Søen

[Amanda Dagmar Carstensen]

Amanda fik holdt benene oppe og kunne ikke lade være med at grine, på trods af den alvor der havde ligget imellem dem.
En date? Hun var faktisk nysgerrig efter hvordan den var gået. Godt jo når de stadig var sammen. Men de var stadig to helt forskellige mennesker, og så igen ... Hende og David havde vel heller ikke haft det store tilfælles andet end at de bare havde klikket sammen fra første samtale. Måske det var det samme med Noah og Selma. Noah var jo let at snakke med.

''Hold dog op,'' sagde hun og lænede sig frem, så hun hvilede hen over sine lår. ''Man har lov til at ynke sig selv en smule når man sidder ved søen ...''

Hun lavede sjov, men hun havde det egentlig nemmere ved at snakke om Noahs 'problem' end sine egne med Davids.

''Gik den godt jeres date?''

[Noah]

Havde deres date gået godt?

Først skulle de tage bussen, hvilket overhovedet ikke var Noahs stil, han ville have taget en taxa, det vidste man hvad var. Bussen var den her ulækre genstand hvor forsuttede sæder lurrede med deres gemte bussemænd og pøbel bakterier. Så var der afsløringen af at Selma ikke kunne lide biler. På nogen måde. De havde ikke været på restaurant, men var gået rundt, de havde set lidt på butikker, delt en is. De havde snakket. Selma havde været sød. Hun var sød. Hun kunne lide folk. Hun kunne lide vejret. Hun kunne faktisk lide alt der ikke havde med frådseri og naturødelæggelse at gøre. Hvilket nærmest var det Noah stod for.

"Den gik rigtigt godt, men jeg hader at køre i bus," sagde han. "Hun snakker og er sød. Hun kysser godt, det må jeg sige. Damn."

[Amanda Dagmar Carstensen]

Sød. Det var nok bare Selmas ord, for det var det alle brugte når de beskrev hende og så at hun var så tynd og virkede så skrøbelig, det var det drengene elskede. En de kunne passe på. Men det var nu ikke det Amanda bed så meget fast i, det var Noahs udtalelse om bussen.
Han hadede ligefrem at køre med dem. Det var ikke på manges top ti liste at kører i bus, men hun tvivlede på at det var den lange køretid eller at de altid var forsinkede der gjorde at Noah ikke brød sig om dem.

Det lyste jo lang ud af ham, hvor meget han afskyede dem, fordi han var van til meget bedre. Hun var stille et øjeblik og kunne så ikke lade være med at grine.

''Jeg tror, at du må være det tætteste på en Hollywood-stjerne jeg kommer tæt på ... nogensinde.''

Hun havde intet imod Noahs snobbede side, for han talte ikke nedladende altid om andre. Han sad ikke og sladrede med hende nu om alle dem som ikke var fine nok til ham. Han mente ikke at gajolen ikke var fin nok til ham, fordi den kun havde kostet omkring 100 kr. Hun drillede ham med det, en smule, for hun havde på fornemmelsen at han godt kunne klare det.

[Noah]

Han lettede på en usynlig hat. Løftede den, nikkede med hovedet som var Amanda en fin dame, og satte den så tilbage på sit hoved, før han skubbede til hendes ben, ikke så de røg af.

"Jeg tager det som et kompliment rettet mod min person, men ærligt talt, Amanda så bliver jeg måske nok gift med den næste Angelina Jolie, fordi jeg har rettet på hendes bryster og sprøjtet lidt botox i hendes pande, men jeg tvivler på jeg selv kommer til et stå på de skrå brædder."

Han blinkede til hende.

[Amanda Dagmar Carstensen]

''Hold så op med at skubbe mine ben,''

Lo hun og daskede til ham, efter at have moret sig over hans lille fremvisning med den usynlige hat.

''Jeg tror bare du bliver den nye Paris Hilton, bare den mandelige udgave og så meget mere handsome udgave, man kan holde ud at hører på.''

Hun kunne ikke lade være med at smil, tænkte ikke helt over det skælmske blik i hendes øjne.

''Men jeg tror nu alligevel du bliver lidt bedre end Paris Hilton, så det er næsten synd at sammenligne dig med hende.''

[Noah]

Skulderne bevægede sig til en indre rytme og han så skælmsk på Amanda. Så åbnede han munden og sang:

"Even though the gods are crazy
Even though the stars are blind
If you show me real love baby
I'll show you mine

I can make you nice and naughty
Be the devil and angel too
Got a heart and soul and body
Let's see what this love can do
Baby, I'm perfect for you"

Han var selv lige ved at falde sammen af grin, men holdt det inde i sig, mens han så på Amanda, for at se hendes reaktion.

[Amanda Dagmar Carstensen]

Amanda var mest af al hel paf. Fuldstændig slået ud af at Noah kunne Paris Hiltons forfærdelige sange og i det han er færdig med andet vers sætter hun sin raske hånd for hans mund.

''Nej nej nej,'' Sagde hun hurtigt efter hinanden.

''Du må ikke ødelægge billede af at du ikke er Paris Hilton.''

Hendes øjne var store, men så kunne hun ikke lade være med at grine.

[Noah]

"I'm sorry I've been busy traveling around the World opening my stores." Han talte lidt ud gennem næsen og trak sine vokaler lidt ud. Præcis som den blonde, hotelarving. "My new fragence is Dazzle, and my last one was called Tease."

Han havde hånden løfte lidt og rynkede på næsen.

[Amanda Dagmar Carstensen]

Hun gav slip på Noah igen og lagde sin arm med gips på mod panden og udbrød:

''Åh gud.''

Amanda lod som om det gjorde ondt på hende, over at Noah kunne lade som om han var Hilton så godt.

''Du er jo Paris!''

Men hun kunne ikke lade være med at grine. Det var så sjovt at hører Noah snakke sådan og se ham opføre sig sådan.

[Noah]

"I kød og blod," sagde han og strøg en hånd gennem håret. Manglede de blå øjne og det blonde hår. Han havde større fødder end Paris og færre penge. Han beundrede hende vel lidt. Hun tjente kassen om end hun ikke var medierne hver dag mere så var hun fremme i skoene og promovere sig selv konstant. Hun var først og fremmest en forretningsdame og main hvor hun tjente penge.

[Amanda Dagmar Carstensen]

''Forfærdeligt.''

Hun rystede lidt på hoved og rodede lidt op i det lyse hår. De havde siddet her et godt stykke tid nu og der var helt mørkt omkring dem. Hun havde end ikke bemærket det, hendes øjne havde vænnet sig til det og sommernætterne var ikke slutte, så det var ikke sort. Hun lagde heller ikke mærke til den gåsehud der spredte sig på hendes arme og ben, fordi det var lettere køligt uden solen.
Verden snurrede dejlig rundt omkring dem og vreden fra skænderiet med David var sivet ud af hende. Hun kunne nu godt bare blive her og snakke med Noah resten af natten, hvis det var. Men hun vidste at folk måtte have luret hvem han var fulgt efter og rygterne bredte sig som steppebrænde på skolen.
Men derfor kunne de nu godt sidde lidt endnu. Flasken var ikke hel tom, og hun tog en lille tår af den.

''Hvad fik dig egentlig til at vælge Lyngvig? Af alle steder. Jeg mener ... Der er nogle fede gymnasier inde i byen, som måske passer bedre til dig. Hvis du kan forstå hvad jeg mener. Selv om jeg nu syntes det er meget hyggeligt at du går her alligevel.''

Med byen mente hun København. Hun var fra sjælland og tænkte ikke at hun opholdte sig på Jylland. Med byen kunne hun jo snildt mene nogle af de andre større byer i Jylland.

[Noah]

"Jeg har faktisk ikke rigtigt prøvet at bo selv og jeg ved sgu ikke om jeg er klar til det. Jeg tænkte på at gå på den der ret strenge kostgymnasium hvor de riges børn går, men jeg er også ret glad for min frihed."

Han trak på skulderne. Det var nærmest bare blevet Lyngvig. Det havde været det der passede ham bedst. Så snart han altså fik en bil.

"Selv København er jo ikke en rigtig by," sagde han og blinkede til hende.

[Amanda Dagmar Carstensen]

''Herlufsholm.''

Hun var ikke hel sikker på om det var præcis det den hed, den skole, eller om det overhoved var den, men det var lige den hun kunne huske at have hørt om og den var også virkelig streng. Hendes far havde altid lavet sjov med Thomas om at hvis han ikke opførte sig pænt, ville han blive sendt der hen. Heldigvis havde det ikke været rigtigt.

''Frihed er også meget rart at have, selv om det er ude på markerne.''

Havde hun ikke kendt til Lyngvig gennem sin bror, havde hun nok aldrig valgt den, fordi det lå så langt væk. Fra alt.

''Det er den by i Danmark der bedst kan betegnes som en by, vil jeg næsten mene.''

Hun blinkede tilbage til ham og kunne ikke lade være med at fnise.

[Noah]

Noah kom til at le.

"Jeg må indrømme jeg har svært ved denne enorme stilhed, men den største reason til jeg er her er helt sikkert at jeg gik på en kostskole i England, to år, som lå på landet, tingene var fredelige, jeg var glad for det, og jeg har vel, hvad er ordet ... romantiseret det, så jeg ville gerne til det der burde være mit hjemland og lære det at kende, inden jeg forsætter med mit liv. Et pusterum."

Han tog flasken fra hende og fugtede ganen med noget af indholdet. Ikke meget var tilbage.

[Amanda Dagmar Carstensen]

Amanda lyttede til hvad han sagde uden at tage øjnene fra ham. Hun vidste ikke hvad hun havde regnet med var hans grund, men hun kunne nu godt lide den. Så var spørgsmålet jo bare om hans romantiserede tid i England havde sat hans forventninger op for meget. Hun pillede lidt ved en lok af hendes lyse hår.

''Og så var det lægevejen eller noget journalist noget bagefter ikke? Det du ville gøre med glans når du havde valgt.''

Og hovedsagelig penge. Det var det hans valg blev afgjort på og Amanda ville ikke dømme. Livet var jo bare lettere når man havde flere penge og Noah ville nok ikke kunne nøjes. Men hun kunne huske deres snak da hun havde hjulpet ham ned til.
Det hun ikke kunne huske var, hvornår hun havde haft så let at snakke med en person. Jo Marius og David var nok de to hun var faldet allerbedst i hak med gennem hendes tilvækst, men alligevel kunne de to ikke rigtig sammenlignes med Noah.

''Jeg er virkelig glad for du gik med mig,''

Det røg lidt ud af hende, uden nogen egentlig sammenhæng andet end hendes tanker, men hun var vitterlig taknemmelig for at havde vist bekymring over for hende, på trods af at de ikke kendte hinanden særlig godt endnu.