Vagtlægen i Lyngvig og turen til Århus skadestue

[Marius Emil Lundqvist]

Trods stilheden, der hvilede over hele stedet, så lyden af sygeplejerskers klaprende hæle blev mere markante - Marius undrede sig irritabelt over, at sygeplejesker og læger ikke fik lydløse indendørssko til udstyret - fik han og Amanda alligevel brugt tiden på noget "fornuftigt" som at læse i bladene og tage quizzerne. Hvorom alting var, så kom det næsten bag på Marius, at der var gået så lang tid, da han kastede et blik på uret, der hang på væggen.

Imidlertid var den ynkelige dame, der troede, hun ejede hele etablissementet, siden hun gjorde brug af flere møbler end nødvendigt, erstattet af en mor med en skrigende unge. Marius så hen på Amanda, der præcis som ham selv skar ansigt over barnegråd.

"Jep, der er intet så godt som små børn, når man lige troede, man var flygtet fra det i et helt år," nikkede Marius. Han hadede ikke børn, så længe de bare var stille og kunne finde ud af at lege sammen. Men han hadede, når de skreg og bare skreg for at være hysteriske.
"Åh, vores Marius er så tålmodig, når det gælder børn," kunne Marius høre sin mor stemme sige i hans hoved, og hans fars tørre svar: "Marius er kun tålmodig med Esben, fordi den lille gerne vil lære at spille musik." Marius selv havde bare mumlet: "Lad os nu se, om det overhovedet lykkes mig at lære ham noget som helst." Esben, Marius' fætter, var en lille, lyshåret dreng, som var robust bygget og lignede en miniudgave af en grovsmed. Hans fingre var tilsvarende uelegante, og Marius morede sig altid kosteligt i sit stille sind, når han forestillede sig et fremtidsbillede af Esben, der kom hjem fra sit håndværkerjob, råbende på sin kone, at han havde haft en elendig dag, fordi han havde banket sin pegefinger til plukfisk og nu var uendeligt ked af, at han ikke kunne underholde sig selv med en vuggevise ved klaveret.

"kunne Lærke lide din musik?"

Amandas stemme afbrød Marius' tanker så brat, at han vendte ansigtet imod hende med et sæt - stadig med morskaben over dét scenarie, han havde forestillet sig, lysende i øjnene. Men så blev han næsten lige så brat alvorlig igen. Marius strøg eftertænksomt sit pandehår væk fra øjnene og så undrende på Amanda; hun spurgte sikkert bare af nysgerrighed.

"For at være ærlig," begyndte Marius en smule tøvende, "så har jeg ingen anelse om, om hun ligefrem kunne lide det."
Marius overvejede de næste ord nøje - det tog ham bestemt ikke lang tid at udtænke et svar, så pausen i hans talestrøm var næsten ikke-eksisterende. Marius sørgede for ikke at udpensle alt, hvad han havde fornemmet, fordi han ikke mente, at det var særlig forsvarligt at fortælle om Lærkes - ja, hvad kunne man kalde det - "øjeblik af forvirring". Årsagen hertil var ikke, at han ikke stolede på Amanda, men nok snarere, fordi han ikke selv havde forstået situationen helt.
"Jeg formoder, at hun forstod musikken på sin egen måde, og at hun havde lyst til at slå mig bagefter, fordi jeg var lidt ... Nonchalant." Marius smilede skævt og tænkte, at han måske overdrev, men på den anden side - man kunne aldrig vide ... vel? Marius trak lidt på skuldrene som for at ryste det af sig.

[Amanda Dagmar Carstensen]

Amanda bemærked godt at Marius et øjeblik så ud til at være i sin egen verden et øjeblik. En god verden vel, for han så munter ud, men da hendes spørgsmål ramte ham var det svært at bedømme hvad han tænkte. Hun havde svært ved at forstille sig Lærke hvine ved Marius smukke musik, som mange tøser gjorde og det var mest derfor hun spurgte. Amanda ville ikke engang kunne sige bare en sang Lærke kunne lide, for pigen hørte aldrig musik højt, men kun i sine hørertelefoner der var tilsluttet iPod'en.

"Men det gjorde hun ikke?"

Det var ikke et egentlig spørgsmål, for hun havde nok kunne se det på Marius hvis Lærke havde slået ham. Det måtte havde krævet rimelig meget vel, hvis Marius havde opført sig nonchalant. Så havde hun også selv lyst til at slå ham nogen gange, bare for at få ham til at holde kæft. Hun lod fingrene lege med en lok af det lyse hår, med den raske arm, og så på ham. Hun kunne ikke lade være med at smile som han sad der og så frem for sig og tænkte på Lærke. Eller det regnede hun med at han gjorde.

"Hun er meget.... Tænksom. Og hun virker lidt sur, men jeg ved ikke om det bare har noget med mig at gøre eller om det er generelt"

Hun kunne ikke lade være med at holde øje efter Marius reaktion for hendes ord. Slet ikke fordi hun ville have at han skulle forsikre hende om at Lærke ikke var sur på hende, det gad hun sgu ikke noget af. Hvis Lærke var det måtte Amanda selv finde ud af hvorfor eller bare være ligeglad, men for at se hvad Marius syntes om pigen.

[Marius Emil Lundqvist]

Marius strøg en hånd over den bule, han havde fået i panden. Dén havde han nær glemt alt om, og han smilede kort ved mindet.

"Næh," svarede han, "det gjorde hun ikke." Marius havde nær sagt "Desværre" for at udtrykke, at situationen havde været langt mere håndgribelig, hvis Lærke rent faktisk IKKE havde udvist så meget selvkontrol og bare havde langet ud efter ham. Marius fangede Amandas grundende blik og undrede sig over, hvad hun tænkte på. Marius så hende smile et underfundigt smil og rynkede let brynene.

Amandas næste ord kom ikke bag på ham; Marius havde selv tænkt i samme baner, når han prøvede at samle tankerne omkring Lærke. Marius trak på den ene skulder og svarede: "Hun virker indesluttet på sin egen måde. Nogle gange virker det, som om hun sidder i en verden for sig selv og morer sig kosteligt over menneskene omkring hende, eller som om hun deler en intern joke med sig selv."

Marius tog en dyb indånding og sagde med et skævt smil: "Jeg skal ikke kunne sige, om hun er sur på nogle af os, men det ville næsten være at foretrække frem for dén facade, jeg ikke fatter overhovedet."

Dét var netop kernen i problemet, og det afsløredes også i Marius' øjne - et glimt af frustration.

[Amanda Dagmar Carstensen]

Amanda hvilede med albuen på stolens armlæn og hoved i armen mens han lyttede til Marius' ord omkring Lærke. Det ramte rimelig godt, ihvertfald det med at Lærke sad i sin egen verden og morede sig over folk. Ryggede lidt på den dårlige arm, fordi det var så freaking varm at have den slynge på og den kradsede i nakken, men hun lod hurtigt være da det gjorde for ondt.

''Du plejer da ellers altid at være den bedste til at fatte folks facader...''

Hun så godt Marius frustration i et kort glimt i hans øjne, men hun kunne ikke lade være med at more sig over det. Marius havde aldrig vist den hel store interesse for piger, selv om han vidste præcis hvordan man skulle charmere dem, og at der nu kom en pige her der fangede hans interesse fordi han ikke lige kunne gennemskue hende. Selvfølgelig var det på den måde Marius ville ligge mærke til en pige.

''... Du må lige oppe dig lidt''

Selv om hendes ord faktisk var drillende, så var det ikke så meget som hun kunne være en gang imellem.

[Marius Emil Lundqvist]

Marius slog medlidende klik med tungen, da Amanda måtte opgive at lægge sin arm bedre til rette. Han bed sig lidt i læben ved Amandas ord; Marius havde aldrig tænkt helt over, hvor god han selv var til at gennemskue andres facader. Det lå naturligt til ham at prøve at forstå folk, men det var også dét. Han så bare uudgrundeligt på hende og fnøs tørt: "Det mener du ikke, vel?"

Det drillende glimt i Amandas øjne fik Marius til at rynke brynene - han gad ikke sidde og blive komplimenteret af hende på dén måde, hvis hun også bare skulle le ad ham, fordi han ikke tog ros til sig. Marius lagde en blid hånd på Amandas skadede arm, så han kunne holde den i ro, og rettede lidt på slyngen med sin frie hånd, netop som hun sagde: "Du må lige oppe dig lidt."

Okay, så det var Lærke, drilleriet var gået på. Fandens også. Det var ikke lige den milkshake, han forventede at få kylet i hovedet, og Marius fornemmede da også, at der var en vis alvor i hendes milde drilleri.
"Årh, hold op, Amanda," grinede Marius, "hvad forventer du af mig? At jeg skal skrive hendes biografi, eller sådan noget?"
Det frustrerede glimt vistes igen i Marius' øjne og erstattede den ukuelige munterhed; det var alene dét, at han ikke kunne se, hvad der lå bag Lærkes ord, som drev ham til at finde ud af mere om hende. Det kunne lige så godt have været et stykke musik, han prøvede at fortolke. Lærke var også en slags musikobjekt - det var, som om hun havde grebet fat i det, han havde spillet for hende, og Marius undrede sig over, om hun var i stand til at præge musikken, selvom hun ikke praktiserede den. Marius fik lyst til at skifte emne, men afventede i stedet Amandas svar.

[Amanda Dagmar Carstensen]

Jo det gjorde hun faktisk, for selv om han nødvendigvis ikke bemærkede det selv, så var han pisse god til det. Hvordan han gjorde anede hun ikke. Hun nikkede da nærmest fnøs det første spørgsmål ud, og lod ham rette på slyngen. Det var tiltrængt og hun takkede ham kort inden hun svarede på hans spørgsmål.

"Nej da, det ville være kedelig og tage al for lang tid." svarede hun og forsatte "men du må arbejde lidt mere for at finde ud af det jo... Du kan jo ikke bare lade hende gå som du gjorde i indgangshallen."

Hun havde jo godt set hvordan han havde kigget efter hende da Lærke sprang op i lygtepælen og hvis han ikke havde været så forbandet stædig efter at blive og hjælpe hende, havde hun nok bedt ham skride efter Lærke... Også selv om det var rart at han var med hende nu. En og en halv time her alene, var hun blevet skør i bolden af. Hun kunne mærke uroen i benen af bare og sidde og vente på ingen ting og rykkede sig i stolen igen.

"åh kan de ikke snart komme"

Mumlede hun mens hun rykkede sig for at sidde bedre.

[Marius Emil Lundqvist]

Marius gengældte Amandas tak med et svagt nik, og hans tanker faldt lidt tilbage på, hvad hun havde sagt om hans "evner til at gennemskue enhver facade". Marius strakte de lange ben ud foran sig, fordi han havde siddet alt for meget i den samme stilling.

"Du kender mig bedre end som så," svarede han Amanda og blinkede, "selvom jeg er pissenysgerrig, vil jeg dog næsten hellere have, at hun går sine egne veje, end at hun hænger på mig."

Han tænkte tilbage på episoderne, der havde ført til, at Marius var gået hen til Aulaen med Lærke - selvfølgelig ikke uden at glemme sin pligt som informativ andenårsstuderende (eller noget) - og tankerne dvælede især ved et par kendsgerninger: Lærke havde sunget i badet, og det var kun alt for tydeligt at se, at det ikke var meningen, at nogen skulle høre det. For Christ's sake, hvorfor havde han ikke også bare smuttet ubemærket? Og så var der hendes flugt op i lygtepælen - det virkede lige så naturligt for hende at bevæge sig som en panter på de mærkeligste steder, som det var for ham at sætte sig til klaveret.

Det var dét fordømte smil, der lod ham se mere af hende - og også mere af den skønhed hun på overfladen besad. Men frem for alt var det nok alt dét, Marius ikke så, som plagede ham, for hun kunne sikkert prale af meget mere end at være en dreng - naturligvis - som ham, der havde fisefornemme akademikerforældre; søskende, som sandsynligvis fulgte i samme fodspor; ingen økonomiske problemer og en familie, der vidste, hvordan de skulle strukturere ting.

Intet spændende dér. Intet.

Medmindre man medregnede en farbror, der havde været de mærkeligste steder i verden og havde øreringe med krokodillekløer i ørerne og gerne betalte for en skøge eller to, når han var i Syden. Det var nok fra ham, Marius havde fået sin største glæde ved musikken - men, well, ham så han jo næsten ikke mere. Ikke, siden alt det dér med gæld og sådan noget bavl opstod.

Marius så hen på Amanda igen efter at have siddet og set stift frem for sig temmelig længe med et fjernt udtryk i sine øjne, der både lyste af sørgmodighed, frustration og eftertænksomhed. Det var, som om hun havde sagt et eller andet for noget tid siden, men Marius havde ikke hørt det. Marius løftede spørgende begge øjenbryn en anelse.

"Er du okay?" spurgte Marius, der havde lagt mærke til, hvor urolig Amanda lod til at være. Hans blik bar stadig spor af eftertænksomheden fra før, men nu skar bekymringen for Amanda igennem igen.

[Amanda Dagmar Carstensen]

'', jeg vil dog næsten hellere have, at hun går sine egne veje, end at hun hænger på mig.''

Sagde han og forsvandt i sin helt egen tanke verden. Væk fra hende og væk fra det hele. Amanda smilede kort af ham og lod så øjnene søge hen på uret der hang på væggen. 1 og en halv time havde de nu siddet og gloet. Det var jo ikke engang fordi der var mange mennesker her idag, og var de ikke blevet henvist måske? Hun gad ikke at sidde her hele dagen og hun sukkede irriteret. Det her skulle havde været første skoledag på Lyngvig efter en nederen sommerferien, og det var ikke gået som hun havde regnet med. Overhoved. Først al det med David til grillfesten, så en god omgang forkølelse og nu det her. Hendes tå var også blå stadig efter at hun havde banket den ind i sofabenet i rævehulens fællesrum efter skænderriet med David. Hun havde kraftede snart så mange ar og skader at hun lignede en der dyrkede ekstrem sport. Måske hun burde, bare for at have en undskyldning for alle de blå mærker hun altid rendte rundt med.

''Er du okay?''

Spurgte Marius, tilsyneladende tilbage fra sin tankeverden og med en bekymrende mine. Amanda nikkede, men havde lyst til at bede ham om at lade være med at bekymre sig hele tiden. Hun var bare utålmodig omkring ventetiden og var ikke ved at dø lige nu. Så var der ingen grund til at han sad og bekymrede sig for hende.

''Jeg gider bare ikke at sidde her m...''

Og som hun skulle til at sige det kom en kvindelig læge ud og sagde hendes navn. Hun smilede imponerende til Marius og rejste sig fra stolen, taknemmelig for ikke at skulle sidde der mere.

''Ha, det var så meget aftalt.''

[Marius Emil Lundqvist]

"Ja, heldet tilsmiler os virkelig i dag," sagde Marius ligeledes sarkastisk som Amanda. Han rejste sig også, da sygeplejersken kom. Marius kunne godt forstå, at Amanda var frustreret - selv var han heller ikke synderligt begejstret for situationen, selvom det eneste, han reelt kunne klage over, var, at han fik et par lektioners fravær allerede på første skoledag.

Marius fulgte med sygeplejersken og Amanda ind i et andet rum, hvor Amanda blev bedt om at række sin skadede hånd frem.

[Amanda Dagmar Carstensen]

En kvindelig læge så på hendes håndled, ligesom den lokale vagtlæge havde gjord og hvorfor de ikke bare sendte hende til røntgen med det samme, var ikke til at sige. For hun sagde stort set det samme som Erik havde gjordt, og som før havde hun ikke særlig meget bevægelse i den. Overraskende nok. Endelig blev hun guidet hen til røntgen afdelingen, hvor hun blev lukket ind i et rum, med en hård vægbeklædning der mindede lidt om fliser. Marius blev bedt om at vente ude foran og hun blev placeret på en lille stol ved et bord, hvor hun skulle ligge hånden. Hun havde prøvet proceduren før. En gang for oven og en gang fra siden for at kunne få vinklerne med. Lægerne holdte sig i et lille lokale bag en glasruden og den store maskine der tog billede larmede et øjeblik.
Så var det overstået og hun blev bedt om at vente udenfor lokalet sammen med Marius imens de kiggede på billederne. Hun var godt træt af at vente og slyngen havde hun taget af. Forhåbentlig tog det ikke lang tid at glo på nogle billeder og finde ud af hvad der skulle ske, men et øjeblik mens hun havde siddet alene i lokalet og havde set på de mange misfarvninger håndledet havde fået, havde en frygt skudt i hende at det måske skulle opereres. At simpel gips ikke blot kunne gøre det, men der skulle et større indgreb til. Det orkede hun simpelthen ikke, men hun fortalte det ikke til Marius. Selv om hun ikke var i tvivl om at han kunne gennemskue hende.

Der gik heldigvis ikke lang tid før den kvindelige læge kom tilbage og hev dem ind så de kunne se billederne af hendes håndled. Hun fortalte et eller andet om to af knoglerne i håndledet der var brækket, men at en immobilisering af håndledet burde kunne klares og en operation ikke var på tale endnu. Så det var altså en gang i gips og så ville de se om det var nok. Amanda kunne ikke skjule sin korte lettelse over at hun slap med gipsen for nu. Først havde hun håbet at det blot var en forstuvning, men det var hurtigt afkræftet for så mange misfarvninger fik man ikke. Men en operation havde hun slet ikke tænkt på før hun var alene.

''Men skal vi få klaret den gips og så kan du få noget smertestillende med hjem''

Amanda så et øjeblik på billede af hendes hånd hvor knoglerne stod frem som et hvidt spøgelse mod det sorte papir. Det var langt fra første gang hun så sådan noget, men det var nu en lidt syrrealistisk følelse hver gang. Det var trods alt ens knogler man stod og så på. Så nikkede hun til lægen, der vidst havde præsenteret sig på et tidspunkt men som hun ikke havde fanget navnet over i sin irritation over at hun skulle glo på håndledet, når nu de havde siddet så lang tid ude i venteværelset. De blev ført til et tredje rum, hvor hun blev sat på en stol ved siden af de lægebrikse der hørte til sådan nogle steder og så var de et øjeblik alene i rummet mens de hentede grejet til at ligge gipsen på. Det var et kvadratisk rum med hvidt gulv og hvide fliser på væggene, lette at gøre rene, med diverse udstyr rundt omkring.

''Har du prøvet at brække noget?''

Det var måske et lidt underligt spørgsmål, men hun havde faktisk aldrig hørt noget om at han skulle havde brækket noget, eller i det hele taget have været alvorlig syg. Hun så oprigtig nysgerrig på Marius med sin skadede arm hvilene på briksen.

[Marius Emil Lundqvist]

Det var selvfølgelig alt andet end underholdende at følge med Amanda og den kvindelige læge, men det var i det mindste et skridt i den rigtige retning og en adspredelse fra venterummets kliniske hyggehjørne. Marius holdt sig lidt bag Amanda, mens de blev ført ind i det første rum, hvor proceduren var den samme hos vagtlægen.

Marius ventede høfligt udenfor, mens Amanda fik taget røntgenfoto. Imens stod han bare og glanede, skødesløst lænet op ad væggen, indtil Amanda kom ud med et lidt nervøst udtryk i ansigtet. Hun sagde ingenting, og Marius lod også som ingenting, selvom han kunne føle hendes nervøsitet som prikkende nåle. Det var forhåbentlig ikke så galt, tænkte Marius, at der skulle større indgreb til end gips. Der gik da heldigvis heller ikke lang tid, før de blev vist ind igen, og denne gang fik Marius lov at følge med og høre på forklaringen.

Røntgenbillederne var ikke et slemt syn, men dér, hvor knoglen var brækket, virkede skaden alligevel mere omfattende, end Marius først havde antaget, da han så Amandas håndled.
"Tossehoved," mumlede han til Amanda, mens de gik ind i det andet rum.

Her satte Amanda sig og lagde armen på briksen. Marius stillede sig ved vinduet og ventede. Amanda spurgte ham om noget, så han vente blikket mod hende:

"Nja, ikke rigtigt," svarede han med et skævt smil, "jeg har kun forstuvet noget og slået hul i hovedet og kun næsten brækket ribbenene, men det var ikke så galt som det her." Marius gjorde et kast mod Amandas håndled.
"Desuden ville jeg også være ked af, at der skete noget med mine hænder," grinede han og så hen mod døren, hvor lægen snart ville dukke op.

[Amanda Dagmar Carstensen]

''Det kan jeg slet ikke forstå''

Lo hun drillende, men kun kærligt og hun gned sig i øjet. Hun trængte til at komme ud og væk fra det her hospitals miljø der kun vækkede nederen minder, der irriterende nok var enormt svære at holde nede. Alt det rod med David i torsdags havde rodet godt op i det hele.

Lægen kom ind lige efter med gips rullerne og vandet. Hun bad Amanda om at løfte hånden og fortalte at det nok ville komme til at gøre lidt ondt, men Amanda bed bare tænderne sammen mens lægen gjorde sit arbejde. Det gjorde sindsygt ondt og sendte stød gennem armen op gennem hele kroppen også selv om lægen gjorde det så forsigtigt hun kunne. Amanda takkede et øjeblik for at det var Marius der skulle se hende sådan her og ikke andre.. Visse andre der morede sig ved søen med lyshåret piger, med store bryster og gennemsigtige t-shirts. Amanda! Hun sparkede sig selv, irriterede over at hun tog sig selv i at blive jaloux.

''I er da ikke her fra omegnen, vel?''

Spurgte lægen og så spørgende på dem begge. Amanda gad ikke hyggesnakke lige nu, mens hendes håndled føltes som om den var ved at blive revet af led, selv om det blot var strimlerne fra gipsrullerne der blev lagt stramt over det vat der udgjorde underlaget. Hun hadede det her og skulle bare have det overstået. Urg hun kunne allerede mærke hvordan det ville klø ulideligt i 6 uger og blive alt for varmt. Marius måtte tage sig af den snaksagelige kvindlige læge, med det mørke krøllet hår sat op i en knold.

[Marius Emil Lundqvist]

Da lægen kom, virkede stemningen endnu mere dyster end før. Marius lænede sig atter op ad vindueskarmen med ryggen til vinduet og skubbede nogle mørke lokker væk fra øjnene; hans hår skinnede næsten som bronze i sollyset.

Amanda lod ikke et eneste udbrud af smerte undslippe sig, selvom det var tydeligt, at det dér måtte gøre pisseondt. Kun få smertenstårer viste sig i hendes øjenkroge, uden at Amanda tilsyneladende lagde mærke til det - men derudover stirrede Amanda bare frem for sig med munden snerpet sammen som en tynd streg. Marius holdt sig klogeligt fra med at give hende et opmuntrende klap på skuldrene eller sige noget omsorgsfuldt til hende - i stedet himlede han bare med øjnene, som om et brækket håndled var barnemad.

Han var på nippet til at grine højt, da lægen pludselig stillede dem et ganske almindeligt spørgsmål, for Amanda lignede en tordensky, der ønskede at lange hende én. Hun var vist en yngre læge, og hendes blå øjne så venligt fra Amanda til ham.

"Vi er fra Lyngvig," sagde Marius uden skyggen af jysk dialekt, som man uvægerligt kendte fra Lyngvig. Marius så på Amanda.

"Aha," smilede lægen og lagde endnu en strimmel om Amandas arm. Hun rørte forsigtigt på håndroden for at rette lidt på gipsen. "Er I lige flyttet hertil?" spurgte lægen uden at se op fra sit arbejde.

"Vi stikker af til Sjælland i ferierne, men ellers ..." Marius trak på skuldrene og sendte lægen et charmerende smil, før han vendte hovedet ud mod vinduet. Derfor så han heller ikke, hvordan lægen rødmede og kom til at fumle lidt med én af strimlerne. Kun Amandas suk vidnede om, at lægen havde gjort et eller andet forkert, så Marius vendte sig mod dem igen og så, hvordan hun glattede en strimmel ud, der var krøllet under hendes hænder. Marius lod opgivende skuldrene falde - hvorfor skulle alting gå så langsomt og ineffektivt?

"Så er vi færdige," bekendtgjorde lægen og lagde den sidste våde strimmel til rette. Nu skulle det så tørres på én eller anden måde - brugte de bare hårtørrere? Marius kunne levende forestille sig det.

[Amanda Dagmar Carstensen]

Amanda så godt lægens korte rødmen, der resulterede i hendes fumlen med gipsen. Hun burde da være professionel nok, til ikke at lade sig påvirke af en fyrs charmerende smil. Men sådan virkede Marius på det fleste, og han var sikker ikke engang klar over det. Endelig var lægen færdig og tørringen af gipsen var allerede igang. Det kunne hun mærke fra varmen det skabte.

''Der vil lige gå en dag eller to før den er hel gennemtør, så der skal du lige være ekstra forsigtig med den.''

Amanda vidste det godt. Hun havde fået præcis det samme af vide den gang hun fik lagt benet i gips fordi hun havde brækket skinnebenet. Der havde hun bare ikke lyttet efter og dagen efter skulle hun ind og få lagt en ny gips. Det havde hun ikke planer om den her gang.

''Men ellers er det 6 uger og så kommer du bare tilbage og vi kigger på, hvordan den har det der''

Forsatte den kvindelige læge, mens Amanda så på gipsen. Hendes hånd dunkede stadig svagt under det hårde materiale, efter at være flyttet lidt rundt på, men hun kunne bestemt ikke røre på håndledet nu. Hendes arm var hel stiv, men det var en lettelse. Før gjorde det ondt ved den mindste bevægelse med kroppen, nu skulle hun ikke tænke på det. Den gik til midt på underarmen og op over tommelfingeren der lige havde fået et hul så den kunne bruges. Lægen gjorde et kast med de mørke krøller der var sat op, tydeligvis et spil for Marius, men hun var for gammel. Det syntes Amanda ihvertfald, for Marius var jo kun sølle 16 og hun var nok over 25. Hun måtte undertrykke et fnis og rejste sig så.

''Jamen, så lad os da skride''

[Marius Emil Lundqvist]

"...Men ellers er det 6 uger og så kommer du bare tilbage og vi kigger på, hvordan den har det der," fortsatte lægen sin ordstrøm med et kast med hovedet, så hendes mørke opsatte krøller vimsede om hendes ansigt. Marius skubbede sig op i oprejst stilling efter at være lænet mod vindueskarmen og gik hen til Amanda. Marius kunne mærke kvindens blik på sig og så høfligt spørgende på hende.

"Seks uger," gentog hun med et smil og hovedet på skrå.
"Ja, helst ikke før," bemærkede Marius tørt. Han ignorerede lægens mimespil og fulgte efter Amanda, der lignede én, der kedede sig bravt.

Mens de forlod rummet, betragtede Marius Amandas arm; hendes skuldre virkede mere afslappede. "Gør det stadig meget ondt?" spurgte Marius muntert - han morede sig lidt over lægen stadigvæk. Sikke en gimpe.