Uden for Rævehulen.

[Lærke]

Lærke lænede sig frem over sine lange udstrakte ben og lagde hænderne lidt om hendes fødder da hendes ryg krummede sig så hendes overkrop lå fladt mod benene, så rettede hun sig op igen. Op ad hænder og arme sås de blå mærker. Hun følte sig faktisk en smule klam. Svedig om end T-shirten var skiftet ud. Håret der var tørt, men stadig gav en klam fornemmelse. Fanden tage om hun ikke følte sig ulækker.

Hun tænkte på at en dag som i dag havde de nok trænet udendørs og så taget en tur over byen med en slutning på et tag hvor de brændte noget der kunne varme en pose klistrede skumfiduser og kunne drikke dovne dåseøl fra en sixpack de havde skiftets til at bære.
Men nu sad hun på et tag med en fyr der havde båret hendes slik og stirrede ud over den mørke skole hun faktisk burde kalde sit hjem.

[Adam Lyhne]

"Jeg er normalt ikke naturmenneske... Men er der ikke smukt?"
Okay, det var godt nok plat. Det var ikke hans ting at lægge mærke til den slags. Men seriøst. Der var virkelig smukt. Han følte en underlig ro i hele kroppen - som om det var naturen, der påvirkede ham.

[Lærke]

Lærke så ud i det. Smukt? Det havde hun ikke tænkt på. Det var ikke et ord hun forbandt med verden som sådan.

"Det er det sgu nok," sagde hun og smilede rent faktisk.

Hun så på ham og trak på skuldrene. Lærke tænkte på mennesker som smukke. Hun tænkte på menneskeskabte ting som smukke. Ord. Bøger. Bygninger.
Natur? Men det havde heller aldrig været en del af hendes liv. Måske sørgeligt nok. Hun ville gerne. Men hun kunne godt mærke hun skulle vænne sig til at se den som smuk. Som helhed og ikke kun himlen over byen.

[Adam Lyhne]

Synet af Lærkes smil fik Adam til at grine. En dyb, lavmeld latter. Ikke fordi det var et grimt eller unaturligt smil. Slet ikke. Det var bare fordi det gjorde ham så glad, at han ikke kunne holde det tilbage. Han forstod pludselig fidusen i, hvorfor folk ikke smilede så tit. For når de endelig gjorde, betød det virkelig noget. Så var det lidt ligesom juleaften i hver mundvige.
Men man kunne ligeså godt tro, at han lo over hendes kommentar. Og han lo ret meget, så det var jo ikke fordi det var noget særligt.
"Jeg håber ikke man bliver spyttet ud herfra om 3 år ... Som en eller anden bonderøv, der taler jysk og siger 'ik' å'?' efter hver sætning. Det virker lidt som en gyser," mumlede han.

[Lærke]

Det forekom Lærke at dette var endnu et emne de havde været inde på og hun havde ikke tænkt sig at pleje hans ego for ham og sige at de jo havde hinanden til at beholde deres accent. Igen.
Hun regnede med at blive drillet når hun kom hjem, men hun regnede også med at enhver jyde vilel sige hun talte københavnsk, selvom det blot var en dialekt og hverken en accent eller et andet sprog. Hun tænkte ikke for første gang at hun ville ønske hun var islænding og ingen problemer havde med at læse de islandske sagaer på originalskriften. Tænk sig at have bevaret sin kultur så ældgammel.

"Du virker kraftedme som om du har skrumpediller bare af at være kommet til fastlandet," sagde hun.

Smilet var væk. Lærkes neutralmaske var tilbage. Hun trak heller ikke på skulderne denne gang som for at understrege at det blot var en bemærkning og ikke en anklage.

[Adam Lyhne]

Han smilede længe mens han så på hendes alvorlige ansigtsudtryk. Så døde det, og han så næsten helt chokeret ud. Hans alvorlige og forvirrede udtryk i ansigtet ville ikke være til at misforstå. Hans mund var let åben og han kiggede direkte på hende med et tomt og undrende blik.
"... Hvordan kunne du vide det ...? Kan man se det?" jokede han. Og kiggede lige efter for sjov. Han kunne næsten ikke holde masken selv.

[Lærke]

Lærke kiggede ublufærdigt på hans skridt og løftede øjenbrynene.

"Medmindre den har den størrelse normalt, så ja," sagde hun uden antydningen af morskab, selv om hun rent faktisk syntes at det var sindsygt sjovt.

Hun så på hans ansigt, det var svært ikek at se at han indtil nu morede sig. Hun forestillede sig latteren der allerede ville komme. Hvis han ikke blev sur over det hun sagde. At hans pik var lille. Medmindre han ville rødme over at hun så på den.

[Adam Lyhne]

Han så et øjeblik lidt overrasket på hende og så brød han ud i et grin. Han valgte ikke at tolke noget negativt, for han vidste da at han ikke havde en lille pik. Og ja, han havde haft noget at sammenligne med.
Men så blev han seriøs.
"Ej, men jeg tror bare det er en stor omvæltning... når man sådan flytter fra hus og hjem til et eller andet fremmed sted. Og alle andre virker bare så afklarede med det, men jeg synes bare det er lidt underligt. Det her var min tredje prioritet, og jeg valgte det kun, fordi mine forældre gik her. De mødte hinanden her."

[Lærke]

"Med man mener du dig?"

Aldrig i livet om hun ville sidde der og pive over hvilket valg hun selv havde taget. Jo, omvæltningen var total, men hvorfor skulle hun dele det med ham. Eller nogen anden. Men det var netop det hun havde gjort om end indirekte til Marius da hun havde sagt at hans klaverspil fik hende til at føle sig hjemme. Det her var ikke hendes hjem.
Fuck Marius. Stankelbenet prøvede vel at indsmigre sig hos nogle andre ungmøer ved at smide dem i klamme søer. Hun fnøs uvilkårligt, men ikke ubevidst.

Desuden havde hun ikke rigtigt mødt nogen af første års eleverne der bare var afklaret og tilpas.

[Adam Lyhne]

"Næh, du er vel også flyttet til et fremmed sted?" svarede han. "Men jo."
Han brød pludselig ud i et tandsmil og granskede Lærkes udtryk i ansigtet.
Han var lidt ligeglad nu. Han skulle vel nok få det bedste ud af det. Der var jo ikke gået særlig lang tid. Han havde 3 år foran sig. Måske ville det blive lidt hårdt, men det skulle da nok også blive sjovt. Men han kunne ikke lade være med at synes at hans forældre lidt havde smidt ham af her, så han ikke var til besvær derhjemme. Ligesom de havde smidt Rita af på en efterskole. Men nu skulle de også rejse.
Men Lærke behøvede jo egentlig ikke at vide de ting, for det var jo ikke fordi han var decideret deprimeret over det. Det var selvfølgelig lidt nederen, men okay så. Han overlevede nok. Og det var jo heller ikke fordi hans familie var sådan en vildt dårlig familie. Slet ikke.
"Jeg er sulten," mumlede han, fordi han gerne ville skifte emne.

[Lærke]

Lærke blev med det samme rasende. Ikke at man kunne se et eneste tegn på det. Hun så ham stadig lige ind i øjnene, hendes ansigt en blank maske af ingenting, om end hendes øjne var et sandt inferno, kendte man de tegn. Og med man mente hun ikke Adam.

Hvordan kunne han sidde der og gisne om, som om han vidste hvad hun følte om at være her. Han skulle ikke generalisere et 'man' til at omhandle hende for var der en ting den lille pikspiller ikke vidste var det hvordan hun havde det med at være flyttet til Lyngvig. Til at have fået et nyt hjem. Han vidste ikke en fucking skid og så tillod han sig at fortælle hende om hvordan hun havde det med det.

Lærke fnøs og med en flydende bevægelse trak hun earpluggsne op, satte den ene i og tændte for musikken.
Nå så han var sulten? Han ville ikke også lige fortælle hende at hun faktisk også var sulten. Vidste han ikke den slags? Røvabe.

[Adam Lyhne]

Adam så på Lærke. Han så en meget afvisende gestus. At hun tog musik i ørerne. Godt nok kun det ene øre, men det var vel det samme. Han forstod ikke piger og deres humørsvingninger. Det var ligesom hans eks, der brokkede sig når han var i dårligt humør, men havde selv været som en rutsjebane med loop. Det var til at blive lidt småtosset af. Piger troede bare at man selv kunne regne ud hvad der var galt, og derved kunne komme med den perfekte løsning og sige/gøre det rigtige uden at vide, hvad der gik af kvindemennesket. På rigtig mange måder kunne det bedre betale sig ikke at omgås piger.
Men her sad han på et tag uden at vide om Lærke var mopset eller om hun bare var sådan altid. Det var faktisk svært at sætte en finger på, hvad der helt nøjagtigt gjorde, at hun virkede anderledes nu, men bare det at hun pludselig ikke sagde noget og kiggede væk og tog musik i ørerne.
Men fuck det. Han havde lyst til at gå tilbage til hyggerummet for at se om det var overstået med de åndssvage lege, men det ville sikkert bare gøre hende mere mopset, og det gad han ikke.
Han nøjedes bare med at række hende slikposen. "Vil du have det sidste stykke?"

[Lærke]

Hun så på hånden med posen.

"Det er ikke mig der er sulten."

Hun lyttede til de vanlige toner. Så igen ud over dette mørke landskab. Lugtede sin egen gennemtrængelige duft. Sved. Det var nok på tide hun tog det bad anyways, pussyboy følte sikkert at hun cock-blokkede ham fra at være sammen med de andre bøsser. Hun kunne ikke være mere ligeglad. han kunne gå når han ville. Hun bestemte ikke over ham. Han bestemte ikke over hende. På den måde var verden i orden.

[Adam Lyhne]

Han smilede og fnøs. "Hvis du tror at min sult bliver stillet af et stykke slik, så tager du fejl. Men det bestemmer du vel selv." Posen lagde han ved siden af hende stadig med det sidste stykke slik i.
Det var det. Han rejste sig op og sprang hen mod et træ tæt ved taget, tog fat i en gren og slap den, så hans ben ramte jorden.
Han så op på hende på taget og smilede et smil, der helt og aldeles skjulede, at han var på vej til at blive irriteret over hende. "Vi ses, ik'?"
Han syntes det var ret unødvendigt at tage sig af en pigefornærmet tøs, når det var en af de ting han flygtede fra, da han slog op med sin eks. Så han begyndte at gå hen mod sit værelse med hænderne i lommerne.

//forlader tråd

[Lærke]

Hun så på ham.
Skulle det være en gestus at han lod det ligge. Så hun kunne spise hans affald?
Okay så det var hendes pose slik. Hun tog det sidste stykke, men ventede.

"Fint," sagde hun. "Tak for selskab, vatpik."

Det lød næsten venligt. Hvilket det også var ment som.
Det var faktisk rart at han smuttede. Hun kunne godt lide Adam. Men han virkede ikke som en der tog andet end sig selv seriøst. Hans problemer var hele verdens problemer.
Og hun overreagerde nok.
Så Adam gik ind og så nærmede en anden skikkelse sig huset.

Det var en dobbeltsaltomotale og da hun landede brugte hun stødet til at lave en baglæns før hun stod.

"Hyggede du dig?" spurgte hun Nishay.