Uden for Rævehulen.

[Adam Lyhne]

Han løftede sine øjenbryn. Han morede sig lidt over hende og vidste ikke om hun var sur nu eller hvad filarn hun var. Han var så småt holdt op med at tage sig af det.
"Jeg er sikkert ret tykpandet, ja... Egentlig. Men jeg synes stadig du er lidt skræmmende. Og jeg ville ikke sige intimiderende. Jeg føler mig mere intimiderende end du er."

[Lærke]

Virkeligt?

"Hvorfor er du det?"

Interessant. Han mente også at eje et par nosser. Der kunne man bare se.

[Adam Lyhne]

"Fordi... Kan du ikke se hvor frygtindgydende jeg er når jeg smiler? Okay, måske ikke. Det var mest var at sige, at jeg egentlig ikke helt kan se hvorfor du... Men det er selvmodsigende... Okaaaaay..." Han forvirrede et øjeblik sig selv lidt.

[Lærke]

En hånd blev rakt ud og hun skubbede ham på skulderen.

"Du er ikke mere intimiderende end mine hunde." Denne gang fik han et ryk i den ene mundvig med, det var på til at være et smil, men glattedes ud igen.

Sådan var hun bare. Desuden skulle det at smile for meget give mange rynker. Hvor heldig kunne man være? Yeah right. Som om hun ikke var ligeglad.

[Adam Lyhne]

"Jo, måske er jeg lige præcis mere intimiderende end dem."
Han blev lidt overrasket over, at de lige pludselig var på daskning til hinanden. Og egentlig var han jo vant til at tingene gik lidt hurtigere (hvis man så bort fra grillfesten efter de blev fulde, for det talte ikke rigtig som noget, netop fordi de var så fulde), så det burde ikke være så vildt.
Vent... Var det en trækning i den ene mundvig? Han smilede stort, som om det ville hjælpe hende på vej til at smile ordentligt.

[Lærke]

Lærke rystede sigende på hovedet.

"Du har ikke mødt dem."

Når de som to kåde hvalpe sprang op og lagde forporterne på ens skuldrer. Dansede nogle trin. Slikkede en i ansigtet.
Når de adlød fordi de havde respekt for hende. Som den eneste. Når hun hver dag så snart skolen sluttede kom hjem og de vidste de skulle med ud, fordi de ikke havde været det siden hun havde dem med til morgenløb samme morgen. Og de dage hvor hun arbejde og kom hjem i nattens mørke og de uden lyd hilste på hende. To bodyguards der beskyttede hende mens hun gik langs kanalen. Ingen truede 'mor'.
Når stemmerne blev hævet og de rejste deres bøjster, snerrede, vidste tænder, savlede. Så var de intimiderende. Farlige. Men sådan så hun dem aldrig. Ikke hendes hunde.

[Adam Lyhne]

"Nej," svarede han bare og smilede.
Han så igen henover den flotte udsigt og sukkede.

[Lærke]

Lærke rynkede næsen efter noget tid.
Det var ganske kort.
Hun savnede sine hunde mere end noget andet. Det var mærkeligt at have amputeret sig så effektivt fra dem.

"Yndlingsdyr?" sagde hun og puttede en mønt i munden.

[Adam Lyhne]

"Katte." Han smilede til Lærke og begyndte så at grine.
Han forestillede sig, at hun sikkert var det største hundemenneske og hadede katte. Selvom han egentlig ville have troet, at hun var et kattemenneske. Men åbenbart ikke.

[Lærke]

Hun nikkede ganske kort.
Så var det på plads. Hun havde ikke noget at sige til det. Vidste ikke hvad. 'Hvorfor' ville være intetsigende og en anelse provokerende, dels fordi hun ikke ville kunne svare på hvorfor hun hellere ville have hund end kat, omend hun ikke ville have noget imod kat, hvis blot hun havde en hund og dels fordi hvorfor altid lød provokerende og især når hun sagde det, selv om hun ikke altid mente det på den måde.
At sige en helt formfuldendt sætning alá 'Ej, katte er også søde. Har du altid kunne lide dem?' var ikke rigtigt hende og slet ikke nu.

Havde hun fordomme om mennesker der bedste kunne lide katte? Ja, det havde hun. Men det havde hun også om folk med hunde. Desuden delte hun dem ikke. Så de fordomme kunne jo være ligemeget ud over de formede det billede hun havde af folk. Fordomme var ikke dårlige, ikke altid og slet ikke for Lærke. Det var bare sådan tingene var.

[Adam Lyhne]

Adam smilede lidt igen mens han kiggede frem for sig. Det var sjovt at Lærke spurgte om sådan nogle ting, men også lidt hyggeligt.
"Hvorfor kom du egentlig her?" spurgte han. Han vidste faktisk ikke om han havde spurgt om det før, men så måtte han vel tage at Lærke blev lidt irriteret over det.

[Lærke]

"Min mormor har været lærer her."

Det var sandheden. Lærke var blevet fyldt med den gamle dages historier om da hun var ung. Dengang alting var godt og let. Den sjællandske accent så tydelig.
Mormor havde altid ment at det bedste sted på jorden var Lyngvig. Ikke at hun havde været specielt mange steder, men stadig ...
Og Lærke havde altid været en drømmer. Mormors historier havde været nogle af de første så derfor også de mest insisterende.

"Det har altid været noget jeg gerne ville."

Ordene var stort set identiske med dem hun havde sagt den første dag til Amanda.

[Adam Lyhne]

"Okay." Så interessant var det heller ikke.
Han tog endnu et stykke slik og lod det blive og smelte i munden.

[Lærke]

Samme reaktion som hos hendes forældre da hun ti år gammel proklamerede det samme. 'Okay.' nå ja og så efterfulgt af "Du må selv spare op. Vi kan ikke give mere end 2000 om måneden." og så havde hun besluttet sig.

Hvorfor?
Fordi det var en ting hun gerne ville. Ganske enkelt.

[Adam Lyhne]

Han gad ikke selv at skulle til at forklare hvorfor han var her. Det var noget underligt noget. Han forstod det ikke engang helt selv.
Igen sagde han ikke noget. Han var blevet lidt ligeglad med den pinlige tavshed. Den var ikke pinlig længere. Det var bare tavshed. Når der var mennesker omkring en hele tiden, kunne tavshed blive en velsignelse.