Vagtlægen i Lyngvig og turen til Århus skadestue

[Amanda Dagmar Carstensen]

Marius grineflip over hendes valghold var smittende, så hendes forsøg på at se fornærmet ud blev total ødelagt og hun skubbede ham med den raske hånd.

''Du så tarvelig! Det er jo her du skal være en god ven og fortælle at jeg sagtens kan blive noget stort til madlavning, li'som''

Men hun kunne sagtens forstå hvorfor han lo. Men hun skulle nok gøre skolens undervisnings køkken til 'det muntre køkken' og lærer et eller andet... Om hun så skulle brænde sig flere steder og komme ud med sod i håret. Sådan sad de og var flade af grin ved busstoppestedet midt i Århus. Hun kunne ikke mindes hvornår hun sidst havde grint så meget, så det gjorde helt ondt i maven og der gik ihvertfald et par minutter før de kunne se på hinanden uden at knække sammen af grin igen.

''For helvede''

Fik hun endelig sagt og holdte sig for maven der var hel øm af at grine. Hun rettede sig op og tog en dyb indånding, stadig med et stort grin på læberne.

''Men... Altså... Hvis du mener jeg kan gøre det bedre end Jonas, så er jeg sgu på''

Hun var langt fra lige så god som Jonas, men Marius havde godt brokket sig over ham sidste år og hvordan hans spradebasse facon generede Marius, og det kunne hun nok godt gøre bedre.

''Der er bare et problem de næste seks uger''

Hun rakte hånden op med gipsen på. Hun ville ikke kunne spille guitar med den, ihvertfald ikke noget nær godt.

''Så det må blive trianglen indtil da, hvis i kan bruge sådan en''

[Marius Emil Lundqvist]

Marius gjorde et ærligt forsøg på ikke at le, hvilket bare fik ham til at grine endnu mere. Han tog derfor imod Amandas puf med sammenknebne øjne og et bredt smil, der fik hans lige tænder til at glimte i solen.

"Undskyld, men ..." begyndte han og knækkede sammen af grin igen. Sådan sad de begge og lo, indtil Amanda blev alvorlig som den første. Marius strøg håret, der var røget ned i panden på ham, ud til siden, så han kunne fange hendes blik.

"De starter alligevel først med aktiviteterne om to uger," sagde han som svar og tog et kig på gipsen. Den måtte være irriterende tung og hæmmende. "Men vi kan sikkert godt finde ud af noget triangel," smilede han og rejste sig, da bussen kørte hen på pladsen. Han havde nær ikke set den, hvis ikke lyden af motoren havde advaret ham. Han kiggede på uret og ærgrede sig lidt over, at billetterne ikke gjaldt i mere end en time, så de steg ind, betalte for billetterne og satte sig ind i bussen - denne gang havde Marius overtaget vinduespladsen. Han lænede et kort øjeblik panden mod den kølige rude og tænkte på, hvordan de andres dag mon havde forløbet. De ville lige akkurat gå glip af frokosten, og måske havde de et kvarter inden den sidste lektion, som han ikke regnede med, at Amanda ville deltage i. Hun havde slet ikke beklaget sig over smerter, men Marius var sikker på, at et endnu friskt knoglebrud ville gøre ondt i hvert fald hele dagen i dag og i morgen med, og hun havde ikke taget noget smertestillende endnu, vidste han.

[Amanda Dagmar Carstensen]

Der var stadig latter tilbage i hendes stemme og hun fulgte me ham ind i bussen. Den dårlige samvittighed over at han rendte og betalte for hende både i bussen og i taxaen. Hun måtte betale tilbage når de kom hen på skolen.

''Det bliver et vildt bandt vi ender med at lave så''

Sukkede hun med et smil og lod sig dumpe ned ved siden af ham. De store latter kramper fik hendes krop til at føles lettere udmattet nu. Bussen bevægede sig afsted over de jyske landeveje, igennem Århus og ud på landet der førte mod Lyngvig. Hun lænede sig frem og så ud af vinduet forbi Marius. Hvad han tænkte på kunne hun kun gætte over, men hun lænede sig tilbage i sædet og op af ham med blikket frem for sig. Varmen fra ham var beroligende og selv om hun ikke ville være ved det, så var hun faktisk temmelig træt. De smertestillende piller hun havde fået af lægen lå i hendes lomme, men de skulle ikke tages lige nu. Det gjorde ikke så ondt, kun lidt.

''Du, Marius?''

Hun havde ikke et egentlig spørgsmål liggende på tungen, men når nu de var på vej hjem var det vel på sin plads at takke. Men hun ville ikke kun gøre det fordi hun skulle være høflig. På ingen måde.

''Tak fordi du gad tage med hele vejen''

Hun drejede hoved og så op på ham. Hun mente det virkelig, for uanset hvor meget hun havde strittet imod fra starten af, så var hun taknemmelig. At skulle klare den her tur alene havde været trist og Marius havde vendt hendes lorte dag, til det langt bedre.

[Marius Emil Lundqvist]

"Det bliver funky," medgav Marius, da Amanda satte sig ved siden af ham. Igen blev han tavs og kiggede ud ad vinduet. Det var et underligt tidspunkt, forekom det ham, at Marius' tanker strejfede David. Han tænkte på den nag, Amanda bar til ham, og var ikke helt sikker på, om David i længden ville kunne stå model til det - well, han fandt sikkert på noget. Marius mærkede Amanda læne sig op ad ham, og han så et øjeblik på hendes udmattede ansigt - hendes fremtoning var generelt udmattet og døsig; skuldrene hang og hun holdt næsten kun modvilligt gipsen oppe, så armen ikke bare hvilede slapt, tynget af dens vægt. Marius havde ikke noget imod, at hun sad sådan.

"Du, Marius?" lød hendes stemme efter et stykke tid ved siden af ham, og han vristede blikket fra vinduet for at se på hende som tegn på, at han lyttede. Hun så imidlertid ikke op på ham, men kiggede bare frem for sig. Dog drejede hun hovedet efter at have takket ham - hendes stemme lød oprigtig, og Marius skulle til at slå det hen og sige noget i retningen af, at hun ikke skulle takke, men noget i hendes blik fik ham til at komme på andre tanker. Marius smilede svagt til hende.

"Skulle det være en anden gang?" spurgte han kækt og indså i samme nu, at det nok var én af hans elendige jokes igen. "Altså, ikke et nyt brækket håndled - bare ... Glem det." Marius' blik blev alvorligt igen, før han sagde: "Det var helt ærligt det mindste, jeg kunne gøre."

[Amanda Dagmar Carstensen]

Amanda tog ikke så tungt at hans svar var kækt, når nu hun havde været alvorlig. Det var jo en af de utallige grunde til at hun var blevet så gode venner med ham her på Lyngvig. Hun måtte blive bedre til at værdsætte ham, det fortjente han. En bølge af alle mulige blødsødne følelser skyllede ind over hende. Hvad fanden var der med dem og busser lige nu?
Hun smilede skævt til ham og lukkede så øjnene et øjeblik. Bussens lette gyngende kørerelse var beroligende ligesom Marius tilstede værelse.

''Og det er jeg glad for du gider.''

Det var måske mest af høflighed han havde gjordt det i starten, taget med hende selv om det var mest fristende at blive på skolen - som hun jo selv ville havde syntes, men det var jo ikke det eneste han havde gjordt. Måske var han ikke selv hel bevidst omkring det, men gennem al det her lort med David havde han været en lige så stor hjælp som Thomas, måske mere og idag var ingen undtagelse.

Hun sukkede med et smil på læberne og trængte tankerne om David væk. Måske burde hun inddrage Marius mere i det hele, men hun kunne ikke få sig selv til at åbne munden og forklare. Det var ikke hende at vælde ud med hendes tanker meget pludseligt. Det krævede nok et skub og det ville Marius nok komme med tidsnok.

''Selv om det var et tarvelig tricks det med trusseindlæggende under mine sko, den gang, så er jeg glad for du gjorde det alligevel.''

[Marius Emil Lundqvist]

Heldigvis responderede Amanda hans kække bemærkning med et skævt smil, så Marius ikke følte, at han havde sagt noget, der var helt hen i vejret. Det var bare lidt svært ikke at komme med én eller anden åndssvag bemærkning, når den først havde passeret hans tanker og lagde sig på tungen. Marius gengældte derfor Amandas smil med endnu et af sine svage smil, der efterlod hans øjne mere alvorlige end muntre. Han fornemmede, at hun var mere afslappet, end hun havde været hele dagen.

"Det -" begyndte Marius, lidt usikker på, hvad han egentlig skulle svare.

Der var ingen tvivl om, at Amanda var mere taknemmelig for alt det her, end han umiddelbart havde troet, fordi han selv mente, at det var en selvfølge, at han tog med, fordi ingen andre ville gøre det, og fordi de havde udviklet et solidt venskab her på Lyngvig. Selvom det ikke var hans sædvane helt at tabe mælet, så var det ikke desto mindre, hvad der skete et øjeblik. Da han spillede klaver for Lærke, var det også sket, at han havde afbrudt sig selv et øjeblik, men det var ikke, fordi han var blevet komplimenteret eller på anden måde bragt ud af fatning, men, fordi han på daværende tidspunkt forsøgte at komprimere en slags følelse til én sætning overfor Lærke, som ikke skulle give anledning til, at de begge begyndte at smalltalke om ét eller andet irrelevant.

Marius så hen på Amanda og supplerede sin bemærkning med et løftet øjenbryn, da han fortsatte: "- er godt at høre, at du trods alt ikke har intentioner om at kaste mig i flammerne efter det her." Han hentydede til, hvordan han havde insisteret på at gå med hende fra starten, og hvordan han havde nægtet at lade hende anstrenge sin hånd, når de skulle betale for noget, og hvordan han hele tiden havde holdt en - måske provokerende - munter tone, som, han nu indså, havde bragt hende i bedre humør trods alt.

Amanda sukkede med et lille smil, og Marius tog et kort øjeblik blikket fra hende for at se ud ad vinduet. Det forekom ham, at Amanda skælvede en anelse, som hun sad dér lænet op ad ham, og han vendte ansigtet halvt imod hende for at aflæse hendes ansigtsudtryk, men var ikke sikker på, om han forstod de fraværende øjne. Men da hun nævnte den episode, der mere eller mindre havde været startsignalet for et langvarigt (formentlig langvarigt, medmindre hun droppede ham efter Lyngvig) venskab, sluttede han, at det var, fordi hun var blevet en kende småsentimental på turen, og han lo lidt ad hende.

"Et lusket scoretrick, der ikke virkede," grinede han og prikkede hende på næsen for at indikere, at han lavede sjov med hende, fordi han ikke vidste, hvordan han ellers skulle sige, at han var glad for, at de var venner - som hun lige havde sagt til ham på sin egen måde. Han lænede sig lidt væk fra hende, så han kunne få sin arm fri, og lagde armen om hendes skulder. Hun virkede næsten, som om hun frøs, da han mærkede hendes kolde skulder. "Du har egentlig aldrig skældt mig ud for den episode," sagde Marius, "måske, fordi jeg grinede så meget, at jeg væltede ind i Davids skrivebord og blev begravet under alle hans ting, så du troede, jeg var ved at dø?" Marius blinkede til hende.

[Amanda Dagmar Carstensen]

Det var sjældent Marius stoppede sig selv midt i en sætning, eller ihvertfald gjorde det fordi han ikke vidste hvad han skulle sige og det fik hende til at se spørgende på ham. Ikke at hun forventede ham spytte et eller andet uventet op, hun var bare simpel overrasket.

''- er godt at høre, at du trods alt ikke har intentioner om at kaste mig i flammerne efter det her."

Hun kunne ikke lade være med at le kort ved tanken. Måske var hun ikke den bedste til at tage imod hjælp, men hun var jo ikke en heks. Hun ville jo ikke rende rundt og være sur over ham på grund af det, han var i det mindste kommet videre fra at ynke hende.

''Ej så tarvelig er jeg slet ikke... Kun lidt''

Det var så dejligt befriende at sidde her og selv om hun måske var alt for blødsøden i sine tanker, så var det rart at Marius ikke tog det ilde op, og kørte videre med sine vittige kommentarer. Selvfølgelig havde det ikke været et scoretrick, han havde bare moret sig og selv om hun havde været arrig et øjeblik var det fuldstændig opløst i latterkramper efter hans ansigts udtryk da Davids ting væltede ned over ham. Hun puttede sig da han lagde armen om hende, men kunne ikke holde en lille latter tilbage ved mindet.

''Nej det rigtig, men jeg følte alligevel at karma gjorde arbejdet for mig i det øjeblik.... Og jeg har jo fået gengæld''

Hun klødede sig på kinden og hentydede til hendes gengæld da den første sne var faldet. Hun havde været tidligt oppe og fået David til at låse op, så hun kunne komme ind med den favnfuld sne hun havde samlet sammen og putte den under dynen til den sovende Marius.

[Marius Emil Lundqvist]

Et skævt smil krusede Marius' læber. Han kunne tydeligt se, hvor meget mindet om episoden morede Amanda, men hendes hævnakt var nok dét, der fik Marius' smil til at blive lidt bredere.

"Årh, du taler om karma. Jamen, så havde du jo ikke behøvet at vække mig på dén grusomme måde, hvis du syntes, at Davids bjerg af ting over mit enorme korpus var gengæld nok." Han så overdrevet eftertænksomt på hende, idet han tøvende fremsagde noget, som om det lige var gået op for ham: "... hvilket vil sige, at jeg skylder at gøre gengæld?" Marius sendte Amanda et gavtyveagtigt smil og gav hendes skulder et klem.

Han vidste godt, at de på ét eller andet tidspunkt sikkert ville løbe ind i mærkelige episoder sammen, som inkluderede den enes lumske trick - ganske enkelt, fordi hverken han eller Amanda lod en chance forpase, når der kom en anledning til et vittigt påfund. Men alligevel tænkte han, at det måske ikke ville blive nær så sjovt nu, hvor David sikkert ikke ville være med på spøgen, som han havde været det forrige år. Marius' ansigt lagde sig igen i alvorlige folder, netop som han kiggede ud ad vinduet. Så faldt hans tanker pludseligt på Lærke, og selve det uventede ved tankens opdukken, fik ham til at fnyse frem for sig; Marius tvivlede ærligtalt på, at én af hans sære narrestreger ville falde i god jord hos hende - især ikke at dømme efter måden, hun reagerede på, da han smed hende i søen. I forlængelse af denne tankerække, begyndte han automatisk at forsøge at arkivere de ting, han vidste om hende, i sin hjerne, så det blev mere konkret, men det syntes ikke at lykkes.

[Amanda Dagmar Carstensen]

Amanda kvalte sin latter over hans ord.

''Karma gjorde bare det halve arbejde... Desuden kommer du ikke til at kunne komme ind på livet af mig og gøre gengæld. Jeg holder et vågent øje med dig''

Hun smilede og lænede sig tilbage op af ham. Tryg med hans arm over sig og hun blev ikke generet af at stilheden sænkede sig mellem dem. Det var ikke en akavet og ubehagelig stilhed, de blev bare opslugt af deres egne tanker. Marius var ikke til at læse hvad han tænkte på, men tydeligvis et der generede ham på en måde, når han sådan fnyste. Men hun spurgte ikke hvad det var, hun ville ikke brage ind i hans eget private rum. Hendes fingre pillede ved halskæden og hendes blik blev hevet ned på den. Hun burde lade være med at gå med den. Virkelig. Den mindede hende kun om David, men i sommerferien havde den kun mindet hende om de gode tider. Det var derfor hun havde beholdt den, men som hun kiggede på den nu så hun bare David rende rundt med Pernille fra 3.G.
Farvet lyst hår og store patter, garanteret tom som et hul i jorden og lige hans type. Ej, det var ikke Pernille hun skulle blive sur på, det var jo ikke hende der havde gjordt noget forkert andet end at hun rendte rundt med David. Det var David der var en stor nar og hun kunne vel også være ligeglad med hvem han rendte rundt med, kunne hun ikke?
Men det var hun ikke og tanken fik hende næsten op i det røde felt. Han skulle bare havde blevet væk fra Lyngvig så var alt det lort stadig pakket langt væk og hun ville ikke tænke på ham mere.

''Jeg kom til at kysse ham''

Brast det pludselig ud af hende. Hun havde knugede vedhænget på halskæden og slap det nu. Hun fortrød at have sagt det, for den eneste hun havde sagt det til var Frida og der havde hun nok stadig været lettere påvirket af alkohol. Men hun kunne ikke hive det tilbage nu, kunne ikke hviske sine ord væk så Marius ikke hørte det. Hun så ikke op på ham men rynkede på næsen, tydeligvis i vildrede om hun skulle forklare mere. Det var jo ikke en gang sikkert at Marius anede hvem hun snakkede om eller hvornår... Men hun havde på fornemmelse at han nok alligevel ville vide det.

[Marius Emil Lundqvist]

Marius så fortsat frem for sig, da Amanda puttede sig ind til ham. Af og til vandrede hans blik udenfor til landskabet, der panorerede forbi dem - marker, træer, buske, lygtepæle, huse langt væk og landevejens solopvarmede asfalt, der fik stenene til at gløde lidt.
Marius var glad for, at Amanda ikke kommenterede på hans fnys - det havde været lidt utilsigtet, og han anede ikke, hvordan han skulle udtrykke de mere eller mindre ambivalente tanker, han havde omkring Lærke, eller om han gad indvie Amanda i dem - også, selvom Amanda uden tvivl havde lagt mærke til, hvordan han havde kigget efter hende i indgangshallen. Det havde Amanda både vist i udtryk og ord - sagt, at han var i stand til at gennemskue de fleste og den slags. Men måske var Lærke vant til, at man ikke brød sig om hende, eller også gjorde hun bare ikke et stort nummer af at være "likable". Alligevel havde det været tydeligt for ham at se, at det for hendes vedkommende ikke burde være sidste gang, de så til hinanden ved flyglet, men personligt følte Marius, at det ikke betød så meget - hun kunne jo komme og gå, som hun ville; han var ikke som sådan indstillet på at indgå i nogle relationer med den atletiske pige, men heller ikke afvisende overfor hendes venskab. Marius gruede lidt over, hvordan han kunne få de modstridende tanker til at give mening, netop som han hørte Amandas stemme ved sit venstre øre - den var lav og fortvivlet, og måske havde Marius ikke hørt hende, hvis ikke hendes hoved hvilede på hans skulder.

Marius vendte ansigtet mod Amanda, der lod til at ville ignorere ham - i hvert fald kiggede hun ikke op og så bare frem for sig med et lidt gnavent udtryk. Vedhænget på hendes halskæde svingede lidt frem og tilbage som et pendul, som om hun lige havde sluppet den. Marius skulle lige til at sige, at det nok var omvendt - at det var ham, der kyssede hende på kinden og ikke omvendt, men Marius havde vitterligt ikke troet, at Amanda lagde så meget i det kys, og han tog tilløb til at forklare sig, selvom ordene ikke umiddelbart ville komme til ham. Pludselig gik det op for ham, hvad Amanda mente, og hans tvivlende, lyseblå øjne fik mere klarhed - han bed sig lidt i læben. Marius mindedes den lille scene, der havde udspillet sig til grillfesten, og nærmest ingen - bortset fra dem, der var andre steder, eller pissestive - var gået glip af, at Amanda var gået med David ind i skoven.

'Hvorfor gjorde du det?', havde Marius lyst til at spørge, selvom han vidste hvorfor. Men det ville give hende mulighed for at buse ud med det, som nagede hende. Han kunne også spørge, om David havde gengældt det, men så ville han virke jaloux. Det var bare dét, at Amanda måske ikke forstod, at det kys gjorde mindst lige så ondt på David.

"Nåh?" sagde Marius så - måske lød det lidt for fladt og uinteresseret, men han så høfligt spørgende på hende for at indikere, at han lyttede, hvis der var mere, hun ville sige. Han indså da også, at det ene "Nåh" måske virkede lige så jaloux og arrogant som alt muligt andet, men nu var det sagt, og han gad ikke bløde det op med én eller anden tilføjelse - det virkede forkert. Han gav hendes skulder et lidt trøstende klem, velvidende, at netop tanken om David var dét, der havde gjort hende bedrøvet det sidste lange stykke tid.

[Amanda Dagmar Carstensen]

''Nåh?''

Lød Marius stemme. Kort, men hans blik var spørgende. Han spurgte ikke hvorfor hun havde gjordt det og det passede hende fint, for hun kunne ikke svare. Alkoholen gjorde det? Men det ville være lige så lam en undskyldning som den David prøvede at fyre af og det nægtede hun. Men et svar på hvorfor kunne hun ikke finde, eller hun ville ikke.
Hvorfor havde hun også sagt det? Hun ville jo ikke have Marius ynk eller noget, men vreden var bare steget og så havde hun spyttet det ud. Dumt.

''Det var noget lort, og det sker ikke igen''

Sagde hun og så stadig frem for sig. På trods af at hun ikke gav udtryk for det, var det mere rart med det trøstende klem end hun ville være ved. Hun spændte i kæben og lagde armene over kors så godt hun kunne med gipsen... Men det tog kun et øjeblik før hun slappede af igen. Havde hun ikke lovet sig selv ikke at tænke på David mere? Smid det hele væk. Hun så endelig op på ham med rynkede næse og en undskyldende mine over sig.
Hvad var der med at deres busture idag blev til 'jeg-bliver-enormt-sentimental-og-deler-mine-inderste-kvaler-ud' ?

[Marius Emil Lundqvist]

Marius rynkede let brynene over Amandas bitre svar. Han strøg sig over panden med den frie hånd, idet han tænkte på David. Marius' blik blev tilsvarende fjernt et kort øjeblik. Hvordan mon David havde oplevet kysset? Var det også "noget lort, som ikke skulle ske igen"? Det tvivlede Marius alvorligtalt på. At dømme efter Davids lettere modløse og misfornøjede udtryk i spisesalen den morgen, havde Amanda bare gnedet lidt salt i såret, men det sagde Marius ikke højt.

"Det er det fornuftigste, jeg har hørt dig sige i dag," sagde Marius sarkastisk og lagde ikke skjul på, at han misbilligede hendes måde at udtrykke det på, men gjorde heller ikke mine til at uddybe sit synspunkt. Da Amanda så undskyldende på ham, blødte Marius' lidt hårde drag om munden op, og han sendte hende et kort smil som for at sige, at det hele nok skulle gå. Han kiggede atter ud ad vinduet for at orientere sig.

[Amanda Dagmar Carstensen]

Marius tone sagde mere end ord, men præcis hvordan hun skulle tolke det var svært at bedømme. Syntes han generelt det bare var nederen hun tog så hårdt på at hun havde kysset David, eller mente han det var hende der var tarvelig over for David. David skulle nok klare den, han var kun blevet sur og hun havde svært ved at tro han direkte skulle blive såret over det. Han var jo ligeglad.

Men Amanda sagde ikke noget til det. Marius måtte jo syntes om det, som han ville og han blik sagde at selv om han måske syntes det var idioti, så skulle det nok ordne sig. Ligesom hans øjne søgte hendes også ud af vinduet og de var der snart. Et stop mere og så skulle de stå af. Uret i bussen fortalte den var 13:30.

"Du kan måske lige redde dig nogle rester fra buffen"

Smilede hun. Folk var nok i fuld gang med at spise, og selv om hun nok ikke skulle have noget, ville det ikke komme bag på hende hvis Marius stadig kunne skovle en fuld tallerken eller to ned.

[Marius Emil Lundqvist]

Marius så et kort øjeblik granskende på Amanda, som om han forventede, at hun ville gå i forsvarsposition, fordi han forholdt sig lidt negativt til det, men Amanda sagde ikke noget, hvilket undrede ham en smule. Marius lod dog som ingenting - det var bedst for dem begge, at de ikke vadede i problemet med David lige nu. Han tillod sig selv et svagt smil, da Amanda nævnte buffeten og overraskede også sig selv, da han sagde: "Jeg skal ikke have mere mad foreløbig."

Da bussen holdt stille ved stoppestedet, steg de ud og gik hen mod skolens område, der lå 4-5 minutters gang derfra. På parkeringspladsen så Marius ned på Amanda, der virkede træt, men også lidt gladere - i hvert fald lod hun også til at have besluttet sig for at glemme David en stund.

"Nåh, lad os komme ind i Rævehulen," sagde han og greb hendes raske arm.

//Til Rævehulen et sted - med Amanda

[Amanda Dagmar Carstensen]

Amanda lod sig trække hen mod Rævehulen af Marius. Hun kunne godt ligge sig ned og få sig en morfar, men hun gad ikke være kedelig. Gad ikke være helt asocial allerede og de ville stadig kunne nå at mingle over i spisesalen.

''Okay, vi henter en fed sprittusch så du kan få skrevet det kvad inden lærerne opdager os og hvad siger du til så at gå over og være social?''

Hun så på Marius med et stort smil. Tankerne om David og at hun sådan havde kastet om sig med sine inderste tanker. Det havde været et øjeblik hvor alle tankerne og følelserne havde fået fritløb og hun måtte se at få pakket det helt ned igen. Ellers kom hun jo aldrig videre og det var gået næsten godt i sommerferien.
Det også kun fordi Marius sådan skulle sidde og ligge armen om hende og være en elskværdig ven der kyssede hende på kinden. Hun lod Marius åbne døren ind til Rævehulen, for det ville være et sats at skubbe den op med hånden i gips.

''Jeg skal også have noget rent tøj på''

Hendes skjorte og bukser var jo stadig beskidt efter turen nede ved søen. Først Marius der skulle var sjov og kramme hende mens han stadig var våd og så hendes tur på halen bagefter.

//Går ind i Rævehulen sammen med Marius