Søen

[Noah]

Noah tænkte sig om. Mest pinlige.

"Jeg har engang lagt an på en japaner som så viste sig at være en fyr og fordi jeg ikke turde dig jeg havde taget fejl, havde jeg en date med ham, ikke bare en men for gange før jeg turde sige han ikke var min type."

Han tog en tår fra flasken.

"Jeg har aldrig fortalt det til andre end min mor." han grinede igen. Det var sandt. Ydmygelsen var for stor. Men han var nok lidt fuld og Amanda var virkelig nem at være sammen med. Desuden havde hun virkeligt glatte ben.

"Og hvad så er din?"

[Amanda Dagmar Carstensen]

"Ej har du ikke?"

Hun var faktisk ret overrasket over at han så fortalte hende det, men det var også så sjov en historie at hun ikke kunne lade være med at grine en smule. Undskyldte, men fniste så lidt igen. Det var ikke så meget det at Noah havde dated en fyr, men at en fyr kunne ligne en pige så meget og snørre en som Noah hun fandt sjovt. De var vilde de Japanere.

"Det er jeg beæret over."

Sandheden. Fuldemandssandheden, men det gjorde det jo ikke mindre sandt.

"Åh jeg har alt for mange... Den seneste var vidst nok til grillfesten, hvor jeg gled i søen med min ene fod... Det var vidst lige inden jeg snakkede med dig. Men den aller værste?"

Hun tænkte længe. Der var så mange.

"Det må havde været da jeg lige startede på High School over i Florida og de den første dag skulle præsentere de nye studerende fra udlandet. Vi var vidst fem eller seks og imens rektoren præsentere os, ville jeg rykke lidt tilbage, men endte med at træde et skridt for meget bagud og scenen var ikke så lang. Så jeg væltede bagover foran hele skolen. Og jeg kendte ingen på det tidspunkt. Det var sindssygt pinligt og så så jeg slet ikke ud som nu, og det hjalp ikke på det."

Hun fik helt ondt i maven bare ved tanken om det nu, men folk havde nu været rigtige søde bagefter... Selv om hun havde hørt fra det hele året igennem.

[Noah]

"Jeg ydmyger bare ikke mig selv sådan public. Except Eminem."

Han tænkte på Amanda der både gled og faldt. Havde der ikke også været noget med en manglende sko? Og nu den brækkede arm. Var hun en anelse klodset, eller bare uheldig? Han smilede lidt hen for sig.

"Havde du blåt hår or what?" spurgte han ifølge en rød tråd i hans hoved hvor Amanda sagde at hun havde set anderledes ud.

[Amanda Dagmar Carstensen]

"Havde jeg et valg, ville jeg nu heller ikke ydmyge mig selv foran så mange hele tiden. Men det er næsten lettere at klare end når man også kommer til skade samtidig."

Som med hendes arm nu. Der var ikke rigtig nogen der havde set hende glide heldigvis, men alle vidste det nu fordi hun gik rundt med gips på. Og så var det bare skide besværligt at have gips på.

"Nej nej, ikke blåt hår. Har aldrig haft det farvet, men var sådan ... Tyk den gang."

Hun kunne ikke helt forstå sig selv lige nu. Det var ikke en ting hun rigtig fortalte folk om. Egentlig var der vidst kun to tre stykker på skolen der vidste det. David og Marius ihvertfald. Ikke fordi hun gik og holdte det hemmeligt, men hun sagde det bare ikke selv... Eller det gjorde hun så nu. Gad vide hvordan Noah tog det.

[Noah]

Det var fuldskaben men han var virkeligt tæt på at grine. Han kunne altså ikke se den lille pige specielt tyk og fordi hun vejede fem kilo mere end hun gjorde nu så var det altså ikke noget man behøvede at kalde sig tyk for. Men hun så på ham sådan ... jeg mener faktisk at jeg var ret tyk.

"Og hvad så?"

Mange ting kunne man sige om Noah. Han datede ikke piger som ved første øjekast ikke så godt ud. Han ville have et job for at tjene penge. Han gik kun op i karakterer på grund af penge og han ville kunne være kirurg på grund af samme. Han sov i egyptisk bomuld, brugte ikke billigt ildelugtende voks og fik afbleget sine tænder.
Men venner var ikke altid dem han valgte på udseendet. Men sandt, han havde nok ikke siddet her med Amanda hvis hun havde været rigtigt tyk.

[Amanda Dagmar Carstensen]

Hun kunne se han var ved at le, fordi han ikke hel troede det var så meget, som det faktisk drejede sig om. Hun blev ikke fornærmet over det, hvorfor skulle hun? Men hun lo ikke helt med ham, for at vise ham at det ikke bare var lidt.
Men Noah tog det helt anderledes. Hun vidste jo at han var lettere snobbet og gik op i sit udseende. Så ville man forvente at han også bar lidt snobbet omkring andres.

Men han var jo heller ikke en idiot så at sidde og være hånlig var heller ikke hans stil.

"Man føler sig jo bare ikke skide galant når man sådan vælter og ikke ligner en alf som du sagde tidligere. Nej det var vidst elver."

[Noah]

"I don't know," sagde Noah. "At ligne en skøn elvermø og så vælte rundt som en dopet groupie er heller ikke lige sagen."

Han trak på skulderne.

"I bunden handler det vel om man har selvtillid omkring sig selv."

Han havde masser af det. Ville ikke tage et fald som ydmygende. Ville ikke tage det at rejse fra endnu en vennegruppe som fejt. Sandt, han savnede dem. Stort set dem alle sammen, men hele hans liv havde været sådan. Han rejste emd selvtillid, sikker på at de venskaber der skulle holde ville holde. Faktisk så han sit netværk som en gave. Men han ville savne dem. Måden de snakkede, deres accent, deres måde at gå på og hvad de havde lavet i deres fritid.
Godt skolen her ikke holdt dem låst.

[Amanda Dagmar Carstensen]

Det havde han ret i og Amanda ville alligevel våge at påstå at hun havde selvtillid omkring sig selv. Hun var klodset og kunne syntes det var flovt, men det forhindrede hende ikke i at lave noget. Hun holdte sig ikke tilbage fordi hun kunne snuple, og hun havde intet imod opmærksomhed. Tvært imod. Og det var kun blevet mere efter hun havde tabt sig.

"Det kan du have ret i."

Smilede hun og tog en tår af flasken.

"Så var det derfor Selma fangede din opmærksomhed! Hun er ikke så klodset."

Hun drillede kærligt og fortrød ikke at Selma havde snuppet Noah. Det var ærgerligt lige nu, for det satte en stopper for flirteri og Noah var fristende. Men Amanda havde nu også rigeligt at tænke med David nu og måske det kunne hjælpe Selma.
Hun sad jo og løg for sig selv. Og hun var sygt dårlig til det lige nu fordi hun var fuld. Men det har nu ikke til at se på hende. Altså at hun løg. For sig selv.

[Noah]

Noah trak på skulderne.

"I wouldn't know," svarede han ærligt. Ligesom han gjorde på alle andre spørgsmål Amanda sendte hans vej.

Og som man taler om solen, bankede hans mobil og det var selv samme kæreste der skrev til ham. Han smilede undskyldende til Amanda. Ja han tjekkede sin mobil med det samme og ja han svarede med det samme. Kendte sig selv godt nok til at svarede han ikke med det samme så svarede han ganske enkelt ikke. Han vidste faktisk ikke hvorfor Selma skrev det? Hun havde ikke virket så interesseret i ham, men mest i Anton og Jonathan og det var også helt fint. Kunne ske hun alligevel var typen der ville have han skulle se hvor sjovt hun havde det og ikke selv have samme. Men han tvivlede. Hun virkede virkeligt som jordens sødeste menneske.

"Sorry. Det jeg mente er bare vi kender ikke hinanden."

Og hun hader biler - men det sagde han ikke.

[Amanda Dagmar Carstensen]

Hun behøvede ikke at spørge for at vide om det var Selma. Man kunne vel altid se det på folk når de skrev med deres kæreste, specielt når det var nyt. Og det kunne man jo ikke benægte at Noah og Selmas var.
Amanda betragtede Noah et øjeblik, men fjernede så blikket fordi det virkede måske for snagende. Hendes egen mobil lå vidst på værelset. Hun kunne ikke forstille sig nogen lige nu, der ville skrive til hende. Jo måske Line, men de vidste jo godt at hun ville have fred og kom tilbage når hun var klar.

"Sorry. Det jeg mente er bare vi kender ikke hinanden."

Amanda så et øjeblik forvirrede ud. Mente han dem? Havde Amanda virkelig dummet sig og sagt et eller andet forkert, men det gik kun et øjeblik før hun forstod at det var Ham selv og Selma han mente.

"Jeg må indrømme at jeg syntes det gik sygt hurtigt mellem jer." Hun ville nok ikke have sagt det, hvis hun ikke var fuld, men hun mente det nu ikke ondt. "Altså med at blive kærester. Men i ser nu meget glade ud."

Hun smilte.

[Noah]

Noah rynkede brynene.

"Det gik hurtigt."

Han lagde armene på Amandas ben. Sukkede, så ud over den mørke sø og forestillede sig mosekonens bryg, hvordan Amanda ville rejse sig, vise sin hule ryg og mødes med sine søstre for at lokke ham til at drukne i vandet. Men der var ingen dis og Amanda var temmelig kødelig under hans arme.

"Må jeg spørge dig om noget?"

[Amanda Dagmar Carstensen]

Hun var glad for at han var enig og ikke syntes hun var en Bitch over at sige sådan noget. Selv ville hun nok ikke kunne. Hun ville ikke have tilliden til. Flirte og more sig med hinanden var ikke noget problem, men at være kærester ... Det var en tillids erklæring.

Stilheden lå imellem dem et øjeblik. Ikke akavet eller pinlig, de var bare optaget af deres egne tanker et øjeblik, indtil Noah brød stilheden.

"Hm, jo?"

Hun var nysgerrig. De havde lige siddet og udspurgt hinanden, så det måtte være noget andet siden hun pludselig ville spørge om tilladelse.

[Noah]

Han så ikke på Amanda men stadig ud over søen.

"Er det en lille smule kynisk at sige jeg spurgte hende fordi jeg følte det var det rigtige at gøre, og jeg tænder på hende, og jeg synes hun er et dejligt menneske, men jeg har bar endnu ikke fundet noget der får mig til at tænke … you could be the one."

[Amanda Dagmar Carstensen]

Amanda tænke et øjeblik, selv om hun alligevel kendte sin holdning til det. Men selv om hun var vældig beruset lige nu, havde hun jo ikke lyst til at sige alt muligt lort til Noah, bare fordi hun ikke selv ville.

''Altså ... Nej. Jeg ville ikke selv kunne gøre det så hurtigt, men du sagde vel selv svaret i det, gjorde du ikke?''

Det lød faktisk klogt det hun sagde på trods af alkoholen, skulle hun selv sige det. Men imorgen var nok en anden historie.

''Du følte jo det var det rigtige at gøre. Og vi er vel stadig lidt for unge til at vide om den man er sammen med er det rigtige.''

Hun havde jo selv taget fejl.

[Noah]

Noah smilede til Amanda.
Han skubbede let til hendes ben fordi også han kunne høre hvordan hun klogede sig og mente at hun sagde noget helt igennem sandt. Men samtidig prøvede hun også at legalisere forholdet.

"Clever you. Jeg synes bare at netop fordi vi er unge burde vi føle det som fod i hose, med det samme. Jeg har haft en date med hende."

Han rystede på hovedet af sig selv. Det var procenterne der fik ham til at kæfte op om alt det han tænkte med hensyn til Selma. De havde også haft god sex, de to gange det var sket. Hun var et dejligt menneske, det var hun vitterligt. Men var hun så også et dejligt menneske for ham? Hun brød sig ikke om biler, hun brød sig heller ikke direkte om dyrt tøj, hun virkede til at kunne lide løb, men ville hun grine af ham og hans gymnastik? Ville hun ryste på hovedet og ligge sig på gulvet af krampelatter grundet tanken om ham i lårkort skirt skrålende: "Give me a R, give me an o, give me an a, give me a r, ROAR"

"Sorry." Han drak af flasken. "Nu sidder jeg her med et yndigt pigebarn som var ked, og hvad gør han! Han ynker sig selv."