Vagtlægen i Lyngvig og turen til Århus skadestue

[Amanda Dagmar Carstensen]

En lille lokal vagtlæge i byen som har to læger ansat samt en enkelt sygeplejekse der tager sig af telefonen og af de hurtige sager og recept udskrivning.

[Amanda Dagmar Carstensen]

//Kommer til tråd - fra Indgangshallen

Amanda fulgte med ham ud af indgangshallen på skolen. Hun var blevet overrasket over at ville tage med hende til vagtlægen, for han plejede ellers at håndhæve timerne som det aller helligeste og mødte til alle med mindre der var noget ekstremt vigtigt der forhindrede ham. Hvilket var meget sjældent. Hun havde spurgt ham lidt i sjov om hans fraværds procent nu ville kunne klare det, men mest var det for at sige han ikke behøvede. Hun ville tage bussen der ind selv, hun kendte jo nærmest allerede vejen. Eller det gjorde hun. Men da han først fik fat i en taxa og ville betale sagde hun direkte at han ikke skulle. At hun bare tog bussen og han ikke behøvede at betale for en taxa hele vejen, men hun havde ikke noget valg. Han forlangte at hun tog afsted og at han betalte for det. I det mindste gjorde han det ikke som et eller andet billigt score tricks og det gjorde det lettere for hende at acceptere.
Det var nu også meget rart at der var en med som hun kendte. Marius kunne hun sgu altid stole i et kort øjeblik så hun hel taknemmelig på ham og nåede også at takke, før taxaen kørte ind på p-pladsen til vagtlægen. Mens de havde ventet på at taxaen skulle komme havde Amanda fået fat i sit sygesikringskort, som nu lå i lommen på hendes shorts da hun steg ud af bilen. Ærteposen holdte hun et øjeblik væk fra den venstre skadede hånd, da det var begyndt at blive ekstremt koldt og hun faktisk var begyndt at fryse. Taxa chaufføren havde også airkonditionen på fuld max.

''Bare de ikke skærer hånden af''

Mumlede hun og så hen på vagtlægens hus, med den store glasdør i, men rummene var små og gamle. Hun var ikke troende på nogen måde men hun tog sig selv i at bede til et eller andet tilfældigt at hånden bare var forstuvet, selv om hun godt var klar over at hun ikke slap så let. Hun kiggede sig over skulderen på Marius der var ved at betale taxamanden.

[Marius Emil Lundqvist]

//Ankommer til tråd - fra Indgangshallen

Det var altid en slags kamp at gøre noget for Amanda - ikke, at hun takkede nej til sprut, eller sagde nej til at blive masseret på skuldrene, eller noget andet i den retning. Marius holdt sig generelt fra at massere andre på skuldrene udelukkende, fordi han havde så fantastiske fingerfærdigheder, at folk ikke ville lade ham være ét eneste øjeblik. Derfor havde Marius sjældent - for ikke at sige aldrig - tilbudt det.

Men det her var noget andet - Amanda var flov og muggen, og hun ville være fighter og selv ordne det hele, hvilket Marius mente, at hun nok skulle klare - i hvert fald i starten. På ét eller andet tidspunkt (måske på vej hjem) ville hun sikkert sparke til en lygtepæl af frustration for ikke at bryde sammen, og så kunne hun lige så godt vende snuden mod vagtlægen igen og få tilset sin tå.
Samtidig med, at Marius måtte sætte sig i autoritet overfor den et år ældre Amanda - hans uforsonelige blik og den enorme forskel på deres højde, var nok dét, der gav pote til sidst - morede Marius sig kosteligt indvendigt over Amandas indvendinger, som aldrig fik en ende. Selv, inden de steg ind i taxaen, sagde hun: "Ærligtalt, Marius, det her er sgu for meget - bussen kommer alligevel om en time."

Men Amandas taknemmelige blik i taxaen, og det samme taknemmelige blik, da steg ud på P-pladsen kunne hun ikke løbe fra, og Marius havde gengældt det med ét af sine brede smil, der tydeligt viste, at det ikke betød noget, fordi han bare havde det pissesjovt. Faktisk havde Marius bare affærdiget hendes drillerier i forehold til hans fraværsprocent, selvom han inderst inde følte den samme, allestedsnærværende dårlige samvittighed. Det var meget muligt, at han ikke var det flittigste barn i verden, når han kom til at bruge 4 timer på jazz frem for at lave matematikaflevering, men han var gudhjælpeham til stede ALTID, medmindre noget drastisk overgik ham - noget virkelig drastisk, altså.

"Hvis de skærer hånden af," sagde Marius muntert til Amanda efter at have betalt taxachaufføren, "så putter jeg den i sprit og tager den med som souvenir." Der kom en prustende latter fra den lidt tykmavede taxachauffør, som var en gråhåret herre i slutningen af 50'erne, så vidt Marius kunne bedømme - og så var manden dansker. Ikke, at han gav en skid for, om han var dansker eller ej; det var bare efterhånden et sjældent syn, at taxachauffører ikke var udlændinge - i hvert fald i hovedstadsområdet og på nordsjælland, hvor han kom fra.

Marius gjorde tegn til Amanda, og de gik begge ind og blev henvist til et venteværelse.

[Amanda Dagmar Carstensen]

Hun rystede på hoved af hans ord.

''Du må mere end gerne få den så, men så er mit krav også at du skal fortælle en eller anden vild historie om den.''

Hun slog sig ned på en af de dårlige plastikstole, der var så slidte at der kun var måneder tilbage af deres liv. Det var en stille morgen hos vagtlægen i det mindste og der sad kun en ældre, eller faktisk virkelig gammel, dame foran dem. Ingen skrigende unger eller stirrende voksne og det tog da også kun et par minutter før den gamle dame blev kaldt ind som fru. 'et-eller-andet' Amanda ikke lige hørte efter.

''Det jo kedeligt hvis du bare fortæller at jeg snuplede og den så skulle skæres af, så vær kreativ. Be om''

Amanda smilte til Marius og viste sine fine hvide tænder, hvor den ene tand var en smule skæv. Jo hun havde da også været så pisse heldig at få bøjle på den gang i 7. klasse, men hun havde ikke været så god til at huske de der bideskinner og hvad de ellers havde forsøgt at prakke hende på. Det var overraskende rart at bare at sidde i det her lille, gule og slidte venteværelse med Marius. Selvfølgelig havde hun da været foruden det til hver en tid, læger var ikke hendes kop te på trods af at hun var stamkunde(eller patient vel), men Marius havde som regel altid kunne få en lorte situation til at vende. Han var den hun altid havde kunne komme til hvis det havde været lort og hun ikke havde lyst til at snakke om det, men bare havde brug for at blive muntrede op. Han spurgte aldrig ind til alt mulig følelsescrap og blev aldrig fornærmet når Amanda ikke ville snakke om tingene... Heller ikke den gang med David på trods af at Marius havde været værelseskammerat til David og kendte dem begge forholdsvis godt, havde han aldrig spurgt uopfordret hvad der var sket. Aldrig. Heller ikke den gang han havde fundet hende et godt stykke fra skolens område, siddende ved søen efter hun havde taget David med tungen langt nede i pigens hals. Der havde Marius bare sat sig ved siden af hende, temmelig beruset, og sagt en masse gøgl om vandet og musik. Hun havde bare siddet og lyttet og han endte med at få hende til at grine. Men ikke et tidspunkt havde han forlangt at hun delte hendes tanker om det hele. Han havde blot sagt at det nok skulle gå.

''Hvad har du egentlig lavet i sommerferien?''

Hun så spørgende på ham. Spørgsmålet var lidt pludseligt og hang heller ikke helt sammen med hendes tankegang, men hun havde overhoved ikke hørt fra ham i sommerferien - hun havde som sådan heller ikke skrevet til ham, så ingen drømmende tanker der, men hun havde heller ikke haft mulighed for at snakke med ham om ingenting siden de var startet fordi han havde ligget syg hele weekenden.

[Marius Emil Lundqvist]

"Jeg siger bare, at vi blev jagtet af moskusokser, og at du prøvede at slå den ihjel med de bare næver, hvorefter tyren bed hånden af dig og spyttede den ud og skreg: Kneel."
Alt det sagde Marius med behersket munterhed i stemmen, og han hævede ikke stemme på noget tidspunkt. Marius blinkede og slog sig ned på plasticstolen ved siden af hende. Der var så langt ned, at Marius nærmest dumpede ned på den, så den vaklede faretruende under ham. Marius vidste ellers, at han var undervægtig i forehold til sin højde.

"De her stole giver mig mindreværdskomplekser," mumlede Marius frem for sig og indikerede ironisk med hænderne, hvor lille han var. Han strakte benene og så sig om i det kedelige venteværelse.

Da den ældre dame var gået, sad Amanda fortsat stille fordybet i sine egne tanker. Marius havde lyst til at spørge, hvad hun tænkte på - blikket var fjernt, og hendes hoved lå let på skrå. Amanda sad og holdt om sin skadede hånd, og hendes skuldre var anspændte. For fanden, det måtte gøre vanvittigt ondt.

Amanda brød tavsheden kort efter. Marius tog en indånding og satte sig bedre til rette. "Jeg har ventet på den eneste ene," løj han og blinkede skælmsk til Amanda som for at sige, at han i hvert fald havde manglet hende. Så fortalte han, at han havde været i Californien med sin familie et par uger; han fortalte om Roskilde Festival og afsluttede med, at han egentlig ikke havde lavet det helt store i sommerferien, men havde nydt at slappe af.
"Jeg ved ikke, om jeg fortsætter med at svømme med eliten," sagde han så. Amanda var rar at snakke med - også, selvom hun kunne snakke én et øre af, så var man i hvert fald ikke i tvivl om, at hun lyttede. Selvom der altid var gang i hende, og hun var lidt hjælpeløs på nogle faglige områder, kunne hun godt være rolig og pligtopfyldende. Marius syntes, at der afgjort var noget forfriskende og jordnært ved hendes selskab - og at det bare generelt var forbandet nemt at tale med hende om de fleste ting. Måske var hun én af de få, som forstod hans platte humor, og hvis ikke hun gjorde, syntes han, at det var endnu sjovere. Det var let for ham at aflæse hendes sindsstemning. "Det tager måske for meget tid, og ... Musikken tiltaler mig nok mere, selvom min far sikkert vil misbillige det. Nåh, men hvad har du selv lavet?" Marius var egentlig ikke sikker på, om han skulle have ladet spørgsmålet falde - Amanda havde sikkert savnet David ulideligt i ferien, og han var ikke mand for at bringe det på banen lige nu.

[Amanda Dagmar Carstensen]

Amanda nikkede mens hun lyttede til den historie han kom op med. Imponerende. Yderst imponerende, lo hun lidt inde i sig selv og rakte tommelfingeren op, med den raske hånd. Mest for at vise at den var godkendt.

''Den kan du godt fortælle, så virker jeg enormt modig og helte agtig.''

Hun gad slet ikke kommentere det med hans mindreværdskomplekser stolen gav ham. Den virkede temmelig usikker under ham, men det var da også kun fordi han havde så abnormt lange ben i forhold til hendes korte der knap nåede halvvejs ud, som hans. Han var vidst noget nær 20 cm højere end hende, nok meget højere. Hun havde jo næsten evige mindreværds komplekser i hans selvskab... Men også kun næsten. Hun lyttede til ham mens han fortalte om sin tur til Californien (hvilket hun var misundelig over) og Roskilde festival (som hun også var misundelig over), og så sad drengen og sagde han ikke havde lavet specielt meget i sommerferien. Hendes ansigts udtryk viste også hun ikke var helt enig i at det ikke var det helt store. Hun ville da gerne havde byttet. Planen havde faktisk været at tage til Roskilde i sommerferien, men hun havde bare ikke haft pengene til at tage afsted belastende nok. Hun åbnede munden, men lukkede den hurtigt igen.

''Jeg ved ikke, om jeg fortsætter med at svømme med eliten,''

Fortalte han pludselig. Det kom fuldstændig bag på hende. Hun rykkede sig lidt på stolen og det var tydeligt at læse i hendes ansigt, at hun ikke havde forventet at hører det fra ham. Marius var jo sindssyg god til at svømme og han elskede det jo... Men hans forklaring om hvorfor han overvejede det valg, gav mening. Musikken var jo hans et og alt og det han elskede at lave. Han var ikke til at komme i kontakt med overhoved når han først fordybede sig i det på den ene eller anden måde.

''Hvis du bedst kan lide musikken, så det vel den vej... Det er jo heller ikke fordi det er hel værst at hører på når du spiller. Men''

Hun trak lidt på det, overvejede hvordan hun kunne spørge lettest. Det var vel lettest bare at spørge direkte, så det tog ikke lang tid.

'', kan din far virkelig bestemme om du skal eller ej?''

Det var ikke for at snage i Marius familie liv, for hende virkede det bare så fremmet at forældre skulle gå ind og se skævt til ens valg. Eller ihvertfald de to ting Marius stod og kunne vælge imellem. Elite svømmer eller Musiker. Det var jo langt fra pest eller kolera. Det var jo ikke fordi han stod imellem valget at tage en eller anden gennemsnitlig uddannelse eller leve som en hippie på gaden med en guitar i hånden og en joint i mundvigen. Hun kunne svare på hans spørgsmål om hendes ferie bagefter, det var alligevel bare kedeligt.

[Marius Emil Lundqvist]

Marius kunne tydeligt se, hvor meget det kom bag på Amanda, hvad han sagde. Det fik ham et kort øjeblik til at ønske, at han ikke havde sagt det - mest, fordi han så, hvordan Amanda et kort øjeblik efter at have rykket sig i stolen af overraskelse, skar ansigt af smerte over håndleddet. Han gav hendes skulder et beroligende klem, mens han så hende i øjnene med et eftertænksomt glimt i sine egne.

"Hvis du bedst kan lide musikken, så er det vel den vej... Det er jo heller ikke fordi det er hel værst at hører på når du spiller."
"Ikke helt værst?" spurgte Marius med et hævet øjenbryn og kunne ikke lade være med at grine. Marius vidste godt, at Amandas forstand på musik var minimal i forehold til hans egen, og hun så helt opgivende på ham, når han begyndte at spille et par takter og derefter spurgte, hvad hun mente om hans trioler og ottendedels-pauser bestemte steder i takten.

Marius trak bare på skuldrene ved hendes spørgsmål og så lidt stift frem for sig.
"Jeg ved det ikke," sagde han med et suk - Marius' stemme var flad og monoton. Han så lidt modløst på hende og sagde: "Det er ikke engang, fordi nogle af levevejene er særlig stabile, og hvis jeg kunne magte det, havde jeg også valgt begge dele. Men måske må jeg bare begrænse svømning til en hobby, der hjælper mig til at se skidegodt ud -" Marius slog ud med hånden som for at sige, at det var en dårlig joke, for selvfølgelig så han ikke en skid godt ud i forehold til andre. David, bare for at nævne én. Han fortsatte med et skævt smil: "- eller bare holde på formerne. Men jeg ved sgu ikke med min far ... Han er bare ... Han er bare, som han er."

Det lignede ikke Marius at komme med halve, afbrudte sætninger, og han vidste, at Amanda var klar over det - hun, om nogen, kendte hans ordkløveri og veltalenhed, fordi han tit måtte rette hendes danskstile, hvis hun til gengæld hjalp ham med noget andet eller bare tvang ham til at smage på ét eller andet lækkert, hun havde prøvet at eksperimentere med i køkkenet. Marius bandede indvendigt.

[Amanda Dagmar Carstensen]

Amanda skubbede blidt til ham, med skulderen, da han lo af hendes ordvalg omkring hans musiske talent. Han vidste jo godt at hun syntes han var pisse dygtigt, men han levede sin egen verden i det og var ekstrem perfektionist omkring det, så at rose ham til skyerne fik man alligevel ikke noget ud af. Hun kunne jo heller ikke hører fejl eller små skæve toner, det var bestemt ikke hendes talent. Ellers havde hun jo nok taget musik linjen ligesom Marius. Nej, så havde hun sgu langt lettere ved at forklare om Ribosomer, Mitokondrier og RNA, end at forstå alt det med takter og noder.

''Plejer man ikke altid at sige sådan noget med 'Du kan gøre hvad du virkelig vil' og al det fis der... Han er vel bare bekymret for om du bliver til noget''

Der lå nok lidt mere i det. Ej, ikke lidt, men meget for Marius virkede fraværende når han snakkede om sin far. Han var ikke typen der stoppede midt i sætninger eller ikke lige vidste hvad han skulle sige. Hun pillede fraværende i posen mens hun så op ham, nysgerrig efter hvad de forgik inde i hoved på ham, men ville ikke spørge af princip.

''Men du kunne måske prøve at fokusere på musikken i år og så.. Ja, hvis du ikke kan nøjes med det kun, så kan du jo.. Nej jeg ved ikke rigtig''

Han havde jo selv sagt at han ikke kunne magte begge dele. Sikke alvorlige de pludselige blev.

''Men hvis det er overtager jeg da gerne et af dine talenter.... Jeg kunne sagtens se mig selv i en badehætte og dykkerbri - nej svømmebriller og..''

Længere nåede hun ikke før en mand i 30'erne, med tætklippede skægstuppe kaldte hendes navn. Det var lægen der var klar til at tage imod hende. Hun så tilbage på Marius efter at havde set hvem der kaldte hendes navn.

''Vil du med ind eller bliver du bare her?''

Hvis han ikke gad med ind, gjorde det hende ikke noget. Hun kendte proceduren og det var jo ikke ligefrem for at sidde og holde i hånd med ham fordi hun skulle stikkes og alt muligt. Og det var jo nok heller ikke skide sjovt al det her ventetids noget hos lægen for ham. Alligevel var hun taknemmelig for han gad med.

[Marius Emil Lundqvist]

"Måske," medgav Marius lidt modvilligt, da Amanda sagde, at hans far nok bare var bekymret. Hun havde sikkert ret - sønnen, der altid syntes, at faderens synspunkter var en kende firkantede, var vel et klassisk eksempel på en familiestridighed. Netop dét, at den erkendelse havde berørt Marius' sindelag, irriterede ham grænseløst. Det var ikke meningen, at man konstant skulle analysere sig selv, når man stadig var midt i sine ædle teenageår. Men Marius gengældte Amandas forsøg på at muntre ham op med et glad smil, for det betød en del for ham, at hun bare var, som hun var og prøvede at gøre tingene mindre snørklede for ham.

"Åh, ja, du vil også være køn i vandet - som en lille sild," grinede Marius og rejste sig, da lægen kom hen imod dem. Det var måske en lidt ærgerlig måde at blive afbrudt på, men Marius tog det med filosofisk ro. De kunne altid sidde og tude i hinandens skød, når de blev fulde - ha, som om.

"Selvfølgelig skal jeg med," sagde Marius lavmælt til hende, og de smuttede begge ind ad døren, som lægen guidede dem hen til. Marius fik lyst til at grine lidt af, hvor malplacerede lægens briller med de alt for store glas, virkede - da et mere moderne, sort stæld ville have prydet hans lidt brede ansigt med de små rynker omkring øjnene langt bedre. Marius kunne godt lide, at lægens blik var nøgternt og lidt beregnende.

((Xazal overtager lige NPC-lægen for en stund.))

"Erik Fransen," præsenterede lægen sig kort og gav hånd til Marius. Han undlod at give Amanda hånden, da hans blik faldt på arrangementet. "Nåh," lød hans stemme, der var dyb og havde en tør klang, som ligesom aldrig nåede helt ud i rummet, men kun begrænsede sig til de ører, den talte til. Den var kontrolleret og velafbalanceret, men også lidt skarp. "Lad os så se, om din unge ven kan tåle synet af, hvad du end har haft gang i."

Marius så til fra sin plads stående ved Amandas stol med armene ned langs siden, mens lægen - Erik, kunne han vel lige så godt kalde ham - fik Amanda til at læne sig frem over bordet og hvile hånden på bordpladen med ærteposen og hele svineriet.
"Rutineret," mumlede lægen frem for sig og lød, som om han morede sig. Marius så ærteposen blive fjernet og fik nu helt udsyn til håndleddet, der havde fået langt mere kulør, end da han så det ovre på skolen. Marius undertrykte et hvæs ved at bide tænderne sammen.
'Holy crap, Amanda, what the fuck have you done?' tænkte Marius forfærdet og lod blikket dvæle ved hendes hånd.

((Tenner - du får liiige bolden; Amanda er uforudsigelig... og desuden er vi nødt til at få det her juks til at fylde, så det tager lidt lang tid, før vi er tilbage på skolen igen. Om ikke andet må vi holde en pause, mens vi får livet til at drøne videre på skolen. XD))

[Amanda Dagmar Carstensen]

Amanda rullede med øjnene som om hun syntes det var skide irriterende at han tog det som en selvfølge, at han skulle med. Men hun blødede det op med et grin til ham og satte sig på stolen lægen, Erik Fransen, henviste hende til. Lige ved siden af hans skrivebord så han kunne skrive ting og sager ned på sin computer. Hvor det nok ville blive sendt videre til hendes egen læge der hjemme, eller noget i den stil. Han bad hende ligge hånden på skrivebordet og hun måtte bide sig i læben for ikke at sidde og ømme sig som en eller anden tøs. Erik kiggede undersøgende på hånden, trykkede forskellige steder og bad hende forsøge at bevæge hånden. Det gjorde sindsygt ondt og hun måtte opgive at prøve. Lort, lort, lort. Lægen spurgte hende hvordan det var sket og havde det gjordt mindre ondt var hun nok kommet op med et eller andet fiks svar. Men hun lod være. Kunne ikke komme op med noget. Havde bare lyst til at sparke til et eller andet i sin vrede over at hun altid skulle være så pisse uheldig.

''Jeg snublede bare, på det våde græs''

Hånden begyndte hurtigt at dunke igen efter at isposen var væk. Hun den raske hånd glide gennem det lyse hår med et suk, tydeligvis irriterede over situationen. Tag dig sammen Amanda, du får ikke noget ud af at være vred, tænkte hun for sig selv.

''Hvis den skal i gips skal den fandme have en flot farve, gipsen''

Mumlede hun og så på sin hånd. Det var henvendt mod Marius.


((Det i orden Xazal, både til at du lige tager over NPC'en og at du lige giver mig bolden haha xD Hendes håndled er nok højst sandsynligt brækket og hvis han sender hende videre til rynken undersøgelse, så kan vi sagtens fylde tiden ud xD))

[Marius Emil Lundqvist]

"Ja, så'n noget kan jo ske for enhver," sagde lægen kort og så op i loftet, som om han forbandede én eller anden. Marius fandt hans alt for store øjne i brilleglassene uhyre morsomme at betragte, og en lille lyd som en fnysende latter, undslap ham, men Marius nåede at standse sig selv i tide. Marius fulgte derefter optrinnet uden at stille spørgsmål eller på anden vis give en lyd fra sig. Det var kun alt for tydeligt for ham, at Amanda var vred og undertrykte den med al sin viljestyrke.

"Jeg kan godt dekorere den for dig," sagde Marius tørt uden skyggen af et smil. Han tænkte flygtigt, at det måske ville have været David, som stod her nu, hvis Amanda havde kunnet nænne at spørge sin kæreste - sin eks-kæreste. Men intet i Marius' blik udtrykte, hvad han tænkte - han så bare på Amandas håndled med et medlidende, opgivende udtryk. Han lagde sin ene slanke hånd på Amandas skulder - den skulder, der var modsat den arm med et tilsyneladende brækket håndled. Marius kunne mærke på Amanda, at hun ligesom ham havde opgivet alt håb om, at den bare var forstuvet.

"Jeg tror," begyndte lægen efter at have indtastet noget på sin pc, "ja, jeg tror såmænd, at vi ikke kan komme udenom en røntgenundersøgelse." Igen den tørre, konstaterende stemme. "Men det skal du nok hitte ud af, Amanda," sagde lægen i et tydeligt forsøg på at opmuntre både hende og marius, men stemmen var lige så flad og konstaterende som altid.

"Røv og nøgler," mumlede Marius og brugte ét af sin fars udtryk, som han normalt aldrig tog i sin mund. Det var ikke, fordi han helst så sig fri for at følge Amanda så langt - det var bare dét, at tøsen skulle døje med alt det bøvl med en brækket arm, skolen, kammeraterne og alting på én gang.

"Ja, nu skal I se ..." Erik printede et papir ud til dem med henvisning til skadestuen, som han rakte mod Marius, "... det her kan din charmerende ven få lov at holde - det må sandelig påstås, at han har mere frie hænder end dig." Marius hørte for første gang lægen slå en kort latter op. Selv trak Marius bare på skuldrene og sendte Amanda elevatorblikket - bare for at pirke lidt til hendes følelse af hjælpeløshed, som lægen lige havde forværret. Marius sendte hende et hurtigt, lille smil for at vise, at han som altid lavede sjov med hende.

"Let's go, girl," sagde Marius muntert og trak Amanda op at stå.
"Et øjeblik," sagde Erik og kom hen til dem med et stykke hvidt stof, som han lavede en hurtig slynge af og lod Amanda hvile armen i den, "det kan holde, til I når frem. Det vil være for tidligt at forbinde noget som helst nu, men nu kan hun i det mindste slappe lidt af i skuldrene." Erik sendte Amanda et irettesættende blik for at få hende til at sænke de anspændte skuldre.

((Okay, jeg kender ikke proceduren - men det er også bare noget, vi leger... XD))

[Amanda Dagmar Carstensen]

Amanda nikkede kort, for nu havde Marius fået jobbet som dekoratør hvis hun fik den i gips. Eller det var nok mere når hun fik den i gips. Det var beroligende da Marius lagde en hånd på hendes skulder, selv om det på samme tid også var irriterende at blive pylret sådan om. Hun var ikke ved at dø og hun havde prøvet det der var værre. Den gang hun var mindre var hun faldet ned af et træ og havde brækket skinne benet, fordi Thomas havde lokket hende op selv om hun ikke havde ville til at starte med. Det var de kedeligeste 6 eller 7 uger, hvor hun intet kunne lave og selv om det var mange år siden nu så kunne hun stadig mærke smerten da det skete. Thomas havde nærmest stor tudet da det skete, som om hun aldrig ville komme til at gå igen og til sidst havde hun bedt ham holde mund, på trods af at han havde været 12 og hun selv kun var 10 den gang.

Da Marius tydeligvis lavede sjov med hende ved at kører med på medlidenhedsvognen et øjeblik rakte hun bare tunge til ham. Hun ville da sagtens kunne tage papiret selv, så hjælpeløs var hun da ikke. Men hvis det skulle være på den måde kunne hun bare kører med. På en måde.

''Han er ikke min ven, han er bare min personlige butler''

Hun rejste sig og skulle til at følge med Marius ud af lægeværelset da Erik fandt en slynge frem. Det var tydeligt hvad hun tænkte. Hun behøvede ikke nogen slynge, der bare fik hende til at ligne en der havde været ude for en større ulykke. Men hun fik ikke noget valg og med et suk sænkede hun skulderne, fra Eriks blik.

''Hvor hårdt...''

Sukkede hun. Det her skulle bare overståes.

((haha du kender da proceduren rimelig godt xD eller det virker det ihvertfald til..))

[Marius Emil Lundqvist]

Lægen så bare fra den ene til den anden med slet skjult morskab - Marius troede ikke, at den mand nogensinde ville more sig, men glimtet i hans øjne havde ændret sig lidt fra det nøgterne overblik. Marius trak på skuldrene.

"Altid til Deres disposition, Madame - skal vi gå?" Marius skjulte et smil bag hånden, da han gik mod døren. Han vidste, at Amanda fulgte med, så han kastede kun et enkelt blik tilbage for at se på lægen og for at ønske ham en god dag.

"Jam', i lige måde, da," sagde lægen med et lille fnys. Erik - det var Erik, han hed; det måtte marius se at vænne sig til. Der var altid noget ved læger, der gjorde, at Marius ikke gad kalde dem ved navn - måske bare Doc ville være fint, eller Løjtnant... whatever. I hvert fald kaldte han ikke den lokale læge, hvor han boede, for Elmer - men det var måske mere på grund af selve navnet og ikke mandens job.

((Vi fortsætter til Århus i denne tråd, right? Så vi kan bare omdøbe titlen til "Vagtlægen i Lyngvig og turen til Århus..." - som en virkelig elendig titel på en bog, men hva' pokker...
Jeg er ikke sikker på proceduren - jeg har kun forstuvet noget, og dér kom jeg bare til skadestuen og ikke en lokal vagtlæge, fordi Kalundborg ikke var helt ude, hvor kraverne vender.))

[Amanda Dagmar Carstensen]

''Lad os''

Amanda fulgte Marius med ud af læge rummet og fik lige kastet en hilsen tilbage til Erik med en mumlen. Hvorfor lægen havde kigget på dem begge og set ud som om han morede sig, gad hun ikke bekymre sig om. Da de kom ud fra lægehuset lagde hun sin arm om hans, for at holde sig fra at hive den dumme slynge af armen.

''Det noget lort hvis den skal i gips...''

Det var noget lort, men så smilede hun og skubbede irritationen over hele situationen væk fra sig.

''Så får du den slet ikke i et glas jo... Jeg håber ikke du begynder at græde og alt muligt. Du havde trods alt lige fundet på en god historie.''

De skulle hele vejen til Århus nu, for at komme på skadestuen. Det skulle jo nødigt blive nemt for hende. Intet, for så ville livet jo ikke være sjovt... Lort.

[Marius Emil Lundqvist]

"Det er noget lort," medgav Marius dystert og forlod lægehuset sammen med hende. Hun gik med en arm om hans, og Marius tænkte ikke videre over det - det var hyggeligt nok. Men Amanda lod ham ikke dvæle ved den dystre stemning særlig længe, for hun beklagede sig højlydt over, at hendes hånd ikke ville komme til at stå til skue i et glas alligevel. Marius gjorde et kast med hovedet, så hans pandehår røg væk fra øjnene og smilede kort.

"Du må love mig din hånd en anden dag, ikke?"

Marius smilede af ordspillet. Det var et kækt, charmerende smil. Mand, hans humor var dårlig! De stod nu ved busstoppestedet, og Marius kunne konstatere: "Der er 8 minutter - vi er pisseheldige, mand." Marius fnøs og skubbede Amanda ned på bænken, som om det var hendes ben, der var noget galt med.

"Ved du hvad, Amanda? Lad os få noget godt at spise bagefter - når vi alligevel er i Århus." Det var typisk Marius at bringe mad på banen. Men de ville ikke nå at få frokost, så hvem kunne bebrejde ham det? "Og det skal være med kniv og gaffel og det hele," grinede Marius og kastede et sigende blik på hendes skadede håndled, "og så skal jeg nok made dig." Det var nu ikke så slemt, at han ikke fandt det morsomt; det var rart, at Amanda bare bed det hele i sig og ikke pev hysterisk - også, selvom hysteriske piger var lettere at håndtere nogle gange.