordan hun havde oplevet Frida ved morgenmaden og hans andel i hendes forfjamskede rødmen. Marius trak lidt eftertænksomt på skuldrene og ville komme med en kæk bemærkning, men havde for en gangs skyld ikke noget på tungen.

"Hmm," mumlede han og så op fra sin cola for at fange Amandas blik. Hun virkede temmelig fornøjet, hvilket fik Marius til at rynke brynene og skære en underlig grimasse. Det var så naturligt for ham at aflæse og fortolke folks ansigtsudtryk og have ret i sine formodninger 95% af tilfældene, men når Amanda, eller andre, fortalte ham om nogle af hans egne kvaliteter, som han aldrig havde skænket en tanke, havde han tendens til at blive eftertænksom - ja, næsten utilnærmelig. Derfor skød Marius tankerne fra sig og strakte sig, så han nær var kommet til at sparke til Amandas stol.

"Du kan vel komme og teste min seng?" sagde Marius uden skyggen af et smil på sit ansigt, selvom han vidste, at dén bemærkning kunne forstås på mange måder, omend Amanda - selv, hvis hun valgte at gå med på spøgen - aldrig ville rødme over det, hvilket han var glad for.

[Amanda Dagmar Carstensen]

Amanda blik blev fanget af Marius og hun gad godt vide hvad han tænkte i det øjeblik. Han virkede altid til at gruede længe over det, hvis man udpegede en af hans træk. Som om han har misfornøjet at andre måske analyserer ham, og det ikke kun var den anden vej. Amanda løftede øjnbrynene og trak på skulderne som et uudtalt "det syntes jeg ihvertfald" til hans skærene grimasse. Hun var måske ikke skide stærk til at analysere folk dybt som Marius, men hun kunne dog lidt. Gennemskue folk og sådan. For eksempel Selma i torsdags, hvor hun havde set lige igennem hendes løgn om at hun bare børstede tænder. Selvfølgelig havde tøsen være ude og kaste op og det skulle ikke overraske Amanda hvis hun heller ikke havde spist noget, men Selma havde rendt rundt med ham den lækre Noah og Amanda nægtede at være mor typen der rendte i hælene på hende. Det burde vel også være Anton og Jonathans ansvar noget af det.

Lige meget, det måtte tages senere og Marius bemærkning fik hendes tanker til ham og hun smilede skælmsk.

"Accepteret. Jeg kommer i ly af mørket og så skal vi teste den seng. Fuck dine værelses kammerater"

Hun spillede med på joken uden at rødme eller fnise, hvorfor skulle hun? Det skælmske smil var stadig på hendes læber og hun skyllede noget af Lemonen ned.

[Marius Emil Lundqvist]

Marius rakte tunge ad Amandas skælmske smil og lavede et Thumbs Up-tegn med den hånd, der ikke holdt skødesløst fast om colaen - det var mest, fordi han ville indikere, at han personligt selv havde begge hænder frie til at styre showet, når hun kom for at besøge ham.

Marius' smil blev dog lidt halv-alvorligt igen, da han grundede lidt over, hvad Amanda havde sagt, og så trak han lidt opgivende på skuldrene og sagde: "Hey, det er jo ikke sådan - on purpose - at jeg bare optræder som charmør, mand, men ... Tak, tror jeg nok."

'Stakkels dem, der får falske forhåbninger, eller noget,' tænkte Marius lidt utilpas ved det, men så besluttede han sig for at give Fanden for, hvad folk tænkte om den sag og spiste resten af bagel'en færdig (hvorfor havde Amanda ikke været mindre sulten?). Marius krøllede papiret sammen til en kugle i sin ene hånd og gjorde mine til at rejse sig.

[Amanda Dagmar Carstensen]

''... Tak, tror jeg nok''

Afsluttede Marius. Nej, hun havde heller aldrig forstillet sig at han gjorde det med vilje, den eneste han charmerede bevidst var jo klaveret når han sad ved det og lod sine fingre glide over tangenterne.

''Det var så lidt... Det er jo nødvendig ikke en dårlig egenskab jo.''

Sagde Amanda kort. Hun var glad for at han ikke tog det ilde op, ikke at hun kunne forstille sig at han ville gøre det nogen sinde, men det var ikke for at nedgøre ham. Det gjorde hun aldrig. Kun i sjov og hun mente sjældent hvert et ord af det. Hun kunne faktisk ikke huske at havde været oprigtig sur på Marius nogen sinde. Da han krøllede papiret sammen og gjorde mine til at rejse sig, tog hun en sidste tår af sin drikkevare og rejste sig med ham. Det var vel også på tide at tage tilbage på skolen.

''Og selv om du gør det ubevidst, syntes jeg nu alligevel du er meget sød''

Hun rakte tunge af ham og skubbede stolen ind. Der var intet flirtende i hendes ord, kun venskab. Hun pillede ved kanten af gipsen, men det var fordi det kløede. Allerede. Fuck det blev nogle lange 6 uger. Når den røg af, måtte hun begynde at bruge håndledsbeskyttere og knæbeskytter, bare for en sikkerhedsskyld. Eller ikke.

[Marius Emil Lundqvist]

"Det kan du have ret i," mumlede Marius frem for sig. Han løftede hendes Lemon et par centimeter over bordpladen for at se, hvor meget der var i - heldigvis næsten ikke andet end isklumper, så han lod den stå. Det var ikke, fordi Marius var særlig tørstig - han havde allerede fået nok sodavand i sin egen cola - det var mere dét, at han ikke brød sig så meget om at lade være med at spise op eller drikke helt ud, selvom det var op til én selv, om man øslede med dét, man købte.

Marius skubbede også sin stol ind og lo lidt ad Amandas ord. Han svarede med latter i stemmen: "Jeg bider tungen ad dig, hvis du ikke trækker den til dig igen, sweetheart - så slipper jeg også for at høre på dine upassende komplimenter."
Marius var godt klar over, at Amanda udelukkende lagde venskabelige følelser i sine ord - det var tydeligt både at se og høre, og de var også begge klar over, at de altid kunne læsse den slags pladder af på hinanden uden fare for, at den ene mistolkede det. Til trods for dét, havde Marius alligevel følt, at Amanda havde tvivlet et øjeblik på hans hensigter, da han i et øjeblik af svagelig alvor - pjat, selvfølgelig havde han ment alt, hvad han havde sagt - havde kysset hende på kinden og kaldt hende smuk.

Marius lavede et par skulderrulninger for at fjerne den midlertidige anspændthed, der havde været i dem, mens de sad og spiste og begyndte at gå sammen med Amanda. Busstoppestedet lå cirka ti minutters gang fra bagel-forretningen. Han så ned på Amanda ved siden af sig - hun lod til at føle lidt ubehag ved gipsen.

"Når vi kommer hjem -" efter blot et par måneder, var de indbyrdes blevet vant til at kalde skolen "hjem"; når de var hjemme hos deres forældre, hed skolen dog bare "Lyngvig" "- så må jeg lige sætte mit præg på den gips. Jeg skriver et lille heltekvad." Marius grinede.

[Amanda Dagmar Carstensen]

"Undskyld, undskyld jeg sagde vidst også helt forkert, for jeg mente da at jeg hader dig helt vildt og voldsomt. Pfft skulle jeg nogen sinde havde syntes du var sød"

Ih hvor ville hun dog gerne kunne løfte bare det ene bryn, men hun måtte nøjes med dem begge. Hun gik ved siden af ham og lod blidt sin skulder puffe til ham, og hendes alvorlige ansigt udglattedes af et smil. Hun så frem for sig, glad for at de var på vej tilbage på skolen eller hjem som Marius sagde. Det var jo deres hjem lige nu og hun skulle ihvertfald ikke tilbage til Rågeleje før om et par måneder, allerhøjst til København for at crashe hos Thomas. Men Lyngvig var det sted hun ville være lige nu, og hun kunne ikke forstille sig at gå et andet sted. At hun så ikke kunne slippe for David kunne hun nok godt overleve. Hellere det end at sidde og glo i en væk i triste Rågeleje.

" - så må jeg lige sætte mit præg på den gips. Jeg skriver et lille heltekvad"

Marius ord og hans grin smittede og hun lo selv. Selvfølgelig ville Marius skrive et eller andet gøgl på hendes gips og det skulle han have lov til. Det plejede ellers at være hende der tegnede på hans ting når han hjalp hende med dansklektierne... Eller generel de andre lektier.

"Så skal det også være et sejt et, der gør vores lille udflugt til en pilgrimsrejse ikke engang de store riddere kan slå, med deres tamme historier om drager og prinsesser. Så har jeg nemlig en god forklaring til vores fraværd i årets første lektioner"

[Marius Emil Lundqvist]

Marius morede sig over Amandas øjenbrynsløft. Bare for at provokere hende lidt, præsterede han selv at løfte det ene øjenbryn - med et humoristisk glimt i sine lyseblå øjne. Han tog imod hendes skulderpuf med et skævt smil, mens de fortsatte hen ad vejen.

Selvom det hele havde startet lidt skidt for Amanda, og han selv nær var røget ned på det dystre niveau, så syntes han, at dagen trods alt havde formet sig til det bedre nu. I hvert fald smilede og lo Amanda, hvilket var et fremskridt, Marius ikke havde turdet håbe på, men det gjorde ham glad, at hun var i bedre humør. Mens de gik i retningen af busstoppestedet, som de kunne se et par hundrede meter længere fremme, svarede Marius selvsikkert: "Selvfølgelig. Alt for dig, Amanda - men det gælder selvfølgelig også min fraværsprocent, så jeg skal nok pynte på det." Marius gav hende et kammerateligt klap på skulderen og undertrykte et smil ved at presse læberne sammen, da det lod til, at hans hårde skulderklap nær havde fået knæene til at knække sammen under den klodsede pige. Ikke, at Amanda var særlig skrøbelig eller slap i leddene; ej heller, at Marius havde lagt meget styrke i sit slag, men det var nok bare én af de Hagrid-like ting, der skete for dem.

Marius standsede ved busstoppestedet og kastede et blik på køreplanen. Han sukkede hørligt, fordi de havde 10 minutters glanetid, men det var der ikke noget at gøre ved, så han satte sig ned på den tomme bænk og lod hænderne hvile på lårene. Hans pandehår var røget halvt ned i øjnene på ham, og han gjorde et lille kast med hovedet for at fjerne det, hvilket resulterede i, at han måtte skære en grimasse, fordi det kildede. Med et opgivende fnys strøg han det mørke pandehår væk med en doven håndbevægelse.

[Amanda Dagmar Carstensen]

Amanda nåede lige at nikke en gang, til hans kommentar før han klappede hende på skulderen. Det var ikke helt uventet, men alligevel nok til at hendes knæ var tæt på at knække sammen. Heldigvis gjorde de ikke, det havde simpelthen været for pinligt - ikke at Marius havde set hende snuble før, det havde han været vidende til et utal af gange, men det var de folk på gaden hun tænkte på. Hun så godt det smil Marius forsøgte at undertrykke fordi han også havde bemærket det. Selvfølgelig.

''Det lyder godt, så får vi måske kun 50 % for modulerne... Måske''

Hun var egentlig ikke så bekymret for fraværd. Så længe det bare holdte sig under det tilladte og hun var med i timerne, gad hun ikke græde over et enkelt eller to moduler. Og de første moduler idag ville nok ikke være udslaget for at de kom bagud. Hun gad slet ikke gå hen og kigge på busplanen for på Marius suk kunne hun gætte at de alligevel havde lidt tid at glo i igen. Busserne passede jo aldrig når man havde brug for dem, så hun slog sig ned på bænken som Marius satte sig på kort efter.

''Hvilke valgfag har du valgt i år?''

Inden hun var færdig med spørgsmålel kendte hun svaret. Han havde jo nok taget de musiske fag uden tvivl, men hun gad ikke hive spørgsmålet tilbage.

[Marius Emil Lundqvist]

Marius strakte benene og ryggen, før han vendte tilbage i samme stilling som før med hænderne på lårene. "Åh, jeg skal virkelig være kreativ med gipsen, hvis vi kan komme helt ned på 50 procents fravær for vores moduler." Marius blinkede til Amanda, velvidende, at hun var godt klar over hans forhold til det med fraværsprocenter. Men lige nu betød det mærkeligt nok ikke noget. Måske var det, fordi det var starten af året, og at de ikke ville gå glip af så meget, men han ville nu alligevel forhøre sig ad - som den stræber, han var - om nogen havde taget noter, som han kunne få. Just in case. Han vidste bare, hvor meget de andre ville himle med øjnene, men sådan var det jo, og han tog det med et skævt smil.

Marius så hen på Amanda med himmelvendte øjne og svarede: "Musik - både sammenspil og teori. Vil du ikke joine os i bandet i år?" Han trak let på den ene skulder og tilføjede: "Der er jo endelig tilmeldingsfrist på alle aktiviteterne på onsdag, så jeg har vel tid nok til at overveje, om jeg har lyst til at have almen sport i år eller ej. Hvilke fag har du valgt?" spurgte Marius i forlængelse af sit svar. Han gad egentlig godt have et fag med hende i år, fordi de ikke havde været på samme hold forrige år.

[Amanda Dagmar Carstensen]

''Det er et stort pres jeg ligger på dine skulder, det ved jeg''

Amanda smilede af ham og hans lille frygt for at undgå noget i skolen. Og hvis han rendte rundt og spurgte folk omkring noter når de kom tilbage, ville det ikke overraske hende. Ikke at hun selv skulle sidde og spille den seje type der pjækkede hele tiden, hun ville jo også gerne have noget ud af skolen... Men hun var bare ikke hysterisk omkring det.

Selvfølgelig havde han valgt musik og hans himmelvendte øjne svarede hun med et skuldertræk. Det var jo åbenlyst.

''Vil du ikke joine os i bandet i år?''

Spurgte han og det overraskede hende lidt. Hun havde slet ikke overvejet at melde sig til musik. Jo hun kunne måske spille en sang eller to på en guitar, men det var jo kun fordi hun havde lært det udenad, og ikke fordi hun var musisk begavet. At lærer akkorderne i rækkefølge, var bare som at lærer de forskellige trin i et matematisk bevis uden ad. Selv om der var langt mere logik i det matematiske og man kunne se det næste skridt uden at kunne det udenad bare man havde baggrundsviden i orden. Hun bed sig lidt i neglen, ikke så den gik i stykker, men bare en dårlig vane hun havde når hun tænkte over muligheder. Som når hun sad og lavede lektier.

''Jeg kan jo ikke spille ordenligt på noget instrument og synge kan jeg knap nok... Vi det ikke blive lidt kedeligt for jer at have mig på slæb måske?''

Hun kunne godt finde på at sige ja, bare at kaste sig ud i det, men hun gad heller ikke bare sidde og være tumpen over i hjørnet der ikke kunne finde ud af det.. Selv om hun nok blev det alligevel på det valgfag hun nu havde valgt.

''Pfft jeg har i et forvirret øjeblik valgt mig ind på Madlavning og selvforsyning... Så det skal nok blive spændene''

Hendes selvironi fejlede ikke noget. Hun var ikke nogen mester kok overhoved, men hun ville da gerne kunne lave andet end rør æg og pasta.

''Men jeg kunne nok godt overtales til at vælge et mere...'' Det var i sammenhæng til hans spørgsmål om hun ville joine ham i bandet. Det kunne var hyggeligt at have et valgfag med ham, for selv om de udnyttede hinanden til lektie hjælp, så var det noget andet alligevel at have timer sammen.

[Marius Emil Lundqvist]

Marius betragtede Amandas eftertænksomme ansigtsudtryk - hun virkede synligt overrasket over hans spørgsmål. Marius vidste godt, at Amanda ikke var noget musikalsk geni, ligesom Anton fra 3. G var - han vidste også godt, at hun for det meste bare spillede lidt guitar for sjov, og at det var noget, hun kunne udenad, men det forhindrede hende ikke i at kunne lære noget nyt og have det spas. Marius kunne godt selv akkordgrebene på guitar og havde ikke svært ved at tilegne sig nye kundskaber på instrumentet, selvom det afgjort ikke var hans hovedinstrument. Derfor var hans kunnen nok mest begrænset til akkorder og ikke så meget melodier, som man typisk spillede i guitarsoloer i moderne rock- og popmusik. Han var bedre til at spille bass, men det var nok, fordi han kunne imitere jazz-kontrabassen på den uden problemer.

"Jeg kan jo ikke spille ordentligt på noget instrument og synge kan jeg knap nok... Vi det ikke blive lidt kedeligt for jer at have mig på slæb måske?"

Marius smilede skævt til hende - Amanda undervurderede sjældent sig selv. Hun var ikke en ørn til at synge - det var ikke fuldstændig rent, i hvert fald, men i det mindste var det heller ikke sådan, at hun svingede mellem tonerne. Helt tonedøv var hun jo ikke.

"Der er jo sjældent nogen med, som kan mere end dig," sagde Marius med et grin, "og jeg vil godt have dig som guitarist i stedet for sådan en som Jonas fra Thomas' klasse." Jonas (NPC) dimitterede sidste år med Amandas storebror og havde været med til sammenspil sidste år. Marius havde indrømmet overfor sig selv, at - ja, han havde talent og tekniske færdigheder - men derudover en blærerøv, der overdøvede alle andre instrumenter og hele tiden ville dirigere de andre. Marius, der havde været den yngste af dem alle sammen - 15 år - havde bare bidt tænderne sammen. Desuden havde guitarister altid tendens til at være af hankøn med bløde krøller eller halvlangt hår og ligeledes med tendens til ALTID at vælge rockklassikere uden at være særlig eksperimentelle. "Vi kan jo bare lære dig det - eller jeg kan, hvis de andre synes, du bliver for meget," tilføjede Marius leende. Hans latter udviklede sig til et regulært grineflip, da han hørte, hvilket valghold, Amanda havde meldt sig på, så han hørte knap nok hendes sidste sætning om, at hun godt kunne finde på at melde sig på et andet hold. Han kunne lige forestille sig Amanda rumstere klodset rundt i et køkken.

"Årh ... Amanda ..." sagde han grinende og prøvede at holde op, men det fik ham til at grine endnu mere. Han gav hendes skulder et klem.