Frokost første skoledag

[Amanda Dagmar Carstensen]

Amanda kiggede ned på gipsen hvor Marius fingre prikkede på det præg han havde sat. Hun kunne ikke lade være med at smile af det og hans ord. Altid den sjove, charmerende og alligevel en kende alvorlige Marius der ville muntre hende op. Han opfangede de mindste ting ved hende og hun havde da også været irriterende mut idag. Det var jo ikke meningen på nogen måde.

''Jaah men nu skal jeg fortælle en hemmelighed om Marius'' Fnes Amanda ''Han har en stor forbi for fravær så jeg måtte jo forsikre ham om, at et heltekvad på min gips måtte sænke hans fravær.''

Selvfølgelig var det ikke nogen hemmelighed at Marius var lidt af en stræber type med hensyn til skolen, og hun tvivlede stærkt på at det ville påvirke ham det mindste det hun sagde. Ihvertfald ikke i en dårlig retning. Frida spurgte dem til deres valgfag, som en selvfølge af Jonathans tale.

''Har valgt Madlavning og så fik ham der mig til at overveje musik meget kraftig''

Hun nikkede med hoved mod Marius. Amanda havde nok allerede valgt musik, når nu Marius havde bedt hende og tilbudt at lærer hende lidt mere.

[Jonathan Bailey Smith]

Jonathan forlod mikrofonen igen forholdsvis hurtigt. Folk havde egentlig været okay pæne til at lytte. Det plejede de jo også. De fleste. Så han forlod stedet og gik tilbage til det bord han havde siddet ved før. Han krøllede sin seddel sammen og puttede den i lommen. Så gik han om til Anton og Selma og gav hende et stort knus fra siden. Larmen var vendt tilbage til spisesalen så han hviskede ind i hendes øre.

"Må vi så hører om den der kæreste du har fundet dig, babe?"

[Marius Emil Lundqvist]

Marius spekulerede ikke meget over Fridas ord, selvom det alligevel føltes lidt, som om hun snappede af ham, da hun forsikrede ham om, at en tur til skadestuen ikke var noget at tale om i forehold til fraværsprocenten. Han så bare muntert på Frida efter Jonathans tale uden det mindste tegn på at være plaget - desuden havde Amanda forklaret hans forhold til fraværet med et lille fnis, da han prikkede på sin fine tegning.

Marius pressede læberne sammen, da han kunne mærke latteren fra tidligere røre på sig i maven, da Amanda informerede Frida om, hvad hun havde valgt. "Altså," begyndte Marius, halvt irriteret på sig selv over, at han startede en sætning med 'altså', "havde det ikke været, fordi jeg i forvejen følger dig i hælene som en skødehund, så havde jeg også valgt madlavning - bare for at se, hvor galt det kan gå."

Marius lod alligevel en lavmæl, munter latter undslippe sig, før han fangede Fridas blik og sagde: "Jeg har valgt alt, der har at gøre med musik. Jeg overvejer stadigvæk almen sport, så jeg kan opbruge al min energi én dag om ugen og plage jer mindre resten af ugen."

Hvilket sikkert var en lodret løgn, mente Marius, der for det meste altid havde alt for meget energi i kroppen, som han for det meste brændte af ved flygelet, udenfor, hvor han løb, eller når han fangede Amanda på gangene.

"Hvad har du valgt, Frida?" spurgte Marius nysgerrigt og så interesseret på pigen overfor sig.

[Nishay M. Asran]

//Intræder i tråd (okay, skal nok sætte hende i spil igen, men ... Ja.)

Nishay faldt i snak med den nye dansklærer efter lektionen, inden frokost. Hun var vildt sød, og Nishay var blevet helt bidt af faget. Det var SÅ meget mere spændende end i folkeskolen. Det var ikke for at være stræberagtig, eller noget, men pludselig havde Nishay bare spurgt Pia, om der fandtes andre bøger end chicklit, som hun kunne gå i gang med. Nishay kendte ikke så mange forfattere, og Lærke havde virkelig givet hende en form for læselyst, som Nishay kun havde oplevet et par gange tidligere. Nishay havde siddet og snakket længe med Pia om bøger, om København og - ja, faktisk også om hendes storebror Vahid. Hvor meget han plagede hende ind i mellem og sådan. Det kunne godt være, at Vahid ikke var hendes største problem lige nu, men det havde hjulpet at tale med Pia ... bare om ét eller andet, som kunne få hende til at få afløb for nogle af de ting, der havde hobet sig op hos hende i løbet af de sidste 4 dages tid.

Den nøgne fyr hos Selma. Den venlige homo, hvis cardigan hun stadig havde. Grillfesten, hvor hun havde lært så mange mennesker at kende. Ydmygelserne. De nye vaner. At være langt fra København. At miljøet her var så markant anderledes fra Nørrebros, at hun følte, hun var i et fremmed land.

Nishay styrtede ind i spisesalen med fletningen daskende ned ad ryggen. Hun fløj forpustet gennem spisesalen, netop som en fyr forlod mikrofonen midt i spisesalen.

"Oh, crap, mand," mumlede hun åndeløst, da hun nåede frem til den næsten tomme buffet. Hun var gået glip af noget info. Øv. Nishay lagde et stykke rugbrød med ost på sin tallerken og tog hurtigt et æble, før hun trippede hen til 1. G'ernes bord med blussende kinder. Hun satte sig ned uden at se, hvem hun satte sig i nærheden af, selvom hun faktisk ikke gad sidde alene. Derfor blev hun lidt lettet, da hun så Lærke i nærheden - og én eller anden fyr, hvis runde ansigt fik ham til at virke ret nuttet.

[Theo Hedegaard]

Theo kneb øjnene lidt sammen. Han syntes at have set et eller andet løbe over Lærkes ansigt meget hastigt. Han kunne ikke rigtig bestemme sig for hvad det var, overraskelse eller noget i den retning var hans bedste bud. Men det var nu heller ikke spor tydeligt. Det var vel på grund af hans emneskift. Så Lærke troede måske at det var fordi det gjorde ondt på ham, at han havde valgt at snakke om noget andet. Han kunne ikke lade være med at slippe et lille undertrykt smil ud. Hun måtte vel tro hvad hun ville den stædig pige.

Og for at det ikke skulle være løgn brugte hun tegneserie superhelte for at beskrive sin sportiness. Denne gang prøvede han ikke engang at undertrykke det smil der bredte sig på hans ansigt. Det morede ham nu noget, at hun skulle referere til det der var omend ikke hans største hobby, så en meget stor en. Det var ikke fordi han havde læst eller set meget med Catwoman, men man skulle da være et skarn for ikke at vide noget om hende, om ikke andet gueststarrede hun jo tit i Batman, en af hans personlige favoritter. Han havde specielt en forkærlighed for de helt gamle serier med ham og de helt nye film. Daredevil derimod, var han noget fascineret af. Det var måske det med blindheden og de andre forhøjede sanser, men han syntes i hvert fald ret godt om den Marvel-karakter.

Han sendte Lærke et blik med løftet øjenbryn og blev enig med sig selv at nok hverken var katteligheden, stjæletrangen og radioaktiv 'mutation' der var hendes mening med sammenligningen. Det måtte betyde at hun kunne lide at rende rundt i byen og hoppe fra tag til tag. Parkour? Det var det tætteste han kunne komme på noget i stil med det den slags superhelte altid gjorde.

Hun spurgte til ham, om han var til sport. Hans tanker blev ledt tilbage til der hvor de havde været lige da han havde skiftet emne.
"Altså... Jeg gik til gymnastik tidligere. Springgymnastik. Og jeg kunne egentlig meget godt lide det. Det er så rart at få noget energi ud på den måde," bemærkede han og mødte Lærkes øjne. Han ville vædde med at det var det hun gjorde når hun dyrkede sport, fik noget af al den der indestængte og uforløste energi som hun tydeligvis sad med lige nu. Han åbnede munden for at sige noget mere, men blev afbrudt af et øresønderrivende pift der blev bredt ud i rummet af nogle højtalere. Han kiggede op og så Jonathan, hans værelseskammerat som han knap havde snakket med endnu, stå med mikrofonen.

"Sådan kan man da også få folks opmærksomhed," mumlede han mest for sig selv. Han kunne måske godt lyde irriteret, men han havde allerede, ud fra den snævre viden og førstehåndsindtryk han havde fået af ham, bestemt sig for at han syntes godt om Jonathan.
Han lyttede interesseret efter da der blev fortalt kort om valgfagene skolen tilbød og spidsede specielt ører ved det sidste. Altså ikke det med den irriterende englænder, men det omkring en filmklub. Det lød da helt bestemt interessant. Han kunne ikke gøre for det, men han var en sucker for film, gode film, men også nogle gange de der lidt ligegyldige film. Hvis der ikke var andet at se. Men allerhelst gode film. Han måtte hellere slå et slag forbi den famøse opslagstavle før timen efter frokosten.

[Lærke]

Lærke så på Theos ansigt der åbenlyst tog det ind hun sagde. Som om at hver sætning blev analyseret og så kom ud via hans ansigt i følelser. Det var som Aske. Han skjulte intet af det hant ænkte, hvilket nok var derfor hun var blevet lige modsat. Ikke at hun gav sin bror skylden, men Lærke var bare ikke som sin populærer bror, selv om hun godt vidste hun så uendeligt meget op til ham og så ham som sin gud. Hvilket var noget de fleste bemærkede. Alle var derfor også blevet overrasket over Lærkes tidlige beslutning om Lyngvig.

Springgymnastik. Lærke hørte en indre stemme fortælle hende at det var for bøsser, det samme som de mandlige cheerleader medlemmer, de var der for at holde kvinderne når de sprang. På den anden side kendte hun mange springere, som bestemt ikke var til den side. Og alle ting var vel for homo'er.
En fyr som hun ikke vidste hvem var tog mikrofonen og fortalte absolut intet nyttigt om valgfagene. Han listede dem ikke engang op. Fair nok at nogen behøvede en påmindelse og det med filmklubben var jo også helt legitimt, men helt ærligt så var der jo ingen grund til at han skulle sige det. Han vidste sig jo bare selv frem og skulle lige fremhæve at han åbenbart ikke var dansk. So fucking what?
Men Lærke lyttede. Hun havde nu ingen planer om at være med i den filmklub. Det kom ikke an på klubben det kom an på filmen og hun ville ikke binde sig til at komme for at se 'PS. I love you'. Eller '27 bryllupper' som for hende var langt være. Det var bare en anden måde at dø på

Hun vendte ikke tilbage til det Theo sagde, mest fordi han ikke så på hende igen, men også fordi hun ikke var enig med hende. Hun følte ikke hun havde energi der skulle bruges på den led. Det var noget andet der trak i hende i forhold til den vedholdende sport, hun bare ikke kunne slippe. Måske var det blevet en vane. Måske fordi det var det eneste tidspunkt hun lod sin krop bare føle. Den skulle reagere og tænke selv, hvor hun ikke kontrollerede den fuldt ud, men stolede på sine instinkter.
Og så det faktum at Nishay satte sig stort set ved siden af. Pigen så lidt fortravlet og forvirret ud. Ikke genert. Ikke længere. Men det ville nok komme. Sådan havde Lærke det og hvis hun kaldte på Nishay kunne det være at de to vilel tale sammen og så kunne hun bare lytte. Eller spise sin mad. I fred.

"Nishay," sagde hun højt nok til at det kunne høres gennemd en larm der allerede var begyndt efter 'den irriterende englænder' var forsvundet fra scenen. Ja han var faktisk fucking irriterende. Med sit smørrede grin og sit gennemtrængende pift og sin forventen om at folk bare ville lukke kæften for hans charme.

"Det' Theo," sagde Lærke fordi hun ikke anede hvad hun ellers skulel sige så pigen rykkede tættere på dem. "Nishay og jeg bor på værelse sammen." Hun snøftede. Fucking lorte pis sø. Stak en laddet gaffel i munden så andre kunne snakke. Hilse. Hvad fanden man nu sagde.

[Anton Sommer Engström]

Da John kom tilbage fra sin lille tale og stillede sig hen til ham og Selma, kvitterede han grinende med et dummeslag på drenges brune kortklippede hoved.
"It might be the worst microphone, but there's no sense in wrecking the bloody thing anyway. And our ears." Han rystede opgivende på hovedet. Folk der ikke havde med musik at gøre, overvejede sjældent konsekvenserne ved at banke på mikrofonerne, eller pifte ind i dem. Godt nok, var det en rimelig lortet mikrofon, så på det plan kunne det være ligegyldigt, men han ville da personligt også gerne kunne høre på begge ører om 5 år og om 10 år også. Det havde ikke ligefrem været en behagelig lyd.

"Ja, Sellie, ud med sproget" istemte han Johns udspørgen om Noah. Han prikkede hende drillende i siden, når hun nu sad på hans skød. Egentlig vidste han ikke hvad han forventede hun skulle sige, der var sjældent så meget at sige i de situationer, men det virkede bare som om hun gerne ville have deres nysgerrighed og interesse, hvilket på sin vis også var forståeligt nok. Han ville bare ikke vide for meget, når han skulle dele værelse med fyren. Og han havde stadig ikke besluttet om han troede der var noget hjerne og menneske bag Noahs facade, men det ville han vel tids nok finde ud af. Så længe han behandlede Selma ordentligt, så var Anton tilfreds. Hvis han så tilmed ville hjælpe med til at give tøsen noget selvværd og fortælle hende at hun ikke skulle være så tynd, ville han helt bestemt stige i graderne. Det så virkelig ikke så godt ud efter hun kom tilbage fra sommerferie. Han havde ellers gjort et stort stykke arbejde før ferien - hver gang de skulle ud af løbe sammen kostede det hende et eller andet måltid, som hun skulle spise og hvor hun ikke lige måtte smutte på toilettet osv. bagefter for at komme af med det. Han vidste godt, at det ikke forhindrede hende i at motionere som en gal uden ham, men et eller andet måtte det havde betydet for hende, for hun kom da tit til ham alligevel og hun var også begyndt at se næsten menneskelig ud. Det var før sommerferien.. Han sukkede svagt ved tanken. Nogle gange virkede det sgu skide håbløst.

[Kristoffer Christian Nøjby]

Kristoffer var med vilje blevet siddet. Han mindedes at kunne huske nogle taler fra sidste år nemlig, så han ville ikke gå inden de var færdige. Det var uhøfligt. Og han ville også gerne være social. Og møde sine værelseskammerator. Og få pakket ud. Men det måtte vente, fordi han var nød til at være sammen med Clara nu. Og fortælle hende om de idéer han havde fået på turen og høre om hendes sommer. Han kunne alligevel ikke koncentrere sig om samtalen her.

Han skar ansigt da der blev piftet i microfonen og smilede så. Han kunne se alle dem han havde spillet med gennem tiden gøre det samme. Men det vidste John vel ikke. Han lyttede til valgfagene og mindede sig selv på at kigge på mulighederne senere. Han smilede til den blåhårede pige ved sin side og trak en kuglepen op af sin baglomme. Sådan en lille bitte en han altid rendte rundt med.

'Skal vi gå en tur?' Skrev han på servietten og klemte hendes hånd igen. Han regnede stærkt med at det ville hun gerne. Det gjorde de altid.

[Selma Åberg]

Selma mærkede i det øjeblik Sophia spurgte, at hendes kinder blev brændvarme. Det lignede hende da ikke at rødme på den måde, tænkte hun først, men hun rødmede egentlig ret ofte alligevel. Da i hvert fald når folk sådan spurgte ind til hendes love-life! Men egentlig elskede hun når de gjorde det. Hun elskede at de alle sammen kiggede interesseret på hende og ventede på hun svarede mens hun bare sad der på Annie. Dog svarede hun ikke til at starte med fordi Jonnah lige skulle sige et eller andet oppe ved mikrofonen. Og han var freaking lige ved at ødelægge Selmas ører plus brusk med den piften. Skide brite, mand. Hun skar ansigt til Annie og han gjorde det samme til hende. Da John kom tilbage overraskede han hende med et kram.

Både Annie og Jonnah pressede hende igen med at fortælle om Noah og hende, og hun ville da også hellere end gerne fortælle om det til dem alle sammen. Og så høre dem spørge mere ind til det. Hun smilede og vred sig lidt, da Anton kildede hende i siden. Jep, hun var mindst ligeså kilden som Jonathan, hvilket ikke sagde så lidt. Han fik spontant, men blidt klasket en flad hånd direkte på hans ansigt i farten.
Men hurtigt satte hun sig til rette og smilede rundt næsten lidt blufærdigt ved tanken om Noah og hende. Men egentlig havde hun intet problem med det, men det faldt hende bare ind at virke sådan lidt som om det var pinligt, for nu havde hun jo rødmet.

"Tja, der er jo kun gået nogle dage..." svarede hun lidt mumlende med latter i stemmen. Hendes blik fløj lidt rundt i luften da hun sagde det og hun slog blidt sine fingerspidser sammen.

Sophia overfor hende smilede svagt og løftede sine øjenbryn. Selma kunne godt lide hendes øjenbryn, tænkte hun med sig selv kort.

"... Og?" spurgte Sophia.

"Jamen vi har bare været lidt i byen og sådan... På Lyngkrattet... I ved, og vi snakkede... I fredags," fortsatte hun og smilede stort ved tanken, "Han er virkelig bare sød, og han har haft et mega spændende liv. Det er også bare mega fedt, for... Yeah, det gik jo ret stærkt, men alligevel virker det bare som om vi har været sammen mega længe, synes jeg. Vi forstår bare hinanden." Det var rigtigt, tænkte hun. Det var i hvert fald som om hun kunne sige en masse til ham, og han stoppede aldrig med at give hende komplimenter. Han stoppede aldrig med at se på hende som han gjorde. Med det der virkelig charmerende, lækre blik. Og så var han jo også bare ski-de lækker. Det var bare perfekt.

[Clara Fillipsen]

Clara bemærkede lige med det samme, at han skrev noget, da han slap hendes hånd og skrev. Kristoffer var venstrehåndet og måtte jo skrive med den. Hun kunne af samme grund ikke læse hvad han skrev fordi hans hånd dækkede det han skrev på servietten. Hun kiggede dog hele tiden på hans hånd mens han skrev. Han havde altid hadet, at han var venstrehåndet, men hun havde bare sagt at venstrehåndede ofte var mere intelligente end højrehåndede. I hvert fald var 20% af alle MENSA-medlemmer venstrehåndede, og når man tænkte på at kun 10% af alle mennesker i verden brugte venstre var det jo ret mange. Og ja, en af Claras professioner var paratviden.

Han løftede sin hånd, og hun så ud af øjenkrogen, at han kiggede på hende lige da hun læste. Hun ventede lidt med at nikke, men smilede bare. Selvfølgelig uden tænderne. Da hun kiggede op på ham nikkede hun endnu mere og trykkede hans hånd tilbage.
"Nu?" hviskede hun i hans øre stadig med et lille smil. Selvom de jo skrev sammen hele tiden var der stadig den der spænding i bare at give ham et kys. Den der hjertebanken, den der kraftige kilden i maven, den der rødmen og alt det der. Når de skrev sammen var det jo ikke helt det samme, det havde de vendet sig til. Men i virkeligheden var det bare så spændende endnu. Og de var endnu generte omkring det, selvom de var sammen i hele første g. Selvom de sneg sig ind hos hinanden om natten og havde gjort det en af gangene, i weekenden hvor de fleste var taget hjem. Men de var for generte, og de havde heller ikke brug for at gøre det hele tiden.

[Kristoffer Christian Nøjby]

Hendes stemme og åndedrag kildede mod hans kindben. Man var vel litterær og lidt poetisk. Så nikkede han bare og rejste sig fra bænken. Han greb Claras tallerken og gik over på plads med den. Nikkede lige diskret farvel til dem ved bordet der ikke lige var i snak, og ventede så på Clara ovre ved døren. Et drenget smil sprang frem på hans læber da han tog hendes hånd igen og smuttede stille ud af døren ud i den stille forhal.

Hans tasker var blevet flyttet derud. De havde åbenbart stået i vejen, men i hvert fald lod han de gammeldags sporttasker blive stående indtil videre. Han ville pakke op senere. Og de stod vel fint nok der. Så gik de udenfor og Kristoffer mærkede solen skinne ham i øjnene. Det havde han jo været vant til de sidste par måneder, så det var fint nok. Han kørte en hånd gennem håret for at få det væk fra øjnene og strejfede de små fletninger.

I stilhed bevægede de sig ned langs grusttien der efter et par kilometer førte ned til stranden. Stiltigende aftale. Det var bare hyggeligt. Det var altid lidt sådan i starten når de var sammen efter lang tid uden hinanden. Der blev ikke sagt så meget. De nød bare hinandens selvskab indtil tidens gang ikke tidllod det mere. Og han gned hendes hånd lidt med fingrene. Clara havde engang skrevet en novelle der foregik på lyngvig strand.

"Jeg har savnet dig," sagde han stille og kiggede ud over horisonden. "De farverige fugle i Afrika er ligesom ikke helt det samme."

[David Bundgaard]

''Hvad har du tænkt dig at vælge?'' hørte David spørge ham.
David kiggede op fra tallerkenen på sin ven med et betænksomt udtryk i panden først. Han trak et øjeblik øjenbrynene sammen inden han smilede.
"Det ved jeg ikke... Et eller andet nederen," svarede han. Igen var sagde han det der med det skulle være dårligt eller nederen. Ligesom han hade gjort med Pernille. Han vidste ikke helt hvorfor, han syntes bare det var sjovt. Og meningsløst.
Han havde lidt håbet på at Amanda ville reagere lidt voldsommere, men det var fint nok. Han havde jo set hendes lille reaktion. Den måde hun svagt spændte kroppen på og kiggede hurtigt væk. Det viste jo tydeligvis, at det gjorde hende irriteret eller forvirret. Nu sad hun et eller andet sted. Han kunne høre hendes stemme i nærheden, men han gad ikke kigge efter hende. Gad ikke engang at tænke på hende lige nu. Så han lod være og greb hurtigt ud efter noget andet at tænke på. Valgfag...

"Hvad med dig?"

((Det er ikke et mesterværk, men jeg trænger nok til der sker noget nyt D: ))

[Frida Jensen]

'Madlavning og selvforsyning'.. Der var Frida alligevel lidt for forkælet præstedatter til at have lyst til at bruge sin fritid på, at skulle ud og rode i jorden og hente gulerødder og passe geder og kaniner. Ikke at hun var direkte snobbet, eller bange for fysisk arbejde eller det at blive beskidt, men det sagde hende heller ikke noget. Hun var ikke særlig god til at lave mad. Hun havde valgt, at begynde at lave mere mad efter hun fik Viola. Ikke fordi hendes forældre ikke ville stå for det, men fordi hun synes det ville være mærkeligt, og hun ville gerne kunne klare alt omkring sin datter selv. Ingen skulle komme og sige, at hun var en doven ung mor, som ikke tog sig af sit barn. Men når Viola var ved Kim, eller hun var på skolen, lavede hun altså ikke mad selv. Så det fag ville hun ikke tage.
"Lyder spændende" smilede hun til Amanda.

Hun kunne ikke lade være med at rødme en lille smule, og blev nødt til at slå sit blik ned, da Marius betragtede hende før han svarede. Hun syntes det var pinligt, og håbede ikke at nogen opdagede det. Han havde bare sådan et fast og også.. spændende blik. Han lignede en person som havde god selvtillid og var tilfreds med sig selv. Musik, selvfølgelig! Musik og sport. Ligesom Anton fra 3. De to fyre mindede faktisk meget om hinanden, og begge ville hun gerne være venner med, men var ikke langt mere end bekendte. Hvis overhovedet.
"Det ville da være trist Marius, hvem skulle vi så grine ad?" grinede hun til hans overvejelser om at vælge sport. Ikke at hun normalt kom så meget i de kredse, der grinede ad ham, men hun vidste da, at folk synes han var sjov, at han altid var fuld af energi, og hun så da også tit ham og Amanda komme spurtende gennem gangene.

"Jeg har bare valgt drama. Men jeg overvejer lidt det med kørekort.." Hun blev jo 18 i år, så hun måtte gerne tage det nu. Men om hun havde brug for det, vidste hun ikke. Det var nok mere en drøm. Drømmen om frihed og selvstændighed.

Frida kiggede på det lommeur hun havde i en halskæde. Det var tid til at hun skulle få holdt den tale, så de kunne komme til dagens sidste to blokkes undervisning. Det var hendes opgave som præfekt. Hun sank en gang, hun var ikke vild med at tale offentligt, men på den anden side kunne det udvikle hendes selvtillid lidt. Håbede hun.
"Jeg må hellere.. jeg skal.. holde tale" smilede hun undskyldende til sine bordkammerater, før hun forlod dem og gik op mod scenen.

Oppe ved mikrofonen stod hun et øjeblik og trak vejret.
"Hej folkens" lagde hun ud, og håbede at folk ville være stille. Hun turde ikke pifte eller på anden måde gøre opmærksom på sig selv, for at få ro, ligesom Jonathan havde gjort, så hun ventede bare. Da der var blevet stille nok, sagde hun:
"Jeg håber I har spist en god frokost, for nu er der vist ikke mere tilbage. Inden vi går tilbage til undervisningen, er jeg blevet bedt om at stå for den kedelige tale." Folk begyndte igen at tale i krogene, og hun måtte lige puste ud et øjeblik, før hun kunne fortsætte. Der var jo altid nogle der talte, så hun skulle ikke tage det personligt. Det var jo nok heller ikke dem, hun henvendte sig til. Dem der ikke engang gad bruge 5 minutter på en tale, gad nok heller ikke sidde i elevråd.
"Først: Velkommen til jer nye. Jeg håber I får nogle gode år her på Lyngvig. Det er i hvert fald et fantastisk sted, hvis man selv involverer sig lidt. Jeg hedder Frida og går i 2.g. Jeg er det der hedder præfekt - en som skal holde lidt øje med om folk har det godt og overholder skolens regler, men også en som I kan komme til, hvis I har problemer I ikke vil tale med jeres lærere eller kammerater om. Vi er 7 præfekter, og I kan se en liste på elevrådets opslagstavle, så I ved hvem I skal komme til." Hun holdt en lille pause. Det gik bedre end hun troede. Hun skulle bare lige holde op med at se på sig selv udefra.
"Jeg er også i elevrådet, og det er hovedsageligt det jeg skal fortælle om. Alle kan melde sig til elevrådet, og det er en rigtig god chance for at få indflydelse på hvad der sker på skolen, og møde nogle nye mennesker. Lærerene og ledelsen lytter faktisk meget til os, og vi har en kæmpe medbestemmelse. Vi håber rigtig meget, at se nogle af jer fra 1.g også, både fordi I får en sjovere oplevelse på skolen og fordi det er vigtigt også at høre hvad de nye elever mener om skolen, både positivt og negativt. I skal ikke bare slå jer til tåls med hvordan tingene er, I må gerne være med til at forme skolen. Vi holder møde hver anden uge - der er kage - og det er ikke kedeligt, vi står nemlig også for skolens fester og at stå i bar og beslutter hvilke andre sjove og sociale aktiviteter der skal være. Så - meld jer. Listen hænger også på opslagstavlen. Første møde er på onsdag."
Pyyyh. Det gik ok. Der var endda nogle der grinede og nikkede, da hun nævnte kage. Kage kunne altid tiltrække nogle mennesker.

Men hun var desværre ikke færdig:
"Så skal vi også synge. Det er sådan, at vi normalt synger hver morgen efter morgenmaden, men da I skulle smides i søen i dag, måtte det blive nu i stedet. Vi synger alle mulige sange, og det hænger også en postkasse ved lærernes opslagstavle, hvor man kan lægge sangønsker i. Jeg ved ikke, om der er nogle internationale elever af jer nye, eller nogle der ikke er så gode til dansk endnu, men hvis der er, skal I altså prøve at synge med alligevel. Både fordi det er hyggeligt, og fordi man hurtigt bliver bedre til dansk - ligegyldigt om man har glemt det, eller lige har lært det. Det kan I spørge de ældre udenlandske elever om, de har haft deres hyr med de mærkelige danske ord. Det er vigtigt at alle synger med, ligegyldigt om I mener I kan synge eller ej. Det skaber ikke en god stemning, hvis nogle sidder og griner og ikke tager det seriøst. Det er vigtigt at respektere og støtte hinanden, så vi får et godt fællesskab. Vi bor her sammen, sidder her i nattøj og morgenhår, så kan vi altså også godt synge sammen alle sammen. Vi synger også tit sange på engelsk, men dagens sang er på dansk."

Hun fik øjenkontakt med musiklæreren Lone, som satte teksten op på lærredet. Heldigvis kunne Lone synge for, for det havde Frida altså nægtet. Det var alt for meget offentlig opvisning på én dag, og derudover kunne hun slet ikke synge.

"Sangen er godt nok en forårssang, men lærerne har besluttet at vi skal synge den nu i august alligevel. Hver gang vi synger, er det vigtigt at man lytter til teksten og tager den til sig og overvejer betydningen, for det er ikke for sjov de er valgt.
Den er skrevet af Jens Rosendal og hedder: 'Du kom med alt det der var dig' og handler om livet og kærligheden vi står over for. Lad os gøre dette ophold til noget vi altid vil huske - positivt - i resten af vores liv. Det var det."
Hun fik afsluttet lidt kejtet. Det var lidt svært at afslutte på en pæn måde, det var altid akavet. Men hun var lettet, da hun kunne gå ned på sin plads igen. På vej tilbage til bordet opdagede hun først talepapiret som hun havde krummet sammen i hånden og slet ikke fået brugt. Hun smilede for sig selv. Hun havde fået et kæmpe adrenalinkick.
Det var gået langt bedre end hun havde frygtet. Det eneste hun var lidt bekymret for, var om hun havde været lidt for meget mor og præfekt og lidt for lidt ung og én man gerne ville være venner med. Men det var altså ikke hende, der havde bestemt hvad hun skulle sige. Så det var der ikke noget at gøre ved. Hun håbede bare sådan, at hun ville få en ny bedste veninde i år. Gerne både venner og veninder, hun ville gerne have at Lyngvig blev de bedste år i hendes liv.

Hun satte sig ned, og Lone spillede forspil på klaveret og startede sangen. Næsten alle fulgte efter. 2.- og 3.g'erne var jo blevet vant til, at det gjorde man bare, men nogle af 1.g'erne kæmpede med deres uvilje og usikkerhed kunne hun se. De fleste mumlede dog med. Det skulle nok komme. Frida elskede når de sang sammen. Den måde alle deres stemmer blev til én stor, samtidig med, at man godt kunne høre deres individuelle finurligheder. Det var ligesom med skolen generelt. De var en stor levende organisme, en familie, men de var samtidig enkeltpersoner, der var ved at blive voksne.
Hun kunne specielt høre Antons stemme i mængden. Ikke fordi han sang overdøvende højt, men fordi man var blevet så vant til hans stemme og hun synes han sang så godt. Der var også flere andre som skilte sig ud, og hun nød at høre på dem, mens hun selv sang med lidt svagere.

"Du kom med alt det der var dig
og sprængte hver en spærret vej
og hvilket forår blev det!
Det år, da alt blev stærkt og klart
og vildt og fyldt med tøbrudsfart
og alting råbte: lev det!

Jeg stormede ud og købte øl
ja, vinterens gamle, stive føl
for ud på grønne enge
og du blev varm og lys og fuld
og håret vat det pure guld
som solen - skjult for længe.

Og blomster åbnede sig og så
at nu blev himlen stor og blå
og stunden født til glæde
Din næve var så varm og god
og du blev smuk og fuld af mod
så smuk, jeg måtte græde.

Vorherre selv bød ind til fest
og kyssede hver benovet gæst
i kærlighedens sale
med øjne, undrende og blå
vi bare så og så og så
og slugte livets tale:

At livet det er livet værd
på trods af tvivl og stort besvær
på trods af det der smerter,
og kærligheden er og blir
og hvad end hele verden si'r,
så har den vore hjerter."

[Eva Lund Jensen]

Eva havde ikke lyst til at svare på Emils spørgsmål om hvor hun var blevet af. Enten gjorde han det for at være ond, hvilket hun ikke troede, eller også havde han virkeligt undret sig. Hun sendte ham bare et lille blik, som sagde at det ville hun ikke uddybe. Hun var blevet ydmyget nok idag.

Da Frida som nr. 2 den dag, gik op til mikrofonen hørte hun godt efter. Frida havde ret, man skulle respektere hinanden! Det var der mange der ikke gjorde, og det irriterede hende lidt at folk ikke bare kunne være GLADE... Selvom de ikke var det.
Da sangen endelig begyndte fik Eva lidt mere ro i kroppen. Det var dejligt at synge. Hendes stemme smeltede sammen med de mange andres, hun opdagede ikke de mange blikke folk sendte hende, mens hun sang. Hun havde mange gange lyttet til sin stemme, forundret over hvor.... Dejligt det der kom ud lød. Hendes stemme var overraskende hæs når hun sang, det fik det til at lyde... Sejt... Men det var ikke det Eva tænkte på mens hun sad på sin plads ved 3'Gernes bord. Hun var, som forsvundet ind i en sværm af tanker. De fleste handlede om sangen, andre om det gode i livet- og også om det svære.

[Freya Kasgaard]

Freya sendte et lille smil til Amanda, som var mega meget oppe og køre over det med Mattie. Freya kunne godt se at hun overdrev lidt, men det gjorde ikke rigtig noget. Bare synet af Amandas ansigt var nok til at overbevise hende om at Mattie var god til hende. Hun lignede en lille pige, som lige havde fået lov til at købe 2 kg slik...

Freya nåede ikke at gøre mere ud af smilet, da en fra 2'G plaprede op om fred og respekt. Og sange... Freyas humør der i forvejen var nede i kulkælderen sank endnu mere, selvom hun ikke havde troet det muligt. Forhelvede, altså! Hun kunne sku da ikke synge, og hende 2'Geren stod og sagde at man skulle synge. Freya åbnede munden tøvende. Selvom hun kendte sangen, var det noget andet og synge med på den. Så det blev bare til en fjern mumlen, som sikkert lød værre end hvis hun havde forsøgt at synge rigtigt..