Værelse 4

[Amanda Dagmar Carstensen]

Amanda så på døren efter Selma var forsvundet ud af den. Det var garanteret hende inde ved siden af. Var det Noah? Det var godt nok hurtigt, men hvem kunne ikke bruge et engangs knald, det var altid rart jo. Fridas ord hev hende ud af tankerne og hun lod hænderne og hoved hvile mod sengen, stadig liggende på maven med benen hængene ud over.

''Tjo.. Vi kan jo ikke hjælpe hende, hvis hun ikke gider have hjælp. Men ja''

Egentlig havde hun mest lyst til at stille Selma foran et spejl og bede hende tage sig sammen. Hun kunne da sagtens finde billeder frem af hende selv og vise pigen, så hun kunne få et billede af hvordan man se ud når man var tyk.
Amandas egne forældre havde da været lidt bekymret da hun var kommet hjem fra Amerika og havde tabt sig, om der lå noget under. Bulimi eller anoreksi, men Amanda havde aldrig haft noget der lignede det.
Hun kunne ikke fordrage at kaste op og følelsen af at sulte sig selv var bestemt heller ikke noget hun ville nyde, så det havde været helt ubegrundet.

''Men hun får heller ikke lov til at lade det stå til, jeg gider da ikke have at hun brækker sig på vores toilet hele tiden'' Hun vidste godt det lød lidt hårdt. Selma var jo en sød pige og gjorde det nok ikke helt med vilje. Det var jo en sygdom, på en måde. Hun måtte nok hellere bløde sine ord lidt op, så Frida ikke fik det syn på hende at hun bare var kold i røven.

''Hvis det ender med at tage overhånd, må vi jo prøve at få en lærer ind over... Men forhåbentlig kommer hun selv og vil snakke om det så vi kan hjælpe hende.''

Måske det gjorde det lidt mindre hårdt...

[Frida Jensen]

"Ja det håber jeg også" gabte hun. "Men et eller andet må der altså ske. Det kan ikke passe at en hel skole ved det og ingen af os tør gøre noget ved det. For hun er så sød, hun skal altså have det bedre."

Frida kunne godt mærke hvor træt hun var, det var jo også midt om natten og hun var lige kommet tilbage til skolen. Så sent som i går havde hun puttet Viola med Peter Pedal-historier og børnesange. De første par dage hjemme eller på skolen var altid en mærkelig omvæltning. Det var to forskellige liv, men de var lige gode.

"Jeg tror altså jeg smutter ind i seng." Hun smilede undskyldende til Amanda. Hun håbede ikke der var uhøfligt, men det var det nok ikke. Amanda ville sikkert også gerne selv sove.
"Vi snakkes snart ikke?" Hun gav Amanda et lille kram da hun rejste sig, og sørgede for at tage Amandas kop med ud også, det var det mindste hun kunne gøre. Det var lidt akavet at sige 'hej' og 'farvel' til folk, som man ikke rigtig var venner med, men var mere end bekendte. Men give hånd det ville hun altså ikke, og bare at gå ville også føles lidt åndssvagt. Hun synes jo Amanda var sød.

//forlader tråd

[Lærke]

//: Kommer fra badeværelset

Lærke fik ikke lukket døren helt. Endnu en ting der var en vane fra hjemme. Der stod den næsten altid åben fordi de som regel gerne ville i kontakt med hinanden eller der alligevel ikke var nogen, eller Aske der bare ikke kendte til brugen af håndtag. Hun havde altid delt værelse med ham, men havde en del gange grundet trunter måtte sove på sofaen.

Hun tørrede sig trak tørt undertøj på nogle adidas shorts og en rød slidt jersey uden over. Da hun skulle pakke var hun kommet i tvivl om hvad der var hendes og hvad der var Askes tøj. Det virkede en smule klamt, men på den anden side så var det bare livet hjemme. Aske havde insisteret på at den trøje så bedre ud på Lærke end på ham. Den fremhævede efter sigende hendes 'strålende efterårsfarver' hvorefter Aske og Bjarke var knækket sammen af grin. Hvilket sikkert var sandt. Hun trak nogle hvide sneaks på. Hun havde løbet i dem et par gange. De var rare og passede til hendes fødder. Hun tørrede håret og gik med det rundt om hovedet ud på gangen.

::/ går ud på gangen.

[Selma Åberg]

//indtræder nok lissom :iii<3 (okay, hvad...? -.-)

Selma sang lavmeldt, da hun trådte ind på værelset. Døren lukkede i af sig selv, da hun gav den et lille skub med sin hårde hofte. Det gjorde faktisk lidt ondt, men hun var ligeglad. Fuck, hendes liv var fucking skide godt! Noah var bare så lækker, og hun havde ham sådan... Ja, lige før havde hun haft ham lige op af sig. Og han kaldte hende søde ting, der bare gjorde hende mega glad. Som nu hvor hun sang lavmeldt med sin ikke særlig skønne sangstemme.

"... Be my only, be the water and waiting
You’re my river running high, run deep run wild

I follow, I follow you deep sea baby
I follow, I, I follow you, not your money..."

Hun fandt sin shampoo og balsam frem. Hendes ellers ret stærke og tykke hår var blevet lidt mærkeligt. Især i sommerferien hvor det havde føltes vildt spaltet og svagt, men det var der heldigvis hårprodukter til. Så hun havde købt sådan nogle halvdyre store dunke med shampoo og balsam fra hendes frisør. Nu ville hun lade dem blive på badeværelset. De kunne godt stå inde i et af skabene. Der var en del små skabe inde på det faktisk ret nydelige og alligevel store badeværelse, hvor man kunne have sine ting. Makeup, hårprodukter, parfume, tandbørste og så videre. I stedet for man skulle slæbe det hele derhen. Hun havde allerede en hårkur der fra sidste gang hun var i bad, men den skulle hun kun bruge én gang om ugen eller noget.

Hun havde ikke brugt specielt meget tid på at pakke ud. Det var lidt spild af tid, når det jo alligevel ville blive pakket ud på et tidspunkt, når hun brugte det. Dog havde hun fået halvdelen af sit tøj ind i klædeskabene, for det var noget af der der ikke måtte blive for længe i en taske. Det med at gøre værelset personligt havde hende og hendes gamle værelseskammerater været meget enige om. De havde haft pretty meget samme smag. Så de havde bare rykket lidt rundt, hængt en masse tilfældige ting og plakater op, medført en masse puder til sengene og en af pigerne der boede tæt på havde fået nogle møbler ind fra hendes eget værelse. For eksempel en sækkepude alle folk bare ville sidde på, når de kom ind på værelset. Selma ville gerne bestille en mindre flyttebil i år. Så hun kunne få gjort værelset lidt mere personligt. Det havde man nemlig ret til, hvis man bare undgik at gøre noget ved væggene.

Hun gik ud fra værelset og var lige ved at tabe håndklædet da hun gik ind på badeværelset, men det så ingen heldigvis. Hun tøffede hen til brusekabinen - efter hun havde lukket døren of course - med et stort smil om munden og rakte ham sine hårprodukter. Så lod hun håndklædet falde og gik ind til ham. Hun lukkede kabinen efter sig, så de ikke ville sprøjte over det hele. Smilede endnu større end før nu hvor hun stod her med Noah. Det var bare livet... Og vandet var dejlig varmt.

//Ja, går ud af den her tråd i hver fald og er i badeværelse 2 nu.

[Lærke]

//: Indtræder i tråd efter at have forladt lygtepæl

Lærke havde bare lige slået et smut rundt om skolen, men var så vendt tilbage til værelset. Hun havde åbnet alle vinduer, der stank stadig er sovende mennesker, rystet sin dyne, redt den og begyndte at rydde op i sine ting. Fra hendes computer brølede Linkin Park ud og hun sang stille med, mens hun gik og ryddede op.

Lærke kunne sagtens leve med rod, hun havde trods alt delt værelse med Aske altid, og han var ikke noget dydsmønster med hensyn til den slags 'kællinge-arbejde', alligevel foretrak Lærke at vide hvor hendes ting var. Hun vidste at en af de nærmeste dage ville der komme en pakke med flere bøger, og andre 'livsnødvendige' ting Aske ikke mente hun kunne leve uden. Hun havde lyst til at ringe til ham, men de havde snakket sammen igår. Hun havde også snakket med Pernille og Simone. De to der nu tog en tiende klasse hjemme, fordi de bare trængte til at være unge og gå i byen og ikke give en skid for deres lektier.

Desuden måtte hun finde ud af om der kom en såkaldt bogbus til den her skole og hvis ikke, hvordan hun så blev meldt ind i Lyngvigs bibliotek. For den by havde da et bibliotek. Det måtte kommunen da priotere.

[Selma Åberg]

// indtræder.... ;D

Selma havde endnu et lille glad smil om munden da hun trådte ind på værelset. Hun bemærkede hurtigt at hendes værelseskammerat Lærke var derinde. Det var en meget køn, men lidt stille 1. g'er. Hun havde endnu ikke rigtig snakket med hende, og hun vidste derfor ikke rigtig hvem denne Lærke var. Men hun var sikkert meget sød.

"Hej, Lærke. Hvem smed dig i?" spurgte Selma med en mild latter i stemmen.
Hun overvejede lidt om hun skulle træde i tøjet på badeværelset eller bare gøre det her. Tanken om at gøre det her tiltalte hende ikke ligefrem, da det ville kræve at hun tog håndklædet af og den slags. Men det ville også virke lidt mærkeligt bare at gå ind og så ud igen.

Hendes smykker havde hun i et smykkeskrin på sit skrivebord.

Hun var ret afhængig af smykker faktisk. Det var bare som om at man så det grimmere ud uden smykker. Ligesom med makeup. Måske var der engang hvor hun ikke gik med makeup og det så helt normalt ud, men det var snart 6 år siden. På den folkeskole hun gik på var der i de store klasser kommet den der uniform. Meget makeup, stramt tøj, glattet hår, mærkevarer. Og sådan var det bare. Skilte man sig ud kunne man være sikker på at enten ens klassekammerater eller pigerne i klasserne over ville komme efter en. Sådan var det bare. Man måtte blande sig sammen med mængden for ikke at blive en outsider.
Nu da hun tænkte tilbage på det virkede forløbet i de sidste 3 klassetrin på folkeskolen som én lang tåresløret masse af hårde teenageår. Fyldt med modvilje, fyldt med regnfulde dage under dynen med hovedet i puden. Uden accept, uden identitet, uden selvværd eller ægte smil. Hver morgen sminkede hun et smil på sine læber ligesom det tygge lag foundation og mascara. Hver morgen glattede hun hver ulykkelig rynke i panden ud ligesom hendes ellers flotte, bølgede hår. Hver morgen trådte hun i en stram form som den glade Selma ligesom med de stramme jeans og de stramme tanktops med dyre-print. Og alligevel var hun "den tykke pige" ifølge pigerne i de større klasser. Alligevel var hun falsk som en barbiedukke. Alligevel var hun aldrig rigtig en del af fællesskabet. For selvom pigerne i hendes klasse sendte hende hjerter i alle sms'erne, selvom de inviterede hende til diverse pyjamas-parties og druk-fester var det ikke hende. Det var ikke Selma der svarede en sød besked tilbage med et hjerte. Det var ikke Selma der drak sig fuld i weekenderne. Det var ikke Selma der så sukkersøde film til slik og popcorn en fredag aften iført nattøj der var omtrent ligeså bekvemt som et korset.
Og uanset hvor meget hun prøvede, hvor meget hun lo og smilede og var imødekommende var det bare ikke rigtigt. Det var aldrig Selma. Hun kunne bare aldrig selv se hvad der var galt med det hele. Hvad der var galt med at gøre sig tyndere og tyndere for andres skyld, for fællesskabets skyld. Det var bare hendes pligt som Selma Åberg Andersen at sulte sig, at gå i tøj hun hadede, at gøre sig dårlig i skolen med vilje, at drikke sig i hegnet, at bagtale andre, at køre sig selv igennem en anti-individualitets-maskine.

Så smukt var livet.

[Lærke]

Lærke snurrede rundt og så Selma.
Hun lukkede øjnene kort, mens hun igen vendte sig mod oprydningen. Selma var bare alt for ... glad. Det var næsten ulækkert hvordan hun konstant kastede sin små tynde arme om folk og hele tiden skulle nærmest være på hysteriets rand. Det var bare det at Lærke havde mødt for mange af den slags typer. For mange piger der hele tiden skulle være så skide facade-lækre men i virkeligheden var vrag indeni. Som Selmas knogler der stak ud af huden.
Men det var ikke Lærkes plads at blande sig. Hun havde lyst til at stikke den lille egoistiske so en knytnæve i face, men hun tvivlede på at Selma ville forstå det. Alle der kendte Selma mere indgående kunne jo ikke undgå at se hvad den tøs havde gang i.
Med ét tryk på space-tasten slukkede musikken og stilheden virkede overdøvende. Ikke for Lærke hun var ligeglad. Hun lukkede vinduerne igen.

"Marius," svarede hun lidt halgnavent. Den stupide idiot var bare for meget. Lærke forestillede sig at han bare 'ælskede' vand og følte det hans andet element, men sådan havde hun det ikke. Hun havde set på aktivitetsskemaet at man kunne gå til kajak. Hvor fanden troede de det her var? Kajak, krafthelvede om hun ville sætte sine ben i en ustabil pind af en båd og så lærer en grønlændervending. Niks.

Hun kastede et blik mod Selma i håndklædet og sukkede nærmest. Small-talk, great.

"Hvad med dig?"

Det kunne indebærer så mange ting. Har du det godt? Smed du nogen i? Blev du smidt i? Hvad er der med det åndsvage smil på dine læber?

[Selma Åberg]

Selma sagde først ikke noget. Var det indbildning eller virkede Lærke ... lukket af? Måske var det bare sådan hun var. Fair nok. Nogle mennesker havde bare ikke overskud til at udtrykke hvor glade de var udenpå. Eller udtrykke hvordan de havde det for den sags skyld. Selma vidste sjældent hvad hun skulle stille op med den slags mennesker, fordi man aldrig rigtig vidste om de hadede en eller elskede en. Ligesom med Sophia. Og dog kunne man på en eller anden mysti-fystisk måde godt gennemskue hvordan Sophia havde det med folk. Selma kunne i hvert fald tydeligt se, at Samuel-fyren og hende svingede rigtig godt sammen. Det havde måske også noget at gøre med, at de var sammen konstant og hele tiden. Men det virkede også som om hun havde det godt med ham. Det så i hvert fald ikke ud som om hun blev tvunget til at være sammen med hende, når Selma så dem sammen...

En anden grund til Selma ikke lige svarede med det samme kunne være, at spørgsmålet havde været meget indirekte på en måde. Men måske vidste Lærke bare ikke, at det kun var 1. g'erne der skulle have en dukkert første skoledag. Donno...
En ting vidste hun i hvert fald: Lærke var bestemt ikke glad for den tradition. Hun virkede lettere gnaven over at være blevet smidt i søen i hvert fald udfra hendes måde at svare på. Af Marius. Ham kendte hun ikke rigtig. Hun havde ganske vidst set lidt til ham, men hun havde aldrig snakket med ham eller noget som helst andet. Det havde måske noget at gøre med, at de gik på to forskellige klassetrin. Hun kunne ikke engang sige om det var en hun skulle være vild efter at snakke med, for hun vidste ikke om han var rar eller ikke. Baseret på Lærkes tonefald virkede han ikke ligefrem rar, men det kunne ligeså godt have noget at gøre med at hun ikke ville være havnet i vandet.
Det var også bare fucking ydmygende, så det forstod Selma godt. Hvem syntes ikke det var ydmygende egentlig? Men nu hvor hun tænkte tilbage på den dag kunne hun kun grine.

Selma det her virkede lidt akavet. Lidt nederen. Hun hadede når noget blev akavet. Hun hadede pinlig tavshed. Det var bare mega irriterende. Selma fik lyst til at gøre noget... Hun gjorde altid noget. Tilfældige ting. Overraskende ting. Sjove ting. Bare et eller andet... For man kunne da ikke bare være to mennesker i det samme rum og så bare... være stille og ikke gøre noget?!

Selma trak på skuldrene til sidst og ledte efter sin makeup-taske i kufferten. "Jeg er bare gravid..." hørte hun sig selv sige. Helt alvorligt...
Det var slet ikke sandt og hun havde slet ikke haft ordene i sit hoved. De røg bare ud af hendes mund. For sjov. Whut?
Random... Hun smilede ikke engang og egentlig gav det ikke rigtig mening at hun fandt på at sige det. Nogle gange overraskede hun også lidt sig selv. Selma, din tosse... tænkte hun mens hun gned sig på maven. Hun kunne godt give sig ud for at være gravid med den mave egentlig...

[Lærke]

Lærke sendte Selma et hvast blik. Et blik der sagde 'som om' hun synes ikke engang joken var sjov. Selma havde sikkert ikke menustration med en så udsultet krop.
Lærke kunne mærke lysten til at se lige ned i Selmas ansigt og snerrende bede hende om at tage sig sammen. Forventede Selma at Lærke nu vendte sig om med et stort smil og sagde til hende med en pjattet stemme at Selma bare var sååååååå super fantalastisk tynd at modeller fandme var misundelige. Det var jo langt ude.
Eller også forstod Lærke simpelthen bare ikke humoren i det.

"Jamen held og lykke med det," sagde hun tørt.
Lærke havde intet imod stilheden. Sådan var hun egentlig helst især når der ikke var noget fornuftigt eller bare noget sjovt der kunne siges. Ellers var det jo bare meningsløst og Selma virkede bare som om hun var ved at dø i det. På grund af Lærkes manglende situationsfornemmelse lagde hun ikke engang mærke til at det føles akavet.
Hun så sig i det spejl der en eller anden havde hængt på indersiden af hendes skabslåge. Hun samlede håret i en højere hestehale. Sådan. Nu lignede hun sgu sig selv. Hun havde godt set ved morgenmaden var mange af 1.g pigerne der havde masser af make-up på. For Lærke var make-up bare ikke lig med at man skulle have det på hele tiden.

[Nishay M. Asran]

//Indtræder fra Badeværelse 2

Nishay åbnede døren til værelset og smuttede ind. Hendes blik fortalte hende straks, at der var nogen derinde - Selma og Lærke - så Nishay skyndte sig at skubbe elendigheden væk fra sit ansigt og smile til dem begge.
"Hey Lærke - hey ... Selma." Navnet Selma efterfulgtes af skamfuldt, halvt lukkede øjne. Nishay gik direkte hen til sin seng og dumpede ned på den, mens hun undersøgte pigerne. Lærkes hår så endnu fugtigt ud. Nishay havde lyst til at brokke sig over, at de var blevet smidt i vandet, men lod taktfuldt være, når der nu var en elev fra 3. G på værelset. I stedet spurgte hun: "Er der så bare normal skolegang fra nu af?"

Nishay kunne ikke skjule det håbefulde tonefald. Hun viklede håret ud af håndklædet og lod det falde løst om sig; håret rørte næsten gulvet, da Nishay bøjede sig og tørrede sandet af de bare fødder, som hun svøbte i et par hvide ankelsokker. Hendes eneste par sandaler, som hun gad gå i til daglig, var drivvåde, så hun fandt et par sorte Kawasaki frem fra kufferten under sengen og tog dem på. De var godt slidte efterhånden.
Nishay rettede sig op og lod en kam køre igennem sit tykke hår et par gange. Det var stadig så vådt, at det hang tungt ned over hendes skuldre, og de skulle møde snart, og håret kunne ikke nå at tørre, så hun tog en rask beslutning - hun rejste sig og påbegyndte en fransk fletning, som hun med øvede hænder arbejdede på, og til sidst lod hun den færdige fletning hænge ned ad den ene skulder, så den dækkede noget af printet på hendes t-shirt. Uden at tage opstilling foran et spejl lagde hun et lille lag mascara på sine allerede mørke, tykke øjenvipper og sukkede. Det var nok.

Nishay satte sig igen på sin seng og tog sin skoletaske, usikker på, hvad hun skulle med den.

[Lærke]

Lærke nikkede til Nishay da hun kom ind.
Der var noget nærmest sky over hende, som var hun genert. Ikke en følelse Lærke som sådan kendte til. Mest fordi at hun som sådan ikke følte hun gjorde noget forkert eller havde noget at skjule. Og når hun gjorde noget idiotisk overfor andre var hun ikke bleg for at sige undskyld. Det betød som regel ikke noget for hende og hun gjorde det eller ej, men allerede som lille da hun havde smadret en sten i hovedet på et kid i børnehaven og var skredet fra den hylende dren havde hendes mor banket ind i hovedet på hende at man 'kraftedme sagde undskyld uanset hvad, har du forstået' og Lærke havde vel på sin vis set det smarte i det. Det fik desuden en til at virke mere ... likeable.

"Så normal som det nu kan være første skoledag, ikk'." Hun stoppede sit slidte tuschede penalhus ned lige så slidt taske. Hun havde den taske fordi den sad fantastisk på hendes skuldrer. Det betød noget fordi det gjorde det lettere for hende, besluttede hun sig for at løbe. Men det her var ikke byen. Det var ikke hjemme. Det var midt i ingenting og det betød nok ikke særligt meget at have en sådan taske. Nu havde hun den for hvorfor fanden skulle hun spilde penge på en ny?

"Hvilken linje har du?"

[Nishay M. Asran]

"Right," mumlede Nishay og puttede småting ned i forlommen på sin standard Eastpack-rygsæk - ting som læbepomade, penalhus, passer, høretelefoner, USB-key, klipsemaskine, hullemaskine og plaster. Den var sort og havde stadig mærkelige "inskriptioner" fra folkeskolen og sære teninger; de havde moret sig meget med at tegne motiver og skrive latterlige ting på den med kvajeblæk og glimmertuscher. De brede stropper til skuldrene havde hjerter og mærkelige afarter af hendes navn. Nishay havde villet købe sig en ny, men hun havde ikke fået lov af sine forældre, og i dag syntes hun slet ikke, at der var nogen mening i at have de sære kruseduller på tasken.

Men anyway, den kunne jo bruges, og sit image kunne hun altid bekymre sig om en anden dag. Det hele havde alligevel været så hektisk fra starten, at hun ikke længere var helt sikker på, hvem hun var i forehold til den Nishay, hun plejede at være hjemme i København. Hendes grænser var ikke alene blevet overskredet op til flere gange - de var næsten væltet, og hun vidste ikke længere, hvad og hvem hun skulle forholde sig til, og værst af alt: Hvad ville hendes familie ikke tænke om hende, hvis de fik at vide, at hun havde set en nøgen fyr, og at en anden fyr, der tilmed var bøsse, havde lagt armen om hende, mens hendes gennemsigtige bluse tillod alle at se hendes krop?

Nishay bed sig i læben og så hen på Lærke, der havde stillet hende et spørgsmål. Nishay smilede og svarede: "Matematik og Samfundsfag på A-niveau."
Hun var ikke helt naturvidenskabeligt anlagt, men matematik var én af hendes stærke sider, ligesom det var tilfældet med dansk og engelsk. Desværre havde denne linje kun engelsk på B-niveau, men det var okay. Hun kunne altid håbe på, at der blev mulighed for at hæve faget, hvilket var tvivlsomt.

((Flygter vi også til frokost herfra? Jeg venter på jeres respons))

[Lærke]

Lærke kunne egentlig meget godt lide at Nishays taske var lige så medtaget som hendes. Alt skulle ikke være nyt, eller fra genbrug, som hang hende ud af halsen. Hvad fanden var der med bare at have sine egne ting? Det var ikke en diskussion værd, hun ville jo alligevel tabe.

"Du er til logik?" Alt var vel logisk men sprog havde bare sin egen form for logik. Hun så på hendes digitale vækkeur. "Vil du med over til time?"

Der var intet smil, bare en lille håndsudrækning. Selma havde ikke engang tøj på og ærlig talt gad Lærke ikke helt vente.

[Nishay M. Asran]

Nishay smilede til Lærke. Det var mærkeligt - på en måde virkede hun så utilnærmelig, men alligevel også venlig, eller måske forsøgte hun bare at være venlig, men det var venlighed nok for Nishay. Hun nikkede til spørgsmålet om, at de skulle komme af sted, så hun rejste sig med tasken over den ene skulder.

"Hvilken linje har du valgt?" spurgte hun interesseret - hvis hun mente, at hun var til logik, måtte Lærke givet vis have valgt en mere kunstnerisk linje. Selv ville Nishay vælge billedkunst på C-niveau, så snart det blev muligt at få ekstrafag. Der var vist også noget om nogle valghold, men hun havde ikke lige tjekket det - bare set, at man kunne skrive sig på et sted på en opslagstavle, og så ville man blive tilmeldt, eller sådan noget. Forhåbentlig fik de noget info.

//Vi forsvinder før Selma gør ((Lærke kan evt. svare, mens de er på gangen, og så skilles de ad)).

[Marius Emil Lundqvist]

//Indtræder i tråd - halvkommanderende

Marius gengældte Amandas smil med ét af sine kække smil og gjorde et kast med hovedet som for at sige "Hvorfor ikke?" til det med at være social. Marius lukkede døren til elevhuset bag sig og grinede, idet han skubbede hende ind foran sig på gangen mod hendes værelse uden at tøve et sekund.

"Yes, baby, lidt poesi og socialt samvær kan ikke skade før en spændende og lærerig lektion." Han fulgte med hende ind på værelset, ligeglad med, om hun ville have ham der eller ej. Marius' blik scannede automatisk værelset, som han havde for vane at gøre, når han trådte ind i nye rum, og han fik et hurtigt indblik i, hvordan værelsets beboere indrettede sig. Allerede ved første øjekast, var det tydeligt, at de fire piger, som skulle bo her resten af året, havde vidtforskellige personligheder.

Allerede ved synet af den lille bunke make-up på ét af de små borde, kunne Marius gætte sig til, at det var Amandas, og Selmas varemærke af hårprodukter afslørede også hendes præg på rummet. Det var ikke, fordi Marius ikke allerede vidste, hvem der boede her - det var bare lidt sært at eksaminere det på denne måde. Lidt for sent gik det op for ham, at det også var her, Lærke sov. Marius trak ligegyldigt på skuldrene og styrede direkte mod vindueskarmen med skødesløse skridt.

"Fint, klæd dig bare om - jeg nyder udsigten imens." Marius vendte hovedet mod Amanda for at indikere med blikket, at han ikke havde interesse i at se på hende alligevel, og han kunne ikke lade være med at smile charmerende til hende som for at understrege, at det ikke var for at kritisere hendes udseende. "Skal du have hjælp til noget?" kunne han alligevel ikke lade være med at spørge, fordi det var så nærliggende med hendes skadede håndled, og han som altid var vant til at hjælpe hende med de mest mærkelige ting.

Der var for eksempel dengang, hvor de hjalp hinanden i hinandens tøj mere eller mindre, fordi hendes var for småt til ham, så de kunne agere som et omvendt par til en fest. Eller den weekend, hvor Amanda absolut ville op på taget til ham, hvor han sad og læste, selvom det var forbudt, fordi hun "ikke ville gå glip af den smule sol, Danmark kunne ofre på hendes kyllingelår", som hun havde sagt. Det var umiddelbart efter, at hun og David havde haft en konflikt, så han havde ikke beklaget sig over hendes tilstedeværelse - men til gengæld klaget over, at hun ville have sin computer, en kande te og boller med op, så de havde måttet samarbejde om at arrangere en slags picnic på et skråtag. Marius smilede svagt ved mindet - det var ikke ualmindeligt, at eleverne søgte op på tagene af elevhusene, hvis de var i stand til at komme derop. Det var et under, at Amanda ikke havde forstuvet eller brækket noget den dag.