Frokost første skoledag

[Anna Mørk]

Anna gik bag Sine ind i spisesalen. Det passede hende fint, hun var også ved at blive sulten. I modsætning til Sine der bare gik til retterne, ventede Anna lidt. Dels fordi hun ikke havde fundet ud af hvad hun ville have i dag, dels fordi at hun ikke gad føle sig forpligtiget til at skynde sig, som Sine tydeligvis gjorde. Anna blev heller ikke spor overrasket over at hun behandlede hende, som om de ikke havde snakket sammen. Sine sendte hende kun et kort blik var 1'Gernes bord, som om hun troede at hun ville sætte sig. Fuck nej, tænkte Anna mens hun begyndte at skovle mad over på en af tallerken. Der skulle hun fandme ikke nyde noget af. Hun hørte til ved 2'Gerne, så det var også der hun satte sig.

Det overraskede Anna lidt hvor mange folk der egentligt sad samlet, samlet omkring bordet. Det var lige tæt nok til Annas smag. Hun genkendte nogle få hun havde snakket meget med, resten var bare folk, som kom og gik. Der var Marius, Amanda, Frida, Marc og David, det undrede hende hvorfor Eva var der. Hende fra 3'G... Hende den lidt ydmyge pige, som altid havde fucking venlige øjne. Det var lidt det samme fra Frida, de udstrålede bare hver deres energi.

"Hey!"

sagde Anna da hun kom hen til 2'Gerne. Lige tids nok til at se Eva forlade bordet Nu havde Anna glemt alt om Sine, selv Eva der var lige foran hende, var ude af billedet nu.

"Er der plads?" Spurgte Anna igen efter at have kigget efter en plads. Selvfølgelig var der stadig pladser, men hun ville ikke sidde helt ude i siden. Det virkede lidt taber-agtigt, efter hendes mening. Og når hun selv hadede tabere, ville hun ikke selv fremstå, som en.

[Eva Lund Jensen]

Eva gik hen til 3'Gernes bord. Der hvor hun hørte til, der hvor alle dem hun snakkede med sad. Det var simpelthen så pinligt, hun havde GLEMT at hun gik i 3'G... Og så havde hun sat sig ved 2'Gernes bord... Selma havde redet hende i et stykke tid, men så forsvandt hun og så var hun overladt til sig selv. Selvom Selma nok ikke havde tænkt det sådan. Eva satte sig ved siden af en eller anden 3'Ger (Ved ikke lige hvor de forskellige sidder, så i kan lige skrive hvem hun sætter sig ved siden af xD) og begyndte at spise sin mad igen. Tanken om at det hun lige havde gjort, slog hende som en mental lussing. Det hun havde gjort, virkede måske uhøfligt? Eller meget- faktisk.

"Hej" kom det lidt sent fra hende. Hvorfor fanden virkede alt det hun foretog sig, så akavet? Lige meget hvor hun sad, eller stod, så virkede alt hvad hun gjorde forkert... Hun kiggede ned i bordet. For helvede da også....

[Emil Beyer Adamsen]

Emil havde hurtigt fået gnasket det æble, han havde valgt sig oppe ved buffeten, så nu lå det på bordet. Han havde ikke noget imod at de andre, var gået videre til mere vigtige emner end kajak. For ham var det nu ikke ligegyldigt, men det var det for alle andre, undtagen Anton og Sam.

Efter lidt tid hvor han bare havde nydt at være tilbage på Lyngvig, kom Selma. Hendes altid glade facon, fik Emil til at smile. Hun fik ham til at smile.
Så kom der pludseligt en lille stemme nede fra bordet. Emil havde slet ikke bemærket hende, hvis det ikke var fordi hun kom med sit stille 'hej'... Det var Eva. Hun var stille, men Emil havde hørt at hun sang godt. Når hun altså åbnede munden. Det var nok også derfor hun gik i musikklassen...

"Hej Eva... Hvor har du været henne?"
Hun plejede bestemt ikke at komme så sent til frokost..

[David Bundgaard]

David sagde ikke noget, for godt nok havde han haft spansk i et år, men han talte ikke spansk med Marc. Aldrig i livet. Marc ville fucking rette på ham hele tiden. Men han kunne da godt forstå hvad de snakkede om. Det var jo ikke fordi det var synderligt kompliceret det de sagde. At all. Men han ville bare ikke sige noget, det ville virke nederen bare at bryde ind i samtalen.
Han så ikke på Amanda efter deres lille øjenkontakt.

Han kom til at tænke på grillfesten igen. Grillfesten der havde fået ham til at tænke på den skæbnesvangre fest igen. Festen der havde fået ham til at glemme alt omkring sig. Hvilket havde ødelagt alt. Fucket det hele op. Åbenbart. Og han vidste godt han ikke var skyld om det alene. Han tænkte med sig selv, at det da også bare var Amanda der havde været fandens kedelig i sengen, men nåh nej... Det var løgn. Egentlig irriterende. Egentlig ikke fair. Men han vidste der var bedre chicks her på skolen. Der var billigere chicks, smukkere chicks, sødere chicks, klogere chicks, mere elegante chicks, tænkte han så det bare lød som noget han monotont remsede op fra et papir.
Grillfesten havde måske kort bragt ham lidt ude af fatning, men han havde ikke tænkt sig at vise svaghedstegn. Ikke nu, ikke her. Han var den af de to der havde styr på sig selv og på sit liv og på sine følelser, så han ville komme nemt igennem det her. Barnemad.

[Noah]

Noah hørte Marcs kommentar først og smilede stort.

"Bounos Aires, baby," sagde han med et stort grin til den mørke fyr. ";Og så et år i Madrid men det er længe siden.;"

Netop da var det som om at Lea kom tilbage til livet. Eller bare bordet. Der skete også meget. Amanda havde tilsyneladende brækket armen, en rødhåret chick der lignede en der sked på hvad folk sagde, havde taget silent girls plads. Noah gættede på det nok betød en hel del mere hvad folk sagde om hende end hvad hun gav udtryk for. Hendes image var lidt for synligt.

"England, forældre du var bare ikke rigtig sammen med dem," smilede Noah til de blå øjne der så på ham nu. Han ville gerne sige at han kendte det. Enten var det forældrene eller en selv. Noah elskede sine forældre, men han så dem ikke så meget længere. Kostskole og sådan. Og nu her. På et kostgymnasium.

"Hvorfor ikke gå i skole derovre?" spurgte han Lea. Nu havde han jo selv valgt at komme her, men hans liv var ikke det samme som Leas.

[Lea Nørr Kristiansen]

Lea fandt tilbage til den tankerække hun var blevet afbrudt fra og skubbede det andet væk igen. Hun så godt det svage smil fra den høje fyr, men det var lidt som om det ikke registreredes i hendes hoved. Men det var heller ikke vigtigt for hende lige nu, hun koncentrerede sig om Noahs nye spørgsmål. Hvorfor ikke gå i skole derovre? Ja, hvorfor egentlig ikke? tænkte hun og et kort øjeblik flashede et par grå betonbygninger i solnedgangens lys forbi hendes øjne. Og som hun sad og overvejede spørgsmål blev hun lidt i tvivl, hvorfor havde hun valgt Danmark og Lyngvig? Well, en af grundene var vel lidt Vince... Det var alligevel vigtigere for hende at være tæt på ham end deres forældre. Hun samlede sine tanker til noget der tilnærmelsesvist kunne kaldes et svar.

"Hmm.... Altså jeg gik i 1.g her i Danmark, det var før mine forældre flyttede, og jeg syntes vel at det var en god ide at færdiggøre gymnasiet på samme sprog," sagde hun og smilede skævt. Hun tøvede et øjeblik før hun fortsatte; "og så kunne jeg ikke se nogen bedre grund til at blive hos mine forældre. De... Vi ville alligevel ikke bruge særlig meget tid sammen. Og min bror studerer i Århus, så meget desto mindre grund til at vælge lille Lyngvig her i lille Danmark."
Hun fortrak ikke en mine mens hun fortalte om sine forældre. Hun var vant til at de ikke var nogen fremtrædende del i hendes liv. De var selvfølgelig hendes forældre og hun elskede dem og alt det der. Det havde bare været langt fra altid de havde haft tid til hende eller Vincent og så var det jo ikke noget nyt at skulle være foruden dem.

Hun så på Noah og mødte hans blik. Hun havde måske lydt lidt kynisk, men sådan var det vel. Og af en eller anden grund virkede Noah måske heller ikke som en der var den næreste til sine forældre. Men hun kunne selvfølgelig tage fejl.

[Noah]

Noah smilede til Lea. Det var bare totalt modsat af ham. Hele hans skolegang var foregået på engelsk og nu valgte han at fortsætte på dansk for første gang i ti år, eller der omkring. Alligevel nikkede han til hende.

"Det lyder helt fornuftigt," han kunne eller ville ikke skjule latteren i sin stemme. "Jeg må sige at jeg ikke ville kvalificere Lyngvig som en egentlig by, men sådan er det jo her i Danmark, fem huse på en vej og så skal der et byskilt og et forsamlingshus til, right?"

Han trak selv på skulderne og drak af sit glas, mens han nynnede en melodi helt stille som hans mor havde sunget for ham da han var lille. Hendes lidt for høje stemme der sang for ham. Mindet gjorde ham glad.

"Så det er første gang du bor uden dine forældre?"

Det slog ham. Bror, mor og far. Det lød egentlig meget etableret og fast. Før de flyttede ... på samme måde. Hun virkede en smule bitter over deres beslutning. Måske netop derfor. Noah havde set de tilfælde mange gange.

[Frida Jensen]

"Det var sørme sødt af jer" smilede Frida til deres sjove kommentarer til Amandas fald. Den pige var også altid så uheldig.
"Men det var da ikke så godt. Var det bare for at slippe for undervisningen Amanda?" Hun kiggede drillende på hende og så over på Marius.
"Du skal ikke stole på hende over en dørtærskel Marius. Jeg er sikker på den ikke er brækket, det er et skråplan at støtte hende i al den pjækkeri."
Så vidt hun vidste var Amanda ikke sådan en person der pjækkede, hun kom bare virkelig tit til skade. Men de gik jo ikke i klasse sammen, så det kan være hun tog helt fejl. Hun havde både lidt ondt af Amanda og var lidt misunderlig på hende på samme tid.
I sit kedelige, gennemsnitlige liv havde hun heller aldrig prøvet at brække noget, ligesom hun ikke havde været ude at rejse. Helt almindelige ting, som andre havde prøvet og kunne snakke om og lave sjov med. Selvfølgelig vidste hun godt at det var barnligt og irrationelt, og hun ønskede heller ikke at brække noget, men hun kunne da godt tænke sig eventyret med at vente på skadestuer og drikke kakao og fjolle, hun kunne godt tænke sig opmærksomheden og den sjove historie man havde at fortælle bagefter.
Sådan havde hun i hvert fald tænkt meget da hun var lille. Nu havde hun det ikke sådan, men følelsen strejfede hende da alligevel.

[Freya Kasgaard]

Freya kiggede et sekund overrasket på Amanda. Hun havde ærligt talt ikke troet at hun ville opgive Mattie for hende... Men det var nu sødt af hende, meget sødt. Freya sendte Amanda et smil.
"Ej, hvor nice!" sagde Freya oprigtigt til hende. Med en hurtig håndbevægelse puffede hun en tot af hendes mørke hår om bag øret igen.

"hvad sagde han helt præcist til dig, Snuske!" Hun kiggede opfordrende på Amanda. "Kom nu... Please.. What the fuck did he say?" Freya kiggede kort over på Amandas tallerken, hapsede hurtigt to vindruer, og ventede så på Amandas svar.

[Jonathan Bailey Smith]

Jonathan havde svært ved at skjule sit smil. Han havde Selma mistænkt for at komme over til dem med det formål at fortælle om 'kæresten.' Ikke at hun ikke også kunne komme fordi hun bare ville være sammen med dem. Det var nok også det. Men hun var virkelig helt tosset med den fyr. Det var ret morsomt. Og lidt sødt også. Og John ville egentlig gerne hører Selmas svar på Sophs spørgsmål. Men det kom han sikkert også til. Han havde hørt en hel del allerede. Eller, mindre end han normalt snakkede med hende, fordi hun var fandme hele tiden sammen med Amerikaneren.

Det så ud for John som om spisesalen efterhånden var ved at være fyldt op. Han var selv færdig med at spise, og han kunne se flere andre tomme tallerkner, ud over Emils med de sidste rester af de klamme kyllinge-rejer.
Det var jo heller ikke fordi det var livsnødvendigt at alle hørte hvad han havde at sige. Han havde bare lovet at gøre det. For det første fordi han havde været med til at arrangerer nogle af valgholdene og for det andet fordi lærerne havde en idé om at eleverne hørte mere efter hvis det var en af deres egne der talte.....Eller også var de bare dovne. Og med farer for at lyde som et stort ego ville John også sige at han havde mere karisma end Ludvig. I hvert fald når det handlede om at tale om noget sjovt og indbydende.

Så han rejste sig, med et blink til Selma, og fik stilt sin tallerken over på de dertil beregnede rulleborde og gik op til mikrofonen midt i rummet. Det var intet problem. Han havde stået der før.
Den microfon skolen brugte var noget bras. Han forstod det ikke. Fordi dem de brugte i skolens musiklokaler var vist gode nok. Men i spisesalen insisterede de på at bruge den aller ældste som de andrig fik sluttet ordentligt til. Typisk. Nå, musikerne beklagede sig vel ikke.

Jonathan undlod at banke på mikrofonen, fordi han vidste hvor irriterende det var og tog den i stedet direkte op i hånden med det samme og sikrede sig at den var tændt.
Så piftede han i den. Højt og gennemtrængende.

" 'Ey Mates! Undskyld jeg afbryder midt i maden. Og undskyld på forhånd at det nu er mig I er nød til at høre på, i stedet for Ludvig." Han holdt en lille pause, så folk lige kunne opdage hvad der skete og hvem der talte. Og afslutte deres samtaler. Eller dem af dem der i det mindste var lidt høflige.
"Jeg skulle bare informerer de nye, og dem som ikke er nye, men bare har glemt det, at vi har valgfag på skolen. Og det er ikke sådan nogle kedelige valgfag som på andre skoler, som man er tvunget til at tage. De køre i 3 måneder af gangen, så kommer der nye, eller de samme igen hvis de var en succes, og eleverne har stor inflydelse på det. Og I kan egentlig bare skrive jer på listen ude på opslagstavlen og så ellers bare møde op.....Og ja, de står alle sammen på listerne, med en lille beskrivelse af dem. Men jeg kan da anbefale Debat og drama, fordi der er jeg. Og...de fleste er de andre er heller ikke helt ringe." Igen holdt John en pause og fik øjenkontakt med nogen af dem han havde siddet med før. Så var fokus tilbage på mængden.
"Nå, men i hvert fald så synes jeg I alle sammen skal dukke op. Det er også alt for kedeligt bare at sidde på sit værelse hele tiden. Men ud over det!...en ting til, så lover jeg at I får jeres mad i fred...vi er flere der tænker på noget hygge i Pejsestuen eller aktivitetsrummet i aften. Vi sætter nogle film på eller sådan noget. Og nu vi er ved film, så se lige på filmklubben ude på opslagstavlen også. Det var alt, jeg håber I dukker op. Nu forlader den irriterende englænder scenen." Han nikkede til dem og satte mikrofonen tilbage i holderen.

[Amanda Kjærsgård Holm]

Amanda smilede stort. Hun elskede den opmærksomhed man fik fra veninder når der var romantik. Elskede det. Hun havde aldrig syntes det var pinligt, og hun gav gerne ALLE detaljer ud. Det var der flere af dem hun havde haft noget med, der havde fundet ret irriterende. Ej, det var måske også nok en fejl da hun havde fortalt alle drengene i klassen at Morten ikke kunne få den op at stå. Måske..men i hvert fald sendte hun et stjålent blik efter Mattie og smilede i det ham bøsserøven fra 3.g tog ordet. hun var egentlig ret ligeglad. Lyttede i 2 sekunder. Konstaterede at hun kunne spørge en anden senere om det var vigtigt og lænede sig så ind til sin veninde for at hviske det.

"Han er bare så sød, på sådan en helt særlig måde, ik? Han sad og spiste og jeg kunne bare ikke lade være med at fnise, og så for at han ikke skulle misforstå så sagde jeg at jeg bare syntes han så sød ud, og så smilede han og sagde tak og at det gjorde jeg også! Meget!" Hun smilede og hvinede lidt. Forsent kom hun i tanke om at alle kunne høre hende. Så grinede hun bare lidt og proppede en vindrue i munden. Måske var det ikke helt sandheden. Men det var bedre sådan.

[Amanda Dagmar Carstensen]

Amanda lo kort og udstødte så et fnys.

''Pffft, som om det er mig der leder den dreng i fordærv og ud på et skråplan og alt det der''

Hun viftede affejende på hånden men smilede stort. Det var rart at være omgivet af mennesker igen, uden det var på hospitalets skadestue med de grædende unger og andre irriterende ting. Det var hjemmeligt og fik hende til at slappe af, men stadig måtte hun tage sig selv i ikke at kigge over på David hele tiden. Sidste år havde det været hel naturligt for hende bare at ville vade over til ham og sætte sig på hans skød som Selma sad på Antons nu.
Men ikke nu, ikke mere, aldrig.
Nu sad de ved samme bord og lod som om at den anden ikke eksisterede. Frida tjattede drillende til Marius som hun også havde gjordt imorges og Amanda hvilede hoved på sin friske arm, og kunne ikke lade være med at smile af det på trods af tankerne om David. Hun tog også sig selv i at se over på ham i et kort blik, men hev øjnene til sig igen. Hun havde også en fair undskyldning for Jonathan stillede sig op ved microfonen og snakkede om valgfagene. Hun havde kigget på dem kort ved opslagstavlen og allerede valgt sig ind på det ene. Det havde hun jo snakket med Marius om ved bus holdestedet, men hun måtte nok også få skrevet sig ved det musik hold der, selv om det nok ville ende i en stor katastrofe og hun bare ville ligne et fjols. Egentlig havde hun allerede kigget på opslagstavlen om fredagen efter festen, for det var også der hjerterne hang og hendes og Davids havde ikke været skilt ad før sommerferien, fordi de aldrig nåede det inden de stoppede på skolen og gik på sommerferie og hvert til sit.

Amanda! Fokuser, sparkede hun sig selv inde i hoved og rettede sine tanker væk fra David og alt det lort. Men han virkede nærmest som en magnet på hendes tanker som han sad der over. Hun havde bidt lidt i sine negle og sprang tilbage til Frida og Marius nærvær da Jonathan var færdig med sin tale.

[Marc]

Marc så imponeret på Noah med et stort smil på læberne.

'';Du virker nu ikke så rusten i det på trods af det er lang tid siden;''

Svarede han kort og lod så Noah om Eva. Lyttede med, med et halvt øre men så med resten af opmærksomheden på David der så ud til at være begravet i sine egne tanker. Det gjorde han ofte, om han sad og spiste som nu eller gemte sig i en af sine utallige bøger med Dan Turell eller musikken. Det kunne være lettere fascinerende, hvor dybt begravede David kunne blive i ting og omverden forsvandt for ham. Marc havde ihvertfald opgivet at prøvet at komme i kontakt med ham når det skete og det var der heller ingen grund til lige nu, for Jonathan fra 3.G stillede sig op på scenen og fortalte om de valgfag de skulle vælge, eller kunne rettere sagt. Selv havde han ikke hel besluttet sig endnu. Da Jonathan var færdig så han spørgende på David.

''Hvad har du tænkt dig at vælge?''

Musik var udelukket. Selv om Marc havde voldsom stor interesse for Beatles var det bestemt ikke instrumenter og sang hans talent lå inden for og sport var ikke skide interessant i længden. Måske noget med foto, men han var heller ikke specielt kreativt anlagt.

[Marius Emil Lundqvist]

Marius skilte læberne i et lille smil, da Frida drillende spurgte Amanda, om hun prøvede at skippe undervisningen. Udtrykket i den rødhårede piges øjne var dog stadigvæk omsorgsfuldt. Marius kunne ikke lade være med at tænke, at Frida modsat ved morgenmaden, virkede både frejdigere og knap så genert. Hun havde både virket lidt tilbageholden og genert, da hun havde spurgt om hans - deres - numre, men hun havde heldigvis ikke taget det ilde op, da han udslyngede nogle af sine dårlige jokes. Nu spillede hun dog mere med på deres sarkastiske håndtering af turen til skadestuen.

Marius opdagede, at han sad og så lidt indgående på Frida, mens han fraværende strøg en lok af sit hår væk fra panden. Han puffede til Amanda med sin ene albue - blidt, så han ikke fik hende til at vælte ned ad stolen og brække flere knogler.

"Der er da noget om det frøken Frida siger, Amanda," lo Marius, "men jeg var nok selv uden om det denne gang, fordi jeg insisterede på at gå med."

Hans blik blev en kende alvorligt, da han kom i tanke om, hvilken forfatning Amanda havde været i, da han "samlede hende op". Marius sendte Frida et skævt, charmerende smil, før han vendte opmærksomheden mod Jonathan - hvem ellers? - der slentrede hen til mikrofonen midt i spisesalen. Han turde næsten vædde på, at han ville være én af dem, der kunne tage den tjans næste år, hvis han ikke allerede blev tvunget til at svanse derop til julearrangementet. Marius lyttede som altid opmærksomt, når nogen talte, og hans blik blev ligeledes fjernt og koncentreret, mens han fraværende lod fingerspidserne følge neglenes rundinger på den anden hånd.

Jonathan fortalte bare om valgfagene, som han allerede vidste alt om, men alligevel lyttede han, som om han kunne gå glip af årets joke, eller blot dagens højdepunkt. Men der var intet usædvanligt eller ekstraordinært over Jonathans tale, udover, at han kækt, men ikke uden charme, annoncerede, at han var "ham den irriterende englænder". Og selvfølgelig reklamerede han for sin lille filmklub, som Marius selvfølgelig var tvunget til at deltage i, hvis det blev på deres værelse, men det tog han med filosofisk ro, for han ville sikkert dukke op frivilligt, medmindre de skulle se Twilight.

Marius sendte Amanda et spørgende blik, da Jonathan var færdig; hun lignede én, der lige var kommet op til overfladen, og Marius tvivlede stærkt på, at det var Jonathans udstråling, der havde hylet hende ud af den. Marius prikkede på hendes gips dér, hvor han havde sat sit præg på den for at få Amandas opmærksomhed. At dømme efter, hvordan hun undgik at se op, var han næsten sikker på, at hun ville undgå hvert et glimt af David.

"Husk nu, vi skal have reduceret vores fravær. Det skal nok vendes med prefekten først, før vi kan søge dispensation i de højere magtlag, ikke?"

Marius trak på skuldrene, da han fik øje på én, der himlede med øjnene - sikkert over hans nuancerede ordvalg. Men det måtte de selv om.

((Der var tale om en ikke-eksisterende, navnløs NPC.))

[Frida Jensen]

"Tror da der er fuld forståelse for det fravær, når I var på skadestuen" fik hun lige afsluttet samtalen. Hun vidste godt, at Marius lavede sjov, men hun gad altså ikke blive set som den pligtopfyldende præfekt hele tiden. Folk skulle ikke være nervøs for at tale med hende om ting, for hun sladrede ikke, medmindre det var noget meget alvorligt. Ligesom hun havde forklaret Amanda H. om rygereglerne, men hun havde da ikke i sinde at gå bag om ryggen på hende og sladre. Det var slet ikke hverken hendes stil eller opgave.

Hun lyttede til Jonathans tale om valgfag. Hun lyttede altid når folk talte, andet var respektløst. Men hun havde allerede skrevet sig på drama, og regnede ikke med at tage andre valghold.
"Hvad skal I have?" hun kiggede nysgerrigt på Marius og Amanda.