Søen

[Noah]

Jo han ville gerne være en af delene, men journalist var noget som mest var på drømmebasis. Det var ikke realistisk. Der var for lidt i det. Men han ville gerne. Rejse rundt. Se hele verden og skrive om det. Men det blev nok kirurg.

"Hey anytime miss sunshine," sagde han og gav hendes knæ et klem.

For hun var nem at snakke med. Hun huskede endda det han sagde og han sagde meget. Det vidste han godt. OG hun virkede ikke som en der burde have bekymringer men i stedet burde lavet noget sjovt.

"Hvis du ikke havde den arm i gips så skulle vi svømme."

[Amanda Dagmar Carstensen]

Et taknemmelig smil gled over hendes fine læber da han gav hendes knæ et klem, for hun vidste det ikke bare var tomme ord. Selvfølgelig kunne hun ikke afgøre om det ville være tilfældet hvis Selma pludselig skulle bryde sammen, eller hvis en af hans tidligere venner ringede. Så ville hun nok blive sidestillet og det generede hende nu ikke.
De havde jo trods alt kun kendt hinanden siden torsdag. Det ville være noget andet hvis Marius sidestillede hende til fordel for et eller andet latterligt ...

''Hvis du ikke havde den arm i gips så skulle vi svømme.''

Hun så på sin gipsarm og ærgede sig. Men hvorfor skulle den holde hende tilbage?

''Jeg kan da bare holde den over vandet.'' Eller de kunne gå efter en plastik pose, men det tænkte hun ikke lige nu. Ikke med alkoholen i blodet.

[Noah]

Med bryn løftet op i panden skubbede Noah Amandas ben fra sig. Han hev fat i sin T-shirt og trak den over hovedet. Over den flotte frisure, udstillede den Miami-brunede hud og viste tænderne i et smil der syntes at lyse en smule op i mørket.

"Hvorfor har du stadig så meget tøj på, girl?" han var selv ved at hive skoene af.

[Amanda Dagmar Carstensen]

Amanda blev hel overvældet over at Noah ikke tøvede det mindste med at hoppe i søen med hende. Og så blev hun da også en smule forblændet af den krop han viste frem.
Fuck hvor var hun taknemmelig for at det var nu og ikke for to år siden, at hun skulle hoppe i søen med sådan en Handsome dude.

Med et grin skubbede hun skoene af og rejste sig fra bænken. Knappede sine shorts op og begyndte så på den mørke skjorte, da shortsne lå på jorden. Men Noah havde fået en forspring og var næsten allerede ned ved søen, kun iført bokseshorts. Til sidst opgav hun hel at knappe skjorten op og hev den bare op over hoved, da hun havde åbnet bæltet og til sidst stod hun også kun i undertøj lige som han. Temmelig simpelt. Sort, men stadig lækkert og enkelte detaljer. Og kendte man til den slags mærker ville man vide det var Marlie Dekkers.

''Jeg var slet ikke klar!''

Hun stod i vandkanten og var for fuldt til at bekymre sig over at hun stod i undertøj foran ham. Det kolde vand ramte hendes fødder og en kuldegysning gik igennem hendes krop.

''Det er da alt for koldt.''

Men hun boede ved stranden. Hun var van til at hoppe i koldt vand. Hun spillede bare kostbar og så grinene på ham.

[Noah]

Vandet. Han var gået i stå. Han havde ikke været i tidligere. Havde smidt den sure fyr der var gået amok over frisuren, eller sådan noget, i - hvilket mindede ham at købe et nyt sæt tøj til fyren. Vandet. Det var iskoldt. Sidst han havde været i vand var det varmt. Miami varmt. Han så på Amanda der stod ved siden af ham med Djævlens smil på sine fine læber og et fanden i voldsk udtryk i øjnene. Han tog fat i hendes hånd, havde ikke lyst til det her alene og med:

"Vikings!" trak han Amanda med ud i det kolde vand, som egentlig ikke var koldt, men ikke varmt heller.

Det plaskede om deres lår og han mærkede hvordan hans blod pumpede rundt, hvordan hans hjerte bankede og hvordan han sikkert skreg mere, prustede mere end Amanda gjorde.

[Amanda Dagmar Carstensen]

Amanda var ikke klar på at blive hevet med i vandet af ham, selv om hun burde have forudset det. Hun hvinede som han trak hende med ud og det kolde vand omsluttede dem. Det har ikke koldt som om foråret eller efteråret, men det ændrede ikke på at det føltes iskoldt. Hun prøvede så vidt muligt ikke at få gipsen under vand og da de nåede ud hvor det var lidt dybere, havde Noah givet slip på hende.

Med en latter hoppede hun hent til ham og lagde armene om halsen på ham, så gipsen har over vandet.

"Du ved du har ansvaret for at holde den tør ikke?"

De var begge to helt våde, med undtagelse af håret. Hun snakkede om gipsen. Vandet gjorde at hun ikke skulle klynge sig til ham, for at holde sig oppe, men hun tænkte ikke over hvad hun gjorde. Hun var bare høj på øjeblikkets glæde og det impulsive i det. Der var ikke noget med hende og Noah og det ville hun sagtens kunne forsvare hvis nogen spurgte.

[Noah]

Noah gjorde det eneste han kunne gøre i den situation, han lagde en arm under hendes knæ, holdt hende under vandet, så hun kunne have armen om hans skulder og op i vejret.
Så spyttede han koldt søvand i en stråle lige i hovedet på hende.

Han tænkte ikke på det hyggelige bad han havde delt med Selma. På hendes lille krop mod hans. På hvordan han virkeligt skulle krumme sig for at kysse hende. Og han var ikke en nar, aldrig om han kunne finde på at lave noget med Amanda han tænkte end ikke på det, spyttede bare vand i hendes ansigt så hun sikkert ville have mascara ned af kinderne.

Men han havde en naturlig omgang med piger. Som han holdt Amanda nu ville det ikke være svært at smile og se på hende som var hun alt i verden. Han så godt nok på hende. Hun var virkeligt et dejligt menneske, med lidt mere dybde end hvad han havde set tidligere.

[Amanda Dagmar Carstensen]

Af ren refleks holdte hun den ene hånd foran hoved, da han begyndte at spytte vand på hende. Det var ulækkert, men hun blev nu ikke sur. Der var værre ting. Hun hvinede og da han var færdig, var hun ikke lang tid om at tage gengæld og plaske vand lige i hoved på ham, med hendes raske arm.

''Hvor du ugentlemands agtig.''

Lo hun højt og tørrede sig under øjnene. Ikke et sekundt i tvivl om at hendes mascara løb og hun var ikke fuld nok til at være ligeglad med sit udseende. Det ville hun nok aldrig blive. Noah selv var også hel våde i ansigtet nu.

''Bandit.''

Drillede hun og rakte tunge af ham. Taknemmelig for at have armen i gips, så han ikke bare kunne kaste hende væk, som hun havde på fornemmelsen at han kunne finde på, hvis ikke armen var et problem.

[Noah]

Noah spruttede og blinkede for at få vandet ud af sine øjne. Han fjernede ikke armene fra Amanda, for fuld var han, det kunne han mærke, som sit hjerte der racede sted. Han tænkte at lige nu var det nok også bedst. For han kunne mærke hendes krop. Han tænkte på der var mere kød på en Selma. Han tænkte at hun virkelig var ... han kunne se stjernerne i hendes øjne. Han snurrede rundt. Med hende.

"Den ting jeg elsker ved floden er
at floden altid forandre sig
for vandet det vil fremad
det vil strømme
men mennesker er aldrig lige sådan
de stopper og siger nej
vælger sikkerhed frem for deres drømme"

Han sang ikke specielt godt egentlig. Han havde aldrig lært det. Men tonedøv var han vel heller ikke. Teknisk set var det ikke en flod. De fandtes heller ikke i Danmark, det vidste han dog, men det var vand og det handlede om fremtiden om drømme og ham som valgte sikkerhed. Og så var han fuld.

[Amanda Dagmar Carstensen]

Hun tørrede ham blidt ved øjnene, da hun så at dråberne hang i hans øjenvipper og generede. Han havde jo af gode grunde ingen hænder fri og hun havde den ene. Et øjeblik så han på hende, så hun nærmest holdte vejret. Et par sekunder ikke mere drejede det sig om, og hun anede ikke det skulle betyde. Måske hun havde bildt sig det ind.
Men pludselig begyndte han at snurre rundt, så vandet satte i bevægelse rundt om dem og hun holdte sig fast til ham, men hun lo. Lo af glæde, fordi hun lige nu ingen bekymringer havde. David var glemt for en stund og i stedet fik denne fyr hende til at le, mens han sang Disney sange.
Hvornår havde drenge lov til at være så perfekte, uden de var hendes bedste ven?
Marius kunne jo også de fleste Disney sange uden ad og hun havde ikke tal på længere, hvor ofte de havde brugt vinter aftnerne på at ligge flettet ind i hinanden for at holde varmen, og stene Disney film, mens de spiste toast.
Noah var vel indbegrebet af perfekt. Også selv om han var snobbet.

''Jeg må se rundt om næste pynt,
Og længes mod den stærke strøm.
Hvorfor sku' jeg ta' vejen der er sikker.
Med en god og rolig mand,
Der aldrig selv har haft en drøm.
Og ikke ved at noget måske ligger.''

Forsatte hun, hvor Noah slap, udemærket klar over at der var et omkvæd imellem, men ligesom Noah var hun ikke en sanger, selv om hun ikke var tonedøv og hun ejede da rytme. Men hun nægtede at give sig i kast med Susanne Elmarks herlige stemme i omkvædet. Så var versene lidt lettere.

[Noah]

Hun holdt lidt for godt fast. Ånden sød af gajol. Hendes krop varm. Hendes øjne smilende. Hendes ben sprællende. De snurrede rundt. Eller var det verden der snurrede rundt, mens de stod stille? Hvorfor var hendes øjne så blå? Hvorfor kunne han stadig se at hun havde grædt, næsten. De røde streger i hendes øjne. Hvorfor var hun så tæt han kunne se det. Hvorfor så hun ham ind i øjnene. Sang de den mindst romantiske sang i Disneys historie sammen? Hvorfor ikke en af duetterne.

Det var en lille smule. Han kunne mærke det. Han stoppede med at snurre, men verden blev alligevel lidt ved.

"Atlantis har ingen sange," sagde han, for at sige noget. For at holde sig der hvor han var. Fordi vandet ikke var koldt og fordi det var det eneste han tænkte, det første. Fordi han måske lidt var en nørd. Og han vidste det.

[Amanda Dagmar Carstensen]

Der var et mærkelig øjeblik imellem dem. Eller nej ikke mærkeligt, men det var måde hvorpå han pludselig gik lidt i stå og kiggede på hende. Om det bare var fordi de var fulde eller hvad det var, vidste hun ikke, men det gav ihvertfald et sug i maven. Hans grønne øjne så intens på hende og hendes egne var fanget.
Til sidst slog hun sine øjne let ned og kunne ikke lade være med at smile lidt.

''Atlantis har ingen sange,''

Lød hans stemme og hun kunne mærke hvordan det let vibrerede mod hende når han snakkede. Det var så random hans spørgsmål og alligevel passede det bare til Noah, fordi han var så meget nørd i Disney at han var det nærmest langt mere end hende. Hendes smil blev større og hun så på ham igen.

''Nej, det rigtigt. Det har jeg aldrig tænkt over! Det er simpelthen for lang tiden siden at jeg har set den film.''

Hun fik pludselig en lyst til at se den, sammen med Noah.

[Noah]

"Også mig," sagde han.

Han gik stille og roligt ind mod land. Bar hende stadig da de kom op ad vandet og hans hud reagerede mod kulden. Ikke kulde, blot de at de ikke var i vandet. Han bar hende til bænken og deres tabte tøj.

"Undervurderet Disney film: Fedtmule og Søn," sagde han uden at sætte hende ned. Sagde det.

[Amanda Dagmar Carstensen]

Amanda bemærkede end ikke at de var oppe på land, før hun pludselig kunne mærke den let kølige aftenluft prikke i hendes hud. Hun frøs ikke, men fik alligevel gåsehud. Det var måske også bare følelsen af Noah der bar hende. Hun gjorde intet for at ville ned igen lige nu.

"Helt sikkert."

Hun kunne ikke være mere enig med ham og hun kunne ikke gøre for det, da et skælmsk smil prydede hendes læber. Havde hun været ædru var det aldrig sket. Men det var hun ikke og gennem hendes beruselse var Noahs krop så tydelig for hende.

"Da jeg var lille havde jeg et crush på Max."

[Noah]

"Jeg syntes at Roxanne var det flotteste hunkønsvæsen jeg nogensinde havde set."

Han satte hende ned, blinkede i mørket og viste sine hvide tænder i et grin.

"Det var længe inden jeg mødte dig."

Han gik to skridt tilbage og begyndte at lave sprællemænd. For at tørre og for ikke at blive kold.