Værelse 4

[Amanda Dagmar Carstensen]

//træder ind.

Det var stadig meget tydeligt på værelset at skoleåret lige var startet. Ikke meget personligt præg var der sat på værelset endnu, andet end de ting de lige havde pakket ud og brugt over weekenden. Selma var den eneste der endnu havde fået hæng noget op på væggen. Billeder af hende og folk fra sidste år. Det generede ikke Amanda og var nu meget hyggeligt med lidt farve på de hvide slidte vægge. Også selv om hun måske ikke brød sig om alle personerne på billederne, men der var jo ingen grund til at være en bitch over sådan noget.

Marius forsatte sin gang videre ind i værelset hen til vinduet hvor solen stod ind. Her var varmt, men de havde heldigvis ladet vinduet stået åben da de havde forladt værelset imorges. Hun tog det ikke ilde op at han bare gik med ind, selv om hun skulle skifte. Det var jo ikke fordi hun havde noget at skjule og da han havde David som værelses kammerat, var det ikke så få situationer Marius havde fanget hende i. Så om han lige så hende skifte rørte hende ikke.

Hun gik hen til skabet og rodede i i de tre bunker af tøj der var mast ind i det. Det var det eneste hun ikke havde savnet fra skolen. Ordenlig plads til tøjet. Ikke at hun behøvede flere rækker skabe, selv havde hun kun et lille derhjemme, men to hylder var bare ikke nok. Hun hev en top ud med brede stropper i en mørkeblå farve og et par praktiske, dog stadig moderigtige, short ud i beige.

''Skal jeg hjælpe''

Lød hans stemme, men hun rystede på hoved. Måske havde hun kun en og en halv arm at gøre godt med lige nu, men hun var ikke hjælpeløs og kunne nok godt klare det.

''Nej tak''

Hun fik trukket skjorten over hoved, med en smule besvær og bagefter den top hun havde inden under. Det var fuldstændigt tørt, men søvandets lugt hangt svagt i det.

''Pfft har jo rendt rundt og lugtet af sø og så har du intet sagt.''

Hun fik arbejdet den rene top på og så på ham med drillende øjne da hendes hoved kom frem.

''Sikke en ven du er''

[Marius Emil Lundqvist]

Marius blinkede bare til Amanda, da hun afslog, og vendte ansigtet mod vinduet igen for at give hende lidt privatliv - også, selvom hun var ugenert. Måske var det også lidt for sin egen skyld, han gjorde det, selvom han alligevel havde fanget et glimt af hende i ny og næ, hvor ordet blufærdighed ikke stod højest på listen. Men det tog han sig ikke synderligt af. Uden at se ind i rummet, lod Marius sine andre sanser undersøge værelset; den mest dominerende duft herinde, som stadig hang ved trods det åbne vindue, var en sødlig duft af parfume, der både var lidt syrlig og harsk i det, som når to forskellige parfumer blandedes, men alligevel var det mest duften af Selma, der nåede hans næsebor. Marius gned fraværende sin næse og hørte lyden af Amanda, der rodede rundt mellem sit tøj - hvordan kunne man også have SÅ meget tøj?

"Du ved jo, hvor meget jeg elsker vand, så hvorfor skulle jeg klage over din lugt?" Marius grinede og vendte sig imod hende med et undskyldende udtryk i øjnene, da han blev lidt mere alvorlig og sagde: "Helt ærligt, Amanda, jeg syntes, jeg havde andet at bekymre mig om end din havfruearoma." Han gik hen til hende, netop som hun fik trukket toppen helt ned. Marius' blik strejfede kort inventaret igen, før han snuppede en tusch fra Amandas penalhus, som lå på hendes seng. Marius puffede blidt Amanda ned at sidde på sengen, så hun ikke behøvede at holde gipsen op til ham.

"Vi kan lige så godt få det her tatovørarbejde overstået, før vi slutter os til de andre," sagde Marius tørt, ikke særlig sikker på, hvad han ville pryde hendes gips med - han vidste bare, at han måtte gøre det som den første.

[Amanda Dagmar Carstensen]

"Helt ærligt, Amanda, jeg syntes, jeg havde andet at bekymre mig om end din havfruearoma."

Som Lærke eventuelt, tænkte hun men nænnede ikke at sige det. Billede af ham med blikket langt efter hendes værelses kammerat var stadig lige tydeligt, men han mente ikke Lærke og nu havde han jo været så sød at pjække fra de første timer for hendes skyld. Hun trak på skulderne og skulle til at skifte shorts, da han stod foran hende og skubbede hende ned at sidde i sengen. Han havde taget den sorte tusch fra hendes pennalhus og uden at brokke sig lagde hun armen i gips på hans skød så han kunne skrive på den. Det var altid en tradition at folk skulle skrive på gips, selv om hun aldrig havde forstået det. Ihvertfald ikke dem der 'Håber du får det godt <3<3<3' sådan lort gad hun ikke at have stående, så hellere bare tegne en tegning. Da hun havde brækket skinnebenet havde Thomas selvfølgelig tager det til ekstremer og tegnet små action tegninger hele vejen op af gipsen. Ikke at han var god til at tegne, men han havde fortalt historierne imens og de havde været ved at brække sig af grin over de randomme historier de var kommet på.

"Det kan være du helt får smag for det og så var jeg startskuddet til den store karriere som tatoovør."

Selv om hun havde svært ved at forstille sig det. Marius hørte ikke til med en nål i hånden men med et klaver foran sig. Hun lænede sig frem, nysgerrig om han havde fundet på noget at skrive. Så længe det ikke var et eller andet ynkeligt gjorde det intet, eller... Det ville alligevel være for sjov fra hans side og så ville hun kunne klare det. Men Marius var som regel god til ord og så ville hun hellere have han skrev noget særligt. I det hele taget var hun glad for at han var den første der skrev.

[Marius Emil Lundqvist]

Marius var lidt i tvivl om, hvordan han skulle tolke Amandas skuldertræk, inden hun blev skubbet ned på sengen. Det var ganske vist ikke forbigået hans blik, at hun skulle til at skifte shorts, men det var bare, som om Amanda tænkte lidt længere over hans svar, end han havde regnet med. Nåh, hvad fanden ...

Marius strøg nænsomt over Amandas fingre med sine fingerspidser, velvidende, at hun selvfølgelig ikke kunne bruge hånden, når den også var viklet ind i stof, men også, at det givet vis stadig gjorde ondt, når hun kom til at bevæge fingrene. Han så eftertænksomt først på hende, så på gipsen, og tilbage på hende, mens han prøvede at formulere ét eller andet. Marius tænkte tilbage på tatoveringen, som prydede Fridas håndled og skød hurtigt billedet ud ad tankerne - det var ikke just noget filosofisk i den retning, han søgte, omkredset af sangfugle.

"Det kan være du helt får smag for det og så var jeg startskuddet til den store karriere som tatovør," sagde Amanda drillende til ham og lænede sig nysgerrigt frem for at se, om hans lykønskninger mon var lige så kreative, som skribenterne på Arto kunne gøre det.
Marius sendte hende et blændende smil med tuschen løftet, stadig med proppen på, og han sagde med et muntert tonefald: "Det bliver ikke det første, du bliver startskud til."

Marius sendte Amanda et skælmsk smil uden at uddybe og overvejede at nedfælde et lille vers i heksametre, men kunne ikke komme på noget så genialt i tankerne. Hans blik blev lidt fjernt, da han så på hende og vidste ikke, hvorfor han pludselig følte en stigende bekymring for hende. Marius skubbede følelserne til side og kanaliserede dem i stedet for ud på skrift med et lille touch af ynk og skødesløshed:

"As a blind lizard, eyes moving in different directions
So does your soul touch the others, feeling their beauty
And I know from myself that Legoland wasn't built of love
So who fucking cares about friendship when there's a chance of meeting a shaved llama?"

Verset kom spontant til Marius, mens han skrev det med overdrevet pæne, svungne bogstaver. Ved siden af lavede han den klassiske Hangman-galge, men i stedet for bare en almindelig mand, tegnede han en doktor med fipskæg.

"Jeg ved godt, at det ikke er særlig meget af et heltekvad at være, men så længe vi kender sandheden om vores flugt over sletterne, så behøver vi ikke at tænke over, hvad de andre tænker, vel?"

Marius læste atter verset igennem og vidste godt, at det var en mærkelig måde at formidle det lidt filosofiske budskab, som han mere eller mindre havde givet hende i bussen, da han sagde, at hun var smuk, som hun var, for med dét havde han netop ment, at selvom hun på overfladen var en ugenert, blond pige med snakketøjet i orden, så lå der langt mere under overfladen i hendes omgang med de mennesker, hun havde tillid til. Amanda måtte selv om, hvad hun forbandt med blinde firben og sjælens styrke, når den kun sansede med følelserne, for Marius var ikke i nærheden af at være overtroisk eller bare mystiker - han fandt det bare bizart og sjovt at forbinde to kontrasterende ting som et krybdyr og menneskets ånd. Mens han sad og funderede lidt over sit værk, blev hans blik atter fjernt.

"Typisk mig," mumlede han så, "at være så pladderfilosofisk og hænge en læge i galgen lige efter. Men se at få nogle pænere bukser på," tilføjede han med et lille, skævt smil og gav hendes skulder et klem. Så rejste han sig langsomt - nærmest lidt elegant - og skrånede hen til vinduet igen.

[Amanda Dagmar Carstensen]

Den lette berøring af hans fingre, sendte en rar varme gennem hånden. Ikke som når David havde rørt hende, men som når Thomas lagde armene om hende. Trygt og sikkert, uden fare for at blive såret. Eller ihvertfald lidt.

"Det bliver ikke det første, du bliver startskud til."

Amanda lod sine nysgerrig øjne flytte sig fra gipsen til Marius blik. Det var svært at bedømme præcis hvad han mente med det og hendes forundring var ikke til at skjule. Men hun spurgte ikke, ville ikke have en kedelig forklaring på det men lod tankerne vandre på hvad det kunne være. Starskuddet på et skoleår, hvor han ville pjække - næppe. Men tanken fik hende til at smile, eller det gjorde hans ord i det hele taget.
Med rolig hånd begyndte han at skrive på gipsen og hun trak øjnene mod hans skrevne ord. Hun mumlede ordene og kunne ikke lade være med at fnise over det sidste.

''Jeg syntes det er lige.... Os''

Sagde hun, men følte ikke det var forklarende nok. Eller om det overhoved var det hun mente. Det var ikke et sukker sødt et, med roser og andet i men på trods af det lidt useriøse var hun ikke i tvivl om at der lå mere bag hans ord. Ikke blot pjat og lal, men en venskabelig og alvorlig undertone lå i digtet.

''Jeg tror sagtens det kan få vores fraværd ned på 50 procent, specielt den skøntegning du har lavet ved siden af... Og hvem vil nogensinde dømme os når nu der står 'Shaved llama' på min gips?''

Hun rejste sig efter han gik hen mod vinduet igen. Hun fik hurtigt skiftet shorts til de rene og smidt det snavsede tøj ned i tasken under sengen.

[Marius Emil Lundqvist]

"Jeg synes, at det er lige ... OS."

Det havde Amanda sagt med en vis eftertænksomhed, og da Marius stod ved vinduet, genkaldte han sig Amandas ord og ansigtsudtryk i tankerne. Han havde ikke kunnet lade være med at le af hende, fordi det virkede som en parodi på en pladderromantisk scene i hans hoved, når man sidestillede lamaer, læger, som hang fra en galge og barberede lamaer med glødende kærlighd og hjerteskærende scener, der kunne få enhver til at blive blød i knæene. Marius vendte sig mod Amanda, a lyden af Amandas fingre, der knappede bukserne, ophørte. Han gik hen til hende med et muntert glimt i sine lyseblå øjne.

"Så må vi hellere komme af sted, så vi kan holde fraværsprocenten nede."

Han gik hen og åbnede døren med overdrevet galante bevægelser og lod, som om han holdt døren for hende, selvom det ikke var én af den slags, der smækkede i efter én. Så lagde de vejen forbi spisesalen.

//Til spisesalen md os to, honey.

[Amanda Dagmar Carstensen]

Amanda fik knappet sine shorts og var klar til at gå. Det var rart med noget rent tøj på og da han galant holdte døren for hende lo hun og nejede så godt hun nu kunne.

''Lad os hellere skynde os, når nu jeg er præsentable at følges med''

Hun rettede sig op og lod sin raske arm svinge om hans, mens en med gipsen tungt hang ned af siden. Den var irriterende, men en var væk om 6 uger og så kunne hun forsætte. I det mindste var det ikke højre, så hun kunne stadig skrive. Selv om det havde været en dejlig undskyldning for at slippe for timerne, men det var nok ikke helt nok.

Hun smilede og fulgte med Marius til spisesalen.

[Nishay M. Asran]

//Indtræder i tråd

Nishay kom ind på værelset efter at have tumlet forvirret rundt på skolens areal efter et vaskerum med en tørretumbler eventuelt. Det havde været ekstremt akavet henne ved søen, da hun havde måttet låne fyrens cardigan, og hun havde grundet det næsten ikke talt med folk i timerne, efterfølgende.
Bare afslapning - det var, hvad Nishay havde haft brug for, så hun var gået direkte ind på værelset, mens alle heldigvis var ude - selv Lærke. Og så havde hun ligget og tænkt over, om Lyngvig var noget for hende. Der var alt for mange, alt for åbne (både i tøj og personlighed) mennesker, og de virkede alle søde og alt for imødekommende, og hun vidste ikke, hvad hun skulle gøre af sig selv. Seriøst, hvis hendes storebror så det her sted, ville han trække hende hjem til Nørrebro ved håret efter at have banket hende gul og blå.
For at få tiden til at gå, gik hun ud med den våde cardigan og vaskede den i hånden efter at have nasset sig til nogle brugbare sæbemidler. Eftersom der ikke var nok tøj til en hel tøjvask i én af vaskemaskinerne, som helt sikkert måtte være her på stedet, gjorde hun det i hånden. Og nu stod hun her på værelset, og Lærke var kommet tilbage. Nishay smilede glad til hende; hun havde slet ikke set Lærke ved aftensmaden.

"Hey," sagde hun friskt i et lidt højt toneleje, der gjorde hendes dybe, hæse stemme, lidt skinger. Hun strøg indenfor og hen til radiatoren, hvor cardiganen hang. Det bløde, mørkegrønne stof var næsten tørt under hendes fingre. Da hun hev den op og slog den ud i luften for at rette eventuelle folder, duftede den rent og godt.

'Han kommer nok til den dér hyggeting,' tænkte Nishay og vendte sig igen mod Lærke. "Vil du ikke med til hyggetingen i aktivitetsrummet... eller hvad det nu hedder?"

[Lærke]

::/ er i tråd

Lærke havde suget solen til sig under de runde solbriller, mens hun havde ladet øjnene løbe over side for side. Den eneste afbrydelse havde været Adam som hun selv havde indledt en samtale med. Ikke at den havde været specielt givende eller interessant, han havde snakket lidt om teknik og tricks. Lærke var blot glad for at han ikke havde spurgt om hun ville prøve. Hjul var ikke hende. 
Bagefter havde hun bevæget sig til værelset, skiftet tøj og smuttet over i idrætssalen der var tom. Hun havde smækket sin iPod til og havde gennemgået din rutine, taget et bad, men denne gang uden at vaske hår og havde endnu engang smækket et tøjsæt på sin krop. En temmelig sort T-shirt med et temmeligt gult Batman logo på brystet og nogle grå baggy sweatpants. Hun havde knapt smidt sig op i sin seng før Nishay kom ind. 

Sjovt nok havde Lærke heller ikke set hende til aftensmaden, men hun havde heller ikke set så meget andet end hakkebøfferne og ketchuppen. De sprøde kartofler og de bløde løg. Maden var prima og Lærke nød det. 

Med et spring stod Lærke på gulvet ikke langt fra den kønne pige der var venligheden selv. Det var ingen overraskelse for den atletiske pige at der var en sammenkomst, selvfølgelig havde hun læst programmet, men egentlig havde hun besluttet sig for springe over og måske søge ud i 'naturen'. Men nu med invitationen savnede hun det hjemlige ved den konstante menneskefaktor man ikke kunne løbe fra, medmindre man valgte at slukke hjernen og lade være alene tid lig med at bevidst udelukke andre om de så var der. 
Fordi at det var hvad hun ville gøre hjemme var Lærke ved at spørge om Nishay ville have en Guldbajer eller Elefant i hånden, men huskede samtalen fra imorges. En ikke-drikker, så istedet trak Lærke på skulderne med et nik og åbnede sit skab hvorfra hun hev en skinnende rød dåse cola fra. Med en negl slog hun på den og åbnede den med det velkendte suk den frigivne kulsyre gav fra sig. Hun tog en mundfuld og stak metallet imod Nishay. 

"Cola og kællinger," sagde Lærke og pegede mod døren. Hendes intention var vel tydelig nok?

[Nishay M. Asran]

Nishay stod lidt afventende, mens hun foldede cardiganen pænt sammen som en anden housewife. Men husarbejde var nu også rutine for hende. Det kom lidt bag på hende, at Lærke var så ivrig - eller i hvert fald så det sådan ud, da hun i et spring stod ved hende. Nishay smilede stort, glad for, at hun ikke skulle gå derhen alene. Hun ville især ikke gå hen til fyren og aflevere hans cardigan uden en form for rygdækning. Lærkes lige-på-og-hårdt-kommentarer kunne hun sgu godt bruge, dér.

Nishay greb sig selv i at tøve, da hun fik tilbudt colaen. Det dér med at drikke af noget, som andre havde drukket af, havde altid været lidt weird for hende - måske, fordi når hun viste sig at være mindre sart end sine muslimske veninder derhjemme, havde de altid sendt hende store øjne og hviske-tisket. Men Nishay greb om colaen med et grin og tog en slurk. Hun kunne mærke, at latteren boblede i hende ligesom colaen i sin mund, som hun hurtigt slugte, hvorefter hun alligevel kom til at sprutte af grin over Lærkes kommentar.
"Oh, f'f'f'f'f'f ...." - Nishay tog en hånd op for munden for ikke at risikere at hoste colaen op igen. Hun gik hen mod døren med glinsende øjne mod Lærke, cardiganen over armen og skælvende skuldre af et lydløst grineanfald.

//Til Aktivitetsrummet (?)

[Nishay M. Asran]

//Til tråd - direkte fra gang (det her stykke af mit lange indlæg passer bedre her):

Hun satte sig på sengen, trak fødderne ud af skoene og hev benene til sig. Hun lænede sig lidt ud over sengen - hun havde valgt en nedrekøje - og trak sin skoletaske til sig, hvorfra hun fremdrog et par standard Apple Earphones, som hun pluggede i den lille, hvide lavpris-Samsung Netbook, der havde været hendes lille følgesvend siden 8. klasse - i hvert fald på skolen. Til alt muligt andet var den utilstrækkelig, men hendes forældre havde kun lige indvilliget i at lade hende gå her, og Nishay tvivlede på, at hvis hun krævede at få en ny computer med i betingelserne, ville hendes chancer have været bedre. Tværtimod.

"Gmail.com," tastede hendes fingre hurtigt på det lille, lavtklaprende tastatur. Det var en kvalitet, hun elskede - tastaturet. Der var ingen mails af betydning. Bare nyhedsbreve og Facebook-notifikationer, som hun ikke havde afmeldt. Blikket afsøgte bevidst skærmen efter velkendte navne fra København, men der var ingen. Heldigvis. Fluebenene blev sat på de mails, hun ikke ønskede at tjekke og efterfølgende slettet. Okay, det var det. Hun lukkede skærmen, lagde den lille computer ved siden af hovedpuden og lagde sig ned med fødderne plantet i madrassen og knæene pegende mod loftet.

Bøssepar. Hippietyper. Letsindige og åbne folk. Nørder. Hvad fanden lavede hun her? Nishay stirrede op i den øverste køjes bund og kunne ikke slippe følelsen af at være malplaceret. Men malplaceret og velkommen på én gang. Folk havde taget godt imod hende, og i modsætning til hjemme havde ingen kigget på hende, som om hun var en anden slags. Nishay ville ønske, at de havde gjort det: Kigget på hende, som om hun var underlig, eller hvisket i krogene om den nye indvandrerpige. Det havde hun kunnet håndtere. Ikke de her lalleglade fjolser, der simplificerede alting til plus og minus. Kød og grøntsager. Anoreksi og overvægt. Hvad fanden lavede hun her? Ikke engang i nærheden af en rigtig storby, medmindre hun tog til Århus, hvor hun aldrig havde været. Alle talte jysk dér - og var mærkelige. De talte om computerspil og trolde og om Claus Rifbjerg, som hun absolut ikke havde brudt sig om hverken at læse eller diskutere i skolen. Enten tog folk sig selv alt for højtideligt og spillede smart med deres engagement og kunnen, eller også var de virkelig bare kloge og dygtige - og havde lært noget af at komme væk hjemmefra. Men så langt følte Nishay aldrig, at hun kunne nå. Ærligttalt, hun anede ikke, hvem Rifbjerg var, før hun kom til eksamen i det i 9. klasse.

Nishay sukkede ubevidst. Hun vendte sig i sengen og kiggede i stedet på sin computers logo på det glatte plasticlåg. Og så skete det. Telefonen vibrerede i hendes lomme. Hendes smalle, lille hånd trak den op; øjnene stirrede anklagende på displayet, og hendes tommelfinger trykkede lynhurtigt på afvis. Hjemme! Behøvede de absolut at kime hende ned og minde hende om, hvad hun ikke var? Hun var ikke god i skolen mere! Hun var ikke miss nice girl, der kom hjem hver eftermiddag, fordi der var fucking fire timers rejse hjem. Og hun ... Hun havde lånt en drengs cardigan! Iew! Den dårlige samvittighed kom altid mindre end 30 sekunder efter, hun havde afvist opkaldet fra sine forældre. Men nu var det for sent at gøre noget ved det. Nishays indre vred sig. Hyggeaften - tsk.

[Lærke]

/:: Fra badeværelset

Sæbe og den der duft hun ikke kunne komme udenom sikkert var hendes, fulgte med hende ind på det næsten mørklagte værelse. Hun så den lille krop ligge i sengen.
Var det en god idé?
Stå fanden i det.
Hun sagde ikke noget. Dét var ikke så meget hende. Lige som at alkohol ikke var Nishay. Det måtte man vel respektere ved hinanden. Pigen spiste heller ikke gris. Men det kunne hun godt leve med. Øl var noget andet. Men enhver til sin død.
Hun trak en T-shirt med Mickey over hovedet. Den var slidt og flosset i alle kantet og flere havde truet med at brugte hun den til andet end at sove i ville hun dø. Så sorte H&M trusser. Ja hun var nærig, men hvem fuck gik i undetøj til freaking 250 kroner for et par latterlige blonder der skulle dække ens kussehår? Hvem fandt det overhovedet frækt at hårerne stak ud ad de der latterlige huller?
Okay ... det kunne hun godt svare på.

Lærke stolede på sit instinkt. Nishay måtte kunne lide Beyonce og da hun satte iPod'en til sine højtalere på bordet og satte tangen var det et sats, men et hun vel måtte tage.

"Jeg tænkte vi skulle slutte første skoledag med en fucking fest for københavnerne."

Hun skruede op og begyndte at knipse præcis som i musikvideon. Faktisk var det de helt samme trin hun lagde ud med til Beyonces lækre, beroligende stemme kaldte dem Honey og Lærke rakte en hånd frem til den kønne pigen i køjen under hendes. Ja hun indbyd fandme til latterlig dans på et lillebitte stykke gulv i et værelse der stadig lugtede af fremmede mennesker, med en pige der ikke følte sig hjemme.

[Amanda Dagmar Carstensen]

//Ankommer fra søen med Noah.

Amanda kunne hører musik var hendes værelse, ikke højt, bare en stille melodi, hvilket betød at nogle var der inde. I hendes beruselse tænkte hun ikke at det kunne være Selma. Den pige var jo over hos Anton og Jonathan i hyggestuen. Så hun åbnede døren, dog med tanke på at hun havde en dreng med og det var piger der boede på værelset. Hun så at Nishay sad i sin køje og læste, mens Lærke vidst havde gang i lidt det samme.

''Hey,''

Smilede hun til de to og prøvede at virke ædru. Eller bare mindre fuld end hvad hun var. Hun gad slet ikke tage sig af Lærkes hårde blik, hvis det skulle være og hun åbnede døren hel så Noah også kunne komme ind. De to piger lå ikke i undertøj eller noget i den stil, som han ikke skulle se og derfor kunne hun godt tillade sig.
Hun ville ikke forlege dem eller noget i den stil. Hun skulle bare have en bluse, og nok også nogle bukser, så hun slap for det våde tøj. Hun gik over til sit lille skab og rodede der inde.

[Lærke]

Hun drejede hovedet og så lige ind i prettyboys smilende, venlige ansigt. Hun så hvordan han havde haft fat i Amanda og vidste at han kneppede den underernærede gås de også boede på værelse med. Hun havde lyst til spydigt at kommentere om blondie var klar over dukkefjæs havde dame på eller om bigami var helt fint for hende?
Lærke havde set Amandas røde øjne. Havde set onde blikke og fnys over en fyr hun ikke kendte. Måske var det bare hævn. Men stadig. En anden dames fyr?

Og så åbnede han munden: "Hej. Noah."

Lærke kunne ikke se Nishay under sig, men kunne høre denne pusle med dynen.

"Okay," svarede hun. Så ned i bogen igen.

[Noah]

Nishay havde han mødt før, flere gange og begge gange var hun gået fra ham. Nu kunne hun ikke gå, men hun vendte faktisk ansigtet væk. Han så derfor på den anden og hun var smuk. Ikke på sådan en: Jeg er fucking lækker, men på en mere kølig, naturlig, ja-jeg-har-sweats-og-T-shirt-på. Han blev et øjeblik fanget af hendes øjne der bare hadede ham af alt magt. Hun så væk og han så på Amanda kort, løftede brynene ad hende, for beruset til at tænke på pigen kunne se ham gøre det.

"Klaverspillerinden. Wauw den ser man ikke mange læse på vores alder."